Bekendtgørelse om anmodninger om bistand i henhold til artikel 25 og 26 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked
Erhvervsministeriet
BEK nr 989 af 24/06/2022 I medfør af § 18 d, stk. 4, i konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 360 af 4. marts 2021, og efter forhandling med skatteministeren fastsættes:
§ 1. Anmodninger om bistand i henhold til artikel 25 og 26 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked efterkommes i overensstemmelse med dansk ret og reglerne i direktivets artikel 27 og 28.
Anmodninger om bistand, der fremsættes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
(Stk. 6)
§ 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den myndighed, der fremsætter anmodning om gensidig bistand efter direktivets artikel 25 og 26. Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 26, stk. 1, om inddrivelse af civile bøder eller tvangsbøder pålagt her i landet kan først fremsættes, når det på trods af rimelige bestræbelser ikke har været muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at inddrive den civile bøde eller tvangsbøden, fordi skyldneren ikke besidder tilstrækkelige aktiver her i landet, til at den civile bøde eller tvangsbøden kan inddrives. Stk. 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 26, stk. 2, om inddrivelse af civile bøder eller tvangsbøder pålagt her i landet kan også fremsættes i tilfælde, der ikke er omfattet af artikel 26, stk. 1, herunder hvis den virksomhed, den civile bøde eller tvangsbøden skal inddrives hos, ikke er etableret her i landet. Stk. 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afholder den bistandssøgte myndigheds rimelige ekstra omkostninger, herunder oversættelses-, løn- og administrationsomkostninger, til dækning af bistand ydet i medfør af direktivets artikel 24-26 samt artikel 22 i forordning 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, i det omfang den bistandssøgte myndighed anmoder herom. Stk. 5. Hvis det ikke har været muligt at inddrive en civil bøde eller tvangsbøde, jf. stk. 2 eller 3, underretter restanceinddrivelsesmyndigheden Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen herom med henblik på styrelsens vurdering af, om der skal fremsættes anmodning om bistand til at inddrive den pågældende bøde eller tvangsbøde i en anden medlemsstat i henhold til direktivets artikel 26. Stk. 6. Beslutter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at der skal fremsættes anmodning om bistand, jf. stk. 5, tilbagesender restanceinddrivelsesmyndigheden kravet til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som fordringshaver. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan på ny overdrage kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når der ikke længere af andre medlemsstater ydes bistand med at inddrive kravet i henhold til direktivets artikel 26.
Anmodninger om bistand, der modtages af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller restanceinddrivelsesmyndigheden
(Stk. 3)
§ 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan modtage anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 25, litra a og b, og restanceinddrivelsesmyndigheden kan modtage anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 25, litra c, og artikel 26. Den bistandssøgende myndighed fra en anden medlemsstat vil kunne rette alle anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 25 og 26 til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der herefter videreformidler de anmodninger om bistand, der henhører under restanceinddrivelsesmyndigheden, til denne. Hvis en bistandssøgende myndighed retter direkte henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden med anmodning om bistand i henhold til direktivets artikel 25, litra c, og artikel 26, underretter restanceinddrivelsesmyndigheden Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen herom. Stk. 2. Det ensartede instrument, der i henhold til direktivets artikel 27 skal bruges ved anmodning om bistand efter artikel 25 og 26, skal af den bistandssøgende myndighed være udformet på dansk, medmindre andet er aftalt med den bistandssøgende myndighed. Stk. 3. Dokumenter, der i medfør af det ensartede instrument, jf. stk. 2, skal meddeles eller fuldbyrdes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller restanceinddrivelsesmyndigheden, skal af den bistandssøgende myndighed være oversat til dansk, medmindre andet er aftalt med den bistandssøgende myndighed.
§ 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan anmode den bistandssøgende myndighed om fuldt ud at afholde alle rimelige ekstra omkostninger, herunder oversættelses-, løn- og administrationsomkostninger, der er forbundet med at imødekomme en anmodning fra den bistandssøgende myndighed om bistand i henhold til direktivets artikel 24 og artikel 25, litra a og b, samt artikel 22 i forordning 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82.
(Stk. 2)
§ 5. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan anmode den bistandssøgende myndighed om fuldt ud at afholde alle rimelige ekstra omkostninger, herunder oversættelses-, løn- og administrationsomkostninger, der er forbundet med at imødekomme en anmodning fra den bistandssøgende myndighed om bistand i henhold til direktivets artikel 25, litra c. Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndighedens omkostninger i forbindelse med iværksatte foranstaltninger som omhandlet i artikel 26 kan dækkes ved modregning med beløb, der inddrives eller modtages i forbindelse med inddrivelsen af bøden eller tvangsbøden. Hvis det ikke lykkes restanceinddrivelsesmyndigheden at inddrive bøden eller tvangsbøden, kan restanceinddrivelsesmyndigheden anmode den bistandssøgende myndighed om at dække de påløbne omkostninger. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i stedet vælge at søge omkostningerne ved fuldbyrdelse af sådanne afgørelser dækket af den virksomhed, som bøden eller tvangsbøden inddrives hos.
(Stk. 2)
§ 6. Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver de skyldige beløb i danske kroner. Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden omregner om nødvendigt bøderne eller tvangsbøderne til danske kroner efter kursen på den dato, hvor bøderne eller tvangsbøderne blev pålagt.
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.
Erhvervsministeriet /Simon Kollerup / Tine Rønde/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2022
- Ikrafttrædelsesdato
- 27. juni 2022