TheLawyer.sh
Tilbage

Varmecheckbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om engangstilskud efter ansøgning til husstande omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022

BEK nr 102 af 26/01/2023

DanmarkBekendtgørelse2023

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på ansøgninger om engangstilskud på 6.000 kr., jf. § 11, i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.

Obligatorisk digital ansøgning og kommunikation

§ 2

Energistyrelsen stiller en digital løsning til rådighed (digital selvbetjening) på www.varmecheck.dk, hvor personer i husstanden kan få oplyst, om engangstilskuddet tidligere er udbetalt til husstanden inden ansøgning.

Stk. 2

Der er pligt til at anvende den digitale løsning til kommunikation vedrørende ansøgningssagen, som Energistyrelsen stiller til rådighed, jf. dog § 4.

Stk. 3

I de tilfælde, hvor husstanden ikke har fået udbetalt engangstilskuddet, kan personer i husstanden gennem den digitale løsning få oplyst, om:

  1. Energistyrelsen har registreret, at husstanden i indkomståret 2020 havde en samlet indkomst på højst 650.000 kr., jf. 4 i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.
  1. Antal af personer registret i husstanden.
  1. Personer i husstanden var registreret som værende ejere af boligen den 1. december 2021 ifølge oplysninger fra ejerfortegnelsen.

§ 3

Ansøgningen om engangstilskud skal indgives ved anvendelse af den digitale løsning, jf. § 2, stk. 1, jf. dog § 4.

Stk. 2

Ansøgning skal være indgivet i perioden fra den 14. marts 2023 til den 9. maj 2023, jf. dog stk. 4. I det omfang den digitale løsning ikke er tilgængelig, forlænges ansøgningsperioden tilsvarende med den manglende tilgængelighed i hele dage.

Stk. 3

Energistyrelsen afviser ansøgninger indgivet uden for den i stk. 2 nævnte ansøgningsperiode, jf. dog stk. 4.

Stk. 4

Energistyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 2 og 3.

Fritagelse for digital kommunikation

§ 4

En fysisk person er fritaget for at kommunikere digitalt og anvende den digitale løsning, jf. § 2, stk. 2 og § 3, stk. 1, hvis pågældende er fritaget fra tilslutning til Digital Post, jf. bekendtgørelse om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere.

Stk. 2

En fysisk person, der er fritaget for digital kommunikation, jf. stk. 1, skal indgive ansøgningen på en blanket godkendt af Energistyrelsen.

Stk. 3

Energistyrelsen kan i øvrigt tillade, at ansøgning indsendes og kommunikation med Energistyrelsen sker på anden vis, samt give anvisning herom. Energistyrelsen kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes som anvist.

Behandling af ansøgning og meddelelse af afgørelse

§ 5

Energistyrelsen kan automatisere behandling og afgørelse af ansøgninger om engangstilskuddet helt eller delvist.

Stk. 2

Energistyrelsen behandler ansøgninger fra samme husstand i den rækkefølge, som de modtages. Ved indgivelse af ansøgning gennem den digitale løsning og ansøgning på blanket samme dag, behandles ansøgningen indgivet gennem den digitale løsning først.

§ 6

Energistyrelsen anvender ved behandling af ansøgningen de oplysninger som er indhentet, jf. § 14, og oplysninger som Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur og Arbejdsmarkedets Tillægspension har stillet til rådighed for Energistyrelsen, jf. § 15 i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.

Stk. 2

Krav til dokumentation ved bestemte forhold fremgår af §§ 8-11. Yderligere former for dokumentation kan fremgå af www.varmecheck.dk. Energistyrelsen kan derudover pålægge ansøger at indsende yderligere oplysninger eller anden dokumentation, der er nødvendig til brug for behandling af ansøgningen.

Stk. 3

Energistyrelsen kan, i det omfang det er nødvendig til oplysning af sagen, anmode ansøgeren eller andre om at udfylde erklæringer i den digitale løsning, eller på en af Energistyrelsen godkendt blanket.

Stk. 4

Energistyrelsen kan fastsætte en frist for indsendelse af de yderligere oplysninger, anden dokumentation eller erklæringer, jf. stk. 2 og 3. Efterkommer ansøger ikke Energistyrelsens anmodning inden for den fastsatte frist, træffer Energistyrelsen afgørelse på det foreliggende grundlag.

Stk. 5

Energistyrelsen kan i forbindelse med behandlingen af ansøgningen oplyse personer over 15 år i husstanden, om det samlede antal registrerede personer i husstanden.

§ 7

Energistyrelsen træffer afgørelse om udbetaling af engangstilskuddet, jf. § 11, stk. 1, i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.

Stk. 2

Energistyrelsens afgørelser kan meddeles uden personlig underskrift.

Dokumentation

§ 8

Dokumentation for boligens opvarmningsform i henhold til § 3, stk. 1, nr. 5, i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022 er følgende:

  1. Regninger eller lignende der dokumenterer, at boligens primære opvarmningsform i december 2021 var gas eller fjernvarme fra et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.
  1. Regninger eller lignende der dokumenterer, at boligens primære opvarmningsform i december 2021 var elektricitet, og at boligens andel af den forbrugte elektricitet til det fælles varmesystem tillagt boligens øvrige elektricitetsforbrug oversteg 1.500 kWh i december 2021.

§ 9

I tilfælde af ukorrekt registrering af boligens varmeinstallation den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR), skal ansøger dokumentere følgende:

  1. Boligens faktiske varmeinstallation eller opvarmningsmiddel, jf. stk. 2.
  1. At den ukorrekte registrering ikke kan henføres til personer i den pågældende husstand, jf. stk. 3.
Stk. 2

Som dokumentation for boligens faktiske varmeinstallation eller opvarmningsmiddel omfattet af § 3 i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022, anses en af følgende:

  1. Energimærkningsrapport indberettet inden den 1. januar 2022 for den pågældende bygning, hvoraf den faktiske varmeinstallationen eller opvarmningsmiddel fremgår, sammen med erklæring i den digitale løsning, eller på en af Energistyrelsen godkendt blanket fra ansøger om, at oplysningerne om bygningens faktiske varmeinstallation eller opvarmningsmiddel i energimærkningsrapporten forsat var korrekte den 1. januar 2022 for den konkrete bolig.
  1. Erklæring fra ejere på en af Energistyrelsen godkendt blanket, hvoraf det fremgår, hvad den faktiske varmeinstallation eller opvarmningsmiddel var den 1. januar 2022, og at ændringerne er anmeldt til Bygnings- og Boligregistret.
Stk. 3

Energistyrelsen kan indhente oplysninger fra Ejendomsbeliggenhedsregistret og ejerfortegnelsen til dokumentation for, at den ukorrekte registrering i Bygnings- og Boligregistret af boligens varmeinstallation den 1. januar 2022 ikke kan henføres til personer i den pågældende husstand, jf. § 5 i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022. Derudover kan Energistyrelsen kræve en erklæring i den digitale løsning, eller på en af Energistyrelsen godkendt blanket, fra enten:

  1. Ejerne af boligen om, at ejerne ikke var en del af husstanden forud for den 1. januar 2022.
  1. Ansøger eller andre i husstanden om, at den ukorrekte registrering i Bygnings- og Boligregistret ikke kan henføres til personer i husstanden.

§ 10

I det tilfælde, hvor ændring til varmeinstallationer eller opvarmningsmidler omfattet af § 3 i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022, er indberettet til kommunen, inden den 1. januar 2022, men ikke var ajourført i Bygnings- og Boligregistret den 1. januar 2022, skal ansøger dokumentere, at ændringen var indberettet inden den 1. januar 2022 til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2

Som tilstrækkelig dokumentation for rettidig indberetning anses kvittering for modtagelsen af indberetningen af ændringen i Bygnings- og Boligregistret.

§ 11

I tilfælde af fejl i registre, jf. § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2 i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022, som er begået af myndigheder eller dataleverandører, skal ansøger indsende oplysninger eller dokumentation om, at der er sket en fejl.

Udbetaling

§ 12

Energistyrelsen videregiver personnumre på de personer, der er berettiget efter § 13, stk. 1 og 2, til Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik på udbetaling.

Stk. 2

Arbejdsmarkedets Tillægspension foretager udbetaling af engangstilskuddet til de berettigedes Nemkonto på vegne af Energistyrelsen.

Stk. 3

Arbejdsmarkedets Tillægspension kontrollerer inden udbetaling i Det Centrale Personregistre, om den berettigede, jf. stk. 1, er afgået ved døden eller tidligere har modtaget engangstilskuddet. Er personen afgået ved døden, giver Arbejdsmarkedets Tillægspension meddelelse herom til Energistyrelsen, der herefter udsøger en eventuel anden berettiget. Er der tidligere udbetalt til en berettiget, giver Arbejdsmarkedets Tillægspension meddelelse herom til Energistyrelsen og afventer udbetaling til det enkelte personnummer, indtil Energistyrelsen giver meddelelse om udbetaling skal foretages.

Stk. 4

Arbejdsmarkedets Tillægspension giver meddelelse til Energistyrelsen om personnumre, hvor udbetaling ikke kan gennemføres.

§ 13

Udbetaling sker til den Nemkonto, som tilhører den ældste person i husstanden, jf. § 2 i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2

Såfremt den ældste person i husstanden ikke har en Nemkonto, kan ansøger eller den ældste person i hustanden anvise den person i hustanden, hvortil udbetaling skal ske. Ansøger eller den ældste person i husstanden kan anvise, hvilken person i husstanden engangstilskuddet skal udbetales til. I tilfælde af uenighed vil udbetaling af engangstilskuddet ske til den persons Nemkonto, som den ældste person i husstanden har anvist.

Stk. 3

Ansøger eller den ældste person i husstanden kan i særlige tilfælde anvise en bankkonto, hvortil Energistyrelsen kan udbetale engangstilskuddet. I tilfælde af uenighed, vil udbetaling af engangstilskuddet ske til den bankkonto, som den ældste person i husstanden har anvist.

Data og databehandling

§ 14

I tillæg til de af § 14, stk. 1-3, i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022 omfattede oplysninger, kan Energistyrelsen indsamle følgende:

  1. Oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret, herunder om adresse, BFE-nummer, opvarmningsmiddel og varmeinstallation.
  1. Oplysninger fra Ejendomsbeliggenhedsregistret, herunder om adresse og BFE-nummer.
  1. Oplysninger fra ejerfortegnelsen, herunder om husstandes ejere, eventuelle administratorer eller andre befuldmægtigede og BFE-nummer.
  1. Oplysninger fra EMOData-service, herunder om adresse, BFE-nummer, opvarmningsmiddel og varmeinstallationen.
  1. Oplysninger om Nemkonto og tilknyttet personnumre, for personerne i husstanden, jf. § 1, nr. 2, i lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.

§ 15

Energistyrelsens afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 16

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2023.


Energistyrelsen

/Stine Leth Rasmussen / Charlotte Kirk Larsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
30. januar 2023
Bekendtgørelse om engangstilskud efter ansøgning til husstande omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022 | TheLawyer.sh