Biomassebekendtgørelsen
Bekendtgørelse om biomasseaffald
BEK nr 1224 af 04/10/2023
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Formål
§ 1
Bekendtgørelsen fastsætter regler for håndtering af biomasseaffald ved forbrænding af biomasseaffaldet eller ved afsætning af biomasseaffaldet til virksomheder, der producerer brændselspiller eller brændselsbriketter.
Definitioner
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Affald: som defineret i bekendtgørelse om affald.
- Biomasseaffald: affald der fremgår af bilag 1.
- Fysiske urenheder: fremmedlegemer der ikke kan sidestilles med råtræ, herunder plast, stof, tæpper, tovværk, metal, papir og pap.
Administration af biomasseaffald
§ 3
Biomasseaffald, der er omfattet af bilag 1, kan uden kommunal anvisning forbrændes i kraft- eller varmeproducerende anlæg, der er indrettet til fyring med fast brændsel, eller afsættes til forbrænding i sådanne anlæg.
Biomasseaffald, der er omfattet af bilag 1, kan endvidere uden kommunal anvisning afsættes til virksomheder, der fremstiller brændselspiller eller brændselsbriketter til forbrænding i kraft- eller varmeproducerende anlæg.
§ 4
For biomasseaffald omfattet af bilag 1, pkt. 1, må der indeholdes op til 1 promille fysiske urenheder, målt på tørstof.
§ 5
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt biomasseaffald er omfattet af bilag 1.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt biomasseaffald, der importeres til forbrænding i eller til produktion af brændselspiller på et anlæg i kommunen, er omfattet af bilag 1.
Underretning
§ 6
Virksomheder, der brænder eget biomasseaffald, eller afsætter biomasseaffald uden kommunal anvisning i henhold til § 3, samt virksomheder, der producerer brændselspiller og brændselsbriketter af affald, omfattet af bilag 1, skal underrette kommunalbestyrelsen om affaldets art, oprindelse, sammensætning og om den forventede mængde 1 gang årligt, senest den 31. januar, jf. dog stk. 2.
Landbrugsbedrifter og skovbrugsvirksomheder, der alene forbrænder eller afsætter eget biomasseaffald, er ikke omfattet af stk. 1.
Ved væsentlige ændringer i biomasseaffaldets art, oprindelse, sammensætning og forventede mængde skal virksomheden straks underrette kommunalbestyrelsen herom.
Virksomheden skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen afgive oplysninger om og dokumentation for biomasseaffaldets art, oprindelse, sammensætning, mængde samt om eventuelle modtagere af affaldet. Oplysninger og dokumentation skal af virksomheden opbevares i 5 år.
Tilsyn m.v.
§ 7
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes.
§ 8
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Straf
§ 9
Med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
- afbrænder eller afsætter affald i strid med § 3, stk. 1,
- afsætter affald, i strid med § 3, stk. 2,
- undlader at underrette kommunalbestyrelsen efter § 6, stk. 1,
- undlader at give underretning om væsentlige ændringer i affaldets art, oprindelse, sammensætning eller mængde efter § 6, stk. 3, eller
- undlader at afgive oplysninger efter § 6, stk. 4.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
- voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller
- opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.
Bekendtgørelse nr. 84 af 26. januar 2016 om biomasseaffald ophæves.
§ 11
Afgørelser truffet efter § 5 i bekendtgørelse nr. 638 af 3. juli 1997 om biomasseaffald bevarer deres gyldighed, indtil der træffes nye afgørelser efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Afgørelser truffet efter § 5 og § 6, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald bevarer deres gyldighed, indtil der træffes nye afgørelser efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Afgørelser truffet efter § 5 og § 6, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 84 af 26. januar 2016 om biomasseaffald besvarer deres gyldighed, indtil der træffes nye afgørelser efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Miljøministeriet
/Magnus Heunicke / Christian Bruhn Rieper/
Bilag 1 Biomasseaffald omfattet af bekendtgørelsen
- Råtræ, herunder grene, stød, rødder og andet vedmateriale (herunder bl.a. vinstokke), bark, skovflis og ubehandlet savværksflis, hvor råtræet er klassificeret som affald, jf. dog § 4.
- Rent træ (herunder spåner og savsmuld) uden indhold af lim, lak, imprægnering, maling (ud over evt. savværksstempler o.l.), folie, laminat, søm, skruer, beslag etc., hvor det rene træ er klassificeret som affald.
- Træaffald fra produktion og bearbejdning af rent, limet træ, med et indhold af lim (fenol-resorcinol-lim, polyvinylacetat-lim, urea-formaldehyd-lim, polyurethan-lim og melamin-urea-formaldehyd-lim), der ikke overstiger 1 procent, målt som vægtprocent af tørstof.
- Halm der er klassificeret som affald (herunder indbindingssnor fra halmballer) og hermed beslægtede stråafgrøder fra et- eller flerårige energiafgrøder (elefantgræs, raps, energikorn og lignende) der er klassificeret som affald.
- Kerner og sten fra frugter og bær, hvor kernerne og stenene er klassificeret som affald.
- Nødde- og frøskaller (herunder korn- og frøafharpning) klassificeret som affald.
- Ubehandlet kork klassificeret som affald.
- Ispinde klassificeret som affald, med et indhold af fødevaregodkendt paraffin, der ikke overstiger 1 procent, målt som vægtprocent af tørstof.
- Grøntpiller klassificeret som affald.
- Stråtag klassificeret som affald.
- Tobaksaffald i form af hele eller neddelte tobaksblade, -stilke m.v.
- Brændselspiller og -briketter, der udelukkende er fremstillet af affald omfattet af dette bilag.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2023
- Ikrafttrædelsesdato
- 5. oktober 2023