TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse for Grønland om MitID Erhverv og MitID Privat til Erhverv

DanmarkBekendtgørelse2023

Digitaliseringsministeriet

BEK nr 1274 af 30/10/2023 I medfør af § 4, stk. 2, § 5 og § 9, stk. 4, og § 10 i anordning nr. 2090 af 23. november 2021 om ikrafttræden for Grønland af lov om MitID og NemLog-in fastsættes:

MitID Erhverv

§ 1

(Stk. 5)

§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved MitID Erhverv: Serviceområdet Erhvervsadministration i NemLog-in. Stk. 2. MitID Erhverv kan anvendes af brugerorganisationer, der udgør juridiske enheder, jf. § 2 i Inatsisartutlov om registrering i Det Centrale Virksomhedsregister, som har et aktivt CVR-nummer. Stk. 3. En erhvervsbruger oprettes i MitID Erhverv af en brugerorganisation og tildeles en unik erhvervsidentitet med en eller flere tilhørende identifikationsmidler, som kan være et dedikeret elektronisk MitID identifikationsmiddel, jf. stk. 4, eller et elektronisk MitID identifikationsmiddel til privatbrug udstedt efter bekendtgørelse for Grønland om MitID til privatpersoner. Stk. 4. En brugerorganisation kan i MitID Erhverv udstede, suspendere og spærre erhvervsidentiteter og dedikerede elektroniske MitID identifikationsmidler til brugerorganisationens erhvervsidentiteter. Et dedikeret elektronisk MitID identifikationsmiddel er knyttet til erhvervsidentiteten og reserveret til erhvervsmæssig anvendelse. En fysisk person med erhvervsidentiteter hos flere brugerorganisationer kan anvende samme dedikerede elektroniske MitID identifikationsmiddel hos brugerorganisationerne, når den udstedende brugerorganisation samtykker hertil. Stk. 5. En brugerorganisation skal sikre, at oplysninger i MitID Erhverv, afgivet af brugerorganisationen, er korrekte og opdaterede.

Erhvervsidentiteter i MitID Erhverv

§ 2

(Stk. 4)

§ 2. En erhvervsidentitet oprettet i MitID Erhverv har tilknyttet et eller flere elektroniske identifikationsmidler, som kan anvendes til autentifikation af erhvervsidentiteten i henhold til National Standard for Identiteters Sikringsniveauer (NSIS). Stk. 2. I MitID Erhverv kan en brugerorganisation samtykke til, at en erhvervsbruger, som har fået udstedt elektroniske MitID identifikationsmidler til privatbrug efter bekendtgørelsen for Grønland om MitID til privatpersoner, anvender disse til autentifikation af erhvervsbrugerens erhvervsidentitet i MitID Erhverv, når erhvervsbrugeren samtykker hertil. Stk. 3. En fysisk person kan med et privat MitID oprette en erhvervsidentitet i MitID Erhverv ved digital selvbetjening. Digitaliseringsstyrelsen i Danmark er identitetsgarant for oprettelsen af den fysiske persons erhvervsidentitet. Stk. 4. En brugerorganisation kan agere i rollen som NSIS-anmeldt lokal identitetsgarant og foretage lokal identitetssikring af en fysisk person til oprettelse af en erhvervsidentitet i MitID Erhverv.

Oprettelse, suspendering og frakobling af brugerorganisationer i MitID Erhverv

§ 3

(Stk. 3)

§ 3. Digitaliseringsstyrelsen i Danmark har udpeget Nets DanID A/S til, på vegne af Digitaliseringsstyrelsen i Danmark, at træffe afgørelse om oprettelse, suspendering og frakobling af brugerorganisationer til MitID Erhverv. Stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen i Danmark kan suspendere eller frakoble en brugerorganisation fra MitID Erhverv i følgende tilfælde:

  1. Når brugerorganisationen ikke overholder de til enhver tid gældende vilkår for brugerorganisationer, der fremgår af www.mitid-erhverv.dk.
  2. Når der er en sikkerhedsrisiko for privatpersoner, erhvervsbrugere eller for MitID eller NemLog-in som helhed. Stk. 3. Digitaliseringsstyrelsen i Danmark kan bringe en suspendering til ophør, når årsagen til suspensionen efter stk. 2, nr. 1-2, ikke længere vurderes at eksistere.

Brugerorganisationens oprettelse i MitID Erhverv

§ 4

(Stk. 6)

§ 4. En juridisk enhed kan ved digital selvbetjening anmode om oprettelse som brugerorganisation i MitID Erhverv. Stk. 2. Den juridiske enhed skal ved oprettelsen i MitID Erhverv acceptere de til enhver tid gældende vilkår fastsat af Digitaliseringsstyrelsen i Danmark, der fremgår af www.mitid-erhverv.dk. Stk. 3. For oprettelse af en brugerorganisation i MitID Erhverv ved digital selvbetjening skal den juridiske enhed have et aktivt CVR-nummer, og det skal være muligt via den juridiske enheds oplysning, angivet i det Centrale Virksomhedsregister, at identificere en bemyndiget fysisk person fra den juridiske enhed. Stk. 4. Hvis identifikation af den bemyndigede efter stk. 3 ikke er muligt, kan den juridiske enhed anmode Nets DanID A/S om oprettelse som brugerorganisation i MitID Erhverv. En bemyndiget med et CPR-nummer skal anvende MitID til identifikation ved oprettelsen af den juridiske enhed. Stk. 5. Oprettelsen efter stk. 4 kan ske efter identificering af en bemyndiget fysisk person og verificering af pågældendes tilhørsforhold til den juridiske enhed. Nets DanID A/S skal kræve fremvisning af legitimationsdokumenter, der kan identificere en bemyndiget fysisk person uden CPR-nummer. Endvidere skal Nets DanID A/S kræve verificering af den bemyndigedes tilhørsforhold til den juridiske enhed, dette kan fx være stiftelsesdokumentation, referater og vedtægter fra virksomheden, men er ikke begrænset hertil. Stk. 6. Nets DanID A/S kan give afslag på at oprette en juridisk enhed som brugerorganisation i MitID Erhverv, hvis identifikation og verifikation efter stk. 5 ikke er muligt.

Brugerstyring og certifikater i MitID Erhverv

§ 5

(Stk. 5)

§ 5. En brugerorganisation kan i MitID Erhverv tildele erhvervsbrugere rettigheder og roller, hvorved brugerorganisationen bemyndiger en erhvervsbruger til at foretage handlinger på vegne af brugerorganisationen i digitale selvbetjeningsløsninger. Stk. 2. Brugerorganisationen skal ved oprettelsen i MitID Erhverv udpege mindst én erhvervsbruger, som har ansvaret for at administrere og opsætte brugerorganisationen (organisationsadministrator). Stk. 3. I MitID Erhverv kan der udstedes certifikater, som kan anvendes af erhvervsbrugere til elektronisk signatur og af brugerorganisationer som elektroniske signaturer eller segl. Certifikater reguleres af eIDAS-forordningen eller standarden for offentlige certifikater til elektroniske services (OCES-certifikater). Stk. 4. En brugerorganisations tildeling og administration af rettigheder og certifikater til erhvervsbrugere skal ske i overensstemmelse med organisationens interne regler, herunder tegningsregler, vedtægter mv. Stk. 5. Digitaliseringsstyrelsen i Danmark kan træffe afgørelse om spærring af et certifikat udstedt i MitID Erhverv, såfremt der er risiko for misbrug af certifikatet eller i tilfælde af, at en brugerorganisation eller en erhvervsbruger ikke overholder de til enhver tid gældende vilkår for certifikatet, der fremgår af www.mitid-erhverv.dk.

MitID Privat til Erhverv

§ 6

(Stk. 2)

§ 6. En fysisk person, som ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, kan tegne alene for en juridisk enhed eller kan repræsentere en juridisk enhed alene, kan anvende eget privat MitID til at repræsentere den juridiske enhed med en erhvervsidentitet, uden forudgående oprettelse af en tilhørende brugerorganisationen i MitID Erhverv (MitID Privat til Erhverv). Stk. 2. MitID Privat til Erhverv kan anvendes uafhængigt af MitID Erhverv. Den juridiske enhed kan dog kun anvende funktionerne i MitID Erhverv efter oprettelse som brugerorganisation.

Klageadgang

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse kan påklages til Digitaliseringsstyrelsen i Danmark. Stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen i Danmark kan af Nets DanID A/S kræve enhver oplysning udleveret, der er af betydning for klagebehandlingen.

Ikrafttrædelse

§ 8

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. november 2023. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link. BEK nr 1274 af 30/10/2023 Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.

Ministeriet for Digitalisering og Ligestilling /Marie Bjerre / Tanja Franck/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
3. november 2023
Bekendtgørelse for Grønland om MitID Erhverv og MitID Privat til Erhverv | TheLawyer.sh