Bekendtgørelse om tilskud fra kulturpulje for grønlandsk-orienterede kulturprojekter
Kulturministeriet
BEK nr 1478 af 05/12/2023 I medfør af tekstanmærkning nr. 187 ad 21.11.23 til § 21 på finansloven for finansåret 2023 fastsættes:
Formål og anvendelsesområde
(Stk. 3)
§ 1. Bekendtgørelsen fastsætter regler om tilskud fra kulturpulje for grønlandsk-orienterede kulturprojekter. Stk. 2. Kulturpulje for grønlandsk-orienterede kulturprojekter har til formål at fremme og understøtte den gensidige forståelse mellem Grønland og Danmark gennem kulturprojekter i perioden 2023-2026. Stk. 3. Efter denne bekendtgørelse kan der ydes tilskud til arrangører af kulturprojekter, der arbejder på at fremme den gensidige forståelse på tværs af Grønland og Danmark i et partnerskab bestående af minimum én dansk og én grønlandsk aktør.
Definitioner
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås kulturprojekter som projekter omfattet af et bredere defineret kulturbegreb, der, ud over de klassiske kunstarter, inkluderer sprog, madkultur, fællesskab, cirkus, kulturarv m.m.
Kriterier for tilskud
(Stk. 3)
§ 3. Der gælder følgende tilskudskriterier for kulturpulje for grønlandsk-orienterede kulturprojekter:
- Kulturprojektet skal have kulturudveksling mellem Grønland og Danmark som grundsten.
- Arrangementer med publikum skal være tilgængelige for offentligheden, og de skal være tydeligt annonceret.
- Kulturprojektet må ikke være påbegyndt før den af Slots- og Kulturstyrelsen fastsatte dato og må ikke være gennemført før puljens ansøgningsfrist.
- Kulturprojektet skal inddrage min. én faglig partner eller aktør fra både Grønland og Danmark. De grønlandske huse og foreninger kan opfattes som enten en dansk eller grønlandsk aktør, men de kan ikke udgøre begge dele på samme tid. Individuelle kunstnere kan også indgå som partner. Stk. 2. Der kan ikke ydes tilskud til almindelige drifts- og administrationsomkostninger i forbindelse med allerede eksisterende initiativer. Stk. 3. Der kan ikke ydes tilskud til rene idrætsprojekter.
Administration, ansøgning og dokumentation
§ 4. Slots- og Kulturstyrelsen varetager administrationen af puljen efter denne bekendtgørelse.
(Stk. 2)
§ 5. Ansøgning om tilskud skal indgives til Slots- og Kulturstyrelsen. Stk. 2. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for ansøgningers form, indhold, frist m.v. Retningslinjerne offentliggøres på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.
§ 6. Slots- og Kulturstyrelsen kan anmode om supplerende dokumentation i forbindelse med behandlingen af ansøgningen.
Afgørelse og prioritering
§ 7. Slots- og Kulturstyrelsen træffer afgørelse om tildeling af tilskud efter ansøgningsfristens udløb.
(Stk. 2)
§ 8. Hvis den bevillingsmæssige afsatte ramme ikke giver mulighed for at imødekomme alle de ansøgninger, som opfylder kriterierne i § 3, foretager Slots- og Kulturstyrelsen en prioritering af ansøgningerne. Ved prioriteringen lægger Slots- og Kulturstyrelsen vægt på følgende:
- Hvordan projektet lever op til formålet om at fremme gensidig kulturforståelse på tværs af Grønland og Danmark.
- Den faglige kvalitet af projektet, herunder om ansøger har erfaring med kulturprojekter.
- Bredde- og rækkevidde af projektet, herunder refleksioner over formål og målgruppe. Projekter, der formår at nå nye målgrupper, som ikke har stort forhåndskendskab til det ansøgte kulturemne, prioriteres.
- Geografisk spredning af puljens midler.
- Projektets øvrige samfundsrelevans i både Grønland og Danmark. Stk. 2. Slots- og Kulturstyrelsen kan give tilsagn om tilskud med et mindre beløb end ansøgt.
Regnskab og revision
§ 9. Reglerne i bekendtgørelse nr. 1479 af 22. december 2014 om regnskab og revision af projekt- og aktivitetstilskud fra Kulturministeriet finder anvendelse ved Slots- og Kulturstyrelsens administration af puljen.
Klageadgang
(Stk. 2)
§ 10. Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Kulturministeriet. Stk. 2. Klagen skal rettes til Slots- og Kulturstyrelsen, som videresender klagen med sagens materiale og en udtalelse til Kulturministeriet.
Ikrafttræden
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. december 2023.
Kulturministeriet /Jakob Engel-Schmidt / Ida Bayer Kühl/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2023
- Ikrafttrædelsesdato
- 21. august 2025