Bekendtgørelse for Grønland om fodervirksomheder
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 1635 af 05/12/2023 I medfør af § 1, stk. 1 og 3, nr. 1-10, § 1 a, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 2, i anordning nr. 1578 af 21. december 2022 om ikrafttræden for Grønland af lov om foderstoffer fastsættes efter bemyndigelse:
Anvendelsesområde og definitioner
(Stk. 3)
§ 1. Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser, der sikrer foderstoffers sporbarhed og tilbagetrækning, bekæmpelse af salmonella samt betingelser og ordninger for registrering og godkendelse af fodervirksomheder, der sikrer foderhygiejne. Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter fodervirksomheders aktiviteter i alle led, herunder fremstilling, transport, oplagring, markedsføring og anvendelse af foder. Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 7-25 gælder alene for fodervirksomheder, som markedsfører eller håndterer foder bestemt til eksport eller til at indgå i foder til eksport.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Fodervirksomhed: Et offentligt eller privat foretagende, som med eller uden gevinst for øje udfører en hvilken som helst aktivitet, der indgår som led i produktion, fremstilling, tilvirkning, opbevaring, transport eller distribution af foder, herunder enhver producent, som producerer, tilvirker eller opbevarer foder til fodring af dyr på den pågældendes egen bedrift.
- Fare: Den potentielt sundhedsskadelige virkning, der kan være forbundet med biologiske, kemiske eller fysiske agenser i fødevarer eller foder eller forbundet med fødevarernes eller foderets tilstand.
- Produktions-, tilvirknings- og distributionsled: Alle led, herunder import, fra og med den primære produktion af foder og til og med opbevaringen, transporten, salget eller leveringen til den endelige bruger.
- Foderhygiejne: Foranstaltninger og betingelser, der er nødvendige for at bekæmpe farer og sikre, at et foderstof er egnet til foder, hvis det anvendes som tilsigtet.
- Primærproduktion af foderstoffer: Produktion af landbrugsprodukter, herunder navnlig dyrkning, høst, malkning, opdræt af dyr (forud for slagtning) eller fiskeri, hvorved der udelukkende frembringes produkter, som ikke undergår nogen anden behandling, efter de er høstet, indsamlet eller fanget, bortset fra en simpel fysisk behandling.
- Produkter: Fodermidler, forblandinger, tilsætningsstoffer, foderstoffer og alle andre produkter, der er bestemt til anvendelse i, eller som anvendes i foder.
- Fedtstofblanding: Fremstilling af foderblandinger, eller hvis alle bestanddele stammer fra samme plante- eller dyreart, af fodermidler ved blanding af rå olier, raffinerede olier, animalske fedtstoffer, olier genvundet fra fødevarevirksomheder i Grønland, som er omfattet af bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder, eller produkter afledt heraf med henblik på at fremstille blandet olie eller fedtstof; eneste undtagelser herfra er opbevaring af på hinanden følgende partier og blanding af raffinerede olier.
- Håndtering: En hvilken som helst fysisk aktivitet med et foder, herunder oplagring og transport.
- Fiskemel: Produkt fremstillet ved opvarmning, presning og tørring af hele fisk eller dele heraf, hvortil der før tørring kan være gentilsat fiskesolubel.
- Fiskeolie: Olie, som er fremstillet af fisk eller dele heraf, og som centrifugeres for at fjerne vandindholdet (evt. med oplysninger om dyreart, f.eks. torskelevertran).
- Foder (foderstoffer): Alle stoffer eller produkter, herunder fodertilsætningsstoffer, som, uanset om de er uforarbejdede eller helt eller delvis forarbejdede, er bestemt til at skulle fortæres af dyr.
- Foderblanding: Blanding af mindst to fodermidler, med eller uden fodertilsætningsstoffer, beregnet til fodring af dyr, i form af fuldfoder eller tilskudsfoder.
- Fodermidler: Vegetabilske eller animalske produkter, hvis væsentligste formål er at opfylde dyrs ernæringsbehov, i naturlig tilstand, friske eller konserverede, og derivater af disse efter industriel forarbejdning samt organiske eller uorganiske stoffer, som kan indeholde fodertilsætningsstoffer, og som er bestemt til fodring af dyr, enten i uforandret eller forarbejdet stand eller til fremstilling af foderblandinger eller som bærestof i forblandinger.
- Parti: En identificerbar mængde foder, hvorom det er fastslået, at det har fælles karakteristika såsom oprindelse, sort, emballagetype, emballeringsvirksomhed, afsender eller mærkning og i tilfælde af en produktionsproces en produktionsenhed fra ét anlæg, hvor der anvendes ensartede produktionsparametre, eller et antal af sådanne enheder, når de er fremstillet fortløbende og oplagres sammen.
- Fodertilsætningsstof: Stoffer, mikroorganismer og præparater, der ikke er fodermidler og forblandinger, og som med forsæt er tilsat foderstoffer eller vand for specielt at opfylde en eller flere af følgende funktioner: a) påvirke foderstoffers egenskaber positivt, b) påvirke animalske produkters egenskaber positivt, c) påvirke farven hos akvariefisk og stuefugle positivt, d) opfylde dyrs ernæringsbehov, e) påvirke den animalske produktions miljøvirkninger positivt, f) påvirke animalsk produktion, ydelse og velfærd positivt, især ved at påvirke tarmfloraen eller fordøjeligheden af foderstoffer, eller g) have coccidiostatisk eller histomonostatisk virkning.
- Forblanding: Blandinger af fodertilsætningsstoffer eller blandinger af et eller flere foder-tilsætningsstoffer med fodermidler eller vand som bærestoffer, der ikke er bestemt til direkte fodring.
Sporbarhed og tilbagetrækning
(Stk. 4)
§ 3. Fodervirksomheder skal i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled sikre sporbarheden for foder og for ethvert andet stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat et foder. Stk. 2. Fodervirksomheder skal være i stand til at identificere, hvorfra de har fået leveret et foder og ethvert stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat et foder. Til det formål skal der etableres systemer og procedurer, hvorved sådanne oplysninger efter anmodning kan stilles til rådighed for Fødevarestyrelsen. Stk. 3. Fodervirksomheder skal etablere systemer og procedurer til identifikation af de øvrige virksomheder, hvortil deres produkter er leveret. Disse oplysninger skal efter anmodning stilles til rådighed for Fødevarestyrelsen. Stk. 4. Et foder, der markedsføres eller som kan forventes at blive markedsført, forsynes med en passende mærkning eller identifikation, der letter sporbarheden ved hjælp af relevant dokumentation eller information i overensstemmelse med de relevante krav i mere specifikke bestemmelser.
(Stk. 4)
§ 4. Hvis en fodervirksomhed antager eller har grund til at antage, at et foder, som virksomheden har importeret, produceret, tilvirket, forarbejdet eller distribueret, ikke opfylder kravene til fodersikkerhed, træffer den straks forholdsregler med henblik på at trække det pågældende foder tilbage fra markedet og informerer Fødevarestyrelsen herom. I disse tilfælde og i de i stk. 3 omhandlede tilfælde, hvor en sending eller et parti ikke opfylder kravene til fodersikkerheden, destrueres foderet, medmindre Fødevarestyrelsen tillader en anden løsning. Virksomheden skal effektivt og præcist informere brugerne af foderet om baggrunden for, at varen trækkes tilbage, og skal om nødvendigt kalde allerede leverede produkter tilbage fra brugerne, såfremt andre foranstaltninger er utilstrækkelige til opnåelse af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau. Stk. 2. En fodervirksomhed med ansvar for detailhandel eller distributionsvirksomhed, som ikke har indflydelse på foderets indpakning, mærkning, sikkerhed eller integritet, skal inden for rammerne af sine aktiviteter træffe forholdsregler med henblik på at trække produkter, der ikke opfylder kravene til fodersikkerhed, tilbage fra markedet, ligesom den skal bidrage til fodersikkerheden ved at videregive de relevante oplysninger, der er nødvendige for at kunne spore et foder, som led i et samarbejde om forholdsregler truffet af producenter, tilvirkere, forarbejdere eller Fødevarestyrelsen. Stk. 3. Fodervirksomheden skal straks underrette Fødevarestyrelsen, hvis den antager eller har grund til at antage, at et foder, virksomheden markedsfører, muligvis ikke opfylder kravene til fodersikkerhed. Virksomheden skal underrette Fødevarestyrelsen om de forholdsregler, der træffes for at forebygge risici ved brugen af det pågældende foder, og må ikke forhindre nogen i eller afskrække nogen fra at samarbejde med Fødevarestyrelsen, hvis dette kan forebygge, reducere eller eliminere en risiko ved et foderstof. Stk. 4. Fodervirksomheder skal samarbejde med Fødevarestyrelsen om de forholdsregler, der træffes med henblik på at undgå risiciene ved det foder, virksomheden leverer eller har leveret.
Bekæmpelse af salmonella
§ 5. Fodervirksomheder skal effektivt forebygge og bekæmpe salmonellabakterier i foder.
(Stk. 3)
§ 6. Ved fund af salmonellabakterier i foder, uanset serotype, må foderet ikke markedsføres. Foderet må dog blive markedsført, hvis det forud for markedsføringen er effektivt behandlet mod salmonella, så det lever op til en sund og sædvanlig handelskvalitet. Stk. 2. Ved fund af salmonellabakterier i foder, som vurderes at udgøre en fare for menneskers eller dyrs sundhed, anses foderet for at være farligt. Stk. 3. Hvis foderet efter stk. 2 vurderes at udgøre en fare for menneskers eller dyrs sundhed, skal fodervirksomheden træffe relevante foranstaltninger som angivet i § 4.
Registrering og godkendelse
§ 7. Fodervirksomheder skal
- i registreringsøjemed give Fødevarestyrelsen meddelelse om alle virksomheder, som er under deres ledelse, og som har aktiviteter i et led i produktionen, tilvirkningen, oplagringen, transporten eller distributionen af foderstoffer og
- give Fødevarestyrelsen ajourførte oplysninger om alle virksomheder, som er under deres ledelse, jf. nr. 1, herunder give Fødevarestyrelsen meddelelse om væsentlige ændringer i aktiviteterne og ophør af en eksisterende virksomhed.
§ 8. Fodervirksomheder, som vil markedsføre fodertilsætningsstoffer, der er omhandlet i bilag 4, skal være godkendt hertil af Fødevarestyrelsen.
§ 9. Fodervirksomheder, som vil foretage fedtstofblanding med henblik på at markedsføre produkter til brug i foder, skal være godkendt hertil af Fødevarestyrelsen.
Generelt for registrerede og godkendte fodervirksomheder
(Stk. 3)
§ 10. Fodervirksomheder, der udfører primærproduktion og dermed forbundne aktiviteter, jf. bilag 1, skal overholde bestemmelserne i bilag 1 for primærproduktion af foderstoffer og følgende tilknyttede aktiviteter:
- Transport, opbevaring og håndtering af egne primærprodukter på produktionsstedet.
- Transport med henblik på levering af egne primærprodukter fra produktionsstedet til en virksomhed. Stk. 2. For andre aktiviteter end dem, der er omhandlet i stk. 1, skal fodervirksomheder overholde bestemmelserne i bilag 2. Stk. 3. Fodervirksomheder skal sikre, at de særlige betingelser i bilag 3 for fremstilling af fiskemel er overholdt for aktiviteter i tilknytning til anvendelse og håndtering af fiskemel.
§ 11. Fodervirksomheder må kun
- forsyne sig hos og anvende foderstoffer fra virksomheder, der er registreret eller godkendt i henhold til denne bekendtgørelse og
- benytte sig af transport- og oplagringsydelser fra virksomheder, der er registreret eller godkendt i henhold til denne bekendtgørelse.
(Stk. 4)
§ 12. Fodervirksomheder, der udfører aktiviteter omhandlet i § 10, stk. 2, skal indføre, iværksætte og følge en fast skriftlig procedure eller faste skriftlige procedurer, der er baseret på HACCP-principperne. Stk. 2. Principperne, jf. stk. 1, indebærer, at de pågældende fodervirksomheder skal:
- identificere farer, som skal forebygges, fjernes eller reduceres til et acceptabelt niveau,
- identificere de kritiske kontrolpunkter på det eller de trin, hvor det er vigtigt at føre kontrol for at forebygge eller fjerne en fare eller reducere den til et acceptabelt niveau,
- fastsætte kritiske grænser på kritiske kontrolpunkter, som adskiller acceptable forhold fra uacceptable forhold, med henblik på at forebygge, fjerne eller reducere konstaterede farer,
- fastlægge og gennemføre effektive overvågningsprocedurer på kritiske kontrolpunkter,
- træffe korrigerende foranstaltninger, hvis det ved overvågningen viser sig, at et kritisk kontrolpunkt ikke er under kontrol,
- fastsætte procedurer for at verificere, at de foranstaltninger, der er beskrevet i nr. 1-5, er fuldstændige og fungerer effektivt; verifikationsprocedurerne skal gennemføres med regelmæssige mellemrum og
- udfærdige dokumenter og føre journaler, der svarer til fodervirksomhedens art og størrelse, for at dokumentere, at foranstaltningerne i nr. 1-6 anvendes effektivt. Stk. 3. Når der sker en ændring i et produkt, en proces eller i et led i produktionen, tilvirkningen, opbevaringen og distributionen, skal fodervirksomheden gennemgå proceduren og foretage de fornødne ændringer. Stk. 4. Fodervirksomheder skal sikre, at dokumentation, der beskriver procedurerne udarbejdet i henhold til stk. 1 og 3, løbende holdes ajour.
§ 13. Registrerede eller godkendte fodervirksomheder må ikke opdrætte dyr, der skal indgå i fødevarer omfattet af bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder, eller i foder omfattet af bekendtgørelse for Grønland om eksport af foder, animalske biprodukter og heraf afledte produkter.
§ 14. Godkendte fodervirksomheder må ikke anvende importerede fiskeolier til at foretage fedtstofblanding af fiskeolier, der skal markedsføres som foder eller indgå i foder omfattet af bekendtgørelse for Grønland om eksport af foder, animalske biprodukter og heraf afledte produkter.
§ 15. Godkendte fodervirksomheder må anvende fiskeolier, der er genvundet fra fødevarevirksomheder, hvis fødevarevirksomheden er autoriseret til at eksportere fødevarer efter bekendtgørelse for Grønland om samhandel og eksport af fødevarer og fødevarekontaktmaterialer.
Procedure ved registrering og godkendelse hos Fødevarestyrelsen
(Stk. 3)
§ 16. Fødevarestyrelsen godkender en virksomhed, hvis styrelsen ved et besøg på stedet forud for iværksættelse af enhver ny aktivitet konstaterer, at virksomheden opfylder de relevante krav i denne bekendtgørelse. Stk. 2. Fodervirksomheder kan anmode om, at Fødevarestyrelsen ikke foretager et godkendelsesbesøg på stedet, hvis de udelukkende fungerer som handlende, uden at produkterne befinder sig på deres driftssted. Stk. 3. Fodervirksomheder, jf. stk. 2, skal i en form, som Fødevarestyrelsen bestemmer, forelægge Fødevarestyrelsen en erklæring om, at det af dem markedsførte foderstof og aktiviteter, opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse.
(Stk. 3)
§ 17. Fødevarestyrelsen kan give betinget godkendelse, hvis det ved besøget på stedet konstateres, at virksomheden opfylder alle krav til infrastrukturer og udstyr. Fødevarestyrelsen giver kun fuld godkendelse, hvis det senest tre måneder efter den betingede godkendelse ved endnu et besøg på stedet konstateres, eller at virksomheden efter Fødevarestyrelsens vurdering skriftligt kan godtgøre, at de øvrige krav i § 16, stk. 1 er opfyldt. Stk. 2. Hvis der er gjort klare fremskridt, men virksomheden endnu ikke opfylder alle disse krav, kan Fødevarestyrelsen forlænge den betingede godkendelse. En betinget godkendelse kan dog ikke gælde i mere end sammenlagt seks måneder. Stk. 3. Fodervirksomheder, jf. stk. 1 eller stk. 2, skal i en form, som Fødevarestyrelsen bestemmer, forelægge Fødevarestyrelsen en erklæring om, at det af dem markedsførte foderstof og aktiviteter, opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse.
Fodervirksomheders, herunder fodervirksomheder med primærproduktion, anmeldelse om registrering og ansøgning om godkendelse
§ 18. Virksomheder, der skal registreres eller godkendes som fodervirksomhed, jf. §§ 7-9, må først påbegyndes, når de er registreret eller godkendt hos Fødevarestyrelsen.
(Stk. 2)
§ 19. Virksomheder skal for at blive registreret eller godkendt som fodervirksomhed eller for at give meddelelse om væsentlige ændringer anvende den digitale blanket på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Stk. 2. Ansøgning om godkendelse skal ledsages af en skriftlig beskrivelse af virksomheden, plantegning, samt beskrivelse af procedurer og systemer som omtalt i § 10, stk. 2 og §§ 11-12.
§ 20. Fødevarestyrelsen kan i særlige tilfælde og efter skriftlig og begrundet anmodning, fritage for kravet om brug af digital kommunikation i forbindelse med registrering og godkendelse som fodervirksomhed, jf. §§ 7-9.
(Stk. 3)
§ 21. Fødevarestyrelsen optager for hver enkelt aktivitet de virksomheder, den har registreret i henhold til § 7, stk. 1, nr. 1, på en eller flere nationale lister. Stk. 2. Fodervirksomheder, der er godkendt af Fødevarestyrelsen i henhold til §§ 8-9, optages på en national liste under et individuelt identifikationsnummer. Det tildelte identifikationsnummer får den form, der er angivet i bilag 5. Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan offentliggøre den eller de lister over virksomheder, der er omhandlet i stk. 1-2.
Ophør og ejerskifte
(Stk. 2)
§ 22. Ved ejerskifte i en fodervirksomhed, der er registreret eller godkendt hos Fødevarestyrelsen, skal den, der overtager virksomheden, senest på overtagelsestidspunktet skriftligt anmelde ejerskiftet til Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Fodervirksomheden kan fortsætte efter ejerskifte med de aktiviteter, der er omfattet af den tidligere ejers registrering eller godkendelse. Fodervirksomheden må ikke påbegynde andre aktiviteter, før Fødevarestyrelsen har meddelt godkendelse eller registreret dem.
§ 23. Ved ophør af fodervirksomhed skal virksomheder, der er registreret eller godkendt hos Fødevarestyrelsen, skriftligt anmelde ophøret til Fødevarestyrelsen senest på ophørsdagen jf. § 7, stk. 1, nr. 2.
(Stk. 2)
§ 24. Fødevarestyrelsen kan suspendere en virksomheds registrering eller godkendelse midlertidigt for en eller flere af aktiviteterne eller for alle aktiviteter, hvis det konstateres, at virksomheden ikke længere opfylder de betingelser, der gælder for aktiviteterne. Stk. 2. Suspensionen varer, indtil virksomheden på ny opfylder betingelserne. Hvis betingelserne ikke er opfyldt inden et år, så kan registreringen eller godkendelsen tilbagekaldes, jf. § 25.
§ 25. Fødevarestyrelsen kan tilbagekalde en fodervirksomheds registrering eller godkendelse af en virksomhed for en eller flere af aktiviteterne, hvis
- virksomheden ophører med en eller flere af sine aktiviteter,
- det konstateres, at virksomheden i et år ikke har opfyldt de betingelser, der gælder for dens aktiviteter, eller
- den kompetente myndighed finder alvorlige mangler eller må standse produktionen i en virksomhed gentagne gange, og lederen af foderstofvirksomheden fortsat ikke kan give tilstrækkelige garantier med hensyn til den fremtidige produktion.
Straffebestemmelser og ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 26. Medmindre mere indgribende foranstaltninger er forskyldt efter anden lovgivning, kan der idømmes bøde til den, der overtræder §§ 3-5, § 6, stk. 1 og 3, §§ 7-14, § 18 eller §§ 22-23. Stk. 2. For overtrædelser, der begås af selskaber m.v. (juridiske personer), kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 27. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024. Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link. BEK nr 1635 af 05/12/2023 Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.
Fødevarestyrelsen /Nikolaj Veje / Nadja Natalie Isaksen/
Bilag 1 KRAV TIL FODERVIRKSOMHEDER I PRIMÆRPRODUKTIONSLEDDET FOR FODER, jf. § 10, stk. 1.
KRAV TIL FODERVIRKSOMHEDER I PRIMÆRPRODUKTIONSLEDDET FOR FODER, jf. § 10, stk. 1. I. Hygiejnebestemmelser
- Fodervirksomheder med ansvar for primærproduktion af foder skal sikre, at driften styres og foregår, så farer, der evt. kan gå ud over fodersikkerheden, forebygges, fjernes eller minimeres.
- Fodervirksomheder skal så vidt muligt sikre, at primærprodukter, der fremstilles, tilberedes, renses, pakkes, opbevares og transporteres under deres ansvar, beskyttes mod forurening og fordærv.
- Fodervirksomheder skal opfylde forpligtelserne i punkt 1 og 2 ved at overholde relevant lovgivning om bekæmpelse af farer i primærproduktionen, herunder: i) foranstaltninger til at bekæmpe farlig forurening f.eks. fra luft, jord, vand, gødning, plantebeskyttelsesmidler, biocider og veterinærlægemidler samt håndtering og bortskaffelse af affald ii) foranstaltninger vedrørende plantesundhed, dyresundhed og miljø, der har betydning for foderstofsikkerheden, herunder programmer for overvågning og bekæmpelse af zoonoser og zoonotiske agenser.
- Fodervirksomheder skal, i påkommende tilfælde, træffe passende foranstaltninger med henblik på især: a) at renholde faciliteter, udstyr, beholdere, kasser og køretøjer, der anvendes til fremstilling, tilberedning, sortering, pakning, opbevaring og transport af foderstoffer, og at desinficere dem på passende vis, hvis det er nødvendigt efter rengøringen b) om nødvendigt at sikre hygiejniske vilkår for produktion, transport og opbevaring af foderstoffer, samt at foderstofferne er rene c) at anvende rent vand, når det er nødvendigt for at forebygge farlig forurening d) så vidt muligt at forhindre dyr og skadegørere i at forårsage farlig forurening e) at opbevare og håndtere affald og farlige stoffer separat og sikkert, så farlig forurening undgås f) at sikre, at emballager ikke er en kilde til farlig forurening af foderstoffer g) at tage hensyn til resultaterne af relevante analyser af prøver fra primærprodukter eller andre prøver, der er relevante for foderstofsikkerheden. II. Journaler
- Fodervirksomheder skal føre og opbevare journaler over foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe farer, på en passende måde og i et passende tidsrum og som svarer til fodervirksomhedens størrelse og art. Fodervirksomhederne skal stille relevante oplysninger i disse journaler til rådighed for Fødevarestyrelsen.
- Fodervirksomheder skal føre journal over: a) enhver forekomst af skadegørere og sygdomme, der kan påvirke primærprodukternes sikkerhed b) resultaterne af analyser af prøver fra primærprodukter eller andre prøver, der er udtaget med henblik på diagnose, og som har betydning for foderstofsikkerheden c) bestemmelsessted og mængde for ethvert udleveret foderstof.
- Andre, f.eks. konsulenter, kan hjælpe fodervirksomhederne med at føre journaler, der er relevante for deres aktiviteter.
Bilag 2 KRAV TIL FODERVIRKSOMHEDER I ANDRE LED END PRIMÆRPRODUKTIONSLEDDET, jf. § 10, stk. 2.
KRAV TIL FODERVIRKSOMHEDER I ANDRE LED END PRIMÆRPRODUKTIONSLEDDET, jf. § 10, stk. 2. FACILITETER OG UDSTYR
- Faciliteter, udstyr, beholdere, kasser og køretøjer til tilvirkning og opbevaring af foderstoffer og deres umiddelbare omgivelser skal holdes rene, og der skal gennemføres effektive programmer til bekæmpelse af skadegørere.
- Faciliteternes og udstyrets grundplan, udformning, udførelse og dimensioner skal være således, a) at det er muligt at foretage tilfredsstillende rengøring og/eller desinficering b) at risikoen for fejl minimeres med henblik på at undgå forurening, krydsforurening og generelt enhver uheldig indvirkning på produkternes sikkerhed og kvalitet. Maskiner, der kommer i kontakt med foderstoffer, skal tørres efter vådrengøring.
- Faciliteter og udstyr, der benyttes til blanding og/eller fremstillingsprocesser, skal regelmæssigt kontrolleres på passende vis i overensstemmelse med de skriftlige procedurer, som producenten på forhånd har fastlagt for produkterne. a) Alt måle- og vejeudstyr, der anvendes ved fremstilling af foderstoffer, skal være egnet til det relevante vægt- og rummålsinterval, og dets nøjagtighed skal afprøves regelmæssigt. b) Alle blandere, der anvendes ved fremstilling af foderstoffer, skal være egnet til det relevante vægt- og rummålsinterval, og de skal kunne fremstille egnede homogene blandinger og homogene opløsninger. Producenterne skal godtgøre, at blanderne er effektive med hensyn til homogenitet.
- Faciliteterne skal have tilstrækkelig naturlig og/eller kunstig belysning.
- Afløbsforholdene skal imødekomme behovet; de skal være udformet og udført således, at der ikke er risiko for forurening af foderstofferne.
- Vand, der anvendes ved fremstilling af foderstoffer, skal være af en kvalitet, der gør det egnet til dyr; vandledningerne skal være af inaktivt materiale.
- Kloak-, spilde- og regnvand skal bortskaffes, så det sikres, at udstyret og foderstoffernes sikkerhed og kvalitet ikke påvirkes. Fordærv og støv skal holdes under kontrol for at forebygge indtrængen af skadegørere.
- Vinduer og andre åbninger skal, hvor det er nødvendigt, kunne holde skadegørere ude. Døre skal slutte tæt og kunne holde skadegørere ude, når de er lukkede.
- Lofter, forsænkede lofter og andre overhængende dele af det faste inventar skal, hvor det er nødvendigt, være udformet, konstrueret og fuldført, så ansamling af snavs undgås og dannelse af kondensvand, uønsket skimmelvækst og afgivelse af partikler, der kan påvirke foderstoffernes sikkerhed og kvalitet, begrænses.
PERSONALE Fodervirksomhederne skal råde over et tilstrækkeligt stort personale, der er i besiddelse af den viden og de kvalifikationer, som er nødvendige for at fremstille de pågældende produkter. Der skal opstilles en organisationsplan med oplysninger om det ledende personales kvalifikationer (f.eks. eksamensbeviser og erhvervserfaring) og ansvarsområder, som skal være tilgængelige for Fødevarestyrelsen. Alle ansatte skal have klare, skriftlige oplysninger om deres opgaver, ansvarsområder og beføjelser, især hver gang der foretages ændringer, så den ønskede produktkvalitet opnås. PRODUKTION
- Der skal udpeges en kvalificeret person som ansvarlig for produktionen.
- Fodervirksomheder skal sikre, at de forskellige produktionsfaser gennemføres efter forud fastlagte, skriftlige procedurer og instruktioner, som har til formål at definere, kontrollere og styre de kritiske punkter i fremstillingsprocessen.
- Hvor det er nødvendigt skal der træffes tekniske eller organisatoriske foranstaltninger for at undgå eller minimere krydsforurening og fejl. Der skal være tilstrækkelige og velegnede midler til at foretage kontrol under fremstillingen.
- Forekomst af forbudt foder, uønskede stoffer og andre forurenende stoffer af betydning for menneskers og dyrs sundhed skal overvåges, og der skal være fastlagt passende kontrolstrategier med henblik på at minimere risikoen.
- Affald og materiale, der ikke er egnet til foder, bør isoleres og identificeres. Materiale, der indeholder farlige niveauer af veterinærlægemidler, forurenende stoffer eller andre farer, skal bortskaffes på en hensigtsmæssig måde og må ikke anvendes som foder.
- Fodervirksomheder skal træffe fyldestgørende foranstaltninger for at sikre effektiv sporing af produkterne.
- Af produkternes mærkning skal det klart fremgå, om de er bestemt til foder eller til andre formål. Hvis et bestemt parti af et produkt er erklæret ikke bestemt til foderbrug, må denne erklæring ikke efterfølgende ændres af en virksomhed i senere led i kæden. KVALITETSKONTROL
- Hvor det er hensigtsmæssigt, skal der udpeges en kvalificeret person som ansvarlig for kvalitetskontrollen.
- Fodervirksomhederne skal som led i et kvalitetskontrolsystem have adgang til et laboratorium med passende personale og udstyr.
- Der skal udarbejdes og iværksættes en skriftlig kvalitetskontrolplan, som navnlig skal omfatte kontrol af de kritiske punkter i fremstillingsprocessen, procedurerne for og hyppigheden af prøveudtagning, analysemetoder og hyppigheden af analyser, en undersøgelse af, om alt fra det forarbejdede materiale til de færdige produkter overholder specifikationerne, samt en angivelse af, hvad der skal ske, hvis specifikationerne ikke er overholdt.
- For at sikre sporbarheden skal producenten udfærdige dokumentation for, hvilke råvarer der er anvendt i det færdige produkt. Denne dokumentation skal være tilgængelig for Fødevarestyrelsen i en passende periode, der afhænger af, hvilket formål foderstofferne markedsføres til. Der skal desuden udtages prøver af ingredienser og af hvert parti produkter, der fremstilles og markedsføres, eller af hver enkelt bestemt del af produktionen (ved kontinuerlig fremstilling) i tilstrækkelige mængder efter en procedure, som producenten har fastlagt på forhånd, og prøverne opbevares for at sikre sporbarhed (når fremstillingen sker udelukkende til producentens eget brug, udtages der prøver med regelmæssige mellemrum). Prøverne forsegles og mærkes på en sådan måde, at de let kan identificeres; de skal opbevares under betingelser, der sikrer mod unormale ændringer af prøvens sammensætning og mod forfalskning. De skal stilles til rådighed for Fødevarestyrelsen i en passende periode, der afhænger af, hvilket formål foderstofferne markedsføres til. Når der er tale om foderstoffer til dyr, som ikke anvendes til fødevareproduktion, skal foderstofproducenten kun opbevare prøver af det færdige produkt.
DIOXINOVERVÅGNING FOR OLIER, FEDTSTOFFER OG PRODUKTER AFLEDT HERAF
- Fodervirksomheder der markedsfører fedtstoffer, olier eller produkter afledt heraf bestemt til brug i foder, herunder foderblandinger, skal lade de pågældende produkter analysere på akkrediterede laboratorier for summen af dioxiner og dioxinlignende PCB'er som anført i bekendtgørelse for Grønland om markedsføring af foder bestemt til udførsel fra Grønland.
- Som supplement til fodervirksomhedernes HACCP-system skal analyserne omhandlet i punkt 1 foretages i overensstemmelse med følgende minimumskrav (hvis ikke nærmere angivet, må et parti af produkter, der skal analyseres, ikke overstige 1 000 t): a) Fodervirksomheder, der producerer fiskeolie: i) 100 % af partierne af fiskeolie, hvis olien er fremstillet af: — andre produkter afledt af fiskeolie end raffineret fiskeolie — fiskevarer, som ikke har været overvåget før eller hvis oprindelse ikke er angivet, — biprodukter fra fisk fra virksomheder, der fremstiller fiskevarer til konsum, og som ikke er autoriseret af Fødevarestyrelsen til at eksportere fødevarer — blåhvilling eller atlantisk menhaden ii) 100 % af partierne af andre produkter afledt af fiskeolie end raffineret fiskeolie, som forlader virksomheden iii) 1 repræsentativ analyse pr. 2 000 t fiskeolie, der ikke er omhandlet i nr. i) b) Fedtstofblandingsvirksomheder: i) 100 % af partier, der tilgår virksomheden, af fiskeolie, der ikke er omfattet af litra a) eller olier og fedtstoffer, der er genvundet fra fødevarevirksomheder, som er omfattet af bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder eller ii) 100 % af partier af blandede fedtstoffer og fiskeolier bestemt til foder. Foderstofvirksomheden skal oplyse den kompetente myndighed om, hvilken model virksomheden vælger.
- Hvis det kan godtgøres, at en homogen sending er større end maksimumsstørrelsen for partier i henhold til punkt 2, og at der er udtaget prøver på en repræsentativ måde, anses resultaterne af analysen af de korrekt udtagne og forseglede prøver for acceptable.
- Hvis en fodervirksomhed har bevis som dokumentation for, at et parti af et produkt eller alle bestanddele i et parti af et produkt som omhandlet i punkt 2, og som tilgår virksomheden, allerede er blevet analyseret i et tidligere led i produktionen, forarbejdningen eller distributionen, fritages fodervirksomheden fra forpligtelsen til at analysere det pågældende parti.
- Alle partier af produkter analyseret i overensstemmelse med punkt 2 skal ledsages af dokumentation for, at de pågældende produkter eller alle deres bestanddele er blevet analyseret eller er blevet indleveret til analyse på et akkrediteret laboratorium, jf. punkt 1, bortset fra de partier, der er omhandlet i punkt 2, litra a, nr. i. Beviset for analysen skal utvetydigt knytte leverancen og den eller de testede partier sammen. Denne sammenknytning skal beskrives i det dokumenterede sporbarhedssystem, der er etableret hos leverandøren. Især når leverancen er sammensat af mere end et parti eller en bestanddel skal den dokumentation, der skal fremlægges, være et bevis for hver enkelt bestanddel i leverancen. Hvis testningen foretages på et produkt, der forlader virksomheden, skal analyserapporten være beviset for, at produktet er blevet analyseret.
Alle leverancer af produkter omhandlet i punkt 2, litra, a, nr. iii), skal ledsages af et bevis for, at de pågældende produkter opfylder kravene i punkt 2, litra a, nr. iii). Om nødvendigt skal beviset for analysen af den eller de leverede partier, sendes til modtageren, når virksomhedslederen modtager analysen fra de godkendte laboratorier. 6. Hvis en fodervirksomhedsleder lader et laboratorium foretage en analyse, jf. punkt 1, skal han give laboratoriet besked om at meddele analyseresultatet til Fødevarestyrelsen, såfremt maksimumsindhold fastsat i bekendtgørelse for Grønland om markedsføring af foder bestemt til udførsel fra Grønland og bekendtgørelse for Grønland om markedsføring og anvendelse af foder til hjemmemarkedet er overskredet. Hvis en fodervirksomhedsleder lader et laboratorium, i et andet land end den, hvor han er hjemmehørende, foretage en analyse, skal han give laboratoriet besked om at meddele analyseresultatet til Fødevarestyrelsen. Fodervirksomhedslederne skal underrette Fødevarestyrelsen, hvis de lader et laboratorium beliggende i et andet land, end der hvor han er hjemmehørende, foretage en analyse. Det skal dokumenteres, at laboratoriet foretager analysen som anført i bekendtgørelse for Grønland om markedsføring af foder bestemt til udførsel fra Grønland. OPBEVARING OG TRANSPORT
- Forarbejdede foderstoffer skal adskilles fra uforarbejdede fodermidler og tilsætningsstoffer for at undgå krydsforurening af det forarbejdede foderstof, og korrekt emballage skal anvendes.
- Foderstoffer skal opbevares og transporteres i egnede beholdere. De skal opbevares på steder, der udformes, indrettes og vedligeholdes med henblik på at sikre gode opbevaringsforhold, og hvortil kun personer, der har fodervirksomhedslederens tilladelse, har adgang.
- Foderstoffer skal opbevares og transporteres således, at de let kan identificeres, at forveksling eller krydsforurening undgås, og at forringelse forebygges.
- Beholdere og udstyr, der anvendes til transport, opbevaring, fremføring, håndtering og vejning af foder, skal renholdes. Der skal indføres rengøringsprogrammer, og rester af rengørings- og desinfektionsmidler skal minimeres.
- Fordærv skal minimeres og holdes under kontrol, så angreb af skadegørere reduceres.
- Hvor det er formålstjenligt, skal temperaturerne holdes så lave som muligt for at undgå dannelse af kondensvand og fordærv.
- Fiskeolie, der er defineret i bekendtgørelse for Grønland om fremstilling af fiskemel, fiskeolie, tørfisk og ferske fiskeprodukter, som ikke er bestemt til konsum, og som er bestemt til brug i foder, skal opbevares og transporteres i overensstemmelse med nævnte bekendtgørelse. REGISTRERING
- Alle fodervirksomheder, inklusive dem, der udelukkende fungerer som handlende, uden at produktet på noget tidspunkt befinder sig i deres faciliteter, skal registrere og opbevare relevante data, der omfatter oplysninger om køb, produktion og salg, for at muliggøre en effektiv sporing fra modtagelse til levering, herunder eksport til det endelige bestemmelsessted.
- Fodervirksomheder, undtagen dem, der udelukkende fungerer som handlende, uden at produktet på noget tidspunkt befinder sig i deres faciliteter, skal registrere og opbevare følgende: a) Dokumentation vedrørende fremstillingsproces og kontrol Fodervirksomhederne skal have et dokumentationssystem, der har til formål såvel at definere og styre de kritiske punkter i fremstillingsprocessen som at opstille og iværksætte en kvalitetskontrolplan. De skal opbevare resultaterne af den relevante kontrol. Denne dokumentation skal opbevares, så det er muligt at spore produktionshistorien for hvert parti af de markedsførte produkter og at placere ansvaret i tilfælde af reklamationer. b) Dokumentation vedrørende sporbarhed navnlig af: i) fodertilsætningsstoffer: — navn og adresse på den virksomhed, som tilsætningsstoffet er leveret til, arten og mængden af de leverede tilsætningsstoffer, og partinummer. ii) forblandinger: — navn og adresse på den virksomhed, som forblandingen er leveret til, leveringsdato, arten og mængden af den leverede forblanding, og partinummer iii) foderblandinger/fodermidler: — navn og adresse på producenter eller leverandører af tilsætningsstoffet/forblandingen, den anvendte forblandings art og mængde samt partinummer — navn og adresse på leverandørerne af fodermidler og tilskudsfoder samt leveringsdato — foderblandingens type, mængde og sammensætning — arten og mængden af de fremstillede fodermidler eller foderblandinger, fremstillingsdato samt navn og adresse på køberen. REKLAMATIONER OG TILBAGEKALDELSE AF PRODUKTER
- Fodervirksomheder skal indføre et system til registrering og behandling af reklamationer.
- De skal, hvis det viser sig nødvendigt, indføre et system til hurtig tilbagekaldelse af produkter fra distributionsnettet. De skal ved skriftlige procedurer fastlægge, hvad der skal ske med tilbagekaldte produkter, og produkterne skal, inden de eventuelt igen markedsføres, vurderes på ny ved en kvalitetskontrol.
Bilag 3 SÆRLIGE BETINGELSER FOR FREMSTILLING AF FISKEMEL TIL EKSPORT, jf. § 10, stk. 3.
SÆRLIGE BETINGELSER FOR FREMSTILLING AF FISKEMEL TIL EKSPORT, jf. § 10, stk. 3. Følgende særlige betingelser gælder for fremstilling af fiskemel, som er bestemt til fodring af andre opdrættede dyr end drøvtyggere, bortset fra pelsdyr: a) Fiskemelet skal fremstilles i forarbejdningsanlæg, jf. bekendtgørelse for Grønland om fremstilling af fiskemel, fiskeolie, tørfisk og ferske fiskeprodukter, som ikke er bestemt til konsum, der udelukkende beskæftiger sig med fremstilling af produkter fra: i) vanddyr, bortset fra havpattedyr:
- fisk, der tilhører overklassen Agnatha og klasserne Chondrichthyes og Osteichthyes - bløddyr, der tilhører rækken Mollusca - krebsdyr, der tilhører underrækken Crustacea ii) andre opdrættede hvirvelløse vanddyr end dem, der er nævnt i litra i), eller iii) søstjerner af arten Asterias rubens, der er høstet i et produktionsområde som defineret i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder, bilag 1 og klassificeret i overensstemmelse hermed.
b) Teksten »Fiskemel — må ikke anvendes i foder til drøvtyggere, undtagen drøvtyggere, der ikke er fravænnede« skal være klart angivet på det ledsagende handelsdokument eller sundhedscertifikat, alt efter hvad der er relevant, bekendtgørelse for Grønland om fremstilling af fiskemel, fiskeolie, tørfisk og ferske fiskeproduktioner, som ikke er bestemt til konsum, § 19, samt på etiketten til fiskemelet.
Bilag 4 KRAV OM GODKENDELSE VED MARKEDSFØRING
KRAV OM GODKENDELSE VED MARKEDSFØRING. Tilsætningsstoffer, der er tilladt i henhold til bekendtgørelse for Grønland om markedsføring af foder bestemt til udførsel fra Grønland: — teknologiske tilsætningsstoffer: tilsætningsstoffer, der er omfattet af den funktionelle gruppe »antioxidanter«: kun tilsætningsstoffer med et fastsat maksimalt indhold.
Bilag 5 IDENTIFIKATIONSNUMMER
IDENTIFIKATIONSNUMMER. Identifikationsnummeret skal have følgende struktur:
- Tegnet »α«, hvis fodervirksomheden er godkendt. 2 . ISO-koden for Grønland.
- Det nationale referencenummer med højst otte alfanumeriske tegn.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2023
- Ikrafttrædelsesdato
- 15. december 2023