TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Trossamfundsregistret

DanmarkBekendtgørelse2023

By-, Land- og Kirkeministeriet

BEK nr 1644 af 08/12/2023 I medfør af § 11 og § 21, stk. 2, i lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken, fastsættes:

Definitioner

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Betegnelsen Trossamfundsregistret anvendes i denne bekendtgørelse som betegnelse for det digitale register over trossamfund, der er registreret som anerkendte trossamfund i Danmark, og menigheder, forsamlinger og kredse m.v., der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse. Stk. 2. Betegnelsen menighed anvendes i denne bekendtgørelse som betegnelse for menigheder, forsamlinger og kredse m.v., der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse i medfør af § 8 i lov om trossamfund uden for folkekirken. Stk. 3. Trossamfundsregistret tilgås via By-, Land- og Kirkeministeriets hjemmeside.

§ 2

§ 2. Betegnelsen årsregnskab anvendes i denne bekendtgørelse som betegnelse for overblik over de økonomiske aktiviteter, som et trossamfund og en menighed har foretaget i regnskabsåret.

regnskab

Trossamfundsregistrets formål, indretning og førelse

§ 3

§ 3. Trossamfundsregistret har til formål at sikre en lettere adgang til indsigt i, hvilke trossamfund der er anerkendt, og hvilke menigheder der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, samt indsigt i deres økonomiske og organisatoriske forhold.

§ 4

§ 4. Når et trossamfund med evt. tilhørende menigheder er blevet anerkendt, opretter By-, Land- og Kirkeministeriet en særskilt ’side’ for henholdsvis trossamfund og den enkelte menighed i Trossamfundsregistret, der giver trossamfundet og evt. tilhørende menigheder adgang til at indberette oplysninger om de i §§ 10 og 11 anførte forhold.

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Når By-, Land- og Kirkeministeriet har oprettet et anerkendt trossamfund eller en menighed omfattet af et trossamfunds anerkendelse i Trossamfundsregistret, giver By-, Land- og Kirkeministeriet henholdsvis trossamfundet og menigheden besked herom. Stk. 2. Når et trossamfund med evt. tilhørende menigheder er blevet oprettet i Trossamfundsregistret, offentliggøres det på Trossamfundsregistrets hjemmeside. Trossamfundet og evt. tilhørende menigheder orienteres herom i forbindelse med, at det modtager By-, Land- og Kirkeministeriets afgørelse om anerkendelse.

§ 6

(Stk. 6)

§ 6. Trossamfund, der er registret med et CVR-nr. og har oplyst By-, Land- og Kirkeministeriet herom, modtager login-informationer i trossamfundets VIRK-postkasse. Tilsvarende gælder for menigheder, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, hvis menighederne har oplyst CVR-nr. Stk. 2. Trossamfundet skal for at kunne tilgå trossamfundets VIRK-postkasse anvende en af følgende muligheder:

  1. MitID Erhverv, som er knyttet til trossamfundets CVR-nummer, hvis der er flere, der skal kunne agere digitalt på vegne af trossamfundet.
  2. Foreningsrepræsentantens private MitID, hvis trossamfundet i Virk.dk er registreret som forening og har registreret én foreningsrepræsentant, som skal kunne agere digitalt på trossamfundets vegne. Stk. 3. Stk. 2 gælder tilsvarende for menigheder, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, hvis menigheden har oplyst et CVR-nr. Stk. 4. MitID Erhverv er personlig, og enhver skal kunne identificeres personligt i henholdsvis trossamfundet og menigheden. Stk. 5. Det er trossamfundet henholdsvis menigheden, der tager stilling til, hvem der er kontaktperson og ansvarlig for indberetning af oplysninger til Trossamfundsregistret. Den person, som trossamfundet henholdsvis menigheden udpeger, tegner trossamfundet henholdsvis menigheden i forhold til Trossamfundsregistret. Hvis trossamfundet henholdsvis menigheden udpeger en ny kontaktperson skal By-, Land- og Kirkeministeriet orienteres herom, så der kan sendes nye login-informationer. Stk. 6. Den person, der indberetter oplysninger til Trossamfundsregistret, skal i forbindelse med indberetningen på tro- og love erklære, at:
  3. de indberettede oplysninger er korrekte,
  4. de indberettede oplysninger er i overensstemmelse med de gældende regler for anerkendte trossamfund og evt. tilhørende menigheder, og
  5. at vedkommende er berettiget til at foretage indberetningen.
§ 7

§ 7. De trossamfund henholdsvis menigheder, der ikke er registreret med et CVR-nr., vil af hensyn til oplysningernes karakter få tilsendt logininformationer med ordinær post til den adresse, som de har oplyst til By-, Land- og Kirkeministeriet.

§ 8

(Stk. 2)

§ 8. By-, Land- og Kirkeministeriet er ansvarlig for vedligeholdelse og udvikling af Trossamfundsregistret. Stk. 2. Indberetning af fejl eller mangler i Trossamfundsregistret skal ske til By-, Land- og Kirkeministeriet.

Trossamfundsregistrets indhold

§ 9

§ 9. Trossamfundsregistret indeholder oplysninger om:

  1. Trossamfund, der er registreret som anerkendte trossamfund i Danmark, jf. lov om trossamfund uden for folkekirken § 7.
  2. Menigheder, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, jf. lov om trossamfund uden for folkekirken § 8.
§ 10

§ 10. Trossamfundsregistret indeholder følgende oplysninger om anerkendte trossamfund:

  1. Navn og hjemsted for trossamfundet.
  2. Antal myndige medlemmer af trossamfundet.
  3. Trossamfundets vedtægter.
  4. Navn, telefonnummer og e-mail på den kontaktperson, der er ansvarlig i forhold til Trossamfundsregistret.
  5. En tekst, som udtrykker, beskriver eller henviser til trosgrundlaget eller læretraditionen i trossamfundets religion.
  6. Dokumentation eller beskrivelse af trossamfundets centrale ritualer.
  7. Regnskabsåret for trossamfundet.
  8. Årsregnskaber.
  9. Donationsoplysninger.
  10. Evt. tilknyttede menigheder, jf. § 11.
regnskab
§ 11

§ 11. Trossamfundsregistret indeholder følgende oplysninger om menigheder, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse:

  1. Navn og hjemsted for menigheden.
  2. Antal myndige medlemmer af menigheden.
  3. Menighedens vedtægter.
  4. Navn, telefonnummer og e-mail på den kontaktperson, der er ansvarlig i forhold til Trossamfundsregistret.
  5. Regnskabsåret for menigheden.
  6. Årsregnskaber for menigheden, medmindre trossamfundet udarbejder og indberetter et konsolideret årsregnskab, hvor menighedens årsregnskab indgår.
  7. Donationsoplysninger, medmindre trossamfundet udarbejder og indberetter et konsolideret årsregnskab, hvor menighedens årsregnskab indgår, og dermed også indberetter donationsoplysninger på vegne af menigheden, jf. § 15, stk. 5.
  8. Oplysninger om hvilket trossamfunds anerkendelse menigheden er omfattet af.
regnskab

Indberetning af oplysninger til Trossamfundsregistret

§ 12

§ 12. Anerkendte trossamfund er forpligtet til at meddele oplysninger til Trossamfundsregistret om de forhold, der er anført i § 10. Menigheder, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, er forpligtet til at meddele oplysninger til Trossamfundsregisteret om de forhold, der er anført i § 11.

§ 13

(Stk. 3)

§ 13. Anerkendte trossamfund er forpligtet til at meddele oplysninger til Trossamfundsregistret om ændringer i de forhold, der er anført i § 10, nr. 1-4, nr. 7 og nr. 10, samt om væsentlige ændringer i de forhold, der er anført i § 10, nr. 5 og 6. Stk. 2. Menigheder, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, er forpligtet til at meddele oplysninger til Trossamfundsregistret om ændringer i de forhold, der er anført i § 11, nr. 1-5, og nr. 8. Stk. 3. Trossamfundet henholdsvis menigheden skal på eget initiativ indberette de i stk. 1 og 2, nævnte ændringer i Trossamfundsregistret, når ændringerne er sket.

§ 14

§ 14. By-, Land- og Kirkeministeriet anmoder hvert tredje år alle anerkendte trossamfund og evt. tilhørende menigheder om at indberette eventuelle ændringer i de forhold, som er anført i § 10, nr. 1-7, og nr. 10, og § 11, nr. 1-5, og nr. 8, til Trossamfundsregistret.

Udarbejdelse og obligatorisk digital indberetning af årsregnskaber og donationsoplysninger for anerkendte trossamfund og menigheder

regnskab
§ 15

(Stk. 6)

§ 15. Et anerkendt trossamfund skal hvert år udarbejde og indberette et årsregnskab. Årsregnskabet skal indberettes digitalt til Trossamfundsregistret, ved at trossamfundet uploader regnskabet på trossamfundet ’side’ i Trossamfundsregistret. Stk. 2. En menighed, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, skal hvert år udarbejde og indberette et årsregnskab, jf. dog stk. 3. Årsregnskabet skal indberettes digitalt til Trossamfundsregistret, ved at menigheden uploader regnskabet på menighedens ’side’ i Trossamfundsregistret. Stk. 3. En menighed, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, har ikke pligt til at udarbejde og indberette et årsregnskab, når trossamfundet udarbejder og indberetter et konsolideret årsregnskab, hvori menighedens årsregnskab indgår. Menigheden skal give besked herom i Trossamfundsregistret. Stk. 4. Trossamfundet og evt. tilhørende menigheder kan beslutte fra år til år, om der skal aflægges et konsolideret årsregnskab, eller der skal aflægges et særskilt årsregnskab for henholdsvis trossamfundet og menigheden. Stk. 5. Hvis der af trossamfundet udarbejdes og indberettes et konsolideret årsregnskab, hvori menighedens årsregnskab indgår, skal trossamfundets indberetning af donationsoplysninger i Trossamfundsregistret, jf. §§ 17-20, også omfatte donationer til menigheden. Stk. 6. Regnskabsåret skal omfatte 12 måneder, der altid skal begynde og slutte på en bestemt dato i året. Næste regnskabsår begynder dagen efter foregående regnskabsårs balancedato. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højest 18 måneder. Ændres regnskabsåret, må omlægningsperioden ikke overstige 12 måneder.

regnskab
§ 16

(Stk. 4)

§ 16. Årsregnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i årsregnskabsloven og skal som minimum aflægges i overensstemmelse med reglerne for regnskabsklasse A, jf. dog stk. 2-4. Stk. 2. Har trossamfundet og evt. tilhørende menigheder pligt til at udarbejde regnskab efter anden lovgivning end årsregnskabsloven, anvendes det i medfør af den lovgivning udarbejdede regnskab også som årsregnskab i forhold til Trossamfundsregistret, jf. dog stk. 4. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder kun, hvis årsregnskabet som minimum er udarbejdet i overensstemmelse med reglerne for regnskabsklasse A i årsregnskabsloven. Stk. 3. Det er ikke et krav, at underskrifter fra repræsentanter fra trossamfundet henholdsvis menigheden fremgår af årsregnskabet, når det indberettes til Trossamfundsregistret, men det indberettede årsregnskab skal være godkendt i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser herom. Stk. 4. Årsregnskabet skal udarbejdes i danske kr.

regnskab
§ 17

(Stk. 3)

§ 17. Årsregnskabet skal ud over at leve op til kravene for virksomheder omfattet af regnskabsklasse A i årsregnskabsloven indeholde oplysninger om det samlede beløb, trossamfundet henholdsvis menigheden har modtaget i donationer i regnskabsåret. Som donationer anses kontantbeløb, bortset fra medlemskontingent, samt økonomisk støtte i form af lånegarantier, varer, tjenesteydelser og fast ejendom m.v. Oplysninger om indirekte støtte i form af frivilligt arbejde og udenlandske religiøse forkyndere skal ikke fremgå af oversigten over donationer. Stk. 2. Trossamfund og menigheder skal endvidere via en digital løsning, som By-, Land- og Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening), på trossamfundets henholdsvis menighedens ’side’ i Trossamfundsregistret indberette donationsoplysninger, jf. dog § 15, stk. 5. Stk. 3. Ved indberetningen skal angives:

  1. Det samlede donationsbeløb modtaget i regnskabsåret.
  2. Oplysninger om hvorvidt trossamfundet henholdsvis menigheden i regnskabsåret har modtaget en eller flere donationer fra samme donator, der enkeltvis eller samlet overstiger 20.000 kr.
  3. Oplysninger om størrelsen af donationen fra den enkelte donator samt donators navn og adresse, når der er tale om en eller flere donationer fra samme donator, der enkeltvis eller samlet overstiger 20.000 kr., jf. dog 2. pkt. Donators navn og adresse skal dog ikke oplyses, hvis der er tale om donationer fra enkeltpersoner eller enkeltmandsfirmaer. I stedet angives donator som anonym.
regnskab
§ 18

§ 18. Trossamfundet henholdsvis menigheden må ikke modtage anonyme donationer som nævnt i § 17, stk. 3, fra andre end enkeltpersoner eller enkeltmandsfirmaer. Modtager trossamfundet henholdsvis menigheden donationer i strid med 1. pkt., skal de returnere donationen til donator inden 30 dage efter modtagelsen.

§ 19

(Stk. 4)

§ 19. Trossamfund og menigheder har kun mulighed for at indberette årsregnskab og donationsoplysninger for det år, som By-, Land- og Kirkeministeriet har givet adgang til i administrationsmodulet i Trossamfundsregistret. Stk. 2. Årsregnskabet og donationsoplysningerne skal indberettes senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning. Kirkeministeren kan i særlige tilfælde forlænge denne frist med op til 3 måneder. Stk. 3. I forbindelse med, at trossamfundet og menigheden indberetter årsregnskabet og donationsoplysninger, skal trossamfundets henholdsvis menighedens kontaktperson afgive den i § 6, stk. 6, nævnte tro- og loverklæring. Stk. 4. Årsregnskaber, der ikke er indberettet til Trossamfundsregistret ved upload af regnskabet, og donationsoplysninger, der ikke er indberettet til Trossamfundsregistret via den digitale selvbetjeningsløsning, anses ikke for at være indberettet.

regnskab
§ 20

(Stk. 2)

§ 20. Årsregnskabet og donationsoplysningerne bliver låst elektronisk efter indberetning til Trossamfundsregistret. Stk. 2. Bliver et trossamfund eller en menighed opmærksom på fejl i det indberettede årsregnskab eller de indberettede donationsoplysninger, skal trossamfundet henholdsvis menigheden anmode By-, Land- og Kirkeministeriet om mulighed for at foretage rettelser i det indberettede årsregnskab eller de indberettede donationsoplysninger. Rettelser kan som udgangspunkt alene foretages i den periode, hvor der er mulighed for at indberette oplysninger vedr. det pågældende regnskabsår.

regnskab

Offentligt tilgængelige oplysninger

§ 21

(Stk. 2)

§ 21. Oplysninger i Trossamfundsregistret er offentligt tilgængelige via By-, Land- og Kirkeministeriets hjemmeside med de undtagelser, der er nævnt i stk. 2. Stk. 2. Af hensyn til oplysningernes karakter er trossamfundets medlemstal og oplysninger om trossamfundets kontaktperson ikke offentligt tilgængelige. Tilsvarende gælder oplysninger om menigheders medlemstal og kontaktperson.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 22

(Stk. 3)

§ 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024. Stk. 2. Bestemmelsen i § 17, stk. 2, om, at indberetning af donationsoplysninger i Trossamfundsregistret skal ske via en digital løsning, som By-, Land- og Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening), har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2023 eller senere. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1283 af 15. november 2018 om Trossamfundsregistret ophæves.

By-, Land- og Kirkeministeriet /Morten Dahlin / Jens-Christian Hedegaard Holm/

regnskab

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
15. december 2023