Bekendtgørelse om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 1812 af 28/12/2023 I medfør af tekstanmærkning nr. 154 ad 24.32.30 til § 24 på finansloven for finansåret 2024 fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 8 i bekendtgørelse nr. 1721 af 30. november 2020 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser:
Anvendelsesområde
(Stk. 4)
§ 1. Fødevarestyrelsen yder tilskud til driften af den selvejende institution Madkulturen. Institutionen har som overordnet formål at bidrage til at løse samfundsudfordringer og fremme velfærd ved at styrke madkulturen i Danmark forstået som kundskab om råvarer, styrkelse af færdigheder og forståelse af den kulturelle og velfærdsmæssige betydning af måltider. Formålet indfries via en række aktiviteter, herunder:
- Indsamling, systematisering og generering af viden om danskernes madvaner samt tilgang til fødevarer.
- Partnerskabsindsatser, der medvirker til at forbedre kvaliteten af de daglige måltider i befolkningen, særligt med et fokus på at løfte danskernes madfærdigheder og viden om fødevarer.
- Fremme af udviklingsprocesser og innovationsindsatser mellem aktører i hele fødevarekæden. Stk. 2. Madkulturen kan også forestå uddeling af tilskud til aktiviteter i forbindelse med Bocuse d'Or og i forbindelse med Kokkelandsholdet inden for den på finansloven fastsatte ramme. Stk. 3. Madkulturen kan oppebære indtægter og modtage tilskud fra andre aktører end Fødevarestyrelsen, herunder tilskud fra fonde, virksomheder, offentlige virksomheder, EU m.v. og salgsindtægter, deltagergebyrer m.v. Stk. 4. Madkulturens vedtægter af 23. februar 2022 fremgår af bilag 1 til bekendtgørelsen.
Betingelser for tilskud
(Stk. 2)
§ 2. Tilskud fra Fødevarestyrelsen er betinget af følgende:
- De krav, der er stillet efter de bevillingsretslige regler for ydelse af statslige tilskud til selvejende institutioner, jf. budgetvejledningens punkt 2.4.9, og for personale og personaleudgifter, jf. budgetvejledningens punkt 2.5.3-2.5.5, er til stadighed opfyldt.
- Madkulturen følger statens regler for rejser, personale og personaleudgifter, herunder løn- og ansættelsesvilkår. Madkulturen er derudover ikke omfattet af budgetvejledningens regler for disponering, jf. dog nummer 1. Madkulturen fastlægger egne regler for indkøb, idet reglerne om udbud af indkøb af varer, tjenesteydelser m.v. i det offentlige til stadighed overholdes.
- Madkulturen følger reglerne for regnskabets førelse og aflæggelse i henhold til årsregnskabsloven og denne bekendtgørelse.
- Madkulturen lever op til de krav, som fremgår af den årlige tilsagnsskrivelse fra Fødevarestyrelsen. I tilsagnsskrivelsen angives faglige prioriteter samt nærmere økonomisk-administrative vilkår. Stk. 2. Krav om ekstern medfinansiering i tilsagnsskrivelsen skal samlet set være overholdt inden for en løbende 4-årig periode svarende til balancekravet i budgetvejledningens punkt 2.3.1. Der skal i de kvartalsvise rapporteringer i henhold til §§ 5 og 6 være redegjort for balancen mellem tilskudsfinansiering og ekstern finansiering.
Udbetaling af tilskud
(Stk. 2)
§ 3. Tilskuddet udbetales månedsvis. Stk. 2. Ændres bevillingen i årets løb, kan Fødevarestyrelsen modregne for meget udbetalt tilskud i årets tilbageværende udbetalinger.
Budget
(Stk. 2)
§ 4. Et periodiseret budget for det kommende år skal efter bestyrelsens godkendelse senest den 10. december indsendes til Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Madkulturen indsender samtidig med budgettet forslag til de faglige mål, som institutionen skal arbejde på at opnå i det kommende år.
Løbende afrapportering
(Stk. 3)
§ 5. Madkulturen udarbejder rapporter over institutionens økonomiske resultater for 1., 2. og 3. kvartal samt en årsrapport, jf. § 6. Materialet fremsendes til Fødevarestyrelsen i forbindelse med, at det tilsendes Madkulturens direktion. Fødevarestyrelsen arrangerer tilsynsmøder, hvor materialet gennemgås. Tilsynsmøder afholdes snarest muligt, efter at materialet har været forelagt Madkulturens bestyrelse. Stk. 2. Madkulturen skal i tilknytning til rapporten for 2. kvartal udarbejde en halvårsrapport indeholdende opfølgning på de faglige mål, der indgår i tilsagnsskrivelsen. Materialet gennemgås på tilsynsmødet efter 2. kvartal. Opfølgning på de faglige mål for 2. halvår skal indgå ved udarbejdelsen af årsrapporten, jf. § 6. Stk. 3. Kvartalsrapporternes og halvårsrapportens nærmere indhold og format fastlægges af Fødevarestyrelsen.
Årsrapport
(Stk. 3)
§ 6. Madkulturen aflægger årsrapport i henhold til årsregnskabslovens regler. Regnskabsåret er finansåret. Stk. 2. Årsrapporten opbygges efter følgende skabelon:
- Generelle oplysninger om Madkulturen.
- Ledelsespåtegning.
- Revisorpåtegning.
- Ledelsesberetning.
- Målrapportering.
- Beskrivelse af anvendt regnskabspraksis.
- Resultatopgørelse.
- Balance.
- Egenkapitalopgørelse.
- Der medtages følgende noter til regnskabet: a) Oversigt over hoved- og nøgletal. b) Oplysninger om tilskud og indtægter. c) Oplysninger om fonde, organisationer og lignende, som Madkulturen har særligt samarbejde med. Stk. 3. Målrapporteringen, jf. stk. 2, nr. 5, følger det i tilsagnsskrivelsen fastlagte.
(Stk. 2)
§ 7. Årsrapporten skal være underskrevet af bestyrelsen for Madkulturen og direktøren samt påtegnet af revisor. Stk. 2. Fødevarestyrelsen fastlægger frist for indsendelse af årsrapporten til Fødevarestyrelsen.
Revision
§ 8. Rigsrevisor reviderer Madkulturens regnskab efter lov om revisionen af statens regnskaber m.m. og efter "God offentlig revisionsskik".
(Stk. 2)
§ 9. Madkulturen skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af institutionens regnskab samt for revisors vurdering af forvaltningen, herunder mål og opnåede resultater. Stk. 2. Madkulturen skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, som denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.
Tilsyn
(Stk. 2)
§ 10. Fødevarestyrelsen skal godkende vedtægten for Madkulturen samt ændringer heraf. Stk. 2. Fødevarestyrelsen skal godkende ekstraordinære økonomiske dispositioner, som kan medføre risiko for, at vedtægten ikke kan overholdes, eller at krav, der er stillet i henhold til budgetvejledningens punkt 2.4.9, overtrædes.
(Stk. 3)
§ 11. Madkulturen skal som led i Fødevarestyrelsens tilsyn indsende materiale af betydning for tilsynet, herunder materiale og referater fra bestyrelsesmøder. Stk. 2. Madkulturen skal løbende underrette Fødevarestyrelsen om institutionens dispositionsberettigede personer. Stk. 3. Fødevarestyrelsen har som led i tilsynet adgang til gennemgang af regnskabsbilag og andet materiale af betydning for tilsynet samt til at indkalde materiale til gennemsyn.
Ikrafttræden m.v.
(Stk. 2)
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 518 af 16. maj 2023 om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v. ophæves.
Fødevarestyrelsen /Nikolaj Veje / Anette Flensborg/
Bilag 1 Fødevareministeriet
Vedtægter for Madkulturen
§ 1: Navn og status Madkulturen er en selvejende institution (særligt forvaltningssubjekt) stiftet i 2011. Madkulturen er oprettet af fødevareministeren (nu minister før fødevarer, landbrug og fiskeri) med hjemmel i tekstanmærkning på finansloven. Institutionens navn er Madkulturen. Madkulturen er underlagt reglerne for den statslige forvaltning, herunder reglerne i offentlighedsloven, forvaltningsloven, ligestillingsloven, lov om Folketingets Ombudsmand, arkivloven, de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger samt EU's udbuds- og statsstøtteregler. Nærværende vedtægter er fastsat af Fødevarestyrelsen med hjemmel i tekstanmærkning nr. 154 ad 24.32.30. til § 24 på finansloven og efter bemyndigelse, jf. bekendtgørelse om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser.
§ 2: Hjemsted Institutionen har hjemsted i Roskilde.
§ 3: Formål, herunder målgruppe og opgaver Madkulturen har som overordnet formål at bidrage til at løse samfundsudfordringer og fremme velfærd ved at styrke madkulturen i Danmark forstået som kundskab om råvarer, styrkelse af færdigheder og forståelse af den kulturelle og velfærdsmæssige betydning af måltider. Formålet indfries via en række aktiviteter, herunder:
- Indsamling, systematisering og generering af viden om danskernes madvaner samt tilgang til fødevarer. 2) Partnerskabsindsatser, der medvirker til at forbedre kvaliteten af de daglige måltider i befolkningen, særligt med et fokus på at løfte danskernes madfærdigheder og viden om fødevarer. 3) Fremme af udviklingsprocesser og innovationsindsatser mellem aktører i hele fødevarekæden. Madkulturen kan også forestå uddeling af tilskud til aktiviteter inden for institutionens opgavefelt og inden for en på finansloven fastsat ramme. Målgruppen for Madkulturen er hele fødevarekæden og spænder således fra råvareproducenter over forarbejdning til detail-, catering, restaurant, madprofessionelle og forbrugere. Som led i at fremme samspillet mellem offentlige og private aktører inden for branchen i bred forstand kan Madkulturen etablere og deltage i samarbejder, der bidrager til at fremme Madkulturens formål med henblik på i fællesskab at udvikle fælles strategier og igangsætte aktiviteter rettet mod udvalgte, motivbaserede målgrupper. Samarbejde skaber mulighed for, at Madkulturens midler kan suppleres med bidrag fra private og andre partnere, som har en direkte forretningsmæssig interesse i en bestemt aktivitet, jf. § 4.
§ 4: Tilskud, finansiering og økonomisk drift Staten yder tilskud til Madkulturens drift. Madkulturen skal derfor opfylde de krav, der stilles efter de statslige bevillingsretlige regler i forbindelse med ydelse af "Tilskud til drift af øvrige selvejende institutioner mv.", jf. budgetvejledningens punkt 2.4.9, og kravene til "Personale og personaleudgifter", jf. budgetvejledningens punkt 2.5.3-2.5.5. Det er endvidere et krav for udbetalingen af tilskud til Madkulturen, at Madkulturen følger de statslige regler for indkøb af varer og tjenesteydelser. Madkulturen kan oppebære indtægter og modtage tilskud fra andre aktører end Fødevarestyrelsen, herunder tilskud fra fonde, virksomheder, offentlige virksomheder, EU m.v. og salgsindtægter, deltagergebyrer m.v.
§ 5: Formue Madkulturens formue holdes adskilt fra statens formue. Madkulturen har en selvstændig økonomi, som Madkulturen selv hæfter for og disponerer over inden for nærværende vedtægter, den årlige tilskudsskrivelse fra Fødevarestyrelsen samt reglerne i bekendtgørelse om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v.
§ 6: Bestyrelsen Bestyrelsen er Madkulturens øverste organ og udgør sammen med direktøren Madkulturens samlede ledelse. Madkulturen ledes af en bestyrelse på op til 13 personer. Formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen udpeges af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. To medlemmer af bestyrelsen repræsenterer henholdsvis Fødevareministeriet og Erhvervsministeriet. Bestyrelsen vælger selv en næstformand af sin midte. Formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen udpeges løbende for en periode på 4 år ad gangen. Alle bestyrelsesmedlemmer kan genudpeges. Bestyrelsen skal udpeges således, at medlemmerne af bestyrelsen med deres personlige kvalifikationer bidrager til aktivt at fremme Madkulturens formål. Bestyrelsen skal derfor samlet set have den fornødne faglige, forretningsmæssige, ledelsesmæssige og økonomiske indsigt, herunder en bred indsigt i fødevarer, mad og måltider. Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid udtræde af bestyrelsen. I tilfælde af udtræden udpeges et nyt medlem for den resterende del af beskikkelsesperioden. Hvis bestyrelsen er beslutningsdygtig med de tilbageværende medlemmer, kan udpegning udskydes til tidspunktet for den næste ordinære udpegning af bestyrelsesmedlemmer. Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid afsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ministeren kan endvidere bestemme, at et bestyrelsesmedlem midlertidigt suspenderes.
§ 6.1. : Bestyrelsens opgaver Bestyrelsen er ansvarlig for den overordnede ledelse af Madkulturen og fastlægger den overordnede strategi i overensstemmelse med formålet for Madkulturen. Bestyrelsen er ansvarlig for institutionens økonomiske dispositioner, herunder at de betingelser og vilkår, der stilles af tilskudsgivende myndigheder, bliver overholdt. Bestyrelsen skal selv overholde og sikre, at institutionen i øvrigt i den løbende drift overholder reglerne i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v. Bestyrelsen påser, at direktøren udøver sit hverv på en behørig måde og efter bestyrelsens retningslinjer, herunder at bogføring og regnskabsaflæggelse foregår tilfredsstillende, at der er etableret fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller, og at bestyrelsen løbende modtager den fornødne rapportering om Madkulturens finansielle forhold. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden, jf. § 6.3., der bl.a. fastlægger opgaver og indbyrdes opgavefordeling mellem direktør og bestyrelse samt retningslinjer for direktørens rapportering og forelæggelse af beslutninger for bestyrelsen. Bestyrelsen tager stilling til alle dispositioner af usædvanlig karakter eller omfang og er i øvrigt beføjet til at træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende Madkulturen. Bestyrelsen må kun efter forudgående skriftligt samtykke fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri foretage eller medvirke til ekstraordinære dispositioner, som kan medføre risiko for, at vedtægterne ikke overholdes.
§ 6.2. : Honorar Fødevareministeriets departement (Koncern HR) fastsætter honorar for bestyrelsesmedlemmerne efter statens regler for betaling til medlemmer af kollegiale organer i staten.
§ 6.3. : Bestyrelsesmøder og beslutninger Formanden eller næstformanden indkalder til bestyrelsesmøder mindst 4 gange årligt og i øvrigt efter behov. Der vil ekstraordinært kunne afholdes telefonmøder og møder ved brug af videolink, når formanden vurderer, at dette er hensigtsmæssigt. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne, heriblandt formanden eller næstformanden, deltager i mødet. Alle beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal blandt de deltagende bestyrelsesmedlemmer. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller i dennes forfald næstformandens stemme afgørende. Bestyrelsen ledes af en formand og i formandens fravær af en næstformand. Formandens opgave er at lede bestyrelsens møder samt at påse, at bestyrelsen træffer afgørelser på et informeret og forsvarligt grundlag. Ethvert bestyrelsesmedlem har taleret under bestyrelsens møder samt ret til at fremkomme med forslag til beslutning. Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere bestemmelser om varetagelse af bestyrelseshvervet inden for rammerne af vedtægterne. Forretningsordenen og ændringer af denne skal indsendes til orientering for Fødevarestyrelsen ogFødevareministeriets departement.
§ 6.4. : Den daglige ledelse Bestyrelsen forestår ansættelsen af en direktør inden for de rammer og retningslinjer, som fastsættes af Fødevareministeriets departement. Fødevareministeriets departement og Fødevarestyrelsen orienteres om ansættelse af ny direktør. Departementet fastsætter efter drøftelse med bestyrelsesformanden løn - og ansættelsesvilkår for direktøren og indgår herunder aftale om og forestår udfærdigelse af ansættelseskontrakten. Bestyrelsen kan afskedige direktøren efter forudgående orientering af departementet og Fødevarestyrelsen i overensstemmelse med de retningslinjer, som fastsættes af Fødevareministeriets departement herfor. Direktøren har ansvaret for den daglige drift i overensstemmelse med vedtægterne og bestyrelsens instruktioner. Direktøren deltager i bestyrelsens møder men uden stemmeret. Ansættelse og aflønning af direktør og øvrige ansatte sker i henhold til aftaler og overenskomster indgået af Finansministeriet og i henhold til retningslinjer, som departementet til enhver tid fastsætter for Fødevareministeriets institutioner om løn- og ansættelsesforhold. Direktøren har det personalemæssige ansvar for Madkulturens øvrige personale i overensstemmelse med statens regler herom. Direktøren ansætter og afskediger institutionens medarbejdere. Opfølgning på lederevalueringer, arbejdspladsundersøgelser og lignende skal drøftes mellem direktøren og bestyrelsen. Alle medarbejdere i Madkulturen er underlagt statens løn- og ansættelsesvilkår og har klageadgang til Fødevareministeriets departement.
§ 7: Inhabilitet Madkulturen er omfattet af reglerne i offentlighedslov, forvaltningslov m.v., jf. § 1. Herunder gælder forvaltningslovens regler om inhabilitet. Bestyrelsesmedlemmer har pligt at underrette hinanden om ethvert forhold, som kan give anledning til at rejse en drøftelse om inhabilitet. Direktøren har pligt til at underrette bestyrelsen om ethvert forhold, som kan give anledning til at rejse en drøftelse om inhabilitet.
§ 8: Tavshedspligt Bestyrelsen, direktøren, revisorer og andre med indseende under udførelsen af deres hverv i Madkulturen er underlagt § 27 i forvaltningsloven om tavshedspligt.
§ 9: Tegningsret Madkulturen tegnes af direktøren og af formanden for bestyrelsen i forening, af bestyrelsens formand og næstformand i forening eller af den samlede bestyrelse. Begrænsninger i direktørens bemyndigelse til at disponere fremgår af bestyrelsens forretningsorden.
§ 10: Tilsyn Madkulturen er underlagt tilsyn ved Fødevarestyrelsen, jf. §§ 10-11 i bekendtgørelse om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v. Madkulturen er ud over de krav, der stilles i bekendtgørelsen, til enhver tid forpligtet til uden ugrundet ophold al udlevere de oplysninger, som ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri måtte finde nødvendige i udøvelsen af sin virksomhed. Fødevarestyrelsen skal løbende orienteres om oplysninger om Madkulturens virksomhed, der er af væsentlig økonomisk eller politisk betydning, herunder om hændelser, der medfører større fravigelser i tidligere udmeldte økonomiske resultater, væsentlige ændringer i Madkulturens strategi eller beslutninger af stor strategisk rækkevidde.
§ 11: Budget, revision og regnskab Madkulturen skal følge bestemmelserne i Fødevarestyrelsens bekendtgørelse om tilskud til Madkulturen, regnskab og revision m.v.
§ 12: Ændring i vedtægterne Ændringer af vedtægterne foretages af Fødevarestyrelsen på eget initiativ eller efter indstilling fra bestyrelsen. Hvis Fødevarestyrelsen foretager ændringer, skal bestyrelsen og Fødevareministeriet (departementet) orienteres.
§ 13: Opløsning Beslutning om opløsning eller sammenlægning med en anden institution træffes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Bestyrelsen kan med to tredjedels flertal stille forslag herom. I tilfælde af Madkulturens opløsning tilfalder Madkulturens nettoformue efter fyldestgørelse af alle forpligtelser Fødevareministeriet.
§ 14: Ikrafttræden Vedtægterne træder i kraft den 1. marts 2022. Nærværende vedtægter er udfærdiget i ét original eksemplar, som opbevares af Madkulturen. Glostrup, den 23. februar 2022 Nikolaj Veje Direktør for Fødevarestyrelsen
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2023
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. december 2023