TheLawyer.sh
Tilbage

Plantefondsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om Fonden for Plantebaserede Fødevarer

BEK nr 308 af 21/03/2023

DanmarkBekendtgørelse2023

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

§ 1

Tilskud efter kapitel 4 i denne bekendtgørelse ydes i overensstemmelse med EU’s gruppefritagelsesforordninger:

  1. Kapitel I-II, artikel 20, 21, 22, 24 og 38, og kapitel IV i Kommissionens forordning (EU) nr. 2022/2472 af 14. december 2022 om forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde af visse kategorier af støtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter (ABER).
  1. Kapitel I-II, artikel 18, 19, 25, 27, 30 og 31 i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (GBER).
  1. Kapitel I-II, artikel 16, 18 og 45 i Kommissionens forordning (EU) nr. 2473/2022 af 14. december 2022 om forenelighed med det indre marked efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde af visse kategorier af statsstøtte til virksomheder, der beskæftiger sig med fremstilling, forarbejdning og afsætning af fiskevarer og akvakulturprodukter (FIBER).
Stk. 2

Tilskud efter kapitel 4 ydes derudover i overensstemmelse med fondens formål, strategi og fastsatte tildelingskriterier.

Stk. 3

Der kan ikke ydes støtte til kriseramte virksomheder, med undtagelse af støtteordninger, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af visse naturkatastrofer.

Stk. 4

En støttemodtager, der ikke har efterkommet et krav om tilbagebetaling af tilskud, som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked, er udelukket fra at modtage tilskud.

Definitioner

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. En forsknings- og videnformidlingsorganisation: en enhed, (f.eks. en højere læreanstalt eller et forskningsinstitut, et teknologioverførselsagentur, en innovationsformidler, en forskningsorienteret fysisk eller virtuel samarbejdsenhed), uanset dens retlige status (offentligretlig eller privatretlig status) eller finansieringsform, hvis primære mål er uafhængigt af andre interesser at bedrive grundforskning, industriel forskning eller eksperimentel udviklingsaktivitet eller formidle resultaterne heraf til en bredere kreds gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller vidensoverførsel. Hvis enheden tillige udøver økonomiske aktiviteter, skal der føres særskilte regnskaber for omkostninger og indtægter herved. Virksomheder, som kan øve afgørende indflydelse på en sådan enhed i deres egenskab af f.eks. aktionærer eller medlemmer, må ikke have privilegeret adgang til de resultater, enheden opnår.
  1. Små virksomheder: virksomheder, der opfylder den til enhver tid gældende definition af små og mellemstore virksomheder i bilag 1 i GBER.
  1. Mellemstore virksomheder: virksomheder, der opfylder den til enhver tid gældende definition af små og mellemstore virksomheder i bilag 1 i GBER.
  1. Store virksomheder: virksomheder, der ikke opfylde den til enhver tid gældende definition af små og mellemstore virksomheder i bilag 1 i GBER.
  1. Plantebaserede akvakulturprodukter: spiselige planter, der dyrkes i akvakulturmiljø, herunder tang og alger.
  1. Grundforskning: den til enhver tid gældende definition i GBER.
  1. Industriel forskning: den til enhver tid gældende definition i GBER.
  1. Eksperimentel udvikling: den til enhver tid gældende definition i GBER.
  1. Gennemførlighedsundersøgelse: den til enhver tid gældende definition i GBER.
  1. Kriseramt virksomhed: definitionerne i artikel 2, nr. 59, i ABER, artikel 2, nr. 29, i FIBER og artikel 2, nr. 18, i GBER.
  1. Samarbejde: samarbejde med en eller flere forsknings- og videnformidlingsinstitutter, der bærer mindst 10 pct. af udgifterne, eller mellem virksomheder, hvoraf mindst én er en SMV, hvor ingen virksomhed afholder mere end 70 pct. af de støtteberettigede omkostninger, se bilag 1.

§ 3

Fonden for Plantebaserede Fødevarer ledes af en bestyrelse bestående af 10 medlemmer og 1 forperson.

Stk. 2

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udpeger forpersonen.

Stk. 3

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udpeger de 10 bestyrelsesmedlemmer efter indstilling fra de i bilag 1 nævnte foreninger, organisationer mv.

Stk. 4

De indstillingsberettigede efter bilag 1 indstiller kandidater til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri i overensstemmelse med ligestillingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 751 af 26. april 2021 om lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Stk. 5

Bestyrelsen modtager honorar efter cirkulære nr. 9418 af 4. juli 2013 om betaling til medlemmer af kollegiale organer i staten.

§ 4

Bestyrelsen udpeges for en periode på 4 år med mulighed for genudpegning.

§ 5

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan tilbagekalde et bestyrelsesmedlems udnævnelse, hvis bestyrelsesmedlemmet selv anmoder herom, eller hvis forudsætningerne for bestyrelsesmedlemmets udnævnelse bortfalder.

§ 6

Bestyrelsen opretter en hjemmeside, hvor fondens strategi, handlingsplan, effektmål og årsberetning, samt ansøgningsrunder offentliggøres.

§ 7

Bestyrelsen sørger for at gennemføre en evaluering af fondens virke hvert 5. år, der som minimum skal indeholde en vurdering af fondens strategi og effekt.

§ 8

Bestyrelsen træffer på grundlag af den étårige handlingsplan, jf. lovens § 7, stk. 1, beslutning om anvendelse af den bevilling, der er fastsat på de årlige bevillingslove, og træffer på baggrund af strategi og handlingsplan beslutning om årlige indkaldelser af ansøgninger. Der skal være mindst én ansøgningsrunde om året.

Stk. 2

I forbindelse med indkaldelse af ansøgninger offentliggør bestyrelsen på fondens hjemmeside ansøgningsfrist, ansøgningsmateriale, ansøgningsprocedure, de tildelingskriterier, der indgår i vurdering af ansøgningerne, og de maksimale tilskudssatser, jf. bilag 2, der er gældende for de projekter og aktiviteter, som de respektive indkaldelser vedrører.

Stk. 3

Bestyrelsen træffer efter ansøgning afgørelse om tilskud til gennemførelse af projekter eller aktiviteter.

§ 9

Tilsagn om tilskud efter kapitel 4 kan ydes til forsknings- og vidensformidlingsinstitutioner og virksomheder, der omfatter følgende ansøgere

  1. ejere, forpagtere og brugere af jordbrugsbedrifter og akvakulturanlæg,
  1. private virksomheder, brancheorganisationer og lignende,
  1. foreninger,
  1. selvejende institutioner og
  1. offentlige og private forskningsinstitutioner.
Stk. 2

Tilsagn om tilskud efter kapitel 4 kan ligeledes ydes til grupper eller sammenslutninger af de under stk. 1 nævnte parter.

Stk. 3

Ud over stk. 1 kan bestyrelsen yde tilskud til offentlige institutioner. Bestyrelsen skal i forbindelse med indkaldelse af ansøgninger, jf. § 8, stk. 2, i det relevante ansøgningsmateriale fastsætte, hvilken støttesats offentlige institutioner kan opnå.

§ 10

Ansøgning om tilskud indgives på baggrund af indkaldelse af ansøgninger, jf. § 8, stk. 2, og fremsendes til fondens sekretariat efter § 17, stk. 1. Ansøgningen skal bl.a. indeholde et budget og en detaljeret beskrivelse af projektets eller aktivitetens forløb, herunder konkrete og målbare effektmål for projektet eller aktiviteten.

Stk. 2

Ved udarbejdelse af budgettet skal ansøger anvende det budgetskema, der findes på fondens hjemmeside.

Stk. 3

Der kan i de ordinære ansøgningsrunder ansøges om støtte til projekter og aktiviteter på mellem 100.000 kr. og 15 mio. kr.

§ 11

Ved ansøgning om tilskud skal vedlægges erklæring om, at ansøger har efterkommet eventuelle tilbagebetalingspåbud udstedt af Europa-Kommissionen i en eller flere afgørelser, hvor statsstøtte ydet af de danske myndigheder er fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked, samt erklæring om at ansøger ikke er en kriseramt virksomhed, jf. § 2, nr. 10.

§ 12

Hvis projektet eller aktiviteten gennemføres med deltagelse af flere tilsagnshavere, der hver udfører en del af projektet eller aktiviteten, skal der udarbejdes en samarbejdsaftale, der regulerer projektets eller aktivitetens vilkår og betingelser, herunder ejerskab, fordeling af resultater, formidling af resultater, adgang til og fordeling af intellektuelle ejendomsrettigheder samt fordeling ved krav om tilbagebetaling af tilskud.

Stk. 2

For projekter eller aktiviteter med deltagelse af mere end én tilsagnshaver, jf. § 9, stk. 2, skal en af tilsagnshaverne udpeges til projektleder, som er kontaktperson for fonden. Projektlederen er overordnet ansvarlig for det samlede projekt eller aktivitet. Projektleders organisation mv., jf. § 9, skal have eget CVR nr. Det er en forudsætning for udskiftning af projektlederen i løbet af projekt- og aktivitetsperioden, at udskiftningen godkendes efter § 19.

Stk. 3

Den enkelte tilsagnshaver er ansvarlig for sin del af projektet eller aktiviteten.

§ 13

Hvis projektet eller aktiviteten medfinansieres med private midler, egenfinansiering, andre nationale offentlige midler eller med midler fra en EU-ordning, skal ansøgningen indeholde oplysning herom samt oplysning om, hvor stort et beløb, medfinansieringen udgør.

Stk. 2

Der kan ikke ydes tilskud til udgifter i projekter eller aktiviteter, der er dækket af tilskud ydet under andre ordninger eller anden lovgivning, jf. § 27.

§ 14

Bestyrelsen kan rekvirere det nødvendige materiale til behandling af ansøgningen, herunder ansøgers årsregnskab for de sidste 3 regnskabsår, og det nødvendige materiale til behandling af tilsagnet.

§ 15

Det er en betingelse for tilskud, at projektet eller aktiviteten gennemføres inden for en fastlagt periode, der ikke overskrider 5 år fra den startdato, der fremgår af tilsagnet. Perioden fremgår af tilsagnet.

Stk. 2

Bestyrelsen kan dispensere fra fristen i stk. 1.

Stk. 3

Projektet eller aktiviteten kan begyndes på det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet afgørelse om tilsagn om tilskud, jf. dog stk. 4.

Stk. 4

Ansøger kan for egen regning og risiko påbegynde projektet eller aktiviteten efter indgivelse af ansøgning til fonden.

Stk. 5

Bestyrelsen kan kræve, at tilsagnshaver i løbet af perioden offentliggør viden om projektet eller aktiviteten og resultaterne.

§ 16

Tilsagnshaver skal ved sin eksterne anvendelse af og information om resultater fra gennemførelse af projektet eller aktiviteten oplyse, at det er gennemført med tilskud fra Fonden for Plantebaserede Fødevarer.

Obligatorisk digital kommunikation

§ 17

Alle ansøgninger skal udfærdiges efter det ansøgningsmateriale, der er tilgængeligt på fondens hjemmeside.

Stk. 2

Afgørelser og partshøringer efter forvaltningslovens § 19 samt anmodning om sagsoplysninger sendes til den mailadresse, som ansøger har oplyst i forbindelse med ansøgningen.

Stk. 3

Ansøgninger, udbetalingsanmodninger, regnskab, rapporter, revisorerklæring, revisionsprotokollat og partshøringssvar efter forvaltningslovens § 19 samt supplerende oplysninger i forbindelse med sagen indgives på den mailadresse, fonden anviser.

Ændring af tilsagn og overdragelse af tilsagn

§ 18

Tilsagnshaver kan inden for det samlede deltagerbudget, der beskriver og fastlægger den enkelte tilsagnshavers budgetposter delt op efter aktivitetstype, hvor hver aktivitetstype har et tilsvarende delbudget, foretage ændringer mellem budgetposter på 10 pct. af det samlede tilskud inden for et deltagerbudget under ordningen, dog maksimalt 200.000 kr., uden særskilt godkendelse fra bestyrelsen.

Stk. 2

Der kan alene foretages ændringer af budgettet, der overskrider de i stk. 1 nævnte tærskler, efter en særskilt godkendelse fra bestyrelsen. Anmodning om ændring af budgettet skal være modtaget i fonden senest to måneder før udløbet af perioden for projektet eller aktiviteten. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde fravige denne frist.

Stk. 3

Det samlede tilsagnsbeløb kan ikke forhøjes ved en ændring af budgettet.

Stk. 4

Budgetændringer, der indebærer afholdelse af væsentlige nye udgiftsposter, er en ændring af projektet eller aktiviteten, der kræver godkendelse efter § 19.

§ 19

Projektet eller aktiviteten kan kun ændres med bestyrelsens tilladelse og efter skriftlig anmodning herom.

Stk. 2

Ændringerne må ikke påbegyndes, før bestyrelsen har givet tilladelse hertil.

Stk. 3

Det samlede tilsagnsbeløb kan ikke forhøjes i forbindelse med anmodning om ændring af projektet eller aktiviteten.

Stk. 4

Ændringsanmodningen skal være modtaget af fonden senest to måneder før udløbet af perioden for projektet eller aktiviteten.

Stk. 5

Bestyrelsen kan fravige fristen i stk. 4.

§ 20

Tilsagn om tilskud kan efter skriftlig ansøgning overdrages til en anden med den virkning, at den nye tilsagnshaver indtræder i rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet. Tilsagn om tilskud kan alene overdrages efter bestyrelsens godkendelse.

Stk. 2

Modtageren af tilsagnet skal over for bestyrelsen acceptere overdragelsen af tilsagnet.

Udviklings- og forskningsaktiviteter

§ 21

Der kan ydes støtte til forskning og udvikling i overensstemmelse med artikel 38 i ABER og artikel 25 og 30 i GBER.

Videnudvekslings- og informationsaktioner

§ 22

Der kan ydes støtte til uddannelse efter artikel 31 i GBER, og videnudveksling og informationsaktioner efter artikel 21 i ABER, der omfatter erhvervsuddannelse og kompetenceudvikling, herunder uddannelseskurser, workshops og coaching, demonstration og informationsaktioner.

Rådgivning

§ 23

Der kan ydes støtte til konsulentbistand, der omfatter rådgivning og konsulenttjenester i overensstemmelse med artikel 22 i ABER for så vidt angår det primære landbrug, artikel 16 i FIBER for så vidt angår plantebaseret akvakultur, og artikel 18 i GBER for så vidt angår rådgivning uden for det primære landbrug og plantebaseret akvakultur.

Fremstødsforanstaltninger

§ 24

Der kan ydes støtte til fremstødsforanstaltninger, hvilket kan omfatte deltagelse i messer og udstillinger samt publikationer til udbredelse af kendskabet til landbrugsplanteprodukter i en bredere offentlighed i overensstemmelse med ABER artikel 24.

Stk. 2

Der kan ydes støtte til deltagelse i messer i overensstemmelse med artikel 19 i GBER for så vidt angår produkter uden for det primære landbrug.

Stk. 3

Der kan ydes støtte til afsætningsforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 45 i FIBER for så vidt angår plantebaserede akvakulturprodukter.

Deltagelse i kvalitetsordninger

§ 25

Der kan ydes støtte til deltagelse i kvalitetsordninger for producenter af landbrugsprodukter efter artikel 20 i ABER.

Netværk

§ 26

Der kan ydes støtte til fremme af netværk i det plantebaserede akvakulturerhverv efter artikel 35 i FIBER, der omfatter netværk og udveksling af erfaringer og bedste praksis blandt akvakulturvirksomheder eller erhvervsorganisationer og andre interessenter, herunder videnskabelige og tekniske organer.

Stk. 2

Der kan ydes støtte til innovationsklynger efter artikel 27 i GBER, der kan omfatte informationsudveksling, markedsføring af klyngen for at få nye virksomheder med, samt netværk og vidensdeling.

§ 27

Projekter og aktiviteter efter denne bekendtgørelse kan medfinansieres af andre offentlige midler, hvis

  1. støtten vedrører andre, identificerbare støtteberettigede omkostninger end de omkostninger, der er ydet støtte til efter denne bekendtgørelse eller
  1. støtten vedrører de samme støtteberettigede omkostninger, hvad enten de overlapper delvist eller helt, såfremt medfinansieringen ikke medfører en overskridelse af den maksimale støtteintensitet eller det maksimale støttebeløb, som fremgår af bilag 2.
Stk. 2

Støtte efter denne bekendtgørelse kan ikke kumuleres med nogen form for de minimis-støtte til de samme støtteberettigede omkostninger, hvis denne kumulering vil medføre en overskridelse af den højeste støtteintensitet, som fremgår af bilag 2.

Fremsendelse af statusrapport

§ 28

Tilsagnshaver skal hvert år senest den 1. juli fremsende en statusrapport og et delregnskab, jf. § 29 stk. 2, for projekt- eller aktivitetsåret for de seneste 12 måneder. Statusrapporten skal dog tidligst indsendes, når projektet eller aktiviteten har været i gang i mindst 8 måneder inden den 1. juli i et givent år.

Stk. 2

Statusrapport, jf. stk. 1, og slutrapport, jf. § 30, stk. 1, udfærdiges efter retningslinjer, som kan findes på fondens hjemmeside.

Udbetaling af tilskud

§ 29

Tilskud kan udbetales i op til 2 årlige rater for den del af projektets eller aktivitetens periode, som de respektive rater vedrører. Hver rate, undtagen den sidste rate, skal minimum være på 50.000 kr. i omkostninger. 10 pct. af tilsagnsbeløbet tilbageholdes, indtil slutrapporten, jf. § 30, stk. 2, er godkendt.

Stk. 2

Tilskud udbetales på grundlag af revideret delregnskab over de med projektet eller aktiviteten forbundne og afholdte tilskudsberettigede omkostninger. Alle omkostninger skal være afholdt inden for afregningsperioden og være betalt inden udbetalingen af tilskuddet. Udgifter til revisorerklæring kan dog afholdes og betales efter afregningsperioden. Udgiften kan enten indgå i samme delregnskabsperiode eller i den næstkommende delregnskabsperiode.

Stk. 3

Det er en betingelse for udbetaling af en rate, at fondens sekretariat har godkendt en statusrapport og det reviderede delregnskab for projekt- eller aktivitetsåret. Hvis der anmodes om udbetaling af en rate mindre end ét år efter projekts eller aktivitetens påbegyndelse, skal der til udbetalingsanmodningen vedlægges en redegørelse for projektets eller aktivitetens fremdrift i den relevante periode.

Slutudbetaling

§ 30

Anmodning om slutudbetaling skal indeholde et revideret slutregnskab over de med projektets eller aktivitetens gennemførelse forbundne omkostninger og en slutrapport, der dokumenterer projektets eller aktivitetens gennemførelse i henhold til det accepterede tilsagn. Slutregnskabet og slutrapporten skal være fondens sekretariat i hænde senest 3 måneder efter projekt- eller aktivitetsperiodens afslutning.

Stk. 2

Det er en betingelse for slutudbetalingen, at fondens sekretariat har godkendt statusrapporter og reviderede delregnskaber for projekt- eller aktivitetsåret efter § 29, stk. 3, slutregnskabet og slutrapport efter stk. 1.

Stk. 3

Fondens sekretariat kan fravige den i stk. 1 nævnte frist.

§ 31

Projektleder skal ved opgørelser af omkostninger i forbindelse med projekter eller aktiviteter, hvori flere tilsagnshavere deltager, orientere fondens sekretariat om hvilke deltagere i projektet eller aktiviteten, der anmoder om udbetaling. De relevante deltagere indsender herefter anmodning til sekretariatet.

§ 32

Hvis fondens sekretariat vurderer, at der er væsentlige fejl i udbetalingsanmodningen, skal tilsagnshaver på sekretariatets anmodning fremsende en opdateret og endelig udbetalingsanmodning og revisorerklæring.

§ 33

Udbetaling af tilskud sker til tilsagnshavers NemKonto.

Regnskab

§ 34

Delregnskaber for projekt- eller aktivitetsåret og slutregnskabet skal vise både indtægter og omkostninger i projektet eller aktiviteten samt være sammenligneligt med det godkendte budget for projektet eller aktiviteten. Der skal redegøres for eventuelle væsentlige afvigelser mellem budget og regnskab.

Stk. 2

Slutregnskabet skal omfatte hele projektet eller aktivitetens økonomi, det vil sige, at tilsagnshavers eget bidrag, anden offentlig og privat finansiering samt fondens tilskud skal fremgå af regnskabet.

Stk. 3

Hvis der er fremsendt reviderede delregnskaber efter § 29, stk. 2, kan disse optages i slutregnskabet.

Stk. 4

Både delregnskaber og slutregnskab skal være revideret af en godkendt revisor, jf. dog § 39. Kopi af revisionsprotokol skal vedhæftes regnskabet.

§ 35

Tilskudsmodtager skal i forhold til lønomkostninger afholdt i projekt- eller aktivitetsperioden til personer omfattet af projektet eller aktiviteten, anvende det skema, der findes på fondens hjemmeside eller et lignende skema, som fondens sekretariat godkender.

§ 36

Tilskud til udstyr, inventar, mv. tildeles kun for projekt- eller aktivitetsperioden.

Stk. 2

Tilsagnshaver opgør værdien af udstyr eller inventar, hvortil der er givet tilsagn om tilskud, med angivelse af den regnskabsmæssigt nedskrevne værdi. Værdien modregnes i opgørelsen af de tilskudsberettigede omkostninger. Den regnskabsmæssige afskrivning skal afspejle forbruget af udstyret eller inventaret med anvendelse af levetider på anlægsaktiver efter almindelig god regnskabsskik. Er tilsagnshaver omfattet af årsregnskabsloven, kan tilsagnshaver anvende den afskrivningspraksis, der aflægges årsregnskab efter, når det kan antages at afspejle levetiden på inventaret eller udstyret.

Stk. 3

Fondens sekretariat kan ændre tilsagnshavers opgørelse af værdien, hvis opgørelsen ikke findes at afspejle anvendelsen af udstyret eller inventaret i forhold til dets levetid.

Revision

§ 37

Regnskab, herunder delregnskaber og slutregnskaber, skal revideres af en godkendt revisor i overensstemmelse med almindeligt gældende krav og standarder for godkendte revisorers virksomhed samt standarderne for offentlig revision, jf. dog § 39. Standarderne for offentlig revision præciserer de særlige krav til revision af et tilskudsregnskab, der følger af god offentlig revisorskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revision af statens regnskaber mv.

Stk. 2

Revisor skal gennemføre juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision. Revisor skal erklære, at revisionen er udført i overensstemmelse med kravene i denne bekendtgørelse og standarderne for offentlig revision.

Stk. 3

Revisor skal udarbejde revisionsprotokollat, der skal indeholde de oplysninger, som revisor skriftligt har kommunikeret til tilsagnshavers øverste ledelse samt revisors rapportering af konklusionerne af den juridisk-kritiske revision og forvaltningsrevision, som revisor gennemfører i overensstemmelse med standarderne for offentlig revision.

Stk. 4

Tilsagnshaver skal indsende revisorerklæring, revisionsprotokollat og det reviderede regnskab til fondens sekretariat.

§ 38

Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med tilskuddets forvaltning, påhviler det revisor straks at give tilsagnshaver og fondens sekretariat besked herom. I modsat fald er det revisors pligt at orientere fondens sekretariat.

Stk. 2

Det samme gør sig gældende,

  1. hvis gennemførelsen af projektet eller aktiviteten, der ydes støtte til, er usikker af økonomiske eller andre årsager eller
  1. hvis revisor agter at fratræde opgaven på grund af at forudsætningerne for gennemførelsen af revision i overensstemmelse med kravene ikke længere er til stede, og dette skyldes forhold hos tilsagnshaver.

§ 39

For tilsagnshavere, der er omfattet af rigsrevisorlovens § 2, og som ikke har indgået aftale om intern revision med Rigsrevisionen efter rigsrevisorlovens § 9, skal delregnskab og slutregnskab ledelsespåtegnes. Med ledelsespåtegning menes påtegning af den økonomiansvarlige, eller den der er bemyndiget til at underskrive.

§ 40

Der udtages minimum 5 pct. af de fremsendte regnskaber til stikprøve.

§ 41

Bestyrelsen kan til enhver tid kræve alt relevant materiale, der vedrører tilsagnshavers tildelte midler og administration heraf, fremlagt til gennemsyn. Hvis det findes nødvendigt, kan bestyrelsen kræve specifikation af enkelte konti i regnskabet, herunder opgørelse over anvendelse af midler til særlige dele af projektet eller aktiviteten.

Stk. 2

Tilsagnshaver skal opbevare skatte-, moms- og driftsregnskaber samt regnskaber vedrørende projektet eller aktiviteten i 10 år efter sidste udbetalingsdato.

§ 42

Tilsagnshaver er forpligtet til at medvirke til en evaluering af projektet eller aktiviteten.

§ 43

Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. marts 2023.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 197 af 28. februar 2023 om Fonden for Plantebaserede Fødevarer ophæves.


Landbrugsstyrelsen

/Lars Storm Gregersen / Malene Bønding Oelrich/

Bilag 1 Liste over organisationer, der er indstillingsberettigede til udpegningen af bestyrelsen for Fonden for Plantebaserede Fødevarers bestyrelse.

Indstillingsberettigede

Landbrug & Fødevarer Økologisk Landsforening Plantebranchen Fødevareforbundet NNF Dansk Industri Dansk Vegetarisk Forening Klimabevægelsen Forbrugerrådet Tænk Klimarådet Dansk Erhverv

Bilag 2 Maksimale støttesatser

Støttesatser for ABER, GBER og FIBER

Støttesatser for gruppefritagelsen for landbruget (ABER), for projekter der vedrører landbrugsprodukter, som oplistet i bilag 1 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Virksomhedsstørrelse Forsknings- og vidensformidlingsinstitutioner Små virksomheder Mellemstore virksomheder Store virksomheder Typer af projekter og aktiviteter Forskning og udvikling 100 pct. - - - Videnoverførsel og informationsaktioner 100 pct. 100 pct. 100 pct. 100 pct. Konsulentbistand - Primær produktion 25.000 EUR Forarbejdning/afsætning 200.000 EUR Primær produktion 25.000 EUR Forarbejdning/afsætning 200.000 EUR Primær produktion 25.000 EUR Forarbejdning/afsætning 200.000 EUR Fremstødforanstaltninger - 100 pct. 100 pct. 100 pct. Deltagelse i kvalitetsordninger - 100 pct. 100 pct. - Ny deltagelse i kvalitetsordninger De faste omkostninger ved deltagelse. De faste omkostninger ved deltagelse.

Store virksomheder kan få støtte efter ABER, hvis det vurderes at projektet eller aktiviteten i sidste ende er en støtte for den primære landbrugsproduktion.

Støttesatser for den generelle gruppefritagelse (GBER)

Virksomhedsstørrelse Forsknings- og vidensformidlingsinstitutioner Små virksomheder Mellemstore virksomheder Store virksomheder Typer af projekter og aktiviteter Grundforskning 100 pct. 100 pct. 100 pct. (dog ikke landbrug) Industriel forskning Individuel 70 pct. Samarbejde 80 pct. Individuel 60 pct. Samarbejde 75 pct. Individuel 50 pct. Samarbejde 65 pct. Eksperimentel udvikling Individuel 45 pct. Samarbejde 60 pct. Individuel 35 pct. Samarbejde 50 pct. Individuel 25 pct. Samarbejde 40 pct. Gennemførlighedsundersøgelser - 70 pct. 60 pct. 50 pct. Akvakultur 100 pct. - - - Forskningsstøtte til offentlige forskningsinstitutioner uden økonomisk aktivitet, der ikke er omfattet af statsstøttereglerne 100 pct. 100 pct. 100 pct. 100 pct. Uddannelse 70 pct. 60 pct. 50 pct. Støtte til innovationsklynger 50 pct. 50 pct. 50 pct. Konsulentbistand 50 pct. 50 pct. - Deltagelse i messer 50 pct. 50 pct. -

forsknings- og vidensformidlingsinstitutioner, hvor det ansøgte projekt udgør økonomisk aktivitet, kan få støtte til grundforskning, industriel forskning, eksperimentel udvikling og gennemførlighedsundersøgelser som virksomheder, hvor støttesatsen afhænger af virksomhedens størrelse.

Hvis forsknings- og vidensformidlingsinstitutionen udfører et forsknings- og udviklingsprojekt uden økonomisk aktivitet kan der opnås 100 pct. i støtte.

Støttesatser for gruppefritagelsen for fiskevarer og akvakulturprodukter (FIBER) for projekter, der vedrører akvakulturprodukter, som f.eks. tang og alger.

Virksomhedsstørrelse Forsknings- og vidensformidlingsinstitutioner Små virksomheder Mellemstore virksomheder Store virksomheder Typer af projekter og aktiviteter Netværk i akvakulturerhvervet - 50 pct. 50 pct. - Konsulentbistand - 50 pct. 50 pct. - Markedsføringsforanstaltninger - 50 pct. 50 pct. -

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
21. marts 2023
Bekendtgørelse om Fonden for Plantebaserede Fødevarer | TheLawyer.sh