Bekendtgørelse om eftervederlag til tidligere medlemmer af Folketinget
Folketinget
BEK nr 496 af 15/05/2023 I medfør af § 109, stk. 7, i lov om valg af Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 294 af 7. marts 2022, som ændret ved lov nr. 490 af 15. maj 2023, fastsættes:
(Stk. 3)
§ 1. Et ordinært folketingsmedlem, hvis medlemskab ophører ved et folketingsvalg, eller som på grund af sygdom udtræder af Folketinget, oppebærer eftervederlag efter reglerne i § 109, stk. 2-6, i lov om valg til Folketinget. Det samme gælder for et midlertidigt medlem, der er indtrådt som følge af et medlems orlov, og som udtræder i forbindelse med folketingsvalg, sygdom eller det ordinære medlems tilbagevenden, såfremt orlovsperioden er sammenhængende og udgør mindst 6 måneder. Stk. 2. Folketingets formand har ret til eftervederlag efter samme regler, som gælder for statsministeren efter lov om vederlag og pension m.v. for ministre, jf. § 121, stk. 1, i lov om valg til Folketinget. Eftervederlag kan ikke oppebæres samtidig med vederlag, eftervederlag eller pension i henhold til lov om vederlag og pension m.v. for ministre, jf. § 121, stk. 2, i lov om valg til Folketinget. Stk. 3. Skal eftervederlagsperioden efter de i stk. 1 og 2 nævnte regler beregnes på grundlag af medlemskab af Folketinget eller formandskab for Folketinget i et ulige antal måneder, oprundes eftervederlagsperioden til nærmeste antal hele måneder.
(Stk. 2)
§ 2. Et tidligere folketingsmedlems eftervederlagsperiode suspenderes i perioder, hvor den pågældende er genindtrådt i Folketinget som midlertidigt medlem. Hvis det midlertidige medlemskab selvstændigt medfører ret til eftervederlag efter § 109, stk. 2, i lov om valg til Folketinget, afvikles den nye eftervederlagsperiode efter det midlertidige medlemskabs ophør i forlængelse af den resterende del af den oprindelige eftervederlagsperiode. Stk. 2. I tilfælde som nævnt i stk. 1, 2. pkt., oppebærer det tidligere folketingsmedlem som følge af det midlertidige medlemskab det fulde beløb, som følger af § 109, stk. 4, i lov om valg til Folketinget, i eftervederlag uden modregning. Er den periode, hvor det tidligere medlem havde adgang til at oppebære det modregningsfri eftervederlagsbeløb, jf. 1. pkt., på grundlag af sit ordinære medlemskab af Folketinget, udløbet på det tidspunkt, hvor det midlertidige medlemskab begynder, regnes den periode, hvor det modregningsfri eftervederlagsbeløb på grundlag af det midlertidige medlemskab kan oppebæres, fra tidspunktet for det midlertidige medlemskabs ophør. Er den periode, hvor det tidligere medlem har adgang til at oppebære det modregningsfri eftervederlagsbeløb på grundlag af sit ordinære medlemskab af Folketinget, ikke udløbet på det tidspunkt, hvor det midlertidige medlemskab begynder, afvikles efter det midlertidige medlemskabs ophør perioden med adgang til at oppebære det modregningsfri eftervederlagsbeløb på grundlag af det midlertidige medlemskab i umiddelbar forlængelse af den resterende del af perioden med adgang til at oppebære det modregningsfri eftervederlagsbeløb på grundlag af det ordinære medlemskab.
(Stk. 6)
§ 3. Ved oplysning om indtægten til brug for modregning efter § 109, stk. 3, i lov om valg til Folketinget lægges normalt skattemyndighedernes definitioner af løn, vederlag, overskud, pension m.v. ved opgørelsen af personlig indkomst til grund. Oplysning om det tidligere medlems indkomstforhold afgives af det tidligere medlem over for Folketingets Administration i form af en erklæring, jf. § 4, stk. 2. Stk. 2. Den skattemæssige værdi af personalegoder medregnes i de indtægter, der modregnes efter § 109, stk. 3, i lov om valg til Folketinget. Stk. 3. Bidrag til pensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven medregnes ikke i de indtægter, der modregnes efter § 109, stk. 3, i lov om valg til Folketinget. Stk. 4. De indtægter, der modregnes efter § 109, stk. 3, i lov om valg til Folketinget, gøres op og modregnes i eftervederlaget samlet for eftervederlagsperioden. Er eftervederlagsperioden længere end 12 måneder, foretages opgørelse og modregning dog særskilt henholdsvis for de første 12 måneder og for den resterende del af eftervederlagsperioden. Endvidere foretages opgørelse og modregning særskilt for eftervederlagsperioder på grundlag af midlertidigt medlemskab af Folketinget og, hvis en sådan periode er længere end 12 måneder, særskilt for de første 12 måneder og for den resterende del af perioden. Stk. 5. Såfremt der ikke er sammenfald mellem en indtægts optjeningsperiode og udbetalingsperiode, lægges som udgangspunkt retserhvervelsestidspunktet til grund. Såfremt omstændighederne taler herfor, kan udbetalingstidspunktet dog lægges til grund. Stk. 6. I de tilfælde, hvor en indtægt vedrører en periode, der kun delvis falder inden for eftervederlagsperioden, henføres en forholdsmæssig del af indtægten til eftervederlagsperioden svarende til eftervederlagsperiodens andel af den periode, som indtægten vedrører.
(Stk. 5)
§ 4. Eftervederlag til et tidligere ordinært medlem udbetales fra måneden efter den sidste måned med udbetaling af folketingsvederlag. Eftervederlag til et tidligere midlertidigt medlem udbetales fra dagen efter den sidste dag med udbetaling af folketingsvederlag. Stk. 2. Ved udbetaling af eftervederlag forudsættes, at det pågældende tidligere medlem afgiver en erklæring, jf. § 3, stk. 1, på en blanket udarbejdet af Folketingets Administration med oplysning om størrelsen af den forventede indkomst i eftervederlagsperioden, jf. denne bekendtgørelses § 3 og § 109, stk. 3, i lov om valg til Folketinget. Erklæringen skal afgives til Folketingets Administration, senest 1 måned efter det tidligere medlem er udtrådt af Folketinget. Udbetaling af eftervederlag kan først ske, når Folketingets Administration har modtaget erklæringen. Stk. 3. Såfremt der i eftervederlagsperioden sker ændring af indkomstforholdene af væsentlig betydning for modregningen i eftervederlaget, påhviler det det pågældende tidligere medlem snarest muligt at give meddelelse herom til Folketingets Administration, der regulerer modregningen. Stk. 4. Senest 1 måned efter afslutningen af eftervederlagsperioden afgiver det tidligere medlem en erklæring til Folketingets Administration om størrelsen af sin faktiske indkomst i eftervederlagsperioden, jf. denne bekendtgørelses § 3 og § 109, stk. 3, i lov om valg til Folketinget. Er eftervederlagsperioden længere end 12 måneder, afgives dog en erklæring for de første 12 måneder senest ved udløbet af den 13. måned og en ny erklæring for den resterende del af eftervederlagsperioden senest 1 måned efter periodens afslutning. Der afgives erklæring særskilt for eftervederlagsperioder på grundlag af midlertidigt medlemskab af Folketinget og, hvis en sådan periode er længere end 12 måneder, særskilt for de første 12 måneder og for den resterende del af perioden. Folketingets Administration opgør endeligt eftervederlagets størrelse og opkræver eventuelt for meget udbetalt eftervederlag fra det tidligere medlem eller udbetaler eventuelt for lidt udbetalt eftervederlag til det tidligere medlem. Stk. 5. Et tidligere medlem, som efter afgivelsen af de i stk. 4 nævnte erklæringer får kundskab om ændringer i sine indkomstforhold af betydning for modregningen i eftervederlaget, skal give oplysning herom til Folketingets Administration, som herefter foretager en ny beregning og opkrævning eller udbetaling efter stk. 4, 4. pkt.
(Stk. 2)
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. maj 2023. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1081 af 6. oktober 2014 om eftervederlag og dækning af udgifter til efteruddannelse m.v. til tidligere medlemmer af Folketinget ophæves.
Udvalget for Forretningsordenen /Søren Gade / Torben Jensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2023
- Ikrafttrædelsesdato
- 15. maj 2023