TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ordning om støtte til beslutningsgrundlag til pulje til trafiksikkerhedsmæssige forbedringer på det kommunale vejnet

DanmarkBekendtgørelse2023

Transportministeriet

BEK nr 521 af 16/05/2023 I medfør af tekstanmærkning nr. 121 ad 28.21.23 til § 28 på finansloven for finansåret 2023 fastsættes efter bemyndigelse:

Formål

§ 1

§ 1. Ifølge Aftale om Infrastrukturplan 2035 af 28. juni 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne og i henhold til Udmøntnings- og administrationsgrundlag for pulje til trafiksikkerhed i 2023, 2024 og 2025 af maj 2022 er der afsat en pulje til støtte til de mindste kommuner forud for ansøgningsprocessen til puljen til medfinansiering af forbedringer på det kommunale vejnet. Denne bekendtgørelse fastlægger proceduren for ansøgning om og tildeling af støtte med henblik på udmøntning af denne pulje.

Statslig pulje

§ 2

(Stk. 2)

§ 2. Den samlede pulje til ordning om støtte til beslutningsgrundlag er på i alt 1,1 mio. kr. i 2023. Stk. 2. Såfremt der er ikke-forbrugte midler, vil disse blive overført til puljen til medfinansiering af trafiksikkerhedsmæssige forbedringer på det kommunale vejnet.

Ansøgning om støtte

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Ansøgning om støtte i form af rådgivning hos en rådgiver udpeget af Vejdirektoratet kan indgives af kommunalbestyrelser i kommuner med et indbyggertal på under 25.000 pr. 1. januar 2022 ifølge Danmarks Statistik. Stk. 2. En kommunalbestyrelse kan ansøge om rådgivning til en værdi af maksimalt 200.000 kr. Kommuner med lavest indbyggertal prioriteres først.

§ 4

(Stk. 3)

§ 4. Ansøgning om støtte skal indgives til Vejdirektoratet ved at anvende det til enhver tid gældende ansøgningsskema på www.vejdirektoratet.dk . Stk. 2. Ansøgningsfristen annonceres på www.vejdirektoratet.dk . Stk. 3. Vejdirektoratet kan til enhver tid anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med behandlingen af ansøgninger.

Administration, tilsyn m.v.

§ 5

(Stk. 3)

§ 5. Vejdirektoratet meddeler ansøgerne, om ansøgningen er imødekommet. Stk. 2. Vejdirektoratet kan stille vilkår for støtte. Stk. 3. Vejdirektoratet fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra tilskudsmodtageren.

Tilbagebetaling af støtte

§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Vejdirektoratet kan kræve, at støtte tilbagebetales helt eller delvist, hvis støtten anvendes til andre formål, end hvad der er omfattet af § 1. Stk. 2. Hvis støtte helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 30 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.

Ikrafttræden

§ 7

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. maj 2023.

Vejdirektoratet /Jens Holmboe / Helga Theil Thomsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
20. juni 2023
Bekendtgørelse om ordning om støtte til beslutningsgrundlag til pulje til trafiksikkerhedsmæssige forbedringer på det kommunale vejnet | TheLawyer.sh