Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af katte
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 647 af 31/05/2023 I medfør af § 9, stk. 4-6, § 11, stk. 1-3, § 13, § 19, stk. 1, § 21, stk. 1 og 2, § 25, stk. 2, § 27, stk. 3 og 4, § 30, stk. 1-2 og 4, § 31, § 33, § 53, § 58, stk. 8-9 og stk. 12-13, i dyrevelfærdsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1597 af 8. juli 2021, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 7, stk. 1, nr. 6 i bekendtgørelse nr. 1721 af 30. november 2020 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser:
Anvendelsesområde og definitioner
Anvendelsesområde
(Stk. 3)
§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelses §§ 2-12 finder anvendelse på ethvert hold af katte. Stk. 2. For erhvervsmæssig handel med og opdræt af katte samt kattepensioner og katteinternater gælder endvidere kravene i §§ 13-34. Stk. 3. Reglerne i denne bekendtgørelse er minimumskrav, der altid skal opfyldes, medmindre strengere krav er fastsat i anden lovgivning.
Kapitel
Definitioner
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Anlæg til katte: Enhver form for afgrænset område, som ikke er en del af en privat bolig, herunder lokaler, opholdsrum, isolationsrum og indendørs løbegårde, der permanent eller midlertidigt er indrettet til opholdsrum eller opholdsareal for katte.
- Bur: Et aflukke, hvor tilsyn, håndtering og lignende af dyrene foregår udefra, og som ikke opfylder minimumskravene til størrelsen af opholdsrum i katteinternater og kattepensioner, jf. § 24, stk. 1-3.
- Erhvervsmæssig handel med katte: Erhvervelse af katte med videresalg for øje.
- Erhvervsmæssigt opdræt af katte: Indendørs opdræt, hvor der er avlet fem eller flere kuld killinger inden for de seneste 12 måneder.
- Erhvervsmæssig drift af kattepensioner og katteinternater: Drift af kattepensioner og katteinternater, hvor der holdes mere end 4 katte ad gangen.
- Den virksomhedsansvarlige: Den person, der har det daglige ansvar for pasning af kattene i virksomheder, der driver erhvervsmæssig handel med eller opdræt af katte eller driver kattepensioner eller katteinternater.
- Killing: En kat, der er under 6 måneder gammel.
- Herreløs kat: En kat, der vurderes at leve uden tilknytning til en ejer, og hvor det i forbindelse med indfangning viser sig enten, at katten ikke er mærket og derfor ikke har nogen kendt ejer eller, at katten er mærket, men at ejeren ikke kan findes.
Bure, aggregater og halsbånd
(Stk. 2)
§ 3. Det er forbudt at holde katte i bur. Stk. 2. Katte må dog placeres i bur i kortere perioder, f.eks. i forbindelse med transport, udstillinger, ophold i dyreklinik el.lign. Buret skal have en fast bund samt en passende størrelse, så katten kan rejse og lægge sig uden besvær. Buret skal om nødvendigt være forsynet med kattebakke.
§ 4. Brugen af ethvert fjernbetjent eller automatisk virkende aggregat, der hæftes på katte, og som kan påføre katten elektrisk stød eller anden væsentlig ulempe, er forbudt.
§ 5. Halsbånd skal være lavet af et materiale, der er velegnet til brug på katte, og som ikke på nogen måde kan skade katten.
Overdragelse af katte
(Stk. 3)
§ 6. Killinger må ikke sælges eller på anden måde overdrages, eller købes eller på anden måde erhverves, hvis levering sker, inden killingerne er 12 uger gamle. Killinger, der er under 12 uger gamle, må ikke indføres fra udlandet. Stk. 2. Reglerne i stk. 1 finder ikke anvendelse, når der er tale om en samlet overdragelse, erhvervelse eller indførsel af moderdyr og killinger, eller når moderløse killinger optages af private, indleveres til dyreinternater eller overdrages til en ammekat. Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan meddele dispensation fra stk. 1, hvis hensynet til moderdyrets og killingernes velfærd taler for det.
§ 7. Det er forbudt at sælge katte på markeder.
Operative og lignende indgreb
(Stk. 2)
§ 8. Neutralisering af katte må kun foretages af en dyrlæge. Stk. 2. Katten skal bedøves, inden neutralisering foretages, og katten skal samtidig gives længerevarende, tilstrækkelig smertebehandling.
Aflivning af katte samt indfangning og aflivning af herreløse katte
(Stk. 5)
§ 9. Den, der vil aflive en kat, skal sikre sig, at katten aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning af katte ved drukning må ikke finde sted, jf. dyrevelfærdslovens § 25, stk. 1, 2. pkt. Stk. 2. Aflivning af katte må kun foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn, eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning. Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke aflivning af killinger, hvor aflivning sker i umiddelbar tilslutning til fødslen og ikke senere end en uge efter fødslen. Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 2 kan fraviges i fornødent omfang, når det drejer sig om katte, der på grund af sygdom eller tilskadekomst straks skal aflives. Stk. 5. Kun personer over myndighedsalderen må udføre bedøvelse eller aflivning.
§ 10. Når herreløse katte indfanges, skal kattene behandles forsvarligt og må ikke udsættes for unødig lidelse, jf. dyrevelfærdslovens § 2.
(Stk. 3)
§ 11. Indfangning og aflivning af herreløse katte må kun foretages af en dyrlæge eller af personer, som en dyrlæge har instrueret deri og fører tilsyn med. Stk. 2. Dyrlægen skal instruere eventuelle medhjælpere, jf. stk. 1, i, hvordan indfangning og aflivning skal ske under iagttagelse af § 9, stk. 1, og § 10. Dyrlægen skal gennem løbende tilsyn sikre sig, at instrukserne bliver efterlevet. Stk. 3. Indfangning med henblik på aflivning må kun ske efter anmodning fra kommunen, medmindre dyrlægen finder, at aflivning er påkrævet af dyrevelfærdsmæssige grunde. Indfangning, der ikke sker med henblik på aflivning, kan ske efter anmodning fra enhver.
§ 12. Bestemmelsen i § 11, stk. 1, kan fraviges i fornødent omfang, når det drejer sig om herreløse katte, der på grund af sygdom eller tilskadekomst straks skal aflives.
Krav om tilladelse
(Stk. 2)
§ 13. Bestemmelserne i §§ 13-36 finder anvendelse på hold af katte som led i:
- Erhvervsmæssig handel med katte.
- Erhvervsmæssigt opdræt af katte.
- Erhvervsmæssig drift af kattepensioner eller katteinternater. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte virksomheder må kun drives med Fødevarestyrelsens tilladelse, jf. dyrevelfærdslovens § 30, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Betingelser for udstedelse af tilladelse m.v.
(Stk. 2)
§ 14. Tilladelse til virksomhed, jf. § 13, kan kun meddeles, hvis virksomheden opfylder kravene i §§ 23-28 og § 31 samt gør det sandsynligt, at kravene i §§ 18-22, §§ 29-30, og §§ 32-34 vil blive opfyldt. Drives erhvervsmæssig handel med katte uden for fast forretningssted, gælder kravene for det sted, hvor virksomhedens katte holdes. Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan fastsætte vilkår for driften af virksomheden med henblik på at sikre opfyldelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
(Stk. 2)
§ 15. En ansøgning om tilladelse skal indgives digitalt til Fødevarestyrelsen på www.virk.dk. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om det største antal katte, der forventes at være i virksomheden, samt om placeringen og indretningen af virksomhedens bygninger og lokaler. Med ansøgningen skal følge en oversigtsplan, der angiver placeringen af virksomhedens enkelte dele, samt målfaste tegninger af bygninger og lokaler. I ansøgningen skal endvidere angives navnet på den tilknyttede dyrlæge, jf. § 34. Stk. 2. Fødevarestyrelsen skal i forbindelse med afgørelse om tilladelse besigtige den pågældende virksomhed.
(Stk. 6)
§ 16. Tilladelse til virksomhed omfattet af denne bekendtgørelses § 13 meddeles af Fødevarestyrelsen med angivelse af tilladelsens omfang og vilkår, herunder det største antal katte, der til enhver tid må være i virksomheden. Stk. 2. Tilladelsen kan tilbagekaldes, jf. dyrevelfærdslovens § 30, stk. 1, 4. pkt., når særlige forhold taler for det, herunder hvis bestemmelserne i dyrevelfærdsloven eller denne bekendtgørelse ikke overholdes, eller hvis tilladelsens vilkår ikke overholdes. Stk. 3. Hvis virksomheden er omfattet af § 13, stk. 1, skal Fødevarestyrelsen træffe afgørelse senest 6 måneder efter, at ansøgningen og alle nødvendige oplysninger er modtaget. Stk. 4. Fristen efter stk. 3 kan forlænges én gang, hvis det på grund af sagens karakter ikke er muligt at træffe afgørelse inden fristens udløb. Hvis fristen forlænges, gives ansøgeren inden udløbet af fristen meddelelse herom og om, hvornår der herefter senest træffes afgørelse. Det skal fremgå af meddelelsen, hvad begrundelsen er for forlængelsen og for den herved fastsatte frist. Stk. 5. En overskridelse af fristen efter stk. 3 eller den forlængede frist efter stk. 4 indebærer ikke, at ansøgeren kan anse tilladelsen for meddelt. Stk. 6. Hvis virksomheden er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 3, skal der hurtigst muligt efter modtagelsen af en ansøgning sendes en bekræftelse til ansøgeren på modtagelsen af ansøgningen. Bekræftelsen skal indeholde oplysninger om fristen efter stk. 3, og om adgangen til at forlænge fristen efter stk. 4.
§ 17. Udvidelse eller væsentlig ombygning af virksomheden må ikke finde sted uden Fødevarestyrelsens godkendelse. Bestemmelserne i §§ 14-16 finder herved tilsvarende anvendelse.
Generelle bestemmelser om erhvervsmæssig handel med og opdræt af katte samt kattepensioner og katteinternater
§ 18. Virksomheden skal sikre kattene forsvarlige forhold således, at kattenes fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov tilgodeses.
§ 19. Katte må kun holdes sammen, hvis de ikke påfører hinanden skade. Opstår der vedvarende aggressioner eller stress imellem kattene, skal kattene adskilles.
§ 20. I tilfælde af tilskadekomst skal den eller de fysiske personer, der har det daglige ansvar for virksomheden, sikre, at katten om nødvendigt bliver isoleret, og at pleje iværksættes. Ved alvorlig lidelse, eller hvis katten ikke hurtigt bedres, skal den straks tilses af en dyrlæge.
(Stk. 2)
§ 21. Der må højst avles 3 kuld killinger pr. 24 måneder pr. hunkat. Stk. 2. Parring af hunkatten må tidligst finde sted, når det senest fødte kuld killinger fra katten er 12 uger gamle.
(Stk. 3)
§ 22. Foder skal opbevares hygiejnisk og utilgængeligt for dyr. Stk. 2. Mad- og drikkeskåle samt kattebakker skal holdes rene, og afvaskning af skålene og kattebakkerne skal ske uden for kattenes opholdsrum. Stk. 3. Mad- og drikkeskåle må ikke placeres umiddelbart op ad kattebakker.
Anlæg til katte
(Stk. 3)
§ 23. Når kattene holdes i anlæg, skal anlæggets tag være tæt, og gulvet skal være uigennemtrængeligt for vand og fugt. Stk. 2. Klimaet i anlæg til katte skal være tilpasset kattenes behov. Eventuelt mekanisk ventilation må ikke medføre træk. Stk. 3. Anlæg til katte skal være indrettet og udformet sådan, at tilsyn og pasning kan ske uden besvær, og sådan at en udvalgt kat let kan indfanges, uden at de øvrige katte udsættes for unødig stress.
Opholdsrum, løbegårde og udearealer i anlæg og i private boliger
(Stk. 7)
§ 24. Kattenes opholdsrum skal være mindst 1,25 m langt og 1 m bredt og opfylde følgende minimumskrav til arealets størrelse:
- Enkelt fertil hankat: 6 m 2 .
- Enkelt kat: 1,25 m 2 .
- Op til 2 katte: 3 m 2 .
- Op til tre katte: 6 m 2 .
- Killingekuld med moderkat: 3 m 2 . Stk. 2. Opholdsrummet skal have en minimumshøjde på 1,8 m. Stk. 3. Hvis der holdes flere end tre katte i ét opholdsrum, skal der være mindst 1 m 2 yderligere pr. kat i forhold til kravet i stk. 1, nr. 4. Kattene skal herudover have mulighed for at finde skjul fra de øvrige katte i opholdsrummet. Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse, hvis en syg eller tilskadekommen kat skal isoleres. Stk. 5. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse ved ophold på internater eller pensioner, der varer 30 dage eller derunder. Stk. 6. Ved hold af flere katte og killinger i samme opholdsrum skal der være mindst ét sovested og mindst én foderplads pr. kat og pr. kuld killinger, og alle kattene skal have uhindret adgang til en kattebakke. Stk. 7. Katte, der af dyrevelfærdsmæssige årsager har behov for at blive isoleret, skal isoleres i et egnet, separat rum, hvor kunder ikke har adgang.
§ 25. Katte, der holdes i opholdsrum, der er mindre end 6 m 2 , jf. § 29, skal have adgang til en løbegård eller et andet areal, hvor de kan få daglig motion. Opholdsrum, løbegård eller areal skal tilsammen have et areal på mindst 6 m 2 , og minimumshøjden i løbegården skal være 1,8 m. Kattenes løbegård eller det andet areal skal indeholde et beriget miljø, der som minimum består af legeredskaber, mulighed for at søge skjul, hvæsse kløer og udnytte løbegårdens eller arealets højde i flere niveauer.
(Stk. 2)
§ 26. Kattenes opholdsrum skal være forsvarligt indrettet. Gitre, net og andre konstruktioner skal være udformet og tilpasset sådan, at kattene ikke kan trænge gennem mellemrum, kile sig fast eller komme til skade. Materialer i gitre, net og andre konstruktioner skal være tilpasset kattenes størrelse og fysiske styrke sådan, at kattene ikke kan slippe ud ved f.eks. at kradse, grave eller gnave. Stk. 2. Der skal i kattenes opholdsrum være adgang til direkte dagslys eller kunstig belysning, sådan at kattene kan opretholde normal aktivitet og adfærd. Lysintensiteten skal reguleres, så den ikke medfører ubehag for eller skade på kattene, og på en sådan måde, at kattene kan følge deres naturlige døgnrytme.
(Stk. 2)
§ 27. Kattenes opholdsrum skal være indrettet sådan, at hver kat har mulighed for en uforstyrret og naturlig indtagelse af foder og frisk vand. Stk. 2. Kattene skal til enhver tid have adgang til frisk vand i tilstrækkelig mængde.
(Stk. 2)
§ 28. Kattenes opholdsrum skal i størrelse og indretning tilgodese dyrenes behov for bevægelse og naturlig udfoldelse. Kattenes opholdsrum skal indeholde et beriget miljø, der som minimum består af legeredskaber, mulighed for at søge skjul og hvæsse kløer. Kattene skal have mulighed for at udnytte opholdsrummets højde i flere niveauer. Stk. 2. Kattene skal have adgang til passende hvilesteder i flere niveauer. Hvilestederne må ikke være udsat for træk, kulde eller varme, der medfører ubehag for kattene.
Pasning og socialisering
(Stk. 3)
§ 29. Den virksomhedsansvarlige skal sikre, at kattene bliver tilset mindst én gang dagligt og på en måde, så kattene ikke udsættes for unødige gener. Stk. 2. Kattenes opholdsrum med tilhørende inventar skal holdes rent. Inventaret skal mindst én gang om måneden, samt inden nye katte indsættes, renses grundigt. Stk. 3. Når kattene holdes uden for private hjem, skal kattenes opholdsrum desinficeres efter den tilsynsførende dyrlæges anvisninger.
(Stk. 2)
§ 30. Den virksomhedsansvarlige skal sikre, at kattene dagligt har menneskelig kontakt udover kontakten i forbindelse med fodring, pleje og lignende. Stk. 2. Katte skal, fra de er 14 dage gamle, dagligt have menneskelig kontakt i mindst 15 minutter udover kontakten i forbindelse med fodring, pleje eller lignende af killingerne.
Den virksomhedsansvarlige
(Stk. 4)
§ 31. Den virksomhedsansvarlige skal have en sådan erfaring og faglig viden, at virksomheden kan drives dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt og sådan, at virksomhedens kunder kan vejledes og rådgives om forsvarligt hold af kattene. Den virksomhedsansvarlige skal have gennemført en uddannelse vedrørende håndtering af katte og herved have erhvervet den nødvendige viden om følgende emner:
- Den gældende lovgivning om dyrevelfærd og indførsel af katte.
- Katteadfærd og kattevelfærd.
- Pasning og transport af katte.
- Hygiejne, rengøring, desinfektion og affaldshåndtering.
- Ernæringslæse og foderhåndtering.
- Smittebeskyttelse for katte.
- Håndtering af katte.
- Kattes følsomhed over for miljøpåvirkninger og stress.
- Sygdomslære og håndtering af skader. Stk. 2. Fødevarestyrelsen godkender uddannelser omfattet af stk. 1. Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke for personer, der kan dokumentere, at de i en sammenhængende periode på 1 år inden for de sidste 5 år har haft det daglige ansvar for en virksomhed svarende til en virksomhed omfattet af § 13. Stk. 4. Dokumentation for de i stk. 3 nævnte forhold skal efter anmodning forevises for Fødevarestyrelsen.
Oplysningspligt og vejledning
Oplysningspligt
(Stk. 2)
§ 32. Hvis virksomheden er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 3, skal virksomheden give kunderne kontaktoplysninger til Fødevarestyrelsen. Oplysningerne skal gives til eller gøres tilgængelige for kunden, inden der indgås aftale om anbringelse af katten i pensionen eller internatet. Stk. 2. Oplysningerne gives eller gøres tilgængelige på den måde, som den virksomhedsansvarlige finder mest egnet. Oplysningerne kan herunder gøres tilgængelige på internettet på en adresse oplyst af den virksomhedsansvarlige eller ved, at oplysningerne er tilgængelige der, hvor virksomheden er beliggende.
Pasningsvejledninger
(Stk. 3)
§ 33. Ved salg af katte skal der senest på tidspunktet for aftalens indgåelse udleveres en skriftlig pasningsvejledning til køberen om forsvarlig pasning og pleje af katten. Stk. 2. Pasningsvejledningen skal mindst indeholde oplysninger om
- race eller type,
- forventet levealder,
- fuldvoksen størrelse,
- fodring,
- anbefalet størrelse og indretning af opholdsarealer og eventuelle anlæg,
- stimulering og behov for motion,
- sociale behov,
- særlige pasningsbehov,
- typiske tegn på sygdom eller nedsat trivsel og
- formering, yngelpleje og eventuel neutralisation. Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2, nr. 1-3 og nr. 5, finder i tilfælde, hvor den pågældende kats race eller type ikke umiddelbart kan fastslås, kun anvendelse, i det omfang det er muligt at give oplysningerne.
Tilknyttet dyrlæge
(Stk. 4)
§ 34. Der skal til virksomheden og for dennes regning være tilknyttet en dyrlæge. Stk. 2. Virksomheden skal foranledige, at dyrlægen tilser katteholdet mindst 1 gange årligt. Stk. 3. Virksomheden skal kunne dokumentere, at den tilknyttede dyrlæge har besøgt virksomheden. Stk. 4. Virksomheden skal over for Fødevarestyrelsen oplyse navnet på den tilknyttede dyrlæge. Ved senere skift af tilknyttet dyrlæge skal virksomheden underrette Fødevarestyrelsen herom inden 14 dage, fra aftalen er indgået.
Straffebestemmelser
(Stk. 5)
§ 35. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder den, der overtræder §§ 3-5, §§ 7-8, § 9, stk. 2, eller § 11, stk. 1. Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
- overtræder § 6, stk. 1, §§ 18-23, § 24, stk. 1-3 og stk. 6-7, §§ 25-30, § 31, stk. 1 og 4, § 32, § 33, stk. 1 og 2, eller § 34.
- driver virksomhed uden tilladelse efter § 14, stk. 1,
- driver virksomhed efter en tilladelse er tilbagekaldt, jf. § 16, stk. 2, eller
- overtræder vilkår fastsat i medfør af § 14, stk. 2. Stk. 3. Forsøg på overtrædelse af § 7 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Stk. 4. Ved udmåling af straf efter stk. 1 anses det som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelsen af erhverv, jf. dyrevelfærdsloven § 58, stk. 12, 1. pkt. Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
(Stk. 2)
§ 36. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023. Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves:
- Bekendtgørelse nr. 384 af 17. juli 1984 om indfangning og aflivning af herreløse katte.
- Bekendtgørelse nr. 1025 af 29. oktober 2009 om overdragelse af kattekillinger.
§ 37. Virksomheder omfattet af § 13, stk. 1, der på tidspunktet for ikrafttrædelsen drives på grundlag af en tilladelse i medfør af dyrevelfærdslovens § 30, stk. 1, skal opfylde kravene i §§ 18-34 inden den 1. juli 2026.
Fødevarestyrelsen /Nikolaj Veje / Anne Marie Wegersleff Hansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2023
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. juni 2023