TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om opsætning og placering af skilte

DanmarkBekendtgørelse2023

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

BEK nr 782 af 13/06/2023 I medfør af § 2 a, stk. 9, i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 26. marts 2021, som ændret ved lov nr. 738 af 13. juni 2023, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1

§ 1. Denne bekendtgørelse indeholder bestemmelser om opsætning og placering af skilte i fysiske butikker, der oplyser om, at erhvervsmæssigt salg af alkoholholdige drikkevarer kun kan finde sted ved kundens forevisning af gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden opfylder aldersgrænserne for salg af alkoholholdige drikkevarer.

Definitioner

§ 2

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Skilte: Materiale udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, der angiver aldersgrænserne for salg af alkoholholdige drikkevarer og som informerer om, at detailforhandlere ved salg af alkoholholdige drikkevarer anmoder kunden om at forevise gyldig billedlegitimation.
  2. Betalingskasse: Det stationære udsalgssted for alkoholholdige drikkevarer, hvor det er muligt for køberen at betale for alkoholholdige drikkevarer.

Opsætning og placering

§ 3

(Stk. 6)

§ 3. Den, der erhvervsmæssigt sælger alkoholholdige drikkevarer, skal opsætte skilte om aldersgrænser. Stk. 2. De opsatte skilte skal være den seneste version, som er tilgængelig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Stk. 3. Skilte skal placeres ved hver betalingskasse, så de er synlige for enhver, der ønsker at købe alkoholholdige drikkevarer. Stk. 4. Skilte skal være placeret inden for en afstand af 1,5 meter fra hver betalingskasse og skal være synlige ved alle betalingskasser. Stk. 5. Skilte skal placeres i en højde mellem 1 meter til 1,75 meter fra gulvet, målt fra bunden af skiltet. Stk. 6. Varer, materialer m.v. må ikke hindre synligheden af de opsatte skilte.

§ 4

(Stk. 2)

§ 4. Forhandlere, der erhvervsmæssigt sælger alkoholholdige drikkevarer efter § 3, kan opsætte et skilt, der er større end den standardstørrelse, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, jf. § 2, nr. 1. Dette er under betingelse af, at alle elementer, herunder grafik, tekst m.v., har samme proportioner som Sundhedsstyrelsens skiltes standardstørrelse. Stk. 2. Forhandlere, der i overensstemmelse med stk. 1, opsætter et skilt større end den standardstørrelse, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, skal overholde reglerne om placering i § 3, stk. 3-6.

Ikrafttræden

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 455 af 16. marts 2021 om placering og opsætning af skilte ophæves.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet /Sophie Løhde / Camilla Madsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
15. juni 2023