TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om håndhævelse af EU-sanktioner vedrørende offentlige kontrakter

DanmarkBekendtgørelse2023

Erhvervsministeriet

BEK nr 823 af 16/06/2023 I medfør af § 25 c i lov om Klagenævnet for Udbud, jf. lovbekendtgørelse nr. 593 af 2. juni 2016, som ændret ved lov nr. 736 af 13. juni 2023, fastsættes:

Bekendtgørelsens anvendelsesområde og definitioner

§ 1

§ 1. Denne bekendtgørelse fastlægger ansvaret for den administrative håndhævelse af artikel 5k i Rådets forordning (EU) 2022/576 af 8. april 2022 om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, med senere ændringer (forordningen), jf. forordningens artikel 8, stk. 1.

§ 2

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Forsvars- og sikkerhedsdirektivet: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF.
  2. Forsyningsvirksomhedsdirektivet: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF.
  3. Koncessionsdirektivet: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter.
  4. Offentlige kontrakter: Offentlige kontrakter eller koncessionskontrakter, der er omfattet af udbudslovens afsnit II og III, koncessionsdirektivet, forsyningsvirksomhedsdirektivet eller forsvars- og sikkerhedsdirektivet, samt af a) artikel 10, stk. 1 og 3, stk. 6, litra a)-e), og stk. 8, 9 og 10, og artikel 11, 12, 13 og 14 i koncessionsdirektivet, b) udbudslovens § 18, § 19, § 23, nr. 1-6 og 8-10, c) artikel 18, artikel 21, litra b)-e) og g)-i), og artikel 29 og 30 i forsyningsvirksomhedsdirektivet, d) artikel 13, litra a)-d), f)-h) og j), i forsvars- og sikkerhedsdirektivet, eller af e) afsnit VII i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.
  5. Ordregiver: De myndigheder, enheder og organer, som fremgår af udbudslovens § 24, nr. 24, forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 3 og 4 eller af koncessionsdirektivets artikel 6 og 7.

Udpegning af kompetent myndighed

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udpeges som national kompetent myndighed for håndhævelse af forordningens artikel 5k. Stk. 2. Det indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelser om meddelelse af tilladelser til tildeling og fortsat gennemførelse af offentlige kontrakter, jf. forordningens artikel 5k, stk. 2.

Afgørelser om tilladelser

§ 4

(Stk. 3)

§ 4. En ordregiver skal forud for indgåelse eller videreførelse af en offentlig kontrakt omfattet af forordningens artikel 5k, stk. 2, indhente en skriftlig tilladelse til kontraktindgåelse eller videreførelse af kontrakten hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Stk. 2. Til brug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse om tilladelse skal ordregiver sammen med anmodningen om tilladelse fremsende en fyldestgørende skriftlig begrundelse for, at kontrakten er omfattet af forordningens artikel 5k, stk. 2, litra a-f. Stk. 3. En ordregiver kan alene indgå eller videreføre kontrakten, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har meddelt tilladelse hertil.

§ 5

§ 5. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretager en høring af grundlaget for tilladelsen hos relevante myndigheder, inden afgørelse om tilladelse efter § 3, stk. 2, træffes.

§ 6

§ 6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, jf. § 3, stk. 2, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 7

§ 7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen underretter de øvrige medlemsstater og EU-Kommissionen om alle tilladelser, jf. § 3, stk. 2, senest to uger efter meddelelse af tilladelsen.

Undersøgelse af potentielle overtrædelser

§ 8

§ 8. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan behandle en sag af egen drift eller efter underretning. Modtager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en underretning om en potentiel overtrædelse af forbuddet i forordningens artikel 5k, afgør styrelsen, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge forholdet yderligere med henblik på en vurdering af, om der skal indgives en politianmeldelse og/eller rejses en sag ved Klagenævnet for Udbud.

Ikrafttrædelse

§ 9

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli 2023.

Erhvervsministeriet /Morten Bødskov / Jakob Hald/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
19. juni 2023