TheLawyer.sh
Tilbage

Konfiskationsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse for Færøerne om behandlingen af sager om konfiskation i Færøerne Arrest (konfiskationsbekendtgørelsen)

BEK nr 912 af 22/06/2023

DanmarkBekendtgørelse2023

Justitsministeriet

§ 1

Der kan ske konfiskation af genstande og penge hos indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring, efter straffuldbyrdelseslovens § 73. Bestemmelsen og denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter.

Stk. 2

Sager om konfiskation behandles i forhold til den indsatte efter disciplinærstrafbekendtgørelsens §§ 5-9.

§ 2

Under behandlingen af en konfiskationssag kan kriminalforsorgsområdet tage de pågældende genstande eller penge i bevaring. Kriminalforsorgsområdet skal efter anmodning udstede en kvittering for modtagelsen.

Stk. 2

Genstande og penge, der tages i bevaring, skal snarest muligt indføres i den løbende fortegnelse, jf. § 5. Kriminalforsorgsområdet drager i øvrigt omsorg for, at de opbevares på en forsvarlig måde.

Stk. 3

Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for hittegods, som bliver fundet på arresthusets område.

§ 3

Konfiskerer kriminalforsorgsområdet ikke genstandene eller pengene, skal de straks tilbageleveres til ejeren, jf. dog stk. 2-3.

Stk. 2

Er ejeren indsat i arresthuset, skal tilbagelevering ske i overensstemmelse med genstandsbekendtgørelsen.

Stk. 3

Genstandene eller pengene afleveres til politiet, hvis der

  1. er tale om hittegods, eller
  1. indgives anmeldelse om strafbart forhold til politiet i anledning af fundet af dem.

§ 4

Konfiskation sker til fordel for statskassen. Konfiskerede genstande kan nyttiggøres i institutionen.

§ 5

Kriminalforsorgsområdet fører en løbende fortegnelse over genstande og penge, som tages i bevaring eller konfiskeres.

§ 6

Afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet, om konfiskation efter straffuldbyrdelseslovens § 73 af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Stk. 2

Klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen skal være iværksat inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den indsatte. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan i særlige tilfælde se bort fra denne frist.

Stk. 3

En klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen har ikke opsættende virkning, medmindre kriminalforsorgsområdet eller direktoratet træffer bestemmelse herom.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.

Dokumentet vedrører Færøerne og/eller Grønland og er derfor ikke tilgængeligt på retsinformation.dk. Dokumentet er offentliggjort i Lovtidende A, og kan findes ved at følge nedenstående link.

BEK nr 912 af 22/06/2023

Dokumenter, der vedrører Færøerne og/eller Grønland, er ikke sædvanlige dokumenter på retsinformation.dk, og dokumenterne har derfor ikke de samme egenskaber. Der er således ikke etableret relationer til andre dokumenter, og dokumenterne opdateres ikke. Det betyder f.eks., at oplysningen om dokumentets status, dvs. om det er gældende eller historisk, ikke findes.


Justitsministeriet

/Peter Hummelgaard / Ina Eliasen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2023
Ikrafttrædelsesdato
26. juni 2023