TheLawyer.sh
Tilbage

Affaldstilsynsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om affaldstilsyn

BEK nr 1221 af 22/11/2024

DanmarkBekendtgørelse2024

Miljø- og Ligestillingsministeriet

Formål og definitioner

§ 1

Formålet med bekendtgørelsen er at fastsætte regler om affaldstilsyn og betaling af gebyr herfor.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Affald: Som defineret i bekendtgørelse om affald.
  1. Affaldsbehandlingsanlæg: Som defineret i bekendtgørelse om affald.
  1. Affaldsforbrændingsanlæg: Som defineret i bekendtgørelse om anlæg, der forbrænder affald.
  1. Affaldsfraktion: Som defineret i bekendtgørelse om affald.
  1. Affaldstilsyn: Tilsyn med virksomheders overholdelse af regler om affald udstedt i medfør af kapitel 6 i lov om miljøbeskyttelse.
  1. Affaldstransportør: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed.
  1. Deponeringsanlæg: Som defineret i bekendtgørelse om deponeringsanlæg.
  1. Genanvendelsesanlæg: Som defineret i bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v.
  1. Indsamlingsordning: Som defineret i bekendtgørelse om affald.
  1. Indsamlingsvirksomhed: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed.
  1. Produktionsenhed: Som defineret i lov om Det Centrale Virksomhedsregister.
  1. Virksomhed: Som defineret i bekendtgørelse om affald.

Affaldstilsyn

§ 3

Miljøstyrelsen fører administrativt affaldstilsyn med virksomheders produktionsenheder, jf. dog § 6.

Stk. 2

Miljøstyrelsen fører fysisk affaldstilsyn med affaldsbehandlingsanlæg, indsamlingsvirksomheder og virksomheder, der er mærket med (s) på listerne i bilag 1 og 2 i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed. Hvis der tillige udføres andre aktiviteter, herunder aktiviteter omfattet af andre listepunkter på listerne i bilag 1 og 2, fører Miljøstyrelsen fysisk affaldstilsyn med hele virksomheden.

§ 4

Miljøstyrelsen udpeger konkrete produktionsenheder og puljer med et antal fysiske affaldstilsyn til fysisk affaldstilsyn, som tilsynsmyndigheden skal føre, jf. dog § 6.

Stk. 2

Tilsynsmyndigheden skal føre fysisk affaldstilsyn med konkrete produktionsenheder efter stk. 1 senest seks måneder efter Miljøstyrelsens udpegning.

§ 5

Miljøstyrelsen kan ved et administrativt affaldstilsyn med en produktionsenhed som minimum indhente følgende oplysninger fra produktionsenheden i et af styrelsen fastlagt format:

  1. Oplysning om produktionsenhedens affaldsfraktioner og affaldsmængder.
  1. Oplysning om produktionsenhedens brug af affaldstransportører og indsamlingsvirksomheder.
  1. Oplysning om, hvorvidt produktionsenheden afleverer affald på genanvendelsesanlæg, affaldsforbrændingsanlæg, deponeringsanlæg eller genbrugspladser.
  1. Oplysning om, hvorvidt produktionsenheden bruger en frivillig tilbagetagningsordning, jf. bekendtgørelse om affald.
  1. Oplysning om produktionsenhedens brug af kommunale indsamlingsordninger.

§ 6

Miljøstyrelsen fører ikke administrativt affaldstilsyn med og udpeger ikke virksomheder og husdyrbrug m.v., der er omfattet af kapitel 2 og 3 i bekendtgørelse om miljøtilsyn, til fysisk affaldstilsyn, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2

Miljøstyrelsen fører administrativt affaldstilsyn med og udpeger affaldsbehandlingsanlæg og indsamlingsvirksomheder til fysisk affaldstilsyn efter § 3, stk. 1, og § 4.

Stk. 3

Miljøstyrelsen kan føre administrativt affaldstilsyn med og udpege virksomheder og husdyrbrug m.v., der er omfattet af kapitel 2 og 3 i bekendtgørelse om miljøtilsyn, til fysisk affaldstilsyn efter § 3, stk. 1, og § 4, når Miljøstyrelsen modtager en indberetning om, at en virksomhed, der driver et affaldsforbrændingsanlæg, har afvist et affaldslæs efter bekendtgørelse om affald.

§ 7

Tilsynsmyndigheden skal føre fysisk affaldstilsyn med virksomheder og husdyrbrug m.v., der er omfattet af kapitel 2 og 3 i bekendtgørelse om miljøtilsyn, efter den angivne periode for basistilsyn i bekendtgørelse om miljøtilsyn, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2

Tilsynsmyndigheden skal føre fysisk affaldstilsyn med virksomheder omfattet af bekendtgørelse om miljøgodkendelse og samtidig sagsbehandling af ferskvandsdambrug én gang i løbet af en treårig periode, jf. dog stk. 3.

Stk. 3

Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for affaldsbehandlingsanlæg og indsamlingsvirksomheder.

§ 8

Bortset fra de i §§ 4 og 7 nævnte tilfælde må tilsynsmyndigheden kun føre fysisk affaldstilsyn med virksomheder i følgende tilfælde:

  1. Når øjeblikkeligt fysisk affaldstilsyn er påkrævet for at sikre virksomheders overholdelse af regler om affald udstedt i medfør af kapitel 6 i lov om miljøbeskyttelse.
  1. Når tilsynsmyndigheden er forpligtet til at håndhæve efter lov om miljøbeskyttelse.

Tilsynsmyndighedens afgivelse af oplysninger

§ 9

Tilsynsmyndigheden skal senest én måned efter, at fysisk affaldstilsyn er afsluttet ved tilsynsmyndigheden, give oplysninger om affaldstilsynet til Miljøstyrelsen i et af styrelsen fastlagt format.

Gebyr

§ 10

Tilsynsmyndigheden skal opkræve gebyrer til dækning af alle myndighedens omkostninger i forbindelse med affaldstilsyn, herunder for udpegning af konkrete produktionsenheder og puljer med et antal fysiske affaldstilsyn til fysisk affaldstilsyn, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Miljøstyrelsen kan ikke opkræve gebyrer til dækning af it-driftsomkostninger til styrelsens risikomodel i forbindelse med risikobaseret udtrækning af produktionsenheder.

§ 11

Tilsynsmyndigheden skal fastsætte gebyrtakster for et kalenderår.

Stk. 2

Tilsynsmyndigheden skal offentliggøre de gældende gebyrtakster på myndighedens hjemmeside.

Klage

§ 12

Tilsynsmyndighedens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Ikrafttrædelse

§ 13

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.


Miljø- og Ligestillingsministeriet

/Magnus Heunicke / Anne Elizabeth Kamstrup/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
26. november 2024