TheLawyer.sh
Tilbage

Administrationsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om administration og revision af promille- og produktionsafgiftsfondene m.v. inden for jordbrugsområdet

BEK nr 1329 af 02/12/2024

DanmarkBekendtgørelse2024

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse for administration, budgetlægning og regnskabsaflæggelse i følgende fonde:

  1. Produktionsafgiftsfondene etableret i medfør af landbrugsstøttelovens § 6, stk. 1.
  1. Promilleafgiftsfonden for frugtavlen og gartneribruget.
  1. Promilleafgiftsfonden for landbrug.
  1. Fonden for økologisk landbrug.
Stk. 2

Ved ”Fonden” forstås alle fonde nævnt i stk. 1.

Fondens anvendelse af midler mv.

§ 2

Fondens midler skal anvendes til finansiering af aktiviteter i forbindelse med de formål der er nævnt i landbrugsstøtteloven § 7. Ved fondsmidler forstås i denne bekendtgørelse produktionsafgifter, promillemidler, andre offentlige midler, eventuelle særbevillinger samt øvrige indtægter.

Stk. 2

Fonden skal sikre, at fondens midler anvendes sparsommeligt og effektivt.

Stk. 3

Produktionsafgiftsfondene opkræver produktionsafgifter i overensstemmelse med de gældende bekendtgørelser om produktionsafgifter udstedt i medfør af § 6 i landbrugsstøtteloven. Produktionsafgiftsfondene forvalter fondens midler ved ydelse af tilskud til tilskudsmodtagere med henblik på aktiviteter, der er omfattet af landbrugsstøtteloven § 7.

Stk. 4

Promilleafgiftsfondene og Fonden for økologisk landbrug må ikke have andre aktiviteter end forvaltning af fondens midler ved ydelse af tilskud til tilskudsmodtagere med henblik på aktiviteter, der er omfattet af Landbrugsstøttelovens § 7.

§ 3

Fonden anvender fondsmidler i overensstemmelse med Europa Kommissionens statsstøttegodkendelse af 17. december 2020, SA. 57228, af 16. februar 2024, SA. 109105 og af 10. juli 2024, SA. 114488.

Stk. 2

Fonden må ikke anvende fondsmidler til finansiering af fondens administrationsudgifter eller til finansiering af organisationspolitiske opgaver.

Stk. 3

Fonden må anvende fondsmidler til kontrol med midlernes korrekte anvendelse. Kontrol med midlernes korrekte anvendelse omfatter fondens udgifter til advokatbistand og revision samt til eventuel regnskabskontrol, effektvurdering af aktiviteter, jf. § 16, og uafhængig ekstern ekspertbedømmelse af konkrete aktiviteter.

Stk. 4

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan i ekstraordinære tilfælde give tilladelse til, at fonden kan anvende fondsmidler til administrative opgaver.

Stk. 5

I tilfælde af ekstraordinære særpuljer, der udmøntes via fonden, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri give tilladelse til, at fonden anvender en andel af særbevillingen til administration.

§ 4

Fonden skal anbringe fondsmidler på en konto i et anerkendt pengeinstitut til bedst mulig forrentning under hensyntagen til den nødvendige likviditet og sikkerhed.

Stk. 2

Fonden må ikke opsamle fondsmidler. Fonden kan dog budgettere med en sikkerhedsmargen af en størrelsesorden, som fondsbudgettet berettiger til.

§ 5

Fondens bestyrelse kan beslutte at yde tilsagn om tilskud til flerårige projekter, dog for højst fem år.

§ 6

Fonden skal sikre, at uforbrugte fondsmidler hos fondens tilskudsmodtagere tilbageføres til fonden senest i forbindelse med projektets regnskabsaflæggelse.

§ 7

Fonden skal sikre, at anvendelsen af produktionsafgifter, promillemidler, andre offentlige midler, eventuelle særbevillinger samt øvrige indtægter kan adskilles på aktivitetsniveau.

§ 8

Fonden er en særlig forvaltningsmyndighed. Bestyrelsen er det besluttende organ i fonden. Beslutninger efter denne bekendtgørelse træffes af bestyrelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Bestyrelsen kan delegere opgaver af administrativ og processuel karakter til fondssekretariatet. Dette skal formaliseres i en aftale mellem bestyrelsen og fondssekretariatet.

§ 9

Bestyrelsen skal sikre, at fonden efterlever Økonomistyrelsens vejledning om effektiv tilskudsforvaltning.

Stk. 2

På forespørgsel fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skal fonden indsende dokumentation, herunder ansøgningsmateriale, tilskudsvejledning, ansøgningsskema, krav til faglig afrapportering, projektregnskab og revision, til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen for implementering af Økonomistyrelsens vejledning om effektiv tilskudsforvaltning.

Stk. 3

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skal godkende fondens implementering af Økonomistyrelsens vejledning om effektiv tilskudsforvaltning. Fondens tilskudsregler og –vejledninger fremsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsens godkendelse senest tre uger før ansøgningsrundens start i 2025. Herefter skal substantielle ændringer fremsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsens godkendelse senest to uger før ansøgningsrundens start.

Stk. 4

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan dispensere fra fristerne i stk. 3.

§ 10

Fonden skal sikre, at der overfor tilskudsmodtagerne fastsættes krav om faglig afrapportering og aflæggelse af revideret tilskudsregnskab. Kravene skal udformes, så det sikres at fonden kan føre kontrol med modtagernes anvendelse af tilskud, herunder at midlerne anvendes i overensstemmelse med de af fonden fastsatte vilkår.

Stk. 2

Regnskabs- og revisionskravene skal fastsættes således, at de er i overensstemmelse med Økonomistyrelsens vejledning om effektiv tilskudsforvaltning samt standarderne for offentlig revision, herunder Rigsrevisionens paradigme for revision af tilskudsregnskaber.

Stk. 3

De af fonden fastsatte krav i stk. 1 og 2, skal godkendes på samme vis som § 9, stk. 2-4.

§ 11

Hver fond skal have sin egen hjemmeside, jf. § 9, stk. 3, 1. pkt., i landbrugsstøtteloven. På hjemmesiden skal fonden offentliggøre ansøgningsfrister, ansøgningsprocedurer og relevant ansøgningsmateriale mv.

Stk. 2

Fondens ansøgningsrunder skal offentliggøres på Statens-tilskudspuljer.dk efter de til enhver tid gældende regler.

Stk. 3

Fonden skal forud for en ansøgningsrunde overveje om offentliggørelse af ansøgningsfrister, ansøgningsprocedurer og relevant ansøgningsmateriale mv., jf. stk. 1 og 2 skal suppleres med offentliggørelse på andre platforme og i andre relevante medier. Fondens overvejelser, herunder begrundelse for fravalg eller tilvalg af supplerende offentliggørelse, skal fremgå af bestyrelsesreferatet, jf. § 16.

Stk. 4

Fonden skal offentliggøre det af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri godkendte budget og årsregnskab på fondens hjemmeside senest 30 dage efter, godkendelsen er meddelt fonden.

§ 12

Fonden skal i henhold til EU’s statsstøtteregler om offentliggørelse af og information om individuelle støttetildelinger indsende til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen oplysninger om alle individuelle støttetildelinger, der overstiger:

  1. 10 000 EUR til de endelige tilskudsmodtagere, der er aktive inden for primær landbrugsproduktion.
  1. 100 000 EUR til endelige tilskudsmodtagere, der er aktive inden for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter.
Stk. 2

Oplysningerne i stk. 1, skal fremgå af bestyrelsesreferater, jf. § 15. Oplysningerne opbevares i mindst 10 år og skal omfatte følgende:

  1. De enkelte tilskudsmodtageres navne.
  1. Støttebeløb og -form til hver enkelt tilskudsmodtager.
  1. Støttetildelingsdato.
  1. Virksomhedens størrelse.
  1. Tilskudsmodtagers primære aktivitetssektor.

§ 13

Fonden skal sikre, at oplysninger om og resultater af godkendte forsknings- og udviklingsaktiviteter offentliggøres på internettet, jf. kapitel 3 i bekendtgørelse nr. 1291 af 28. november 2024 om støtte til fordel for primær jordproduktion og forarbejdning af landbrugsprodukter omfattet af EU's statsstøtteregler og finansieret af landbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde m.v.

§ 14

I det omfang fonden udbetaler tilskud til modtagere, der forvalter støtten på vegne af de endelige tilskudsmodtagere, skal fonden sikre, at den umiddelbare tilskudsmodtager kan dokumentere de økonomiske sammenhænge indenfor organisationen på en sådan måde, at det klart fremgår, at den modtagne støtte er videregivet til de endelige tilskudsmodtagere i form af subsidierede tjenesteydelser.

§ 15

Der udarbejdes referat af bestyrelsens møder. De bestyrelsesgodkendte referater skal indsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen senest 14 dage efter bestyrelsens godkendelse.

Stk. 2

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan dispensere fra fristen i stk. 1.

Strategi og tildelingskriterier

§ 16

Fonden skal med udgangspunkt i fondens formål beslutte en strategi for fondens arbejde. Fondens strategi skal tydeliggøre, hvad fonden har til hensigt at opnå, og hvorledes dette søges opfyldt. Fondens strategi skal blandt andet indeholde fondens målsætninger, konkrete effektmål og fondens tildelingskriterier. Fondens strategi skal være tilgængelig på fondens hjemmeside.

Stk. 2

Fonden skal følge op på effekten af fondsmidlerne for at sikre, at fonden opnår sine mål.

§ 17

Fonden skal forud for hver ansøgningsrunde beslutte tildelingskriterier indenfor de formål i landbrugsstøttelovens § 7, som er relevante for fonden. Tildelingskriterierne skal offentliggøres sammen med ansøgningsfrister, ansøgningsprocedurer og relevant ansøgningsmateriale mv., jf. § 11, stk. 1.

Stk. 2

Fonden skal anvende tildelingskriterierne i prioriteringen mellem de indkomne ansøgninger, så der sikres ligebehandling af ansøgerne.

Stk. 3

Grundlaget for fondens beslutning om tilsagn og afslag i henhold til stk. 2, skal fremgå af bestyrelsens referater, jf. § 17, stk.3.

Stk. 4

Fondens tildelingskriterier må ikke indeholde følgende betingelser:

  1. Modtageren har sit hovedkontor eller er hovedsageligt etableret i Danmark.
  1. Modtagere skal gøre brug af dansk producerede varer eller tjenesteydelser leveret af danske virksomheder.
  1. Modtageren må kun udnytte forsknings-, udviklings- og innovationsresultater i Danmark.

§ 18

Fonden skal have en plan for, hvordan og hvor ofte den evaluerer resultater og effekter af de uddelte fondsmidler, jf. § 16, stk. 2. Evaluering af effekt kan enten ske løbende med en årlig afrapportering, eller fonden kan foretage en opsamling med nogle års mellemrum, dog mindst hvert fjerde år med afrapportering forud for fastlæggelse af fondens nye strategi, jf. § 16.

Stk. 2

Fonden skal i ledelsesberetningen til årsregnskabet give en årlig status for aktiviteter og resultater af årets støttede projekter.

§ 19

Fondens budgetår følger kalenderåret. Inden den 1. november indsender fonden forslag til budget, jf. § 20, for det kommende regnskabsår til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Budgetter, der omfatter forhøjelse eller nedsættelse af produktionsafgifter, skal indsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen inden 1. oktober.

Stk. 3

Forslag til ændringsbudget skal indsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen senest tre måneder før regnskabsårets slutning.

Stk. 4

Fonden skal indsende forslag til ændringsbudget, hvis

  1. afgiftssatserne skal ændres,
  1. der ønskes optaget udgifter under et formål indenfor landbrugsstøttelovens § 7, der ikke tidligere er godkendt i budgettet,
  1. de samlede udgifter under et formål, jf. landbrugsstøttelovens § 7, ønskes øget med mere end 20 pct., dog minimum 250.000 kr., eller
  1. de samlede udgifter under budgettet ønskes øget med mere end 10 pct.
Stk. 5

Budgetter og ændringsbudgetter indsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i et format, som fastlægges af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Stk. 6

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan dispensere fra fristerne i stk. 1, 2 og 3.

§ 20

Budgetter og ændringsbudgetter skal omfatte samtlige indtægter og udgifter i fonden og opstilles efter et skema, der rekvireres fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Stk. 2

Budgetter og ændringsbudgetter skal endvidere indeholde en særskilt beskrivelse af de omfattede aktiviteter, herunder en beskrivelse af hvilke nye aktiviteter, der igangsættes, samt de ændringer, der er foretaget i aktiviteterne, i forhold til det senest godkendte budget.

Stk. 3

Budgetter og ændringsbudgetter skal ud for hver enkelt aktivitet indeholde en angivelse af den relevante bestemmelse i bekendtgørelse om støtte til fordel for primær jordbrugsproduktion og forarbejdning omfattet af EU's statsstøtteregler og finansieret af landbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde m.v. eller EU’s forordninger om statsstøtte, som aktiviteten er omfattet af.

Stk. 4

Det skal angives i budgettet, hvis der ikke er tale om statsstøtte sammen med en begrundelse herfor.

§ 21

Fondens regnskabsår følger kalenderåret. Det reviderede årsregnskab udarbejdes i et format, som fastlægges af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Stk. 2

Det reviderede og underskrevne årsregnskab indsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen senest den 1. juni i året efter regnskabsåret. For så vidt angår promilleafgiftsfondene og Fonden for økologisk landbrug er fristen senest den 1. juli.

§ 22

Fondens årsregnskab skal være underskrevet af bestyrelsen og påtegnet af en godkendt revisor. Årsregnskabet skal være ledsaget af en af bestyrelsen underskrevet beretning om fondens aktiviteter i det forløbne regnskabsår, herunder for væsentlige afvigelser mellem fondens budget og årsregnskab.

Stk. 2

Det skal fremgå af ledelsespåtegning, revisionspåtegning og eventuel regnskabspraksis, at årsregnskabet er aflagt i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 3

Fondens regnskab udarbejdes efter god regnskabsskik.

Stk. 4

Fondens årsregnskab skal give et retvisende billede af fondens aktiver og passiver, økonomiske stilling og resultat. Årsregnskabet udarbejdes under hensyntagen til tilgodehavender, forudbetalte og skyldige beløb mv. Hensatte forpligtelser og indgåede forpligtelser skal specificeres i årsregnskabet.

Stk. 5

Årsregnskabet skal indeholde en oversigt over udviklingen i fondens indtægter samt udgifter fordelt på formål de seneste fem regnskabsår.

Stk. 6

Opkræver fonden afgifter ved eksport, skal beretningen mindst hvert femte regnskabsår indeholde følgende for den forløbne periode:

  1. Opdeling af de afgiftsbetalende producenter i relevante segmenter i forhold til EU’s regler om interne afgifter. Opdelingen skal indeholde en opgørelse over den totale årlige afgiftsindtægt for hvert segment.
  1. Opgørelse af de udgifter, der er afholdt til fordel for hvert af disse segmenter. Opgørelsen skal omfatte en specifikation af de årlige afholdte udgifter for hver enkelt aktivitet under de enkelte segmenter. Aktiviteterne opdeles efter landbrugsstøttelovens formål. I opgørelsen indgår alene finansiering ved produktionsafgifter.
  1. Erklæring om hvorvidt bestyrelsen har fundet en ubalance i forhold til EU’s regler om interne afgifter.

§ 23

Revisionen af fondens årsregnskaber skal udføres af en godkendt revisor efter revisorloven.

Stk. 2

Revisionen udføres efter aftale mellem fonden og den godkendte revisor. Det påhviler den godkendte revisor at påse, at forudsætningerne for, at revisor kan acceptere og gennemføre opgaven, er opfyldt. Det påhviler fonden at give revisor de oplysninger, som må anses at have betydning for revisors opgave.

Stk. 3

De vilkår for revisors opgave, der følger af denne bekendtgørelse, kan ikke tilsidesættes ved aftale mellem revisor og fonden.

§ 24

Den godkendte revisors opgave angår årsrapporterne for fonden, som hvert år udarbejdes af bestyrelsen i henhold til § 22.

Stk. 2

Revisionen omfatter fondens årsregnskab, der fremgår af årsrapporten, og som udarbejdes efter principperne i årsregnskabsloven.

§ 25

Revisionen udføres i overensstemmelse med internationale standarder om revision og de yderligere krav, der er gældende i Danmark, samt standarderne for offentlig revision. Standarderne for offentlig revision præciserer de særlige krav til en revision af et årsregnskab, der følger af god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Dette indebærer, at revisor gennemfører juridisk-kritiske revisioner og forvaltningsrevisioner som led i opgaven. Udover de almindelige regler for revision skal revisor under revisionen af fondens årsregnskaber være specielt opmærksom på, om

  1. der foreligger redegørelse for væsentlige afvigelser mellem budget og årsregnskab,
  1. der sker opsamling af fondsmidler i fonden,
  1. fonden har anbragt fondsmidler på en konto i et anerkendt pengeinstitut til bedst mulig forrentning under hensyntagen til den nødvendige likviditet og sikkerhed,
  1. fondens indsigt i og kontrol med det fysiske afgiftsgrundlag fungerer tilfredsstillende,
  1. fonden har effektive procedurer for opkrævning af afgifter, og
  1. alle tilskudsregnskaber er modtaget ved fondsbestyrelsens godkendelse af fondens årsregnskab.

§ 26

Revisor skal udforme en erklæring om den udførte revision, der skal fremgå af årsrapporten som en påtegning af det reviderede årsregnskab. Det skal fremgå af revisors påtegning, at opgaven udføres på grundlag af bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Revisor skal oplyse i påtegningen, at revisor har udført sin revision i overensstemmelse med standarderne for offentlig revision.

§ 27

Revisor skal udarbejde protokollater, der skal indeholde de oplysninger, som revisor skriftligt kommunikerer til bestyrelsen samt revisors rapportering af konklusionerne af alle juridisk-kritiske revisioner og forvaltningsrevisioner, som revisor gennemfører i overensstemmelse med standarderne for offentlig revision.

§ 28

Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med fondens forvaltning, påhviler det revisor straks at give bestyrelsen meddelelse herom. Revisors bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.

Stk. 2

Bestyrelsen skal inden tre uger give Landbrugs- og Fiskeristyrelsen meddelelse herom.

Stk. 3

Det samme gælder, hvis

  1. fortsættelsen af driften er usikker af økonomiske eller andre årsager eller,
  1. revisor agter at fratræde opgaven, fordi forudsætningerne for gennemførelsen af en revision i overensstemmelse med gældende etiske og faglige krav og standarder ikke længere er til stede, og dette skyldes forhold hos fonden.

Kontrol og egenkontrol

§ 29

Fonden skal oplyse tilskudsmodtagerne om, at fonden kan kræve regnskabsmateriale samt andet relevant materiale, herunder specifikation af de enkelte konti i årsregnskabet vedrørende støttede projekter, fremlagt til gennemsyn inden for en af fonden fastsat frist.

Stk. 2

Fonden kan stille krav om, at fondens tilskudsmodtagere i en periode efter projektets afslutning stiller sig til rådighed for evaluering og opsamling på effekt. Perioden fastsættes af fonden.

Stk. 3

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan kræve regnskabsmateriale samt andet relevant materiale, der vedrører fondens midler og administration heraf, fremlagt til gennemsyn på et hvilket som helst tidspunkt. Hvis det findes nødvendigt, kan Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kræve specifikation af de enkelte konti i årsregnskabet, herunder opgørelse over anvendelse af midler til særlige formål eller projekter.

§ 30

Hver fond skal sørge for, at der udføres egenkontrol, der sikrer, at tilskudsforvaltningen er i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper, som beskrevet i Økonomistyrelsens vejledning om effektiv tilskudsforvaltning.

Stk. 2

Egenkontrollen beskrives i et egenkontrolprogram, der som minimum skal dokumentere, at

  1. fonden har offentliggjort ansøgningsfrister, ansøgningsprocedurer og relevant ansøgningsmateriale mv., jf. § 11, stk. 1, 2 og 3,
  1. fonden har offentliggjort det godkendte budget og årsregnskab senest 30 dage efter godkendelsen er meddelt, jf. § 11, stk. 4,
  1. fonden har indsendt bestyrelsesreferater til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, jf. § 15,
  1. fonden har besluttet en strategi og effektmål, som er gjort tilgængelige på fondens hjemmeside, jf. § 16,
  1. fonden har formuleret og offentliggjort tildelingskriterier inden for de formål i landbrugsstøtteloven, som er relevante for fonden, jf. § 17,
  1. fonden har anvendt tildelingskriterier i prioriteringen mellem indkomne ansøgninger og over for ansøgere, der meddeles afslag, jf. § 17, stk. 2,
  1. fonden i bestyrelsesreferatet eller bilag hertil har angivet, hvordan den har vurderet ansøgningerne med udgangspunkt i fondens tildelingskriterier som grundlag for fondens beslutninger om bevilling af tilskud og afslag på tilskud, jf. § 17, stk. 3,
  1. fonden har en plan for, hvordan og hvor ofte fonden evaluerer resultater og effekter af de uddelte fondsmidler, jf. § 18, stk. 1,
  1. fonden har indsamlet oplysninger om aktiviteter og resultater om de støttede projekter med henblik på udarbejdelse af den årlige status jf. § 18, stk. 2,
  1. fonden har forvaltet i overensstemmelse med egne sagsgangsbeskrivelser, og
  1. fordelingen af midlerne har været gennemsigtig og sagligt begrundet.
Stk. 3

Egenkontrolprogrammet skal løbende opdateres af fonden, dog mindst én gang årligt.

Stk. 4

Resultatet af den udførte egenkontrol opsummeres i en årlig rapport, der udarbejdes af fonden. Fondens revisor skal i tilknytning hertil gennemgå fondens sagsgangsbeskrivelser og egenkontrolprogrammet og udtage et antal sager til stikprøvekontrol. Revisor skal afgive erklæring om, hvorvidt egenkontrollen er beskrevet i et egenkontrolprogram. Revisor skal endvidere erklære, om tilskudsforvaltningen har været i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper, som beskrevet i Økonomistyrelsens vejledning om effektiv tilskudsforvaltning.

Stk. 5

Fonden skal indsende den revisorattesterede rapport, jf. stk. 4, til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen sammen med årsregnskabet. Fonden skal i ledelsesberetningen til årsregnskabet redegøre for resultatet af den udførte egenkontrol.

§ 31

Produktionsafgiftsfondene skal have en proces, der sikrer inddrivelse af produktionsafgifter i overensstemmelse med de gældende bekendtgørelser om produktionsafgifter udstedt i medfør af § 6 i landbrugsstøtteloven.

§ 32

Bestyrelsen kan indstille til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, at fonden ophører. Budget for afvikling af fonden indsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen senest tre måneder før det sidste budgetårs slutning.

Stk. 2

Der aflægges likvidationsregnskab for fonden senest ét år efter sidste budgetårs slutning, som indsendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

§ 33

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 2198 af 26. november 2021 om administration og revision af promille- og produktionsafgiftsfonde m.v. indenfor jordbrugsområdet ophæves.

Stk. 3

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på fondens årsregnskab og tilskudsregnskab for 2024 samt ansøgninger indsendt på baggrund af ansøgningsrunder, som er annonceret før bekendtgørelsens ikrafttræden. For disse finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 2198 af 26. november 2021 anvendelse.


Landbrugs- og Fiskeristyrelsen

/Kenneth Vang Joensen / Sabrina Jackline Siff Nicolai/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
2. december 2024