TheLawyer.sh
Tilbage

Produktionsafgiftsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om produktionsafgift på fisk landet af danske fiskerfartøjer

BEK nr 1364 af 28/11/2024

DanmarkBekendtgørelse2024

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

§ 1

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Fisk: Fisk af enhver art, krebs- og bløddyr samt alger fanget på såvel dansk som udenlandsk fiskeriterritorium.
  1. Dansk fiskerfartøj: Dansk indregistreret fartøj, der er optaget i Landbrugs- og Fiskeristyrelsens fartøjsregister.
  1. Produktionsafgift: Afgift på fisk, der landes af dansk indregistrerede fiskerfartøjer i Danmark eller i udlandet, eller som opdrættes, tilvirkes eller omsættes her i landet, eller på tilsvarende varer, der indføres til landet.
  1. Landingsværdien: Værdien af fisk i første omsætningsled uden merværdiafgift.
  1. Fartøjsejer: Fysisk person eller juridisk enhed, der er opført i Landbrugs- og Fiskeristyrelsens fartøjsregister som ejere af fartøjet.
  1. Opkøber: Personer, virksomheder eller selskaber, der er bevillingspligtige efter fiskerilovens § 86, stk. 1, nr. 1-5, og som enten selv er den første køber eller formidler af det første salg af fisk efter landing (f.eks. offentlig fiskeauktion, agent, kommissionær, fiskesalgsforening m.v.), samt godkendte producentorganisationer.

§ 2

For fisk, der landes af danske fiskerfartøjer i dansk havn eller udenlandsk havn, skal der betales en produktionsafgift.

Stk. 2

Produktionsafgiften på fisk er 4 promille af landingsværdien.

Stk. 3

Hvis et dansk fiskerfartøj lander en akkumuleret værdi af fisk på over 25 mio. kr. i et kalenderår, er produktionsafgiften på fisk herefter 6 promille af landingsværdien det pågældende år.

Stk. 4

Danske fiskerfartøjer, der lander fisk i en dansk havn eller udenlandsk havn, er fritaget fra at betale produktionsafgift, jf. stk. 1, hvis den årlige landingsværdi ikke overstiger 500.000 kr.

Stk. 5

Produktionsafgiften tilbageholdes ved afregning med sælgeren, jf. § 6. Ved årets afslutning foretages en beregning af de samlede landinger, hvorefter tilbageholdt produktionsafgift for samlede årlige landingsværdier på op til 500.000 kr. refunderes, jf. stk. 4.

Stk. 6

Fiskeafgiftsfonden refunderer den tilbageholdte produktionsafgift efter genberegning. Fiskeafgiftsfonden afsender et skema, som skal udfyldes med de påkrævede oplysninger og returneres

Stk. 7

Modtager Fiskeafgiftsfonden ikke de påkrævede oplysninger efter stk. 6, vil tilbageholdt produktionsafgift tilgå Fiskeafgiftsfonden som øvrige indtægter, når kravet for refundering af produktionsafgiften forældes efter tre år fra genberegningstidspunktet.

§ 3

Et dansk fiskerfartøj der den 1. december ikke vurderes at nå at lande fisk i dansk havn eller udenlandsk havn til en samlet årlig landingsværdi på op til 500.000 kr. inden årets udløb, jf. § 2, stk. 4, undtages at betale produktionsafgift, jf. § 2, stk. 1, for landing året efter, jf. § 6. Ved vurderingen vil fartøjets landinger fra december måned det forudgående år blive inddraget.

Stk. 2

Fartøjer, der er undtaget løbende betaling af produktionsafgift, jf. stk. 1, men som har landet fisk for mere end 500.000 kr. ved årets udgang, vil blive opkrævet produktionsafgift, jf. § 2, stk. 2 og 3, efter årets afslutning.

§ 4

Afgiftspligten gælder også ved landing fra og til driftsmæssigt adskilte enheder med samme ejer.

§ 5

Produktionsafgiften indgår i Fiskeafgiftsfondens indtægter.

§ 6

Det påhviler opkøber at tilbageholde afgiften ved afregning med sælgeren , jf. dog §§ 9 og 10.

Stk. 2

Afgiften skal fremgå af salgsafregningen.

§ 7

Opkøbere, som har en årlig omsætning på minimum tre mio. kr., skal inden den 8. i hver måned udarbejde og indsende en indberetning til Fiskeafgiftsfonden over den samlede landingsværdi af fisk, der er modtaget fra danske fiskerfartøjer i den forudgående måned.

Stk. 2

Samtidig med indsendelsen af indberetningen skal opkøber indbetale de forfaldne produktionsafgifter til Fiskeafgiftsfondens bankkonto, som fonden oplyser om.

Stk. 3

Opkøberen skal endvidere ved hvert regnskabsårs afslutning indsende en opgørelse til fonden over den samlede landingsværdi af fisk, der i det forløbne regnskabsår er modtaget fra danske fiskerfartøjer. Opgørelsen skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Stk. 4

Årsopgørelsen, jf. stk. 3, skal for hvert dansk fiskerfartøj, hvorfra der er modtaget fisk, angive:

  1. Havnekendingsnummer.
  1. Samlet landingsværdi.
  1. Tilbageholdt produktionsafgift.

§ 8

Opkøbere, som har en årlig omsætning på under tre mio. kr., modtager i første kvartal i året efter det forløbne kalenderår en opgørelse fra Fiskeafgiftsfonden over den samlede landingsværdi af fisk, der er modtaget fra danske fiskerfartøjer i det forløbne kalenderår, og som opkøberen har indberettet til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Stk. 2

Opgørelsen skal senest 14 dage efter modtagelsen returneres til fonden med udfyldelse af tro- og loveerklæringen om oplysningernes rigtighed, som er vedlagt fondens opgørelse.

Stk. 3

Samtidig med returneringen af fondens opgørelse og den udfyldte tro- og loveerklæring skal opkøber indbetale forfalden produktionsafgift til Fiskeafgiftsfondens bankkonto, som fonden oplyser om.

Stk. 4

Ved indsendelse af opgørelsen, jf. stk. 2, skal det for hvert fartøj, hvorfra der er modtaget fisk, fremgå:

  1. Havnekendingsnummer.
  1. Samlet landingsværdi.
  1. Tilbageholdt produktionsafgift.

§ 9

§§ 6-8 gælder ligeledes for en udenlandsk opkøbers repræsentant her i landet, hvis afregning med sælger sker gennem denne repræsentant.

§ 10

§ 8 gælder ligeledes for fartøjsejeren i de tilfælde, hvor fisk landes i udenlandsk havn eller i dansk havn, men afregning sker direkte fra en udenlandsk opkøber.

Stk. 2

§ 8 gælder ligeledes for fartøjsejeren, hvis fangsten er landet og solgt her i landet direkte til forbrugere.

§ 11

Fiskeafgiftsfonden kan til kontrol af de indberettede oplysninger fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen indhente oplysninger om, hvilke landinger der er foretaget hos de enkelte opkøbere, og hvilke landinger der er foretaget i udenlandsk havn.

§ 12

Beløb, der ikke betales rettidigt, tillægges efter fiskerilovens § 115, stk. 1, en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5. Renten beregnes fra forfaldsdagen. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.

§ 13

Der er udpantningsret for forfaldne beløb efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder for de rentebeløb nævnt i § 12.

§ 14

Overtrædelse af §§ 6-10 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 23 i fiskeriloven.

Stk. 2

Der kan pålægges juridiske personer strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 15

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1439 af 6. december 2018 om produktionsafgift på fisk landet af danske fiskerfartøjer ophæves.


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

/Jacob Jensen / Maria Krohn Andersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
4. december 2024