TheLawyer.sh
Tilbage

Miljøvurderingsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter

BEK nr 1608 af 09/12/2024

DanmarkBekendtgørelse2024

Ministeriet for Grøn Trepart

§ 1

Bekendtgørelsen fastsætter regler for ansøgninger og visse tilladelser om konkrete projekter, der er omfattet af miljøvurderingsloven. Bekendtgørelsens regler om samordning, digital høring og offentliggørelse finder anvendelse på såvel planer og programmer som på konkrete projekter.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. VVM-myndighed: Den myndighed efter lovens § 17 eller bekendtgørelsens § 3, som skal træffe afgørelse efter § 21 eller § 25 om et konkret projekt omfattet af miljøvurderingsloven. VVM-myndigheden omfatter ligeledes Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Kystdirektoratet, og Energistyrelsen, som har fået delegeret henholdsvis ministeren for grøn treparts, miljø- og ligestillingsministerens og klima-, energi- og forsyningsministerens kompetence til at træffe afgørelse efter lovens §§ 21 og 25 for projekter på havet.
  1. Planlæggende myndighed: Den myndighed, som gennemfører en miljøvurdering af en plan eller et program efter lovens § 8.
  1. Staten: a) Ministerier med tilhørende institutioner. b) Statslige aktieselskaber, jf. selskabslovens § 5, nr. 32, jf. §§ 6 og 7. c) Datterselskaber organiseret som aktieselskaber, hvor moderselskabet er omfattet af litra b. d) Juridiske personer, der ikke er organiseret som aktieselskaber, såfremt statens ejerandel udgør 50 % eller derover.
  1. Fælles procedure: En procedure for koordinering af miljøvurderingsprocessen, som finder anvendelse, hvis planen, programmet eller projektet forudsætter vurderinger efter flere EU-direktiver eller forordninger. Den myndighed, som er ansvarlig for koordineringen, sikrer, at der gennemføres en fælles miljøvurderingsproces og udarbejdes en fælles miljøvurdering af udkast til planen, programmet eller af ansøgningen efter direktiverne.
  1. Samordnet procedure: En procedure for koordinering af miljøvurderingsprocessen som finder anvendelse, hvis planen, programmet eller projektet forudsætter vurderinger efter flere EU-direktiver eller forordninger. Den myndighed, som er ansvarlig for koordineringen, fungerer som kontaktpunkt for den planlæggende myndighed eller for ansøgeren og samler myndighedernes vurderinger til en samlet vurdering.

§ 3

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø varetager kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser efter loven for følgende projekter omfattet af loven:

  1. Projekter hvor staten, jf. § 2, nr. 3, er bygherre, jf. dog stk. 5.
  1. Projekter, hvor Energinet er bygherre.
  1. Infrastrukturanlæg, der i sin udstrækning berører mere end to kommuner, bortset fra kystbeskyttelsesprojekter.
  1. Vandindvindings- og vandforsyningsanlæg, hvis det samlede anlæg geografisk strækker sig over mere end to kommuner.
  1. Projekter med direkte henblik på frakturering udelukkende i forbindelse med efterforskning eller udvinding af skifergas.
Stk. 2

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kan i særlige tilfælde, hvor Miljøstyrelsen vurderer, at statens interesse i et konkret projekt omfattet af stk. 1 anses for at være af underordnet betydning, overlade kompetencen til at varetage opgaven og beføjelserne til kommunalbestyrelsen, hvis kommunalbestyrelsen anmoder herom.

Stk. 3

Miljøstyrelsen varetager kommunalbestyrelsens og regionsrådets opgaver og beføjelser for projekter omfattet af loven, hvor godkendelseskompetencen for hele eller hovedparten af det samlede projekt efter § 40 i lov om miljøbeskyttelse er henlagt til Miljøstyrelsen.

Stk. 4

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø varetager kommunalbestyrelsens og regionsrådets opgaver og beføjelser for hele projektet, uanset om styrelsen i henhold til anden lovgivning kun skal varetage opgaverne og beføjelserne for dele af projektet. 1. pkt. gælder ikke ved screening af ændringer i projekter, hvor der er truffet afgørelse efter lovens § 25, og hvor kommunalbestyrelsen eller regionsrådet har kompetencen efter lovens § 17, stk. 1 og 2.

Stk. 5

Kystdirektoratet varetager kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser efter loven for projekter omfattet af loven, hvor Kystdirektoratet er kompetent myndighed efter § 3, stk. 5, i lov om kystbeskyttelse m.v.

§ 4

Bygherrens ansøgning om afgørelse efter lovens § 21 vedrørende projekter på land omfattet af lovens bilag 2 skal ske ved anvendelse af ansøgningsskemaet i bilag 1, der indsendes digitalt til VVM-myndigheden, jf. dog stk. 4-6 og stk. 11.

Stk. 2

Bygherrens ansøgning om afgørelse efter lovens § 21 vedrørende anlæg til intensivt fiskeopdræt skal ske ved anvendelse af ansøgningsskemaet i bilag 1, der indsendes digitalt til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Stk. 3

Bygherrens ansøgning om projekter på havet, som er omfattet af lovens bilag 2, og tillige er omfattet af lov om fremme af vedvarende energi, lov om anvendelse af Danmarks undergrund eller lov om kontinentalsoklen indgives til Energistyrelsen efter den procedure, som finder anvendelse for lov om fremme af vedvarende energi, lov om anvendelse af Danmarks undergrund eller lov om kontinentalsoklen. Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der fremgår af § 19 og bilag 5 i miljøvurderingsloven.

Stk. 4

Bygherrens ansøgning om projekter, som er omfattet af lovens bilag 2, og som tillige kræver tilladelse til kystbeskyttelse efter § 3 i kystbeskyttelsesloven, indsendes til den kompetente myndighed efter den procedure, som fremgår af bekendtgørelse om krav til ansøgning om tilladelse til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger. Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, som fremgår af § 19 og bilag 5 i miljøvurderingsloven.

Stk. 5

Bygherrens ansøgning om projekter på havet, som er omfattet af lovens bilag 2, og tillige kræver tilladelse efter § 16 a i kystbeskyttelsesloven, indsendes til Kystdirektoratet efter den procedure, som finder anvendelse for kystbeskyttelsesloven. Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der fremgår af § 19 og bilag 5 i miljøvurderingsloven.

Stk. 6

Ansøgning om afgørelse efter lovens § 21 skal indgives ved anvendelse af den digitale selvbetjening, Byg og Miljø, når ansøgningen vedrører

  1. en projektkategori optaget på lovens bilag 2, som har sammenfald med et eller flere listepunkter på bilag 2 i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomheder, eller
  1. en projektkategori omfattet af lovens bilag 2, nr. 3, litra a, som tillige er omfattet af bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg.
Stk. 7

Stk. 6 finder ikke anvendelse for projekter, der helt eller delvist er omfattet af § 7 i lov om råstoffer.

Stk. 8

VVM-myndigheden har ved anvendelse af den digitale selvbetjening, Byg og Miljø, jf. stk. 6, pligt til at registrere, hvornår en sag er fuldt oplyst, og hvornår en sag er afgjort.

Stk. 9

VVM-myndigheden afviser ansøgning omfattet af stk. 6, som ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog stk. 10.

Stk. 10

VVM-myndigheden kan undlade at afvise en ansøgning omfattet af stk. 6, som ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening,

  1. hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at bygherre ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, eller
  1. hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare økonomiske fordele for myndigheden ved at behandle ansøgningen.
Stk. 11

I sager, som vedrører projekter omfattet af § 3, sender bygherren ansøgningen til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet. Herefter videresender kommunalbestyrelsen eller regionsrådet umiddelbart ansøgningen Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Dette gælder også for ansøgninger til kommunalbestyrelsen, der indgives ved digital selvbetjening efter stk. 6, som skal videresendes ved anvendelse af digital selvbetjening. Indgives en ansøgning som nævnt i stk. 6, ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen snarest videresende ansøgningen til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Ansøgninger til Kystdirektoratet sendes direkte til Kystdirektoratet.

Stk. 12

VVM-myndigheden skal så vidt muligt tilrettelægge sagsbehandlingen således, at myndigheden kan meddele afgørelse efter lovens § 21 samtidig med afgørelser efter lov om miljøbeskyttelse § 19, stk. 1, nr. 3, § 28, stk. 3, og § 33, såfremt bygherre har indgivet ansøgning vedrørende et projekt omfattet af en projektkategori omfattet af stk. 6, samtidig med indgivelse af ansøgning om afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1, nr. 3, § 28, stk. 3, og § 33.

§ 5

Bygherrens ansøgning, jf. lovens § 18, om projekter omfattet af lovens § 15, indsendes digitalt til VVM-myndigheden.

Stk. 2

Bygherrens oplysninger efter lovens § 20 og § 24, stk. 1, indsendes digitalt til VVM-myndigheden, medmindre andet aftales mellem bygherren og VVM-myndigheden.

§ 6

VVM-myndigheden skal anvende en fælles procedure, jf. § 2, nr. 4, eller samordnet procedure, jf. § 2, nr. 5, eller en kombination af disse, hvis et projekt forudsætter, at der foretages en vurdering efter miljøvurderingsloven samt en vurdering efter en af følgende bekendtgørelser:

  1. Bekendtgørelse om konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter ved projekter om etablering m.v. af elproduktionsanlæg og elforsyningsnet på havet.
  1. Bekendtgørelse om konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter ved forundersøgelser, efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger, m.v. offshore.
  1. Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet.
  1. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
  1. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Stk. 2

VVM-myndigheden kan vælge at anvende en fælles eller samordnet procedure eller en kombination af disse, hvis et projekt forudsætter, at der foretages en vurdering af projektet efter øvrig lovgivning, der gennemfører EU-direktiver, eller en vurdering efter EU-forordninger, som ikke er nævnt i stk. 1.

Stk. 3

Den planlæggende myndighed kan vælge at anvende en fælles eller samordnet procedure eller en kombination af disse, hvis en plan eller et program forudsætter, at der foretages en vurdering af planen eller programmet efter øvrig lovgivning, der gennemfører EU-direktiver, eller en vurdering efter EU-forordninger, som ikke er nævnt i stk. 1. Reglerne for en fælles procedure i § 7 og en samordnet procedure i § 8 anvendes analogt.

§ 7

Ved anvendelsen af den fælles procedure er VVM-myndigheden ansvarlig for at sikre, at der gennemføres en samlet miljøvurderingsproces og en samlet myndighedsvurdering af den indsendte ansøgning efter lovens § 18 og miljøkonsekvensrapport efter lovens § 20. Vurderingen udarbejdes af VVM-myndigheden. Den myndighed, som skal meddele tilladelse til projektet efter anden lovgivning, skal anvende VVM-myndighedens miljøvurdering af projektet som grundlag for sin afgørelse.

Stk. 2

Hvis både en statslig myndighed og en region eller en kommune som VVM-myndighed skal tillade projektet efter lovens § 25, gennemføres den samlede miljøvurderingsproces og den samlede vurdering af ansøgningen, jf. stk. 1, af den statslige myndighed, medmindre andet aftales i den konkrete sag.

Stk. 3

Hvis to statslige myndigheder, to regioner eller to kommuner som kompetent myndighed skal tillade projektet efter lovens § 25, aftaler myndighederne fra sag til sag, hvilken myndighed der er ansvarlig for at gennemføre den samlede miljøvurderingsproces, og udarbejde den samlede vurdering af ansøgningen, jf. stk. 1.

Stk. 4

Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, hvis flere myndigheder som VVM-myndighed skal meddele tilladelse til projektet efter lovens § 25.

§ 8

Ved anvendelsen af den samordnede procedure fungerer VVM-myndigheden som kontaktpunkt for såvel ansøger som de myndigheder, der skal meddele tilladelse til projektet efter anden lovgivning. VVM-myndigheden sikrer, at miljøvurderingsprocessen koordineres mellem de involverede myndigheder og samler de involverede myndigheders vurderinger af projektet med henblik på at sikre, at eventuelle uenigheder mellem myndighederne om vurderingen af projektet afklares hurtigst muligt.

Stk. 2

Hvis både en statslig myndighed og en region eller en kommune som VVM-myndighed skal træffe afgørelse om projektet efter lovens § 25, fungerer den statslige myndighed som samordnende myndighed, jf. stk. 1, medmindre andet aftales i den konkrete sag.

Stk. 3

Hvis to statslige myndigheder, to regioner eller to kommuner som kompetent myndighed skal træffe afgørelse om projektet efter lovens § 25, aftaler myndighederne fra sag til sag, hvilken myndighed der varetager opgaven som samordnende myndighed, jf. stk. 1.

§ 9

Ved vurderingen af, om et projekt omfattet af lovens bilag 1 eller 2 i undtagelsestilfælde kan fritages helt eller delvist fra lovens bestemmelser om miljøvurdering, jf. lovens § 4, stk. 4, skal VVM-myndigheden undersøge, om der bør foretages en miljøvurdering, som ikke opfylder alle lovens krav til miljøvurdering, men som er i overensstemmelse med lovens formål.

Stk. 2

Ved vurderingen efter stk. 1 skal VVM-myndigheden

  1. stille alle oplysninger, jf. lovens § 35, stk. 4, indhentet som led i den vurdering, der er gennemført efter stk. 1, oplysninger vedrørende afgørelsen om at indrømme undtagelsen samt grundene til, at den er blevet indrømmet, til rådighed for offentligheden, og
  1. forud for tilladelsen underrette EU-Kommissionen om begrundelsen for den indrømmede undtagelse samt give EU-Kommissionen de oplysninger, som VVM-myndigheden i givet fald stiller til rådighed for deres egne statsborgere.
Stk. 3

Ministeren for grøn trepart forestår den i stk. 2, nr. 2, nævnte kontakt til EU-Kommissionen.

§ 10

Følgende tilladelser eller godkendelser efter anden lovgivning erstatter helt eller delvist tilladelsen efter lovens § 25, jf. lovens § 15, stk. 3:

  1. En tilladelse efter §§ 7 eller 20 i råstofloven.
  1. En tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 eller en godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33.
  1. En tilladelse efter §§ 22 a eller 25 i lov om fremme af vedvarende energi.
  1. En tilladelse efter §§ 10 eller 17, § 23 d, stk. 2, eller §§ 23 u eller 28 i lov om anvendelse af Danmarks undergrund.
  1. En tilladelse efter § 3 a, stk. 1, eller § 4, stk. 1, i lov om kontinentalsoklen og visse aktiviteter på søterritoriet.
  1. En tilladelse efter §§ 3 eller 16 a i lov om kystbeskyttelse m.v.
  1. En tilladelse efter § 18 i lov om vandforsyning.
  1. En tilladelse efter § 2, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse om visse rørledningsanlæg på søterritoriet og kontinentalsoklen.
  1. En tilladelse efter § 3 d, stk. 3, i lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat.

§ 11

Hvis et projekt forudsætter planlægning efter planloven, må VVM-myndigheden ikke meddele tilladelse efter lovens § 25 eller en tilladelse, som erstatter tilladelsen efter lovens § 25, jf. denne bekendtgørelses § 10, til at påbegynde projektet, før det nødvendige plangrundlag for projektet er gældende efter regler i lov om planlægning herom.

§ 12

Den planlæggende kommunalbestyrelse eller det planlæggende regionsråd, som efter lovens § 32, stk. 1, skal offentliggøre oplysninger eller efter lovens § 32, stk. 3, skal foretage en høring, skal foretage offentliggørelsen på den planlæggende myndigheds hjemmeside.

Stk. 2

Den statslige planlæggende myndighed, som efter lovens § 32, stk. 1, skal offentliggøre oplysninger, skal foretage offentliggørelsen på den planlæggende myndigheds hjemmeside. Den statslige myndighed, som efter lovens § 32, stk. 3, skal foretage en høring, skal foretage offentliggørelsen på Høringsportalen.

Stk. 3

Den planlæggende myndighed, som skal offentliggøre afgørelser og vedtagelser efter lovens §§ 33 og 34, skal foretage offentliggørelsen på den planlæggende myndigheds hjemmeside.

Stk. 4

De planlæggende myndigheder kan herudover foretage offentliggørelse ved brug af egnede midler, såsom opslag inden for en vis radius af det berørte område for den pågældende plan eller det pågældende program eller ved opslag i lokale medier. Den i stk. 1 og 2, nævnte offentliggørelse af oplysninger eller offentliggørelse af høringer omfatter ikke berørte stater, jf. lovens § 32, stk. 1, nr. 3, og § 32, stk. 3, nr. 2 og 3.

§ 13

VVM-myndigheden, som efter lovens § 35, stk. 1, skal offentliggøre oplysninger eller efter lovens § 35, stk. 3, skal foretage en høring, skal foretage offentliggørelsen af oplysningerne eller høringen på myndighedens hjemmeside.

Stk. 2

VVM-myndighedens afgørelser efter lovens § 21, som skal offentliggøres efter lovens § 36, og de oplysninger vedrørende myndighedens afgørelser efter lovens § 25, som myndigheden efter lovens § 37, stk. 1, skal gøre tilgængelige for offentligheden og de berørte myndigheder, skal offentliggøres på myndighedens hjemmeside.

Stk. 3

VVM-myndighederne kan herudover foretage offentliggørelse ved brug af egnede midler, såsom opslag inden for en vis radius af det berørte område for det pågældende projekt eller ved opslag i lokale medier. Den i stk. 1, nævnte offentliggørelse af oplysninger eller offentliggørelse af høringer omfatter ikke berørte stater, jf. lovens § 35, stk. 1, nr. 3, og § 35, stk. 3, nr. 2 og 3.

§ 14

Formidling af oplysninger og fornødne høringer over oplysninger, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø modtager fra en anden stat, jf. lovens § 38, stk. 7, offentliggøres på styrelsens hjemmeside.

Stk. 2

Ud over offentliggørelse på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside, foretager styrelsen i relevant omfang offentliggørelse af de i stk. 1, nævnte oplysninger ved brug af egnede midler, såsom opslag inden for en vis radius af det berørte område for den pågældende plan, det pågældende program eller det pågældende projekt eller ved opslag i lokale medier.

§ 15

For at forebygge myndighedsinhabilitet jf. lovens § 40, skal en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller en statslig myndighed foretage en adskillelse af opgaver og beføjelser ved screening og miljøvurdering af planer, programmer og projekter efter loven.

Stk. 2

Myndighedsinhabilitet søges løst ved substitution, hvorved forstås, at en sideordnet eller overordnet myndighed overtager sagen fra den inhabilitetsramte myndighed, jf. dog stk. 3.

Stk. 3

Hvis substitution efter stk. 2 ikke er mulig, skal den inhabilitetsramte myndighed under hensyntagen til omfanget og kompleksiteten i planen, programmet eller projektet efter loven som minimum sikre, at de medarbejdere og chefer:

  1. Der udarbejder planen eller programmet, ikke er de samme, der udfører opgaver og udøver beføjelser som berørt myndighed i forhold til disse planer og programmer.
  1. Der behandler ansøgning og træffer afgørelse på vegne af VVM-myndigheden ikke er de samme som dem, der ansøger om det konkrete projekt.
Stk. 4

Årsagen til myndighedsinhabilitet efter stk. 3 og den konkrete håndtering heraf skal noteres på sagen og fremgå af afgørelsen.

§ 16

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 806 af 14. juni 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter ophæves.

§ 17

Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Ministeriet for Grøn Trepart

/Jeppe Bruus / Charlotte Brøndum/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
18. december 2024