TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fastsættelse af det kongelige danske våben

DanmarkBekendtgørelse2024

Statsministeriet

BEK nr 1775 af 20/12/2024 Efter statsministerens indstilling har Hans Majestæt Kongen ved kongelig resolution af 20. december 2024 bifaldet, at der i det kongelige danske våben foretages følgende ændringer: I hovedskjoldet ændres Dannebrogskorset til et udadbuet sølv kors med røde borter og 2. felts våbenmærke, de to slesvigske løver, flyttes til 4. felt. I 3. felt udgår våbenmærket med de tre kroner, hvorefter Færøernes våbenmærke får plads i 2. felt og Grønlands våbenmærke bibeholdes alene i 3. felt således at den officielle blasonering af det kongelige danske våben bliver følgende: Skjoldet firdelt af et udadbuet sølvkors med rød bort. 1. felt: I guld tre gående guldbevæbnede blå løver med røde tunger og med guld kroner, ledsaget af ni røde hjerter (Danmark); 2. felt: I blåt en sølv vædder med guld bevæbning og rød tunge (Færøerne); 3. felt: I blåt en oprejst siddende sølv bjørn med rød tunge (Grønland); 4. felt: I guld to gående guldbevæbnede blå løver med røde tunger (Sønderjylland/Slesvig). Hjerteskjold: I guld to røde bjælker (Oldenborg). Skjoldet er omhængt af Dannebrogordenens og Elefantordenens ordenskæder. Skjoldholdere: To naturligt farvede vildmænd med grønt egeløv om hoved og lænd, hver holdende en naturligt farvet kølle i den fravendte hånd, stående på en stenkonsol. Det hele indenfor et af den danske kongekrone kronet våbentelt. En i overensstemmelse med den kongelige resolution udført tegning gengives nedenfor. Det kongelige våben vil kunne gengives uden våbentelt, hvor kronen i så fald skal hvile på skjoldets overkant, uden våbentelt og uden skjoldholdere og uden våbentelt, skjoldholdere og ordenskæder.

Statsministeriet /Mette Frederiksen / Henrik Skovgaard-Petersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
2. januar 2025
Bekendtgørelse om fastsættelse af det kongelige danske våben | TheLawyer.sh