TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om stemmesedler til brug ved folketingsvalg

DanmarkBekendtgørelse2024

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

BEK nr 23 af 10/01/2024 I medfør af § 43, stk. 4, i lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 8. januar 2024, fastsættes:

Stemmesedlernes farve og materiale

§ 1

(Stk. 2)

§ 1. Stemmesedlerne skal være af hvidt karton eller svært papir med en gramvægt på mindst 120 g/m 2 . Stemmesedlerne skal ved mindst to anbragte knæk kunne sammenfoldes af vælgeren således, at ingen kan se, hvad vælgeren har stemt. Stk. 2. Såfremt folketingsvalg afholdes samme dag som Europa-Parlamentsvalg eller kommunale og regionale valg, skal stemmesedlerne være af lyst blåt materiale som nævnt i stk. 1, 1. pkt.

Overskrifter og vejledningstekst

§ 2

(Stk. 5)

§ 2. Øverst til højre på stemmesedlerne anføres med små almindelige typer en betegnelse for opstillingskredsen. Stk. 2. Umiddelbart under den i stk. 1 anførte betegnelse anføres med meget store, fede typer ordet »Folketingsvalget« med tilføjelse af årstallet for valget. Stk. 3. Umiddelbart under ordet »Folketingsvalget« med tilhørende årstal og over den fede, vandrette streg, der er nævnt i § 3, stk. 2, 3. pkt., anføres følgende vejledningstekst med fede typer: »Sæt X i firkanten ud for et parti eller en kandidat.«. Stk. 4. Umiddelbart til venstre for den i stk. 3 nævnte tekst indsættes en illustration af en stor hånd, der holder en blyant med blyantspidsen pegende på en afkrydset rubrik. Umiddelbart under den i stk. 3 nævnte tekst og over den fede, vandrette streg, der er nævnt i § 3, stk. 2, 3. pkt., anføres med almindelige typer: »Sæt kun ét X på stemmesedlen. Du må ikke sætte andet end et X, da din stemmeseddel så bliver ugyldig. Du kan få byttet din stemmeseddel, hvis du skriver forkert.«. Stk. 5. De i stk. 3 og 4 nævnte vejledningstekster skal være af en sådan størrelse, at de fremtræder synlige og nemme at læse.

Partifelter og partinavne

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Stemmesedlerne skal indeholde et særskilt felt for hvert parti, der har kandidater opstillet i storkredsen. Felterne for de enkelte partier anbringes under hinanden i alfabetisk rækkefølge efter partiernes bogstavbetegnelse. Stk. 2. Felterne skal adskilles fra hinanden ved en fed, vandret streg. Også det øverste og nederste felt skal henholdsvis begyndes og afsluttes med en fed, vandret streg. Den fede, vandrette streg, hvormed det øverste felt begyndes, skal være dobbelt så fed som de øvrige fede, vandrette streger.

§ 4

(Stk. 2)

§ 4. Øverst i hvert felt anføres med store fede typer partiets bogstavbetegnelse efterfulgt af et punktum. Bogstavbetegnelsen skal anbringes umiddelbart til højre for afkrydsningsrubrikken, jf. stk. 2. Til højre for bogstavbetegnelsen anføres partiets navn ligeledes med store fede typer. Stk. 2. Yderst til venstre for partiets bogstavbetegnelse anbringes med halvfede streger en afkrydsningsrubrik. Afkrydsningsrubrikken skal være adskilt fra stemmesedlens venstre kant. Afkrydsningsrubrikken skal have en sådan størrelse, at der er rigelig plads til at sætte et kryds, dog mindst 5x5 mm indvendigt.

Kandidaters navne og rækkefølge

§ 5

§ 5. Under bogstavbetegnelsen og partinavnet, jf. § 4, anføres adskilt ved en halvfed, vandret streg navnene på de kandidater, der er opstillet for partiet i storkredsen. Navnene anføres med almindelige typer og adskilles fra hinanden med tynde, vandrette streger.

§ 6

§ 6. Såfremt der i storkredsen er opstillet kandidater uden for partierne, anføres disse nederst på stemmesedlen i et særskilt felt, i hvilket der med store fede typer anføres ordene »Uden for partierne« som overskrift. Under overskriften anføres adskilt med en halvfed, vandret streg navnene på de pågældende kandidater. Navnene anføres med almindelige typer og adskilles fra hinanden med tynde, vandrette streger.

§ 7

(Stk. 3)

§ 7. Kandidaterne skal anføres i den rækkefølge og på den måde, Ankestyrelsen giver valgbestyrelsen besked om. Stk. 2. Kandidaternes navne anføres med fornavne eller forbogstaver først. Kandidater, der skal stå i alfabetisk rækkefølge, anføres efter efternavn eller mellemnavn, såfremt det skal anføres i stedet for efternavn, jf. lovens 33 a, stk. 2. Stk. 3. Hver enkelt kandidats navn skal anføres umiddelbart til højre for afkrydsningsrubrikken, jf. § 9.

§ 8

(Stk. 2)

§ 8. I tilfælde, hvor der kan ske forveksling af kandidaternes navne, skal der med almindelige typer i forlængelse af navnene eller, hvis det er nødvendigt med henblik på at undgå, at kolonnerne vil få en uhensigtsmæssig bredde, under navnene anføres en kortfattet betegnelse på enten stilling eller bopæl for de pågældende kandidater. I andre tilfælde må kandidaternes stilling eller bopæl ikke anføres. Stk. 2. Ankestyrelsen træffer afgørelse om, hvilken betegnelse der skal anføres i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, 1. pkt.

§ 9

§ 9. Yderst til venstre for hver enkelt kandidats navn anbringes med halvfede streger en afkrydsningsrubrik. Afkrydsningsrubrikken skal være adskilt fra stemmesedlens venstre kant. Afkrydsningsrubrikken skal have en sådan størrelse, at der er rigelig plads til at sætte et kryds, dog mindst 4x4 mm indvendigt.

Stemmesedler med flere kolonner

§ 10

(Stk. 3)

§ 10. Valgbestyrelsen kan beslutte, at kandidaternes navne inden for hvert felt skal opføres i to eller flere lodrette og lige brede kolonner, hvis der er opstillet et så stort antal kandidater, at stemmesedlen ellers vil blive uforholdsmæssig lang. Stk. 2. Hvis det besluttes at opføre kandidaternes navne i to eller flere kolonner, skal navnene på kandidaterne anføres fortløbende under hinanden i samme kolonne. Der skal være lige mange kandidater i hver kolonne, medmindre antallet af kolonner ikke går op i antallet af kandidater. Medfører fordelingen af kandidaterne mellem kolonnerne, at der er en eller flere tomme pladser til kandidater, skal den eller disse pladser fremgå af den sidste kolonne. Kolonnerne skal adskilles fra hinanden med fede, lodrette streger af samme tykkelse som de fede streger, der adskiller hvert partifelt, jf. § 3, stk. 2, 1. pkt. Kolonnerne til kandidaternes navne skal have en sådan bredde, at der til venstre for hver enkelt kandidats navn er rigelig plads til at indsætte en afkrydsningsrubrik, jf. stk. 3. Hver enkelt kandidats navn skal anføres umiddelbart til højre for afkrydsningsrubrikken. Stk. 3. Yderst til venstre for hver enkelt kandidats navn anbringes inden for hver kolonne med halvfede streger en afkrydsningsrubrik. Afkrydsningsrubrikken skal være adskilt fra kolonnens venstre kant. Afkrydsningsrubrikken skal have en sådan størrelse, at der er rigelig plads til at sætte et kryds, dog mindst 4x4 mm indvendigt.

Afkrydsningsrubrikkernes placering og størrelse i forhold til hinanden

§ 11

(Stk. 2)

§ 11. Samtlige afkrydsningsrubrikker til partier skal have samme størrelse. Samtlige afkrydsningsrubrikker til kandidater skal have samme størrelse. Afkrydsningsrubrikkerne til partier må ikke være mindre end afkrydsningsrubrikkerne til kandidater. Stk. 2. Afkrydsningsrubrikkerne for henholdsvis partier og kandidater skal inden for samme kolonne flugte med hinanden.

Forskellige bestemmelser

§ 12

§ 12. Alle de vandrette streger, der er nævnt i bekendtgørelsen, skal gå tværs over stemmesedlen fra kant til kant.

§ 13

§ 13. Ud over det, der er nævnt i de foregående bestemmelser, må intet ord eller bogstav og intet navn, tal eller tegn være påført nogen stemmeseddel ved tryk eller skrift eller på anden måde.

§ 14

(Stk. 2)

§ 14. Bilag 1 til denne bekendtgørelse indeholder en vejledende illustration af en stemmeseddel til brug ved folketingsvalg i henholdsvis én og to kolonner. Stk. 2. Når der er udskrevet folketingsvalg, stiller indenrigs- og sundhedsministeren et forlæg til en stemmeseddel i henholdsvis én og to kolonner til rådighed for valgbestyrelserne på ministeriets hjemmeside: valg.im.dk. Det er valgfrit for valgbestyrelserne at anvende stemmeseddelforlægget.

§ 15

(Stk. 2)

§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 2024. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1519 af 14. december 2017 om stemmesedler til brug ved folketingsvalg ophæves.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet /P.M.V. \n Nikolaj Stenfalk / Christine Boeskov/

Bilag 1

Bilaget indeholder en fiktiv stemmeseddel til brug ved folketingsvalg i henholdsvis én og to kolonner. Stemmesedlen er udformet i henhold til ovenstående bestemmelser.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
12. januar 2024