Bekendtgørelse om rekreativ kørsel med traktorvogntog
Transportministeriet
BEK nr 287 af 20/03/2024 I medfør af § 68, stk. 1, 1. pkt., og § 83 i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 168 af 14. februar 2023, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 664 af 30. maj 2023 om Færdselsstyrelsens opgaver, beføjelser og klageadgang:
Anvendelsesområde
(Stk. 3)
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved befordring af personer med traktorpåhængsvogn i forbindelse med rekreativ kørsel. Stk. 2. Ved traktorvogntog forstås en traktor med en tilkoblet traktorpåhængsvogn. Stk. 3. Ved rekreativ kørsel forstås kørsel, som ikke er egnet til gennemførelse ved almindelig rutekørsel med køretøjer beregnet hertil.
Betingelser for udførelse af rekreativ kørsel
§ 2. Rekreativ kørsel, jf. § 1, må kun finde sted efter tilladelse fra Færdselsstyrelsen, og når følgende betingelser er opfyldt:
- Inden ibrugtagning til personbefordring skal såvel traktor som traktorpåhængsvogn synes og godkendes af en synsvirksomhed, der har tilladelse til at syne traktorer og traktorpåhængsvogne.
- Traktorvogntoget skal inden for 1 år før hver kørsel gennemføres være synet og godkendt af en synsvirksomhed.
- Traktorpåhængsvognen skal opfylde gældende krav til registrerede traktorpåhængsvognes indretning og udstyr. Herudover skal påhængsvognen opfylde relevante bestemmelser i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr, punkt 9.07.006 om adgang til udgange, og punkt 9.07.022 om antal og placering af udgange gældende for personbil M2/M3.
- Traktorpåhængsvognen skal opfylde de af synsvirksomheden fastsatte krav til antal og udformning af nødudgange under nødvendig hensyntagen til det antal passagerer, som synsvirksomheden har fastsat, at køretøjet kan godkendes til.
- Traktorpåhængsvognen må højst have det antal passagerpladser, der er fastsat af synsvirksomheden og påført godkendelsen. Ved fastsættelsen heraf kan lægges til grund, at bredden af siddepladsen skal være mindst 450 mm. I dette mål kan medregnes op til 35 mm fri plads på hver side af selve siddepladsen. Endvidere medregnes pladser, der er indrettet til anbringelse og fastgørelse af kørestole.
- Passagersæderne skal være solidt fastgjort til traktorpåhængsvognen. Hvis traktorpåhængsvognen skal benyttes til befordring af person i kørestol, skal køretøjet være forsynet med beslag til fastholdelse af kørestolen.
- Ejeren af traktorpåhængsvognen skal have tegnet forsikring, der dækker personskade på de personer, som befordres under kørslen.
- Der må ikke befordres passagerer i traktoren.
- Traktorpåhængsvognen skal være forsynet med alarmeringsanlæg til traktorens førerhus, ildslukker og forbindingskasse. Endvidere skal traktorpåhængsvognen på hver side være forsynet med påskrift eller skilt, der tydeligt angiver tilladt passagerantal. Ved hver adgang (trappe) til øvre etage skal det maksimale tilladte antal passagerer på øvre etage være angivet ved påskrift eller skilt.
- Traktorpåhængsvognens højde i ubelæsset tilstand må maksimalt være 4,0 m. Såfremt køretøjet er over 4,0 m højt i belæsset stand, er det en forudsætning, at a) politiet efter konkret vurdering finder, at der ikke kan opstå fare for passagerer eller andre, og b) politiet forudgående har godkendt den strækning ad hvilken traktorvogntoget må køre, og det i den forbindelse er kontrolleret, at der på hele strækningen er en frihøjde på minimum 2,0 m fra gulvet på traktorvognens øverste etage.
- En belæsset traktorpåhængsvogns tyngdepunktshøjde på såvel én som toetagers traktorpåhængsvogn må højst være 90 pct. af sporvidden.
§ 3. Fører af traktorvogntog, som udfører rekreativ kørsel, skal være i besiddelse af et gyldigt kørekort til kategori B (almindelig bil). Føreren skal have kendskab til traktorkørsel og have bestået et førstehjælpskursus.
§ 4. Traktorvogntogets højst tilladte hastighed med passagerer er 20 km/t. på asfalteret vej og 10 km/t. på grusbelagt vej, strand eller lignende.
§ 5. Under kørslen skal føreren medbringe tilladelsen fra Færdselsstyrelsen eller kopi heraf.
Ansøgning om tilladelse
(Stk. 3)
§ 6. Ansøgning om tilladelse til rekreativ kørsel med traktorvogntog indgives skriftligt til Færdselsstyrelsen. Stk. 2. Ansøgningen vedlægges følgende:
- Oplysninger om den rute hvor kørslen vil foregå.
- Køretøjernes registreringsattester.
- Dokumentation for personskadeforsikring.
- Ansøgende virksomheds CVR-nummer. Stk. 3. Efter modtagelse af ansøgning foretager Færdselsstyrelsen høring af relevante vejmyndigheder og politiet med henblik på en vurdering af de færdselssikkerhedsmæssige hensyn ved kørsel på den foreslåede rute.
Tilbagekaldelse af tilladelse
§ 7. Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse til rekreativ kørsel med traktorvogntog, hvis bekendtgørelsens betingelser ikke længere er opfyldt.
Klageadgang
(Stk. 2)
§ 8. Politiets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til Færdselsstyrelsen. Stk. 2. Afgørelser truffet af Færdselsstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til transportministeren eller anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelse om Færdselsstyrelsens opgaver, beføjelser og klageadgang.
Ikrafttræden
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. marts 2024.
Færdselsstyrelsen /Jacob Karkov Buch / Tanja Skyum-Nielsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2024
- Ikrafttrædelsesdato
- 21. marts 2024