TheLawyer.sh
Tilbage

Repoweringbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om en forenklet og hurtig ansøgnings- og tilladelsesproces for repowering af bestående elproduktionsanlæg på havet

BEK nr 459 af 16/05/2024

DanmarkBekendtgørelse2024

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

§ 1

Bekendtgørelsen fastsætter regler om en forenklet og hurtig ansøgnings- og tilladelsesproces for repowering af bestående elproduktionsanlæg, der udnytter vedvarende energikilder på havet i henhold til § 25 i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven).

Stk. 2

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på:

  1. Repowering af bestående elproduktionsanlæg på land.
  1. Ændringer som er omfattet af almindelig vedligehold og service, som ligger inden for rammerne af den meddelte tilladelse efter VE-lovens § 25, herunder udskiftning af olie, bemaling, reparation eller udskiftning af forskellige tekniske komponenter, som vurderes ikke at være en væsentlig ændring i medfør af § 2, stk. 1, nr. 2.
  1. Ændring af den eksisterende elproduktionstilladelse som er udstedt i medfør af VE-lovens § 29.
  1. Krav og aftaler i forhold til tilslutning til det kollektive elforsyningssystem eller ændring af eksisterende tilslutningsaftaler.
  1. Projektændringer der er så væsentlige, at der er tale om etablering af et nyt elproduktionsanlæg.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Repowering: Fornyelse af elproduktionsanlæg, som producerer VE-elektricitet, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet.
  1. Væsentlig ændring: En projektændring, der i væsentligt omfang påvirker anlæggets tekniske forhold eller natur- og miljøforhold.

§ 3

Energistyrelsen træffer afgørelse om tilladelse til repowering, som medfører væsentlige ændringer i bestående elproduktionsanlæg, jf.VE-lovens § 25.

Stk. 2

Afgørelse om tilladelse til repowering efter stk. 1, skal ske under hensyn til udbudsretslige regler.

§ 4

En ansøgning om repowering, der medfører væsentlige ændringer i bestående elproduktionsanlæg, jf. VE-lovens § 25, skal indgives til Energistyrelsen.

Stk. 2

En ansøgning efter stk. 1 skal som minimum indeholde følgende:

  1. Oplysninger om ejer af elproduktionsanlægget, herunder navn, adresse, CVR og oversigt over ejerstruktur.
  1. En beskrivelse af projektændringen i forhold til den oprindeligt meddelte tilladelse, herunder en redegørelse for hvilke arbejder der tænkes udført i forbindelse med projektændringen.
Stk. 3

Ansøgningen skal, hvis relevant, vedlægges oplysninger om projektændringens påvirkning på miljø og natur jf. relevant miljø- og naturbeskyttelseslovgivning.

Stk. 4

I det omfang det er nødvendigt, kan Energistyrelsen kræve yderligere oplysninger fra ansøgeren til brug for Energistyrelsens afgørelse efter VE-lovens § 25.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 2

Bekendtgørelsen finder anvendelse på ansøgninger indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden.


Energistyrelsen

/Stig Uffe Pedersen / Mikkel Vinter Henriksen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
16. maj 2024