TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om efterbetaling af folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg ved dødsfald i 2023

DanmarkBekendtgørelse2024

Beskæftigelsesministeriet

BEK nr 758 af 20/06/2024 I medfør af § 5, stk. 4 og 5, i lov om ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og lov om individuel boligstøtte, jf. lov nr. 726 af 13. juni 2023, fastsættes efter bemyndigelse:

Ansøgning om efterbetaling

§ 1

§ 1. Folkepensionister, hvis ægtefælle eller samlever er afgået ved døden i 2023, kan i perioden fra den 1. juli 2024 til og med den 31. december 2025 ansøge om beregning og efterbetaling af den del af eget pensionstillæg, som i 2023 er blevet nedsat på grund af indtægt ved personligt arbejde, og som grundet dødsfaldet ikke efterreguleres efter § 39 b i lov om social pension.

§ 2

(Stk. 4)

§ 2. Boet efter en folkepensionist, der er afgået ved døden i 2023, eller den, der måtte have fået et sådant bo udlagt efter dødsboskiftelovens kapitel 12, kan i perioden fra den 1. juli 2024 til og med den 30. september 2024 ansøge om efterbetaling af den del af den afdødes grundbeløb og pensionstillæg, som i 2023 er blevet nedsat på grund af indtægt ved personligt arbejde, og som grundet dødsfaldet ikke efterreguleres efter § 39 b i lov om social pension. Stk. 2. Ved ansøgning efter stk. 1 vedlægges en skifteretsattest som dokumentation for, at ansøgeren repræsenterer boet. Hvis boet er udlagt til privat skifte til flere personer, skal ansøgeren vedlægge fuldmagt fra de personer, der fremgår af skifteretsattesten, til at ansøge om efterbetaling. Stk. 3. Den, der repræsenterer boet, jf. stk. 2, eller har modtaget et boudlæg, jf. stk. 1, er forpligtet til at give meddelelse til skifteretten om efterbetalinger til boet efter stk. 1. Meddelelse skal ske via skifteportalen. Stk. 4. Er bobehandlingen afsluttet, skal ansøgeren inden for en frist på 3 måneder fra ansøgningstidspunktet, jf. stk. 1, indsende dokumentation for, at boet er blevet genåbnet. Fristen kan forlænges, hvis ansøger indsender dokumentation for, at ansøgeren har anmodet skifteretten om genåbning af boet.

§ 3

§ 3. Ansøgning efter §§ 1 og 2 sker via den selvbetjeningsløsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed.

Efterbetalingsperiode

§ 4

(Stk. 2)

§ 4. Efterbetalingsperioden for den efterlevende folkepensionist, jf. § 1, er den periode, hvor folkepensionens pensionstillæg i løbet af 2023 er beregnet og udbetalt efter reglerne for samlevende eller gifte, jf. §§ 29 og 31 i lov om social pension, og som ikke efterreguleres, fordi den pågældende samlever eller ægtefælle er afgået ved døden i løbet af 2023. Stk. 2. Efterbetalingsperioden, jf. stk. 1, omfatter en periode, hvor der er udbetalt efterlevelsespension til den efterlevende, dog kun for så vidt angår den del af efterlevelsespensionen, som udgøres af efterlevendes eget pensionstillæg.

§ 5

§ 5. Efterbetalingsperioden for en afdød folkepensionist, jf. § 2, er den periode, hvor afdøde havde ret til folkepension i 2023.

Opgørelsen og beregningen af efterbetalingen

§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Opgørelsen og beregningen af efterbetalingen, jf. §§ 1 og 2, sker efter reglerne i lovens kapitel 4 for fastlæggelse af indtægtsgrundlaget og lovens kapitel 7 for beregning af pensionstillægget, jf. dog §§ 7-10. Opgørelsesperioden for indtægtsgrundlaget er fra opgørelsesperiodens start og til årets udgang. Stk. 2. Opgørelsen af grundbeløbet i efterbetalingsperioden, jf. § 5, sker ved at anvende den fulde sats for grundbeløbet, eventuelt nedsat med en procentandel, jf. § 5, stk. 3, i lov om social pension.

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Efterbetalingen efter § 1 opgøres ved at fratrække det udbetalte pensionstillæg i efterbetalingsperioden fra det beregnede pensionstillæg for efterbetalingsperioden, jf. § 4. Er resultatet heraf, at det beregnede pensionstillæg for efterbetalingsperioden er højere end det udbetalte pensionstillæg, efterbetales forskelsbeløbet. Stk. 2. Efterbetalingen efter § 2 opgøres ved at fratrække det udbetalte grundbeløb og pensionstillæg i efterbetalingsperioden i det opgjorte grundbeløb og beregnede pensionstillæg for efterbetalingsperioden, jf. § 5. Er resultatet heraf, at det opgjorte grundbeløb og beregnede pensionstillæg for efterbetalingsperioden er højere end det udbetalte grundbeløb og pensionstillæg, efterbetales forskelsbeløbet. Der sker efterbetaling, hvis der samlet set er modtaget for lidt i folkepension i perioden.

§ 8

§ 8. Afdødes indtægt i efterbetalingsperioden, jf. §§ 4 og 5, opgøres på baggrund af de indtægter, som senest er registreret i Udbetaling Danmarks pensionssystem, i forbindelse med beregning af den foreløbige pension. Dog ses der bort fra afdødes egen positive indtægt ved personligt arbejde.

§ 9

(Stk. 3)

§ 9. Indtægten i efterbetalingsperioden, jf. § 4, for den efterlevende folkepensionist, jf. § 1, fastsættes på baggrund af oplysningerne i årsopgørelsen og eventuelt indkomstregistret svarende til den indtægt, som ville have været anvendt ved opgørelsen, hvis der var sket efterregulering af pensionstillægget efter lovens § 39 b. Dog ses der bort fra pensionistens egen positive indtægt ved personligt arbejde. Stk. 2. Indtægten i efterbetalingsperioden, jf. § 5, for en eventuel efterlevende samlever eller ægtefælle, fastsættes på baggrund af oplysningerne i årsopgørelsen og eventuelt indkomstregistret svarende til den indtægt, som ville have været anvendt ved opgørelsen, hvis der var sket efterregulering af afdødes pensionstillæg efter lovens § 39 b. Stk. 3. Dannes der ikke en årsopgørelse for en efterlevende samlever eller ægtefælle, jf. stk. 2, opgøres indtægten i efterbetalingsperioden for den efterlevende samlever eller ægtefælle på baggrund af de indtægter, som blev registreret i Udbetaling Danmarks pensionssystem i forbindelse med beregning af afdødes foreløbige pension.

§ 10

(Stk. 2)

§ 10. Opgørelsen af en eventuel efterbetaling, jf. §§ 1 og 2, til en efterlevende folkepensionist sker i forlængelse af, at der er foretaget efterregulering af den efterlevende folkepensionists pension for den del af året, hvor pensionen blev beregnet efter reglerne for enlige. Stk. 2. Foretages der ikke en efterregulering af pensionstillægget som følge af tidspunktet for dødsfaldet, sker opgørelsen og efterbetalingen i forlængelse af, at der er sket regulering af den efterlevende folkepensionists grundbeløb.

Genoptagelse og tilbagebetaling

§ 11

§ 11. Ændringer i de indkomster, som er lagt til grund ved en afgørelse om efterbetaling jf. §§ 1 og 2, medfører ikke genoptagelse af afgørelsen.

§ 12

§ 12. For meget udbetalt grundbeløb og pensionstillæg for efterbetalingsperioden kræves ikke tilbagebetalt.

Ikrafttrædelse

§ 13

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. juni 2024.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering /Jens Erik Zebis / Tina Holgaard Madsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
20. juni 2024