TheLawyer.sh
Tilbage

Miljøskadebekendtgørelsen for havne

Bekendtgørelse om procedurer for afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og naturtyper for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne

BEK nr 769 af 20/06/2024

DanmarkBekendtgørelse2024

Transportministeriet

§ 1

Trafikstyrelsen kan træffe afgørelse, om, hvorvidt aktiviteter vedrørende anlæg og udvidelse af havne har forårsaget en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven.

§ 2

En miljøskade på beskyttede arter og naturtyper eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og naturtyper forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.

§ 3

Ved den driftsansvarlige forstås den, der driver eller kontrollerer erhvervsmæssig aktivitet vedrørende anlæg og udvidelse af havne.

Stk. 2

Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd, udvist af den pågældende.

§ 4

Den ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den overhængende fare for en miljøskade. Den driftsansvarlige skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.

Stk. 2

Den driftsansvarlige skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette Trafikstyrelsen om alle aspekter ved situationen.

§ 5

Trafikstyrelsen påser, at forpligtelserne, jf. § 4, opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 1.

§ 6

Trafikstyrelsen kan påbyde, at den driftsansvarlige skal give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadelovens regler. Den driftsansvarlige kan påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.

Stk. 2

Påbud kan meddeles, uanset om den driftsansvarlige har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.

Stk. 3

Hvis den driftsansvarlige ikke har rådighed over ejendommen, kan Trafikstyrelsen meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. skal gennemføres ved den ansvarlige for driften.

§ 7

Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer Trafikstyrelsen afgørelse herom, uanset at det ikke efter § 3, stk. 2, kan fastsættes, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.

§ 8

Trafikstyrelsen skal træffe afgørelse efter §§ 1 og 7 på anmodning fra

  1. den driftsansvarlige,
  1. enhver, som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade,
  1. landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
  1. landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
  1. lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål.
Stk. 2

Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 3

Trafikstyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.

§ 9

Trafikstyrelsen sender afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige for miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskade.

Stk. 2

Trafikstyrelsen offentliggør afgørelsen.

Stk. 3

Afgørelser efter §§ 1 og 7 meddeles, udover til adressaten, skriftligt til de personer og organisationer, der er omfattet af § 8, stk. 1.

Klageadgang

§ 10

Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til transportministeren eller anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelse om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafikstyrelsens forskrifter.

Stk. 2

Ved søgsmål om forhold omfattet af denne bekendtgørelse, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommelige høje for de berørte parter.

Straf

§ 11

Med bøde straffes den, der

  1. undlader at træffe foranstaltninger efter § 4, stk. 1,
  1. undlader at give underretning til Trafikstyrelsen efter § 4, stk. 2, eller
  1. undlader at efterkomme påbud efter § 6.
Stk. 2

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Ikrafttræden

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 875 af 2. september 2008 om procedurer for afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder, for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne ophæves.


Trafikstyrelsen

/Nanna Møller / Jan Albrecht/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
21. juni 2024