TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forsøg med teknologiforståelse som fag på uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen

DanmarkBekendtgørelse2024

Uddannelses- og Forskningsministeriet

BEK nr 779 af 21/06/2024 I medfør af § 22, stk. 1, og § 27, i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 396 af 12. april 2024, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1397 af 29. november 2023 om delegation fra uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen:

Formål

§ 1

(Stk. 2)

§ 1. Bekendtgørelsens regler angår forsøg med faget teknologiforståelse som undervisningsfag og valgfag på uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen. Stk. 2. Reglerne i bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen finder anvendelse for faget teknologiforståelse, medmindre andet fremgår af denne bekendtgørelse.

Teknologiforståelse som undervisningsfag og valgfag

§ 2

(Stk. 3)

§ 2. Teknologiforståelse kan være et undervisningsfag på uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen, selvom faget ikke svarer til et undervisningsfag i folkeskolen. Stk. 2. Professionshøjskolernes udbud af undervisningsfaget teknologiforståelse skal sikre undervisningskompetencer i forhold til folkeskolens behov, selvom om faget ikke fremgår af folkeskolelovens § 5, stk. 2. Stk. 3. Fagformål, mål og indholdsområder for undervisningsfaget teknologiforståelse fremgår af bilag 1.

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Teknologiforståelse kan være et valgfag på uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen. Stk. 2. Fagformål, mål og indholdsområder for valgfaget teknologiforståelse fremgår af bilag 2.

§ 4

§ 4. I et fælles bilag til studieordningen fastsætter de udbydende professionshøjskoler regler om de afsluttende prøver for undervisningsfaget teknologiforståelse, herunder prøveform og tilrettelæggelse, jf. studieordningsbestemmelsen i bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen.

Udbud af og adgang til undervisningsfaget og valgfaget teknologiforståelse

§ 5

§ 5. Undervisningsfaget og valgfaget teknologiforståelse udbydes af professionshøjskoler, som af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen er blevet godkendt til at udbyde faget efter denne bekendtgørelse.

§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Den studerende har adgang til undervisningsfaget teknologiforståelse, når den studerende har bestået Dansk A i den adgangsgivende gymnasiale eksamen. Stk. 2. I øvrigt gælder § 13, stk. 2 og 3, i bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen, for adgang til undervisningsfaget teknologiforståelse.

Ikrafttræden

§ 7

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2024.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen /Martin Madsen / Emma Holm/

Bilag 1 Fagbeskrivelse for teknologiforståelse som undervisningsfag (35 ECTS-point)

Formål med faget Formålet med undervisningsfaget teknologiforståelse er at den studerende kan udvikle, planlægge, gennemføre og evaluere undervisning i teknologiforståelse gennem konstruktiv-kreative og kritisk-analytiske læreprocesser. Gennem faget tilegner den studerende sig indsigt, handle- og dømmekraft ift. digitale teknologier, deres konstruktion samt deres betydning for individ, fællesskab og samfund som afsæt for at kunne skabe undervisning, der understøtter elevernes dannelse med henblik på aktivt og kritisk at deltage i et samfund præget af digitalisering baseret på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Mål Ved fagets afslutning skal den studerende kunne: - mestre, analysere og vurdere forskelligartede digitale teknologier skabende og kritisk, - understøtte elevers handleevne til at agere problemløsende, eksperimenterende, æstetisk og legende gennem og med digitale teknologier, - analysere og udforske digitale teknologiers betydning for individ, fællesskab og samfund som grundlag for at kunne facilitere elevers kritisk-analytiske og multidisciplinære arbejde med at undersøge, forstå og formidle digitale teknologier, - skabe og kommunikere komplekse modeller og programmer med udgangspunkt i grundlæggende datalogiske emner, - støtte elevers erfaring med og kritiske refleksion over, hvilke muligheder og udfordringer der ligger i at udvikle og anvende computationelle modeller og metoder på tværs af kontekster, - gennemføre og lede differentierede, kreative, designbaserede og praksisfaglige forløb, hvor eleverne udtrykker sig via produktion og fabrikation af og med digitale teknologier, - løbende tilegne sig, praktisere og udvikle fagdidaktisk viden, aktiviteter og metoder selvstændigt og i fællesskab med andre med nysgerrighed, håb og mod og - tilpasse sin undervisning og forholde sig kritisk og udviklingsorienteret til gældende rammer for teknologiforståelse, samt medvirke til inddragelse af teknologiforståelse generelt i skolens virke. Indholdsområder Fagets undervisning og den integrerede praktik beskæftiger sig med følgende områder: - Digital myndiggørelse, herunder digitale teknologiers konstruktion, funktionalitet, intention, brug, konsekvenser, historie og potentielle rekonfiguration. - Designtilgange og udviklingsprocesser, herunder undersøgelse, problemformulering, idéudvikling, konstruktion, test, iteration, argumentation og refleksion. - Computationel tankegang med fokus på modellering, data- og databehandling, algoritmer og debugging. - Teknologisk handleevne, herunder programmering og computersystemer samt digitale værktøjer. - Teknologiforståelsesdidaktik, herunder valg og begrundelse af indhold, progression, faglig læsning, differentiering, arbejdsformer, læremidler og evaluering.

Bilag 2 Fagbeskrivelse for teknologiforståelse som valgfag (2,5 ECTS-point)

§ 7

Formål med faget Formålet med valgfaget teknologiforståelse er at styrke den studerendes undervisning med teknologiforståelse i de valgte undervisningsfag. Gennem kritisk-konstruktive læreprocesser tilegner den studerende sig indsigt i og erfaring med digitale teknologiers design, funktion og betydning for individ, fællesskab og samfund. Dette med henblik på at understøtte elevernes deltagelse i et samfund præget af digitalisering baseret på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Mål Ved fagets afslutning skal den studerende kunne: - analysere og vurdere digitale artefakter og teknologier kritisk og konstruktivt, - anvende digitale teknologier til at udforske, udtrykke sig og løse problemer i skolens fag, - gennemføre og lede kreative, analytiske og eksperimenterende processer med digitale teknologier og - bidrage aktivt til inddragelse af teknologiforståelse som en del af skolens fag og deres udvikling. Indholdsområdet Fagets undervisning og den integrerede praktik beskæftiger sig med følgende områder: - Digitale teknologiers formgivning, intention, betydning og konstruktion, herunder data og modellering. - Teknologisk handling og skaben, herunder design og digitale værktøjer. - Teknologiforståelsesdidaktiske metoder og tilgange i skolens fag.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2024
Ikrafttrædelsesdato
24. juni 2024