Bekendtgørelse om forbud mod anvendelse og transport af tung olie som skibsbrændstof i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland i det arktiske havområde
Miljø- og Ligestillingsministeriet
BEK nr 797 af 24/06/2024 I medfør af § 22, stk. 1, § 22 a, § 34, stk. 1 og 2, og § 46, stk. 1 i lov nr. 1534 af 19. december 2017 om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland, som ændret ved lov nr. 413 af 23. april 2024 fastsættes:
Anvendelsesområde og definitioner
(Stk. 3)
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på danske og grønlandske skibe, der befinder sig i det arktiske havområde inden for den eksklusive økonomiske zone ved Grønland. I det omfang det er foreneligt med international ret, finder bekendtgørelsen endvidere anvendelse på udenlandske skibe, som befinder sig i det arktiske havområde inden for den eksklusive økonomiske zone ved Grønland. Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke beskyttelse af havmiljøet, herunder regulering, tilsyn, beredskab og bekæmpelse, i forbindelse med aktiviteter omfattet af den grønlandske råstoflovgivning. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på følgende:
- Orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i ikkekommerciel statstjeneste.
- Skibe, der er involveret i sikring af skibes sikkerhed eller i eftersøgnings- og redningsoperationer.
- Skibe, der indgår i beredskab i forbindelse med oliespild i Arktis.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Den eksklusive økonomiske zone ved Grønland: Den eksklusive økonomiske zone ved Grønland som omfattet af definitionen i lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland § 5, stk. 1.
- Det arktiske havområde: Havområdet, der er beliggende nord for en linje fra breddegraden 58°00᾽. 0 N og længdegraden 042°00᾽. 0 V til breddegraden 64°37᾽. 0 N, længdegraden 035°27᾽. 0 V og derfra via en kompaslinje til breddegraden 67°03᾽. 9 N, længdegraden 026°33᾽. 4 V og derfra via en kompaslinje til breddegraden 70°49᾽. 56 N og længdegraden 008°59᾽. 61 V (Sørkapp, Jan Mayen) og via den sydlige kyst af Jan Mayen til 73°31᾽. 6 N og 019°01᾽. 0 Ø ved Bjørnøya, og derfra via en stor cirkellinje til breddegraden 68°38᾽. 29 N og længdegraden 043°23᾽08 Ø (Cap Kanin Nos) og derfra via den nordlige kyst af det asiatiske kontinent østpå til Beringstrædet og derfra fra Beringstrædet vestpå til breddegraden 60° N så langt som til Il᾽pyrskiy og langs den 60. nordlige breddegrad østpå så langt som til og inklusive Etolin-strædet og derfra via den nordlige kyst af det nordamerikanske kontinent så langt sydpå som til breddegraden 60° N og derfra østpå langs breddegraden 60° N til længdegraden 056°37᾽. 1 V og derfra til breddegraden 58°00᾽. 0 N, længdegraden 042°00᾽. 0 V.
- Kategori A-skib: Et skib, der i henhold til skibets polarskibscertifikat er certificeret som et kategori A-skib af et af Søfartsstyrelsen godkendt klassifikationsselskab.
- Kategori B-skib: Et skib, der i henhold til skibets polarskibscertifikat er certificeret som et kategori B-skib af et af Søfartsstyrelsen godkendt klassifikationsselskab.
- Kyst: Den basislinje, hvorfra det ydre territorialfarvand er fastlagt i overensstemmelse med international ret.
- Ydre territorialfarvand: Ydre territorialt farvand som omfattet af definitionen i lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland § 5, stk. 3.
- Olie: Olie som omfattet af definitionen i lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland § 8, stk. 1.
- Råolie: Enhver flydende kulbrinteblanding, der forekommer naturligt i jorden, uanset om den er behandlet for at gøre den egnet til transport, herunder råolie, hvorfra visse destillater kan være fjernet, og råolie, hvortil visse destillater kan være tilføjet.
- Skib: Skib som omfattet af definitionen i lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland § 4, stk. 5.
- Søterritoriet: Søterritoriet som omfattet af lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland § 5, stk. 2.
Forbud mod anvendelse og transport med henblik på anvendelse af tung olie som skibsbrændstof
(Stk. 2)
§ 3. Anvendelse og transport af tung olie som skibsbrændstof og transport med henblik på anvendelse af tung olie som skibsbrændstof er forbudt. Stk. 2. Ved tung olie forstås olie, bortset fra råolie, med en højere massefylde end 900 kg/m 3 ved 15° C, eller en højere kinematisk viskositet end 180 mm 2 /s ved 50° C.
Fritagelse fra tank- og rørrensning
§ 4. Tank- og rørrensning er ikke påkrævet efter tidligere anvendelse eller transport af tung olie omfattet af § 3, stk. 2, som skibsbrændstof.
Dispensation
(Stk. 4)
§ 5. Miljøstyrelsen kan på baggrund af en ansøgning meddele en midlertidig dispensation fra forbuddet i § 3 til danske og grønlandske skibe. Dispensationer kan kun meddeles for perioden frem til og med den 30. juni 2029. Miljøstyrelsen hører Naalakkersuisut inden Miljøstyrelsen træffer afgørelse om udstedelse af dispensation gældende for skibe i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland. Stk. 2. Miljøstyrelsen kan fastsætte nærmere angivne vilkår ved meddelelse af en dispensation efter stk. 1. Stk. 3. Miljøstyrelsen skal ved forvaltningen af stk. 1 tage højde for FN’s Søfartsorganisations retningslinjer for udarbejdelsen af sådanne dispensationer. Stk. 4. Miljøstyrelsen underretter FN’s Søfartsorganisation med oplysninger om dispensationer udstedt efter stk. 1.
Tilsyn
§ 6. Miljøstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse, jf. lovens regler herom.
Klageadgang
§ 7. Miljøstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til miljøministeren.
Foranstaltninger
(Stk. 4)
§ 8. Medmindre mere indgribende foranstaltninger er forskyldt efter den øvrige lovgivning, idømmes med bøde den, der
- anvender eller transporterer tung olie i strid med reglerne i § 3,
- tilsidesætter vilkår i en dispensation givet efter § 5, stk. 2, eller
- afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgning om dispensation efter § 5, stk. 1. Stk. 2. Efter § 46, stk. 1, i lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland kan overtrædelse af reglerne nævnt i stk. 1 medføre idømmelse af andre foranstaltninger efter kriminallov for Grønland, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
- voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller
- opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser. Stk. 3. Efter § 46, stk. 3, i lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland finder stk. 2 ikke anvendelse for overtrædelser begået fra udenlandske skibe. Stk. 4. For overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse begået af et selskab m.v. (juridisk person) kan bødeansvar efter kapitel 5 i kriminallov for Grønland pålægges selskabet, jf. lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland § 48.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
(Stk. 2)
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024. Stk. 2. Bekendtgørelsen finder først anvendelse den 1. juli 2029 for følgende skibe:
- Skibe, som overholder reglerne i bilag 1 regel 12A i bekendtgørelse om forebyggelse mod forurening fra skibe.
- Kategori A- og B-skibe, som er bygget efter den 1. januar 2017 med en samlet oliebrændstofkapacitet på mindre end 600 m 3 , dog ikke under 30 m 3 .
Miljøministeriet /Magnus Heunicke / Tone Madsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2024
- Ikrafttrædelsesdato
- 25. juni 2024