BL 7-17 Bestemmelser om meteorologisk tjeneste og meteorologisk udstyr (Udgave 4, 7. november
Transportministeriet
BEK nr 9948 af 07/11/2024 I medfør af § 54 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 31. januar 2024, og § 54 og § 149, stk. 10, i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om luftfart, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 141 af 6. februar 2024, og for Grønland § 54 og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 24. januar 2024, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1625 af 12. december 2023 om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafikstyrelsens forskrifter, § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1619 af 8. december 2023 for Færøerne om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafikstyrelsens forskrifter på luftfartsområdet, og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1126 af 25. oktober 2024 for Grønland om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafikstyrelsens forskrifter på luftfartsområdet:
- Referencedokumenter 1.1 Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/373 af 1. marts 2017 om fastsættelse af fælles krav til udøvere af lufttrafikstyrings- og luftfartstjenester og andre lufttrafikstyringsnetfunktioner og tilsynet med disse udøvere, om ophævelse af forordning (EF) nr. 482/2008, gennemførelsesforordning (EU) nr. 1034/2011 og (EU) nr. 1035/2011 samt forordning (EU) 2016/1377 og om ændring af forordning (EU) nr. 677/2011, som ændret ved forordning (EU) nr. 2020/469 af 14. februar 2020, forordning (EU) nr. 2021/665 af 22. april 2021, forordning (EU) nr. 2021/1338 af 11. august 2021, forordning (EU) 938 af 26. juli 2022, forordning (EU) 2023/1771 af 12. september 2023, forordning (EU) nr. 2024/403 af 30. januar 2024 og forordning 2024/1111 af 10. april 2024, i det følgende benævnt ATM/ANS-forordningen. 1.2 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 550/2004 af 10. marts 2004 om udøvelse af luftfartstjenester i det fælles europæiske luftrum, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1070/2009 af 21. oktober 2009, i det følgende benævnt luftfartstjenesteforordningen. 1.3 BL 7-5, Bestemmelser for Færøerne og Grønland om krav til udøvelse af luftfartstjenester og visse øvrige tjenester til brug for luftfarten m.v., 1. udgave af 7. marts 2022. 1.4 ICAO Annex 3, International Standards and Recommended Practices, Meteorological Service for International Air Navigation, 20. Udgave af juli 2018 med ændring 79 af 20. Juli 2020 og ændring 80 af 30. september 2020. 1.5 WMO No 1209 – Compendium of WMO Competency Frameworks fra 2019. 1.6 De dokumenter, der er nævnt i pkt. 1.1 - 1.2 findes på den Europæiske Unions hjemmeside www.eur-lex.europa.eu. Det dokument, der er nævnt i pkt. 1.3 findes på Retsinformations hjemmeside www.retsinfo.dk og på Trafikstyrelsens hjemmeside www.trafikstyrelsen.dk. Oplysning om indholdet af alle dokumenter kan desuden fås ved henvendelse til Trafikstyrelsen på e-mailadressen: info@trafikstyrelsen.dk.
- Definitioner 2.1 ATM/ANS-forordningen/BL-7-5: Fælleshenvisning af praktiske hensyn, hvor ATMA/ANS-forordningen, jf. pkt. 1.1, gælder for Danmark og BL 7-5, jf. pkt. 1.2, gælder for Færøerne og Grønland. 2.2 For øvrige definitioner henvises til ATM/ANS-forordningen/BL 7-5.
- Anvendelsesområde Denne BL fastsætter bestemmelser for meteorologisk tjeneste og meteorologisk udstyr for civil luftfart indenfor dansk område samt inden for områder, hvor Danmark i henhold til internationale aftaler er forpligtet til at udøve meteorologiske tjenester. Bestemmelserne supplerer de fastsatte krav til meteorologisk tjenesteudøvelse i ATM/ANS-forordningen/BL 7-5.
- Generelt Meteorologisk vejrobservationstjeneste (luftfartens meteorologiske station), flyvepladsens meteorologiske kontor samt et meteorologisk overvågningskontor skal, udover hvad der følger af reglerne i ATM/ANS-forordningen/BL 7-5, etableres og udøves i overensstemmelse med bestemmelserne i denne BL.
- Etablering af meteorologisk tjeneste 5.1 Den, som via elektronisk distribution stiller meteorologiske data til rådighed for den almene luftfart som aeronautiske meteorologiske data, skal etablere en meteorologisk vejrobservationstjeneste (luftfartens meteorologiske station). 5.2 Den, som i henhold til artikel 9 i luftfartstjenesteforordningen gældende for Danmark og § 54 i lov om luftfart gældende for Færøerne og Grønland er udpeget som vejrtjenesteudøver med eneret til at levere meteorologiske data, skal etablere flyvepladsens meteorologiske kontor samt meteorologisk overvågningskontor. 5.3 Trafikstyrelsen kan i særlige tilfælde, begrundet i de meteorologiske forhold, arten eller omfanget af flyvning på en flyveplads, stille krav om etablering af meteorologisk vejrobservationstjeneste på flyvepladsen (luftfartens meteorologiske station).
- Ansvar 6.1 Den, der har etableret en meteorologisk tjeneste i overensstemmelse med pkt. 5.1, 5.2 eller 5.3, skal sikre, at bestemmelserne om uddannelse, de operative bestemmelser og bestemmelserne om meteorologisk udstyr i afsnit 7-11, overholdes. 6.2 Den, der med meteorologisk udstyr genererer meteorologiske data alene til lokal brug for en flyveplads, der er godkendt i medfør af § 60 i lov om luftfart eller certificeret efter EU-forordninger på flyvepladsområdet, eller genererer meteorologiske data som ikke-aeronautiske meteorologiske data, uden at være pligtig til at etablere en meteorologisk tjeneste i overensstemmelse med pkt. 5.1, 5.2 eller 5.3, skal alene opfylde de tekniske krav til det meteorologiske udstyr i pkt. 11.1.
- Uddannelse 7.1 Personer som, i henhold til ATM/ANS forordningen/BL 7-5, udarbejder rutinemæssige vejrobservationer, samt personer, som distribuerer vejrobservationer skal gennemføre et af Trafikstyrelsen godkendt uddannelsesprogram. 7.1.1 Uddannelsesprogrammet skal tage udgangspunkt i WMO publikation No. 1209 – Compendium of WMO Competency Frameworks, seneste udgave. 7.1.2 Uddannelsesprogrammets indhold skal tage hensyn til lokale meteorologiske forhold. 7.2 Personer som, i henhold til ATM/ANS forordningen/BL 7-5, udarbejder rutinemæssige vejrobservationer, samt personer, som distribuerer vejrobservationer skal mindst hvert andet år gennemføre meteorologisk vedligeholdelsestræning. 7.2.1 Den meteorologiske vedligeholdelsestræning skal omfatte en teoretisk del og en praktisk del relateret til vejrobservationstjenesten på den pågældende flyveplads. 7.3 Gennemførelse af uddannelsesprogrammet samt vedligeholdelsestræningen skal være dokumenteret.
- Luftfartens meteorologiske station 8.1 For luftfartens meteorologiske station, som i henhold til ATM/ANS-forordningen/BL 7-5, skal udsende vejrobservationer (METAR), gælder følgende supplerende bestemmelser. 8.2 METAR, som i henhold til ATM/ANS-forordningen/BL 7-5, jf. MET. OR. 200, litra a, nr. 3, skal udsendes på minuttal 20 og 50. 8.3 Trafikstyrelsen kan for Færøerne og Grønland, udover hvad der følger af BL 7-5, jf. MET. OR. 200, litra b, bestemme, at METAR kan udstedes hver time under hensyntagen til flyvepladsens beflyvningsmønster og øvrige relevante forhold. 8.4 Hvis METAR udsendes hver time i henhold til pkt. 8.3 eller i henhold til ATM/ANS-forordningen/BL 7-5, jf. MET. OR. 200, litra b, skal METAR udsendes 10 minutter før hver hele time. 8.5 METAR kan udsendes som AUTO-METAR.
- Flyvepladsens meteorologiske kontor 9.1 For flyvepladsens meteorologiske kontor, som i henhold til ATM/ANS-forordningen/BL 7-5, har ansvar for udstedelse af vejrudsigter (TAF samt TREND) for flyvepladser, som angivet i henholdsvis AIP Danmark, AIP Færøerne og AIP Grønland, afsnit AD. 2 under den pågældende flyveplads, gælder følgende supplerende bestemmelser. 9.2 For flyvepladser med en begrænset åbningstid, kan flyvepladsens meteorologiske kontor udstede TAF med en gyldighedsperiode under minimumskravet på 9 timer, efter ATM/ANS-forordningen/BL 7-5, jf. MET. TR. 220, litra c. 9.3 AUTO observationer (AUTO-METAR) kan anvendes som grundlag for udarbejdelse af TAF. 9.4 Hvis flyvepladsens meteorologiske kontor vurderer, at kvaliteten af udsendte vejrobservationer fra luftfartens meteorologiske station er utilstrækkelig, kan flyvepladsens meteorologiske kontor beslutte, at udstedelse af fortsat TAF suspenderes.
- Meteorologisk overvågningskontor 10.1 For det meteorologiske overvågningskontor, som i henhold til ATM/ANS-forordningen/BL 7-5 skal udsende områdeudsigter for flyvninger i lav højde (LLF), gælder følgende supplerende bestemmelser. 10.2 Områdeudsigter i henhold til ATM/ANS-forordningen/BL 7-5, jf. MET. OR. 260, litra b, skal a. være gældende fra jordoverfladen til et flyveniveau ikke lavere end flyveniveau 100 (10.000 fod) og ikke højere end flyveniveau 150 (15.000 fod), b. have en gyldighedsperiode på minimum 8 timer ved udstedelsestidspunktet, og c. som minimum dække tidsrummet mellem kl. 06.00 og 22.00 lokal tid. 10.3 Hvis der registreres signifikante ændringer til indholdet i en udsendt områdeudsigt, skal denne opdateres snarest muligt i samråd med andre relevante meteorologiske overvågningskontorer.
- Meteorologisk udstyr på flyvepladser 11.1 Meteorologisk udstyr, som anvendes til at indsamle meteorologiske data, skal opfylde de tekniske og operationelle standarder i ICAO Annex 3 samt henvisninger deri til relevante WMO publikationer. 11.2 Alt meteorologisk udstyr, som er en del af den meteorologiske tjenestes funktionelle system, skal jævnligt kontrolleres for at sikre, at de leverede meteorologiske data til stadighed er korrekte. Kontrolintervaller skal som minimum følge udstyrfabrikantens anbefalinger. 11.3 Der skal udarbejdes en drifts- og vedligeholdelsesinstruks (D&V), som beskriver hvert meteorologisk udstyr, som er en del af det meteorologiske funktionelle system, herunder beskriver de periodiske kontroleftersyn som er nødvendige for udstyrets kontinuerlige korrekte funktioner. 11.3.1 Der skal benyttes checkskemaer ved de periodiske kontroleftersyn. 11.4 Meteorologisk udstyr, som er placeret uden for flyvepladsens område, skal være beskyttet mod uvedkommende påvirkning, hvis der er konstateret en risiko for sådan påvirkning. 11.5 Til bestemmelse af banesynsvidde (RVR) for kategori I landingsbaner kan, jf. ATM/ANS-forordningen/BL 7-5, MET. TR. 210, litra c, nr. 3 (e.c.), manuel observation af højintensive banekant- eller centerlinjelys anvendes.
- Dispensation Trafikstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i denne BL, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, herunder internationale regler på området.
- Klageadgang Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen efter denne BL kan ikke indbringes for Transportministeriet eller anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelse om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafikstyrelsens forskrifter.
- Straffebestemmelse 14.1 Overtrædelse af bestemmelserne i afsnit 5, pkt. 8.2, pkt. 8.4, pkt. 10.2 - 10.3, pkt. 11.1 - 11.4 straffes med bøde, jf. § 149, stk. 10, i lov om luftfart, medmindre højere straf er forskyldt efter lov om luftfart. 14.2 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. § 149, stk. 14, i lov om luftfart.
- Ikrafttræden 15.1 Denne BL træder i kraft den 1. juli 2025. 15.2 BL 7-17, Bestemmelser om meteorologisk vejrobservations- og formidlingstjeneste, 3. udgave af 12. december 2008 og BL 7-18, Bestemmelser om meteorologisk udstyr på flyvepladser, 3. udgave af 12. december 2008 ophæves.
Trafikstyrelsen /Nanna Møller / Lars Korsholm/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2024
- Ikrafttrædelsesdato
- 8. november 2024