TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier

DanmarkBekendtgørelse2025

Erhvervsministeriet

BEK nr 103 af 27/01/2025 I medfør af § 10 i lov nr. 871 af 22. juni 2022 om Danmarks Eksport- og Investeringsfond fastsættes:

§ 1

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for Danmarks Eksport- og Investeringsfonds vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier.

Ordningens rammer

§ 2

(Stk. 7)

§ 2. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan anvende den tilgængelige ramme, jf. § 4, til vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier. Stk. 2. Ordningen kan anvendes på følgende måder:

  1. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan yde vækstlån som et supplement til øvrig finansiering, når en virksomhed ikke kan opnå fuld privat finansiering, f.eks. gennem sit pengeinstitut.
  2. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan udstede vækstgarantier. Udstedelse af vækstgarantier er ikke likviditetskrævende på indgåelsestidspunktet.
  3. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan yde ansvarlige lån. Stk. 3. Vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier er målrettet små og mellemstore virksomheder, jf. Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (2003/361/EF). Stk. 4. Vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier skal indgå i en samlet finansieringsløsning, der som hovedregel inkluderer privat medfinansiering fra pengeinstitutter og/eller andre långivere. Stk. 5. Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal sikre, at den samlede portefølje af vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier, jf. § 3, stk. 1, til enhver tid modsvares af privat medfinansiering, der som minimum udgør samme beløb. Stk. 6. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan trække likviditet til at dække eventuelle udbetalinger på tabsgivende vækstgarantier ved at optage lån inden for den afsatte låneramme, jf. § 4, stk. 1, om end samlede tab på ordningen dækkes af Danmarks Eksport- og Investeringsfond, jf. §4, stk. 3. Ved udstedelse af vækstgarantier skal Danmarks Eksport- og Investeringsfond inkludere det samlede garantibeløb i den anvendte låneramme, som ikke må overskride adgangen til låneoptag i § 4. Stk. 7. Løbetiden på vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier kan maksimalt udgøre 30 år.

Statsstøtte

§ 3

§ 3. Vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier skal ydes på markedsvilkår i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler, jf. Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (2016/C 262/01).

Økonomi

§ 4

(Stk. 4)

§ 4. Der kan udstedes vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier inden for en samlet ramme på 6 mia. kr. i 2022, 6,75 mia. kr. i 2023 og 7,5 mia. kr. i 2024 og frem, hvoraf 1 mia. kr. reserveres til nye lån og garantier ydet efter bekendtgørelsens ikrafttræden i landdistrikter. Ved definition af landdistrikter tages der udgangspunkt i Danmarks Statistiks Kommunegruppering på hhv. hovedstads-, land-, oplands-, provinsby- og storbykommuner, hvor ”landkommuner” defineres som landdistrikter. Med nye lån og garantier forstås lån og garantier, hvor der indgås endelig aftale om finansiering, som ydes, efter denne bekendtgørelses ikrafttræden. Stk. 2. Finansieringsrammen består af en adgang til at optage lån svarende til rammen til at udstede vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier, jf. stk. 1. Stk. 3. Danmarks Eksport- og Investeringsfond hæfter for eventuelle tab på ordningen, ligesom et eventuelt overskud tilfalder Danmarks Eksport- og Investeringsfond. Stk. 4. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds administrationsomkostninger afholdes inden for afkastet på investeringerne.

Tilsyn og revision

regnskab
§ 5

(Stk. 4)

§ 5. Erhvervsministeriet fører tilsyn med Danmarks Eksport- og Investeringsfonds anvendelse af vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier som del af det almindelige tilsyn med Danmarks Eksport- og Investeringsfond. Stk. 2. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier skal indgå i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds årsrapport, der revideres. Stk. 3. Danmarks Eksport- og investeringsfond skal løbende opgøre de aktiviteter, der er foretaget under faciliteten. Stk. 4. Danmarks Eksport- og Investeringsfond har pligt til at holde erhvervsministeren orienteret om alle væsentlige forhold, herunder væsentlige afvigelser fra den forventede udvikling i ordningen.

Efterregulering

§ 6

§ 6. Der foretages ikke efterregulering af resultatet på Danmarks Eksport- og Investeringsfonds vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier, da Danmarks Eksport- og Investeringsfond hæfter for eventuelle tab på ordningen, ligesom et eventuelt overskud tilfalder Danmarks Eksport- og Investeringsfond, jf. § 4, stk. 3.

Ikrafttræden

§ 7

(Stk. 2)

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. februar 2025. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 463 af 14. maj 2024 om vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier ophæves.

Erhvervsministeriet /Morten Bødskov / Julie Sonne/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
4. februar 2025
Bekendtgørelse om vækstlån, ansvarlige lån og vækstgarantier | TheLawyer.sh