TheLawyer.sh
Tilbage

EKA-bekendtgørelsen

Bekendtgørelse om erhvervskandidatuddannelse ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriet

BEK nr 1123 af 19/09/2025

DanmarkBekendtgørelse2025

Uddannelses- og Forskningsministeriet

§ 1

En erhvervskandidatuddannelse er en kandidatuddannelse tilrettelagt på deltid for personer i sideløbende beskæftigelse.

§ 2

Uddannelsesinstitutionen kan udbyde en erhvervskandidatuddannelse, når uddannelsesinstitutionen er godkendt til at udbyde kandidatuddannelsen som en heltidsuddannelse, jf. dog § 4. Udbud af en erhvervskandidatuddannelse forudsætter, at uddannelsesinstitutionen tillige udbyder og optager studerende på kandidatuddannelsen som en heltidsuddannelse.

§ 3

Hvis ikke andet følger af denne bekendtgørelse, gælder følgende regler for uddannelsesinstitutionens udbud af erhvervskandidatuddannelser:

  1. Bekendtgørelse om uddannelser ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.
  1. Bekendtgørelse om eksamen og censur ved de videregående kunstneriske uddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
  1. Bekendtgørelse om karakterskala ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.
  1. Bekendtgørelse om adgang til videregående kunstneriske uddannelser tilrettelagt på heltid.
  1. Bekendtgørelse om talentinitiativer på de videregående uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.

§ 4

Uddannelses- og forskningsministeren træffer afgørelse om, hvorvidt uddannelsesinstitutionens udbud af en erhvervskandidatuddannelse kan godkendes, jf. kapitel 2.

§ 5

Uddannelsesinstitutionen ansøger uddannelses- og forskningsministeren om godkendelse af en erhvervskandidatuddannelse. Ansøgning om godkendelse indsendes til Uddannelses- og Forskningsministeriet 2 gange årligt – inden henholdsvis den 15. januar eller den 1. september.

Stk. 2

Forud for indgivelse af ansøgning efter stk. 1 skal uddannelsesinstitutionen sikre, at den ansøgte erhvervskandidatuddannelse er i overensstemmelse med de regler, der er nævnt i § 3.

§ 6

Uddannelsesinstitutionens ansøgning om godkendelse skal indeholde eventuelle positive tilkendegivelser fra arbejdsmarkedsorganisationer, herunder at de er interesseret i at ansætte bachelorer, der sideløbende med ansættelsen gennemfører en erhvervskandidatuddannelse.

Stk. 2

Uddannelsesinstitutionens ansøgning skal endvidere indeholde oplysning om, hvornår erhvervskandidatuddannelsen forventes at kunne igangsættes (første optag) og størrelsen af uddannelsens optag. I tilknytning til optagets forventede størrelse skal uddannelsesinstitutionen endvidere oplyse, om der fastsættes krav om, at optagelse på erhvervskandidatuddannelsen skal ske inden for en bestemt periode fra afslutningen af den adgangsgivende bacheloruddannelse, jf. § 11.

§ 7

Ministeren træffer afgørelse på baggrund af en helhedsvurdering af følgende kriterier:

  1. Om en høj andel af de nyuddannede erhvervskandidater forventes at få beskæftigelse på det private arbejdsmarked, herunder at der er en systematisk høj andel af de beskæftigede kandidater fra eksisterende kandidatuddannelser på heltid, der har beskæftigelse i den private sektor.
  1. Om der er faglig og geografisk spredning med henblik på at opnå erfaring fra forskellige institutioner og forskellige fagområder.
  1. Om der er et forholdsvist højt optag på den eksisterende kandidatuddannelse på heltid, således at det forventes, at institutionen kan opretholde udbud af både kandidatuddannelsen og erhvervskandidatuddannelsen.
  1. Om der er en forholdsvis lav ledighed blandt nyuddannede fra den eksisterende kandidatuddannelse på heltid, således at det kan forventes, at der vil være tilstrækkeligt med ansøgere, der er i relevant beskæftigelse.
  1. Om der er eventuelle positive tilkendegivelser fra arbejdsmarkedsorganisationer, herunder at de er interesseret i at ansætte bachelorer, der sideløbende med ansættelsen gennemfører en erhvervskandidatuddannelse, jf. § 7, stk. 1.
Stk. 2

Ministeren træffer afgørelse om:

  1. Godkendelse til udbud af en erhvervskandidatuddannelse.
  1. Afslag på godkendelse til udbud af en erhvervskandidatuddannelse.

§ 8

Ministeren kan bestemme, at en godkendelse til at udbyde en erhvervskandidatuddannelse skal bortfalde, hvis der er et højt frafald fra erhvervskandidatuddannelsen, en høj grad af studieskift til heltidskandidatuddannelsen, et for lavt optag på erhvervskandidatuddannelsen eller alene beskæftigelse på studiejobniveau eller lignende. Der kan herefter ikke optages yderligere studerende på erhvervskandidatuddannelsen. De studerende har ret til at færdiggøre uddannelsen ved den pågældende uddannelsesinstitution i henhold til de regler, der i øvrigt gælder for erhvervskandidatuddannelsen.

§ 9

Adgang til en erhvervskandidatuddannelse forudsætter de samme faglige adgangskrav, som er fastsat for kandidatuddannelsen på heltid. Udover de faglige adgangskrav skal ansøgeren opfylde én af følgende to betingelser for at kunne blive optaget på en erhvervskandidatuddannelse:

  1. Have en dokumenteret ansættelsesaftale med en offentlig eller privat arbejdsgiver om sideløbende relevant beskæftigelse på baggrund af en relevant bacheloruddannelse eller anden relevant dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau, svarende til mindst 25 timer om ugen i gennemsnit (årsnorm), jf. dog stk. 3, så ansøgeren vil være en integreret del af arbejdspladsen på linje med fuldtidsansatte samtidigt med sine kandidatstudier.
  1. Være iværksætter med en faglig relevant selvstændig virksomhed, der har omsætning og indtægtsgivende aktiviteter, eller er tilknyttet et offentligt eller privat iværksættermiljø.
Stk. 2

Uddannelsesinstitutionen fastsætter de nærmere rammer for dokumentationen af ansættelsesaftalen og af at være i et reelt iværksætterforløb. I forbindelse med ansættelsen med en arbejdsgiver skal der senest ved studiestart foreligge dokumentation for, at virksomhed og studerende er bekendt med formål og vilkår for at indgå i et erhvervskandidatforløb, og der skal foreligge en beskrivelse af sammenhæng mellem ansættelse og uddannelse samt den forventede arbejdstid i ansættelsen.

Stk. 3

Uddannelsesinstitutionen kan i særlige tilfælde dispensere fra minimumstimetallet i stk. 1, nr. 1, såfremt beskæftigelsen opfylder kravet om at være relevant.

§ 10

Såfremt der er et færre antal ansøgere, der opfylder adgangskravene end antallet af studiepladser, kan uddannelsesinstitutionen optage ansøgere, selvom de ikke opfylder kravet i § 9 stk. 1, nr. 1. Optagelsen er betinget af, at ansøgeren senest 1 måned inden studiestart opfylder kravet i § 9 stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Hvis der senest 1 måned inden studiestart er flere ansøgere, der er betinget optaget og opfylder kravet i § 9, stk. 1, nr. 1, end der er ledige studiepladser, skal uddannelsesinstitutionen udvælge de ansøgere, der kan optages. Udvælgelsen skal ske efter kriterier, der på forhånd er fastsat af uddannelsesinstitutionen. Uddannelsesinstitutionen må alene anvende fagligt relevante kriterier fra den afsluttede bacheloruddannelse som udvælgelseskriterier.

Stk. 3

Hvis uddannelsesinstitutionen vælger at give mulighed for at gøre optagelsen betinget, skal oplysning herom samt oplysning om udvælgelseskriterierne være offentligt tilgængelige fra det tidspunkt, hvor uddannelsesinstitutionen udbyder erhvervskandidatuddannelsen. Ændring i udvælgelseskriterierne skal offentliggøres mindst 1 år, før de får virkning.

§ 11

Uddannelsesinstitutionen kan bestemme, at optagelse på en erhvervskandidatuddannelse skal ske inden for en bestemt periode fra afslutningen af den adgangsgivende bacheloruddannelse.

§ 12

Efter optagelse på erhvervskandidatuddannelsen skal den studerende opretholde den relevante beskæftigelse eller iværksættervirksomhed under hele uddannelsesforløbet. Uddannelsesinstitutionen skal mindst to gange om året indhente dokumentation herfor.

Stk. 2

Dokumentation efter stk. 1 kan blandt andet ske ved, at den studerende underskriver en tro- og loveerklæring, som forpligter den studerende til at give uddannelsesinstitutionen meddelelse om væsentlige ændringer i den studerendes beskæftigelse eller iværksættervirksomhed, som vil kunne indebære, at den studerende ikke længere opfylder adgangskravene til erhvervskandidatuddannelsen, jf. § 9.

Stk. 3

Hvis uddannelsesinstitutionen vurderer, at den studerende ikke længere opfylder kravet til beskæftigelse eller iværksættervirksomhed, skal uddannelsesinstitutionen overflytte den studerende til kandidatuddannelsen på heltid så vidt muligt fra førstkommende semesterstart, dog senest inden udgangen af førstkommende semester.

§ 13

Hvis en studerende skifter arbejdsgiver eller overgår fra iværksættervirksomhed til anden relevant beskæftigelse, skal den studerende ansøge uddannelsesinstitutionen om fortsat at være indskrevet på erhvervskandidatuddannelsen.

Stk. 2

Hvis uddannelsesinstitutionen vurderer, at den nye beskæftigelse ikke kan sidestilles med den oprindelige beskæftigelse, kan den studerende ikke fortsætte på erhvervskandidatuddannelsen. Uddannelsesinstitutionen skal overflytte den studerende til kandidatuddannelsen på heltid så vidt muligt fra førstkommende semesterstart, dog senest inden udgangen af førstkommende semester.

§ 14

Efter optagelse på erhvervskandidatuddannelsen har den studerende efter ansøgning ret til at blive overflyttet til kandidatuddannelsen på heltid fra førstkommende semesterstart.

§ 15

Studerende ved en erhvervskandidatuddannelse kan ikke samtidig indskrive sig på en anden erhvervskandidatuddannelse eller kandidatuddannelse på heltid.

§ 16

Er kandidatuddannelsen på heltid dimensioneret på det samlede aktivitetsniveau, fastsættes dimensioneringen af kandidatuddannelsen på heltid og erhvervskandidatuddannelsen således, at det samlede aktivitetsniveau på de to uddannelser svarer til det hidtil samlede aktivitetsniveau for kandidatuddannelsen på heltid.

§ 17

Kan uddannelsesinstitutionen ikke optage alle rettidigt tilmeldte ansøgere til erhvervskandidatuddannelsen, skal udvælgelse ske efter kriterier, der på forhånd er fastsat af uddannelsesinstitutionen. Uddannelsesinstitutionen må alene anvende fagligt relevante kriterier fra den afsluttede bacheloruddannelse som udvælgelseskriterier. Kriterierne skal være offentligt tilgængelige fra det tidspunkt, hvor uddannelsesinstitutionen annoncerer erhvervskandidatuddannelsen. Ændring i kriterierne skal offentliggøres mindst 1 år, før de får virkning.

§ 18

Erhvervskandidatuddannelsen skal tilrettelægges som deltidsuddannelse, sådan at den studerende kan fuldføre uddannelsen inden for den dobbelte tidsramme i forhold til kandidatuddannelsen på heltid.

§ 19

Uddannelsesinstitutionen kan fastlægge et løbende studieaktivitetskrav i form af bestå-krav.

§ 20

Uddannelsesinstitutionen kan i studieordningen for erhvervskandidatuddannelsen fastsætte, at studerende på en erhvervskandidatuddannelse skal deltage i og bestå en studiestartsprøve for at kunne fortsætte på uddannelsen.

Stk. 2

Studiestartsprøven skal afholdes senest 4 måneder efter uddannelsens studiestart, og resultatet skal være meddelt den studerende senest 2 uger efter prøvens afholdelse. Hvis prøven ikke er bestået, har den studerende mulighed for at deltage i en omprøve, der afholdes senest 6 måneder efter uddannelsens studiestart. Den studerende har 2 prøveforsøg til at bestå studiestartsprøven.

Stk. 3

Uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra stk. 1 og 2, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

§ 21

Uddannelsesinstitutionen kan i studieordningen for erhvervskandidatuddannelsen fastsætte, at studerende på en erhvervskandidatuddannelse inden udgangen af første studieår efter studiestart skal deltage i en førsteårsprøve for at kunne fortsætte uddannelsen. De prøver, der indgår i førsteårsprøven, skal være bestået senest inden udgangen af den studerendes andet studieår, medmindre uddannelsesinstitutionen har fastsat, at prøven skal være bestået inden udgangen af den studerendes første studieår.

Stk. 2

Uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra de fastsatte tidsfrister i stk. 1, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

§ 22

Erhvervskandidatuddannelser gennemføres inden for institutionens årlige driftsbevilling eller driftstilskud. Institutionen skal opkræve fuld betaling fra udenlandske borgere, der ikke har krav på ligebehandling med danske borgere.

§ 23

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan dispensere fra bekendtgørelsen, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

§ 24

Retlige spørgsmål ved uddannelsesinstitutionens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Fristen for indgivelse af klage er 2 uger, fra den dag afgørelsen er meddelt.

Stk. 2

Klagen indgives til uddannelsesinstitutionen, der afgiver en udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere uddannelsesinstitutionens udtalelse inden for en frist af mindst 1 uge. Uddannelsesinstitutionen sender den samlede sag til behandling i styrelsen.

§ 25

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2025.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 1605 af 19. december 2017 om akademiske erhvervsoverbygningsuddannelser ved universiteterne og erhvervskandidatuddannelser ved universiteterne og de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner ophæves.


Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

/Mikkel Leihardt / Charlotte Løchte/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
23. september 2025
Bekendtgørelse om erhvervskandidatuddannelse ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriet | TheLawyer.sh