Bekendtgørelse om ansøgningsrunden til optag på ordningen for grundfinansiering af etablerede frivilligcentre
Social- og Boligministeriet
BEK nr 1127 af 22/09/2025 I medfør af tekstanmærkning nr. 111, stk. 1, ad 15.71.03. til § 15 på finansloven for finansåret 2025 fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 509 af 16. maj 2023 om delegation af social- og boligministerens beføjelser i lov om udlodning af overskud fra lotteri og visse beføjelser i finansloven:
Anvendelsesområde og kompetence
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for Social- og Boligstyrelsens afgørelse om optag på ordningen for grundfinansiering af etablerede frivilligcentre, jf. § 15.71.03.10. på finansloven for finansåret 2025.
§ 2. Social- og Boligstyrelsen kan træffe afgørelse om optag på ordningen for grundfinansiering af etablerede frivilligcentre.
Ansøgerkreds og formål
(Stk. 3)
§ 3. Ansøgningsrundens ansøgerkreds er frivilligcentre, der er etableret som selvejende institutioner eller frivillige foreninger. Stk. 2. Frivilligcentre har bl.a. til formål at gøre det lettere for den enkelte borger at engagere sig i frivilligt socialt arbejde og styrke samspillet mellem kommuner og frivillige foreninger på det sociale område. Stk. 3. Der skal være tale om etablerede frivilligcentre, som ikke er optaget på grundfinansieringsordningen, eller frivilligcentre under etablering, som afslutter deres 2-årige etableringsperiode i året for ansøgningen.
§ 4. Ansøgningsrundens formål er at give mulighed for, at eksisterende frivilligcentre, som ikke i forvejen modtager grundfinansiering, kan optages på ordningen for grundfinansiering af etablerede frivilligcentre.
Krav for at opnå tilskud
(Stk. 3)
§ 5. Det er et krav for at blive optaget på grundfinansieringsordningen, at ansøger og formål skal ligge inden for ansøgningsrundens ansøgerkreds og formål. Stk. 2. For at blive optaget på grundfinansieringsordningen skal frivilligcentret yderligere fremlægge følgende dokumentation:
- Vedtægter, der danner grundlag for en bredt sammensat bestyrelse med repræsentanter for forskellige brancher og sektorer og med forskellige kompetencer og erfaringer.
- En overordnet strategi eller forandringsteori for frivilligcentret med mål og opfølgning herpå.
- Kommunal medfinansiering på et beløb, der minimum svarer til den statslige grundfinansiering.
- Et bestyrelsesgodkendt budget for frivilligcentrets samlede drift i første grundfinansieringsår. Budgettet skal udgøre en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af frivilligcentrets forventede udgifter og indtægter. Stk. 3. Der gælder endvidere følgende organisatoriske krav for at blive optaget på grundfinansieringsordningen:
- Frivilligcentret skal arbejde i et afgrænset lokalområde, typisk en kommune.
- Frivilligcentret må ikke være kommunalt ejet, og det økonomiske og ledelsesmæssige ansvar må ikke ligge i den kommunale myndighed.
- Frivilligcentrets organisering skal understøtte optagelse på grundfinansieringsordningen.
§ 6. Der skal være sammenhæng mellem ansøgningens formål og opfyldelse af krav i § 5.
§ 7. Ansøger skal oplyse, hvis der er økonomiske interesser mellem ansøger og frivilligcentrets samarbejdspartnere.
Ansøgning om tilskud og indsendelse af oplysninger
§ 8. Social- og Boligstyrelsen fastsætter krav til ansøgning om optag på grundfinansieringsordningen og indsendelse af oplysninger, herunder ansøgningsfrist. Kravene offentliggøres på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
(Stk. 4)
§ 9. Offentlige myndigheder og offentlige institutioner m.v. skal indgive ansøgning om optag på grundfinansieringsordningen og indsende oplysninger ved anvendelse af Social- og Boligstyrelsens tilskudsportal. Stk. 2. Private ansøgere kan indgive ansøgning om optag på grundfinansieringsordningen og indsende oplysninger ved anvendelse af Social- og Boligstyrelsens tilskudsportal. Stk. 3. Ansøgning om optag på grundfinansieringsordningen skal indgives på den ansøgningsblanket, som Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet til ansøgningsrunden efter denne bekendtgørelse. Til ansøgningen skal vedlægges de bilag, der fremgår af ansøgningsmaterialet. Stk. 4. Ved indsendelse af oplysninger skal tilskudsmodtager overholde eventuelle formkrav, herunder anvende de skemaer og blanketter, som Social- og Boligstyrelsen stiller til rådighed på hjemmesiden.
§ 10. Social- og Boligstyrelsen kan afvise ansøgninger og indsendte oplysninger, som ikke overholder de krav, der fremgår af §§ 8 og 9.
Betingelser for frivilligcentre, som optages på grundfinansieringsordningen
(Stk. 3)
§ 11. Frivilligcentret skal årligt indsende dokumentation for kommunal medfinansiering. Stk. 2. Frivilligcentret skal hvert andet år indsende en overordnet strategi eller forandringsteori for frivilligcentret med mål og opfølgning herpå. Stk. 3. Frivilligcentret reguleres på følgende områder i overensstemmelse med reglerne for kategori C-institutioner i bekendtgørelse nr. 1776 af 20. december 2024 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Social- og Boligministeriet:
- Udbetaling af tilskud.
- Ændringer i budget, vedtægter m.v.
- Rapportering.
- Regnskab og revision.
- Bortfald og tilbagebetaling af tilskud.
Ikrafttræden
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. september 2025.
Social- og Boligstyrelsen /Ellen Klarskov Lauritzen / Anja Marie Toxværd Rasmussen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2025
- Ikrafttrædelsesdato
- 23. september 2025