Bekendtgørelse om distributionsselskabers planer for det fremtidige behov for distributionskapacitet og systemudvikling m.v.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
BEK nr 1185 af 02/10/2025 I medfør af § 11, stk. 4, og § 14, stk. 2, i lov om gasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 16. august 2023 som ændret ved lov nr. 736 af 20. juni 2025, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 840 af 25. juni 2025 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser.
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på distributionsselskabers forpligtelse til at udarbejde planer for det fremtidige behov for distributionskapacitet og systemudvikling (udviklingsplaner), der følger af § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om gasforsyning. Bekendtgørelsen fastsætter rammer for distributionsselskabers udviklingsplaner for gasinfrastruktur, herunder den kommende brintinfrastruktur, og den fastsætter rammer for inddragelse af princippet om energieffektivitet først i distributionsselskabers systemudvikling og investeringsbeslutninger samt Forsyningstilsynets opgaver i forhold til distributionsselskabers systemudvikling og systemdrift m.v.
Udviklingsplanens struktur og frekvens
(Stk. 6)
§ 2. Et distributionsselskab skal udarbejde én fælles plan for det fremtidige behov for distributionskapacitet og udvikling af det eksisterende gasdistributionssystem og det kommende system til distribution af brint af behørig gaskvalitet. Stk. 2. Udvikling skal forstås som forpligtelsen for et infrastrukturselskab til at tilrettelægge sin forretningsførelse over sin infrastruktur mest hensigtsmæssigt. Det indebærer, at alternative løsninger til fysisk infrastruktur overvejes og medregnes i infrastrukturselskabets muligheder i løsningskataloget. Stk. 3. Udviklingsplanen skal bestå af to særskilte dele. Én del skal identificere og dokumentere det fremtidige behov for kapacitet og udvikling af det eksisterende distributionssystem. Den anden del skal identificere og dokumentere det fremtidige behov for kapacitet og systemudvikling med henblik på distribution af brint. Stk. 4. Udviklingsplanen skal give et overblik på kort sigt og for en 10-årig periode. Stk. 5. Udviklingsplanen skal udarbejdes hvert andet år. Stk. 6. Udviklingsplanen skal sendes til ministerens udtalelse og stilles til rådighed for transmissionsselskaber eller transmissionssystemejere og systemoperatører i Danmark (Energinet).
Grundlag for udviklingsplaner
(Stk. 4)
§ 3. Et distributionsselskab skal ved udarbejdelse af udviklingsplanen tage udgangspunkt i Energistyrelsens analyseforudsætninger, som Energistyrelsen udmelder, samt selskabets egne analyser og datagrundlag, herunder markedsviden. Stk. 2. Energistyrelsen udmelder analyseforudsætningerne ved offentliggørelse på Energistyrelsens hjemmeside. Ved udarbejdelsen af udviklingsplanen skal distributionsselskabet lægge de senest tilgængelige analyseforudsætninger til grund. Stk. 3. Et distributionsselskab skal i udviklingsplanen redegøre for egne analyser og datagrundlag, herunder markedsviden, der lægges til grund for planlægningen som supplement til analyseforudsætninger. Stk. 4. Såfremt et distributionsselskab lægger egne analyser og datagrundlag til grund for sin planlægning, der indebærer afvigelser fra Energistyrelsens analyseforudsætninger, skal distributionsselskabet identificere og begrunde afvigelserne.
Indholdsmæssige krav til udviklingsplanen
(Stk. 4)
§ 4. Udviklingsplanen skal identificere og dokumentere det fremtidige behov for distributionskapacitet og udviklingsbehovet i distributionssystemet. Stk. 2. Udviklingsplanen skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
- En beskrivelse af de planlagte projekter for udvikling af distributionssystemet, herunder gasinfrastruktur og brintinfrastruktur.
- Den forventede udvikling i produktion og forsyning med gas, herunder brint.
- Den forventede udvikling i forbruget af gas, herunder brint.
- En beskrivelse af potentiel konvertering af dele af distributionssystemet, som kan blive brugt til transport af brint.
- Oplysninger om forventede tidspunkter for projekternes påbegyndelse.
- En redegørelse for, hvordan distributionsselskabet har anvendt princippet om energieffektivitet først i forbindelse med udarbejdelsen af udviklingsplanen. Princippet skal anvendes i overensstemmelse med definitionen af ”energieffektivitet først” i artikel 2, nr. 18, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999, og energieffektivitetsløsninger, herunder ressourcer og fleksibilitet på efterspørgselssiden, skal vurderes i forbindelse med systemplanlægning og større investeringsbeslutninger til en værdi af mere end 100.000.000 euro hver. Stk. 3. Udviklingsplanen skal ledsages af en liste over projekter, som et distributionsselskab planlægger at gennemføre, og forslag til potentielle projekter. Stk. 4. Listen efter stk. 3 skal suppleres med en generel beskrivelse af distributionsselskabets arbejde med foranstaltninger til minimering af energitab vedrørende projekter omfattet af listen. Listen skal også indeholde en opgørelse af det samlede energitab i distributionssystemet.
Høring og inddragelse af interessenter og relevante aktører
§ 5. Et distributionsselskab skal under udarbejdelsen af udviklingsplanen inddrage interessenter og relevante aktører. Distributionsselskabet skal involvere aktørerne bredt, herunder transmissionsselskaber, producenter og andre systembrugere.
(Stk. 5)
§ 6. Et distributionsselskab skal på sin hjemmeside offentliggøre udviklingsplanen sammen med en liste over projekter med henblik på høring og inddragelse af offentligheden. Stk. 2. Høringen skal vare 4 uger fra den dato, hvor udviklingsplanen og listen med projekter er gjort tilgængelige for offentligheden på hjemmesiden. Stk. 3. Giver de modtagne høringssvar anledning til at opdatere udviklingsplanen og listen med projekter, skal distributionsselskabet tage højde for det og evt. indarbejde høringssvarene i udviklingsplanen. Stk. 4. Et distributionsselskab skal offentliggøre modtagne høringssvar sammen med den endelige udviklingsplan og projektliste, jf. § 7, stk. 5. Stk. 5. Oplysninger, som er forretningsfølsomme, herunder økonomiske oplysninger, skal ikke offentliggøres.
Udviklingsplan sendes til ministerens udtalelse
(Stk. 5)
§ 7. Et distributionsselskab skal indsende sin udviklingsplan til klima-, energi- og forsyningsministerens udtalelse i overensstemmelse med § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om gasforsyning. Udviklingsplanen skal vedlægges liste med projekter og en orientering om en overordnet økonomisk ramme i forbindelse med de planlagte projekter. Stk. 2. Ministeren kan stille spørgsmål til udviklingsplanen eller listen med projekter, inden ministeren udtaler sig om udviklingsplanen. Distributionsselskabet skal tilpasse eller præcisere udviklingsplanen, hvis ministerens spørgsmål giver anledning hertil. Stk. 3. Ministeren kan anmode et distributionsselskab om at ændre udviklingsplanen, hvis det er ministerens vurdering, at udviklingsplanen burde have inddraget synspunkter eller burde have redegjort for spørgsmål stillet i de modtagne høringssvar. Stk. 4. Ministeren sender anmodning om ændring af udviklingsplanen senest 6 uger efter ministerens modtagelse af udviklingsplanen. Stk. 5. Et distributionsselskab skal senest 8 uger efter modtagelse af anmodning om ændring fra ministeren gøre den endelige udviklingsplan tilgængelig for offentligheden på sin hjemmeside.
Koordinering med Energinet
(Stk. 3)
§ 8. Et distributionsselskab skal have en løbende dialog om udviklingsplanen med Energinet for at opnå en sammenhængende og helhedsorienteret tilgang til gassystemets udvikling. Der kan ske udveksling af nødvendige oplysninger. Stk. 2. Et distributionsselskab skal stille udviklingsplanen til rådighed for Energinet, jf. § 14 stk. 1, nr. 5, i lov om gasforsyning. Udviklingsplanen skal både understøtte Energinets planlægning for egen infrastruktur samt eventuelt andre sammenkoblede infrastrukturselskaber. Stk. 3. Et distributionsselskab skal have en løbende dialog om udviklingsplanen med Energistyrelsen.
§ 9. Udviklingsplanen udgives samme år som Energinets udviklingsplan. Et distributionsselskab og Energinet koordinerer tidspunktet for offentliggørelsen. Den første plan for det fremtidige kapacitetsbehov og udvikling af gasdistributionssystemet og den kommende brintinfrastruktur udarbejdes i 2026.
Opdatering af udviklingsplanerne
(Stk. 2)
§ 10. Vurderer et distributionsselskab, at udviklingsplanen eller listen med projekter skal opdateres mellem de toårige perioder, jf. § 2, stk. 5, kan distributionsselskabet vælge at opdatere sin udviklingsplan eller liste med projekter inden denne frist. Stk. 2. Ved opdatering af en udviklingsplan efter stk. 1, afgør distributionsselskabet selv, om der er tale om ændringer, der nødvendiggør en høring, jf. § 6, stk. 1, eller en høring af relevante høringsparter, inden distributionsselskabet fremsender ændringen til ministeren.
Tilsyn m.v.
(Stk. 4)
§ 11. Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelse af kravene i §§ 2-6, § 7, stk. 1-2, § 8, stk. 2, § 10. Stk. 2. Forsyningstilsynet inddrager princippet om energieffektivitet først i forbindelse med tilsynets beslutninger vedrørende driften af distributionssystemet. Stk. 3. Forsyningstilsynet medtager et særligt afsnit om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at forbedre energieffektiviteten i relation til driften af distributionssystemet, i den årsrapport, som tilsynet udarbejder i henhold til § 5, stk. 1, i lov om Forsyningstilsynet. I afsnittet vurderer Forsyningstilsynet den samlede effektivitet i forbindelse med driften af distributionsinfrastrukturen og de gennemførte foranstaltninger. Stk. 4. Forsyningstilsynet kan på baggrund af årsrapporten, jf. stk. 3, komme med anbefalinger til, hvordan energieffektiviteten kan forbedres, hvis det er relevant.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
(Stk. 2)
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 11. oktober 2025. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 555 af 28. maj 2024 om distributionsselskabers planer for det fremtidige behov for distributionskapacitet og systemudvikling ophæves.
Energistyrelsen /Peter Christian Bakkesgaard Hansen / Jane Glindvad Kristensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2025
- Ikrafttrædelsesdato
- 6. oktober 2025