Bekendtgørelse om minkvirksomheders ansøgning om erstatning og kompensation som følge af aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink som følge af COVID-19 og om visse dele af erstatningen og kompensationen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
BEK nr 1218 af 10/10/2025 I medfør af § 8, stk. 3, 4, 5, 6 og 8, § 9 og § 10 c, stk. 1 og 2, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 6. januar 2022, fastsættes:
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Bekendtgørelsen fastsætter regler om ansøgning om erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. § 1, stk. 1, jf. regler fastsat efter § 8, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 10 af 6. januar 2022 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og om visse dele af erstatningen og kompensationen.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
- Minkvirksomhed: a) Enhver virksomhed ejet af en fysisk eller juridisk person, der har været i drift frem til den 4. november 2020, og som havde egenproduktion af mink i Danmark i 2018, 2019 eller 2020. b) Enhver virksomhed ejet af en fysisk eller juridisk person, som er ophørt i perioden fra den 15. juni 2020 til den 4. november 2020, og som havde egenproduktion af mink i Danmark i 2018, 2019 eller 2020. c) Enhver virksomhed ejet af en fysisk eller juridisk person, der har været i drift frem til den 4. november 2020, og som den 4. november 2020 havde disponeret og gennemført konkrete tiltag med henblik på opstart af egenproduktion af mink i Danmark i 2020 eller 2021.
- Minkvirksomhedens pelsindeks: Det af Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a. udarbejdede pelsindeks for auktioner i 2017-2019 med en erklæring uden væsentlige forbehold fra en godkendt revisor, som er udpeget af Fødevarestyrelsen.
Forskud på erstatning og kompensation til minkvirksomheder med egenproduktion af mink i 2020 ved permanent nedlukning
(Stk. 5)
§ 3. Fødevarestyrelsen tildeler og udbetaler efter ansøgning forskud på erstatning og kompensation som følge af aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. § 1, stk. 1, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink til minkvirksomheder, som havde egenproduktion af mink i 2020, og som ansøger om erstatning og kompensation for permanent nedlukning af minkvirksomhedens drift, jf. stk. 2-5. Stk. 2. For minkvirksomheder med pelsindeks 89,000 eller derover udgør forskuddet 40 kr. pr. det af Fødevarestyrelsen opgjorte antal hvalpe inkl. hanner i forbindelse med nedslagningen af mink som følge af COVID-19 pr. år i en 9-årig periode. Hvis minkvirksomhedens pelsindeks er under 100,000, reduceres forskuddet pr. hvalp med 3,3275 kr. pr. indekspoint under 100,000. Forskuddet øges ikke, hvis minkvirksomhedens pelsindeks er over 100,000. Stk. 3. Minkvirksomheder, der ikke har et pelsindeks eller har et pelsindeks 89,000 eller derunder kan i stedet for forskud efter stk. 2 ansøge om at modtage et forskud på 6,725 kr. pr. det af Fødevarestyrelsen opgjorte antal hvalpe inkl. hanner i forbindelse med nedslagningen af mink som følge af COVID-19 pr. år i en 5-årig periode. Det er en betingelse for modtagelse af forskud efter 1. pkt., at minkvirksomheden afgiver en erklæring på tro og love om, at minkvirksomheden ikke har haft højere driftsomkostninger i 2019 end 245 kr. pr. mink. Stk. 4. Forskuddet efter stk. 2 tilbagediskonteres for en 8,5-årig periode med en årlig diskonteringsfaktor på 5,14 pct. Forskuddet efter stk. 3 tilbagediskonteres for en 4,5-årig periode ved anvendelse af en årlig diskonteringsfaktor på 5,14 pct. Stk. 5. Fødevarestyrelsen kan efter en konkret vurdering træffe afgørelse om at tildele og udbetale et lavere beløb end det, der følger af stk. 2 og 3 eller intet beløb, hvis Fødevarestyrelsen vurderer, at minkvirksomhedens endelige erstatning som følge af forbuddet mod hold af mink, jf. § 1, stk. 1, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink vil være mindre end forskuddet opgjort efter stk. 2 og 3, eller at det er usikkert, om der består et krav på erstatning og kompensation.
(Stk. 2)
§ 4. Tildeling og udbetaling af forskud efter § 3 forudsætter, at minkvirksomheden har opnået samtykke til udbetaling af forskuddet fra alle rettighedshavere med tinglyste rettigheder i minkvirksomhedens aktiver, som har været anvendt i den minkspecifikke del af virksomheden samt eventuel til virksomheden tilknyttet ledig kapacitet og minkspecifik accessorisk virksomhed, jf. § 11, stk. 3. Stk. 2. Tildeling og udbetaling af forskud efter § 3 forudsætter, at minkvirksomheden indsender en erklæring med høj grad af sikkerhed, udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor om, at alle rettighedshavere med tinglyste rettigheder i minkvirksomhedens aktiver, som har været anvendt i den minkspecifikke del af virksomheden samt eventuel til virksomheden tilknyttet ledig kapacitet og minkspecifik accessorisk virksomhed, har givet samtykke, jf. § 11, stk. 3.
§ 5. Tildeling og udbetaling af forskud efter § 3 forudsætter, at minkvirksomheden afgiver en erklæring på tro- og love om, at minkproduktionen på tidspunktet for nedslagningen af mink som følge af COVID-19 i 2020 var i overensstemmelse med meddelte godkendelser og tilladelser efter lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., lov om miljøbeskyttelse og bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.
§ 6. I det omfang tildeling af forskud på erstatning og kompensation efter § 3 udgør statsstøtte omfattet af EU-statsstøttereglerne, er det en forudsætning for tildelingen, at minkvirksomheden har efterkommet eventuelle tilbagebetalingspåbud udstedt af Europa-Kommissionen i en eller flere afgørelser, hvor statsstøtte er fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked, eller har deponeret et sådant påbudt tilbagebetalingsbeløb med renter.
§ 7. Tildeling og udbetaling af forskud efter § 3 sker med vilkår om, at staten erhverver ret over de aktiver, der bliver ydet erstatning eller kompensation for, efter § 8 a i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, medmindre andet følger af regler fastsat efter § 8 a, stk. 4, 2. pkt.
Engangsbeløb til dækning af nedlukningsomkostninger
(Stk. 4)
§ 8. Fødevarestyrelsen tildeler og udbetaler efter ansøgning et engangsbeløb på 80.000 kr. til minkvirksomheder, som ansøger om erstatning og kompensation for permanent nedlukning af minkvirksomhedens drift, jf. dog stk. 2-4. Stk. 2. Engangsbeløbet ydes som de minimis-støtte i overensstemmelse med Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren, EU-Tidende 2013, nr. L 352, s. 9, med senere ændringer. Én enkelt virksomhed som defineret i Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013, artikel 2, stk. 2, må højst modtage de minimis-støtte på 20.000 EUR over en periode på tre regnskabsår, herunder øvrig de minimis-støtte ydet i overensstemmelse med forordning nr. 1408/2013. Stk. 3. Hvis to eller flere minkvirksomheder, der inden for fristen i § 10, stk. 1, har ansøgt om engangsbeløb efter stk. 1, udgør én enkelt virksomhed som defineret i Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013, artikel 2, stk. 2, reduceres hver af disse minkvirksomheders engangsbeløb ligeligt i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at grænsen på 20.000 EUR ikke overskrides. Stk. 4. Hvis en minkvirksomhed i henhold til § 10, stk. 2 eller 3, ansøger om engangsbeløb efter stk. 1, efter udløbet af fristen i § 10, stk. 1, træffer Fødevarestyrelsen først afgørelse om tildeling af engangsbeløb efter stk. 1, når Fødevarestyrelsen har truffet afgørelse om eventuelle ansøgninger om engangsbeløb, der er modtaget inden for fristen fra minkvirksomheder, der sammen med minkvirksomheden udgør én enkelt virksomhed som defineret i Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013, artikel 2, stk. 2.
Kompensation til minkvirksomheder, som vil genoptage minkdriften
(Stk. 4)
§ 9. Erstatnings- og taksationskommissionen efter § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om erstatnings- og taksationskommissioner og overerstatnings- og taksationskommissioner og øvrige kompetente myndigheder til behandling af sager om erstatning og kompensation til minkvirksomheder og visse følgeerhverv tildeler efter ansøgning kompensation for faste omkostninger, inklusive nødvendige driftsomkostninger til vedligehold og service af produktionsfaciliteter, som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink efter § 1, stk. 1, i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, til minkvirksomheder, der ønsker at genoptage minkdrift efter det midlertidige forbuds udløb. Kompensationen udbetales af Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Hvis minkvirksomheden havde et gennemsnitligt årligt underskud i perioden 2015-2019 fraregnet det år med det højeste resultat og det år med det laveste resultat, reduceres kompensationen efter stk. 1 med det gennemsnitlige årlige underskud. Stk. 3. Hvis minkproduktionen på tidspunktet for nedslagningen af mink som følge af COVID-19 i 2020 var højere end det tilladte efter de meddelte godkendelser og tilladelser efter lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., lov om miljøbeskyttelse og bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. nedsættes kompensationen efter stk. 1 svarende til de estimerede faste omkostninger og driftsomkostninger ved en produktion i henhold til de meddelte godkendelser eller tilladelser. Stk. 4. I det omfang tildeling af erstatning og kompensation efter stk. 1 udgør statsstøtte omfattet af EU-statsstøttereglerne, er det en forudsætning for tildelingen, at minkvirksomheden har efterkommet eventuelle tilbagebetalingspåbud udstedt af Europa-Kommissionen i en eller flere afgørelser, hvor statsstøtte er fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked, eller har deponeret et sådant påbudt tilbagebetalingsbeløb med renter.
Ansøgningen
(Stk. 3)
§ 10. Minkvirksomheder skal for at være berettiget til erstatning og kompensation som følge af aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 10 af 6. januar 2022 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink indgive en ansøgning til Fødevarestyrelsen ved anvendelse af ansøgningsblanketten ”Ansøgning om erstatning og kompensation som følge af midlertidigt forbud mod hold af mink” på virk.dk senest den 1. april 2022. Stk. 2. En minkvirksomhed, der har ansøgt om kompensation efter § 9, kan frem til den 31. december 2023 ansøge om i stedet at modtage erstatning og kompensation for permanent nedlukning af minkvirksomhedens drift, herunder efter §§ 3 og 8, mod samtidig at tilbagebetale modtaget kompensation efter § 9, stk. 1, til Fødevarestyrelsen. Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra ansøgningsfristerne i stk. 1 og 2.
Afgivelse af erklæringer
(Stk. 6)
§ 11. Minkvirksomheden skal i ansøgningen efter § 10 erklære, hvorvidt virksomheden ansøger om
- erstatning og kompensation for permanent nedlukning af minkvirksomhedens drift efter § 3 og engangsbeløb efter § 8, eller
- kompensation for faste omkostninger og driftsomkostninger for midlertidig lukning af minkvirksomhedens drift efter § 9. Stk. 2. En ansøgning om forskud på erstatning og kompensation efter § 3 skal indeholde erklæring på tro og love om tilladelser efter § 5 og erklæring på tro og love om eventuelle tilbagebetalingspåbud efter § 6. Stk. 3. Til brug for behandlingen af sager om forskud på erstatning og kompensation efter § 3 skal ansøgeren indsende samtykkeerklæringen ”Minkvirksomhedens samtykkeerklæring” efter § 4 til Fødevarestyrelsen sammen med en erklæring med høj grad af sikkerhed udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor om, at alle rettighedshavere med tinglyste rettigheder i minkvirksomhedens aktiver, som har været anvendt i den minkspecifikke del af virksomheden samt eventuel til virksomheden tilknyttet ledig kapacitet og minkspecifik accessorisk virksomhed, har meddelt samtykke. Stk. 4. Til brug for behandlingen af sager om forskud på erstatning og kompensation efter § 3, stk. 3, skal ansøgeren indsende en erklæring på tro og love efter § 3, stk. 3, 2. pkt. Stk. 5. En ansøgning om engangsbeløb efter § 8 skal indeholde erklæring om al øvrig de minimis-støtte, som virksomheden, som defineret i Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013, artikel 2, stk. 2, har modtaget i indeværende og de to foregående regnskabsår i medfør af Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013. Ansøgningen skal endvidere indeholde en erklæring om, hvorvidt og i så fald hvilke andre minkvirksomheder, minkvirksomheden har en sådan forbindelse med, som nævnt i Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013, artikel 2, stk. 2. Stk. 6. En ansøgning om kompensation efter § 9 skal indeholde en erklæring på tro og love om eventuelle tilbagebetalingspåbud efter § 9, stk. 4.
Modregning m.v.
(Stk. 2)
§ 12. Krav, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, modregnes ikke i udbetalinger efter denne bekendtgørelse. Stk. 2. Der kan ikke udbetales erstatning eller kompensation efter denne bekendtgørelse, såfremt virksomheden i øvrigt har modtaget fuld erstatning eller kompensation herfor.
Tilbagebetaling
(Stk. 3)
§ 13. Uretmæssigt modtagne beløb efter denne bekendtgørelse, herunder beløb modtaget i strid med artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren, skal tilbagebetales af virksomheden til Fødevarestyrelsen. Stk. 2. Hvis forskud på erstatning efter § 3 overstiger minkvirksomhedens samlede krav på erstatning og kompensation som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink, jf. § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 10 af 6. januar 2022 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, skal det for meget udbetalte forskud på erstatning og kompensation tilbagebetales af minkvirksomheden til Fødevarestyrelsen. Stk. 3. Beløb, der skal tilbagebetales efter stk. 1 og 2, tillægges rente beregnet fra udbetalingstidspunktet. Renten fastsættes efter den metode for rentefastsættelse, der følger af kapitel V i Kommissionens forordning nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EU) 2015/1589 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med senere ændringer.
Ikrafttrædelse
(Stk. 3)
§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. oktober 2025. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2462 af 10. december 2021 om minkvirksomheders ansøgning om erstatning og kompensation som følge af aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink som følge af COVID-19 og om visse dele af erstatningen og kompensationen ophæves. Stk. 3. Der kan først tildeles og udbetales erstatning og kompensation efter § 3 og § 9, når Europa-Kommissionen har godkendt støtteordningen.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri /Jacob Jensen / Kristian Balle Sørensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2025
- Ikrafttrædelsesdato
- 14. oktober 2025