TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til cannabisslutprodukter

DanmarkBekendtgørelse2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

BEK nr 1586 af 05/12/2025 I medfør af § 47 a, nr. 1-7, i lov nr. 1668 af 26. december 2017 om ordning med medicinsk cannabis, som ændret ved lov nr. 1519 af 18. december 2018, lov nr. 2392 af 14. december 2021 og lov nr. 439 af 6. maj 2025, fastsættes:

Retten til tilskud

§ 1

(Stk. 2)

§ 1. Regionsrådet yder efter reglerne i denne bekendtgørelse tilskud til køb af cannabisslutprodukter ordineret af en læge på recept. Stk. 2. Tilskud til køb af cannabisslutprodukter ydes til patienter, der har ret til ydelser efter sundhedsloven.

Tilskuddets størrelse

§ 2

(Stk. 2)

§ 2. Tilskuddets størrelse afhænger af den samlede udgift opgjort i tilskudspriser, jf. § 4, til cannabisslutprodukter, som patienten har købt inden for en periode på 1 år, der regnes fra første indkøbsdato. En ny periode indledes første gang patienten køber cannabisslutprodukter efter udløbet af den foregående periode. Stk. 2. Tilskuddet udgør

  1. 50 pct. af den del, som ikke overstiger 20.000 kr., og
  2. 0 pct. af den del, som overstiger 20.000 kr.

Regulering af tilskud

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Er der ved køb af cannabisslutprodukter ydet et tilskud, som overstiger det, patienten efter § 2, stk. 2, var berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af cannabisslutprodukter med tilskud. Reguleringen kan dog i helt særlige tilfælde udskydes til det næstfølgende køb af et cannabisslutprodukt med tilskud. Er der ved køb af cannabisslutprodukter ydet et tilskud, som er mindre end det, patienten efter § 2, stk. 2, var berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af cannabisslutprodukter med tilskud eller på patientens anmodning herom, hvis det er tidligere. Stk. 2. Ved patientens død bortfalder regionsrådets krav på regulering. Krav mod regionsrådet skal fremsættes senest 1 år efter patientens død.

Tilskudsprisen

§ 4

(Stk. 3)

§ 4. Ved beregning af tilskud anvendes tilskudsprisen for det pågældende cannabisslutprodukt. Tilskudsprisen udgør prisen for det pågældende cannabisslutprodukt, som er udmeldt af Lægemiddelstyrelsen i henhold til § 46 i lov om ordning med medicinsk cannabis, jf. dog stk. 3. Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan indplacere cannabismellemprodukter fra forskellige leverandører fremstillet ud fra samme cannabisudgangsprodukt i tilskudsgrupper med henblik på, at der fastsættes samme tilskudspris for de cannabisslutprodukter, der er fremstillet på baggrund af de pågældende cannabismellemprodukter. Stk. 3. For cannabismellemprodukter, der indgår i en tilskudsgruppe fastsat af Lægemiddelstyrelsen i medfør af stk. 2, udgør tilskudsprisen for de cannabisslutprodukter, som er fremstillet på baggrund af de pågældende cannabismellemprodukter, den laveste forbrugerpris i tilskudsgruppen.

Tilskud til patienter med en bevilling til terminaltilskud

§ 5

(Stk. 2)

§ 5. En bevilling udstedt af Lægemiddelstyrelsen i medfør af sundhedslovens § 148, 1. pkt., omfatter også tilskud til cannabisslutprodukter ordineret af en læge på recept. Stk. 2. Tilskuddet efter stk. 1, ydes til den forbrugerpris for cannabisslutproduktet, som er udmeldt af Lægemiddelstyrelsen i henhold til § 46 i lov om ordning med medicinsk cannabis , uanset om denne pris overstiger tilskudsprisen efter § 4, stk. 3.

§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2466 af 14. december 2021 om tilskud til cannabisslutprodukter ophæves.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet /Sophie Løhde / Emil Otbo/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
11. december 2025