TheLawyer.sh
Tilbage

Overgangsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommuner til regioner

BEK nr 1708 af 08/12/2025

DanmarkBekendtgørelse2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

§ 1

Overførslen efter overgangslovens § 141, stk. 1 og 2, af aktiver, passiver, rettigheder og pligter fra den kommune, hvorfra der overføres opgaver, til den region, hvortil opgaverne overføres, sker uden kompensation.

Stk. 2

Kommunen skal, medmindre andet aftales, kompensere regionen for alle udgifter, der er kendte den 1. januar 2027. Krav, der først kommer til kendskab eller fastslås efter den 1. januar 2027, bæres af regionen, medmindre kommunen kendte eller burde have kendt til kravet den 1. januar 2027.

§ 2

Vurderingen af, om en bygning udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af en overført opgave, jf. overgangslovens § 141, stk. 1, sker på grundlag af bygningens anvendelse den 25. maj 2025.

Stk. 2

Vurderingen af, om øvrige aktiver og passiver udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af en overført opgave, jf. overgangslovens § 141, stk. 1, sker på grundlag af anvendelsen på aftaletidspunktet, jf. § 8, stk. 1 og 2.

§ 3

Flere bygninger på samme grund betragtes som adskilte aktiver ved vurderingen af, om et aktiv udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af en overført opgave, jf. overgangslovens § 141, stk. 1.

Stk. 2

Hvis en bygning skal overføres til regionen efter overgangslovens § 141, stk. 1, skal den tilhørende grund også overføres.

§ 4

Løsøre betragtes som selvstændige aktiver ved vurderingen af, om et aktiv udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af en overført opgave, jf. overgangslovens § 141, stk. 1, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Løsøre med en værdi på under 25.000 kr. overføres ikke, medmindre løsøret indgår i en bygning, herunder lejemål, der overføres efter overgangslovens § 141, stk. 1.

Stk. 3

Personlige hjælpemidler og særligt udstyr, som er knyttet til ansatte, der overføres til regioner i medfør af overgangslovens § 142, følger den ansatte ved overførsel af ansættelsesforholdet fra en kommune til en region.

§ 5

Kommunale tjenestemænd, der overføres til regionerne i medfør af overgangslovens § 142, vedbliver at optjene de hidtil gældende kommunale pensionssatser.

Stk. 2

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for kommunalt ansatte med en kommunal pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordning.

§ 6

Det udkast til aftale, som kommunalbestyrelsen skal udarbejde om overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommunen til regionen, inden for hvis område kommunen ligger, jf. overgangslovens § 149, stk. 1, skal for hver ansat, der overføres fra kommunen til regionen, ud over de oplysninger, der er nævnt i overgangslovens § 149, stk. 7, indeholde oplysninger om overenskomst og beskæftigelsesgrad, og en markering, hvis der er er tale om en tjenestemand.

Stk. 2

Såfremt kommunen og regionen ønsker en anden fordeling af de pensionsudgifter, der er omfattet af overgangslovens §§ 147 og 148, end den fordeling, der fremgår af overgangslovens §§ 147 og 148, skal dette fremgå af aftaleudkastet og aftalen.

Stk. 3

I aftaleudkastet skal kommunalbestyrelsen redegøre for, hvilke principper der er lagt til grund ved identifikationen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte.

Stk. 4

Aftaleudkastet skal indeholde en påtegning fra kommunens revisor. Revisors påtegning skal indeholde en konklusion om, hvorvidt alle aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres, er blevet identificeret.

§ 7

Det udkast til aftale, som kommunalbestyrelsen skal udarbejde om overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommunen til regionen, inden for hvis område kommunen ligger, jf. overgangslovens § 149, stk. 1, skal forelægges af kommunalbestyrelsen for regionsrådet eller det forberedende regionsråd for den region, inden for hvis område kommunen ligger, jf. overgangslovens § 150, stk. 1 og 2, senest den 1. maj 2026.

§ 8

Kommunalbestyrelsen og regionsrådet for den region, inden for hvis område kommunen ligger, skal senest den 1. juli 2026 indgå aftale om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, jf. dog stk. 2.

Stk. 2

Skal overførslen ske til Region Østdanmark, skal kommunalbestyrelsen og det forberedende regionsråd for Region Østdanmark ligeledes senest den 1. juli 2026 indgå aftale om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen skal snarest muligt efter, at aftalen er indgået, indsende denne med de bilag, som aftalen er forsynet med, til Delingsrådet.

§ 9

Er der ikke opnået enighed om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte senest den 1. juli 2026, jf. § 8, overgår sagen til Delingsrådet.

Stk. 2

Delingsrådet skal senest den 1. september 2026 sende et udkast til beslutning efter overgangslovens § 152, stk. 1, om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte mellem den kommune, som der overføres opgaver fra, og den region, som kommunens opgaver overføres til, til den kommune og den region, som beslutningen vedrører.

Stk. 3

Delingsrådet skal senest den 1. september 2026 sende den kommune, som et aktiv skal overføres fra, og den region, aktivet skal overføres til, et udkast til pålæg efter overgangslovens § 152, stk. 5, om afhændelse af aktivet.

Stk. 4

Delingsrådet skal senest den 1. oktober 2026 træffe beslutning efter overgangslovens § 152, stk. 1, om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte mellem den kommune, som der overføres opgaver fra, og den region, som kommunens opgaver overføres til.

Stk. 5

Delingsrådet skal senest den 1. oktober 2026 meddele den kommune, som et aktiv skal overføres fra, og den region, som kommunens aktiv skal overføres til, pålæg efter overgangslovens § 152, stk. 5, om afhændelse af aktivet.

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.


Indenrigs- og Sundhedsministeriet

/Sophie Løhde / Aske Gade Jeppesen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
18. december 2025