TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om afholdelse af udgifter til hjemtransport ved ufrivilligt ophold i udlandet på grund af æresrelaterede konflikter

DanmarkBekendtgørelse2025

Udlændinge- og Integrationsministeriet

BEK nr 1724 af 18/12/2025 I medfør af tekstanmærkning nr. 101 ad 14.11.02. til § 14 på finansloven for finansåret 2026 fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Udenrigsministeriet eller en kommunalbestyrelse kan efter denne bekendtgørelse afholde udgifter til hjemtransport af personer fyldt 18 år med lovligt opholdsgrundlag i Danmark, der opholder sig ufrivilligt i udlandet som følge af genopdragelsesrejse, tvangsægteskab, tvungen forlovelse, religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller anden ægteskabslignende forhold, eller som følge af anden æresrelateret konflikt, og som ikke har egne midler til helt eller delvist at afholde udgifterne til hjemrejsen. Stk. 2. Ved lovligt opholdsgrundlag, jf. stk. 1, forstås dansk statsborgerskab, en gyldig dansk opholdstilladelse eller en opholdsret i Danmark i medfør af EU-reglerne eller som nordisk statsborger. Stk. 3. For personer, hvis opholdsgrundlag er inddraget, nægtet forlænget eller udløbet under det ufrivillige ophold i udlandet, eller hvis opholdsgrundlaget er bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, som følge af det ufrivillige ophold i udlandet, kan der alene ydes hjælp til hjemtransport, hvis der forinden indrejse i Danmark er truffet endelig afgørelse om, at opholdstilladelsen kan forlænges eller ikke skal anses som bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2 eller 3, eller der er udstedt en ny opholdstilladelse. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse om, at en persons opholdsret ikke skal anses som ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2 og 3.

§ 2

§ 2. Ved en æresrelateret konflikt forstås i denne bekendtgørelse en konflikt inden for nære, familiære relationer, som skyldes en opfattelse af, at familiens ære er blevet krænket, herunder konflikter vedrørende social kontrol, undertrykkelse, tvang, trusler og vold, ligestilling mellem kønnene, brud på individuelle rettigheder og muligheden for selv at træffe valg om ægtefælle, kæreste, uddannelse, seksuel orientering m.v.

Betingelser for refusion

§ 3

(Stk. 6)

§ 3. Styrelsen for International Rekruttering og Integration refunderer efter anmodning Udenrigsministeriets eller en kommunalbestyrelses udgifter til hjemtransport efter denne bekendtgørelse. Stk. 2. Der kan ydes refusion af rimeligt begrundede og dokumenterede rejseudgifter. Rejsen skal foretages med den billigst mulige rejseform under hensyntagen til, at rejsens formål ikke forspildes. Stk. 3. Der kan ikke ydes refusion af udgifter til overnatning og lignende, medmindre det indgår som en del af hjemrejsen. Stk. 4. Der kan kun undtagelsesvist ydes refusion af udgifter til en rejseledsager, herunder hvis vedkommende, der arrangeres hjemtransport for, som følge af alvorlig sygdom, psykisk helbredstilstand, funktionsniveau eller lignende ikke er i stand til at foretage rejsen alene, eller hvis det på baggrund af en vurdering af den pågældendes sikkerhed må anses for uforsvarligt, at den pågældende foretager rejsen alene. Stk. 5. Der kan ydes refusion af udgifter på op til 25.000 kr. per person. Stk. 6. Det er en betingelse, at den pågældende ikke er i besiddelse af egne midler, der helt eller delvist kan dække udgifterne til hjemtransport, jf. § 1, stk. 1.

Administration

§ 4

(Stk. 2)

§ 4. En anmodning om refusion skal indsendes til Styrelsen for International Rekruttering og Integration og vedlægges

  1. dokumentation for Udenrigsministeriets eller kommunalbestyrelsens udgifter til hjemtransport,
  2. dokumentation for den pågældendes lovlige opholdsgrundlag i Danmark,
  3. en redegørelse, der indeholder en sandsynliggørelse af, at der er tale om en æresrelateret konflikt, som har bevirket, at den pågældende person ufrivilligt er efterladt eller tilbageholdt i udlandet, jf. § 1, stk. 1, og
  4. en redegørelse, der indeholder en sandsynliggørelse af, at den pågældende ikke er i besiddelse af midler til helt eller delvist at afholde udgiften til hjemtransport, jf. § 3, stk. 6. Stk. 2. Kan den pågældende afholde dele af udgiften til hjemtransporten, ydes der refusion af det resterende beløb, dog jf. § 3, stk. 5.

Klage

§ 5

§ 5. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indbringes for Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Ikrafttræden

§ 6

(Stk. 3)

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1762 af 30. december 2024 om afholdelse af udgifter til hjemtransport ved ufrivilligt ophold i udlandet på grund af æresrelaterede konflikter ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Udlændinge- og Integrationsministeriet /Rasmus Stoklund / Katrine Bang Nielsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
18. december 2025