TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kontrakter om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen

DanmarkBekendtgørelse2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

BEK nr 1799 af 29/12/2025 I medfør af § 118 d, stk. 4, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025, som ændret ved lov nr. 1761 af 29. december 2025, fastsættes:

§ 1

(Stk. 8)

§ 1. Kontrakter efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, kan tidligst træde i kraft den 1. juli 2027 og tidligst ni måneder efter kontraktens indgåelse, jf. dog stk. 2 og stk. 5, 3. pkt. Stk. 2. Kontrakter kan træde i kraft den 1. januar 2027, hvis de er indgået senest den 1. april 2026. Stk. 3. Der kan indgås kontrakter om tillæg til kontrakter efter stk. 1 eller 2, hvis tillægget er en følge af nye regler eller retningslinjer for sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen, jf. sundhedslovens afsnit IX, eller af ændringer i den regionale planlægning, tillægget ikke ændrer ved kontraktens gyldighedsperiode, og tillægget ikke medfører overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte ved tillæggets ikrafttræden, opsigelse eller ophør. Tillæg kan træde i kraft umiddelbart efter indgåelsen, dog tidligst den 1. januar 2027. Stk. 4. Kontrakten skal fastlægge kontraktens gyldighedsperiode, som skal være mindst ni måneder. Stk. 5. Enhver af kontraktparterne kan opsige kontrakten med et varsel på mindst ni måneder, som regnes fra kontraktens indgåelse. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen eller kommunalbestyrelserne kan aftale et længere opsigelsesvarsel, og de kan aftale kortere varsler ved misligholdelse af kontrakten. Hvis en eller flere kommunalbestyrelser opsiger kontrakten, og regionsrådet og en eller flere andre kommunalbestyrelser ønsker at fortsætte samarbejdet, kan regionsrådet og en eller flere af disse kommunalbestyrelser indgå en ny kontrakt efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, som tidligst kan træde i kraft tre måneder efter kontraktens indgåelse. Stk. 6. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan i 2026 indgå kontrakter efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, på vegne af regionsrådet for Region Østdanmark. Stk. 7. Regionsrådet skal sende oplysninger om, at der er indgået en kontrakt, om kontraktens gyldighedsperiode, og om hvilken opgavefordeling kontrakten indebærer, til Indenrigs- og Sundhedsministeriet snarest muligt efter kontraktens indgåelse. Oplysninger om kontrakter omfattet af stk. 2, skal sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest den 1. april 2026. Stk. 8. Hvis en kontrakt opsiges af regionen eller en kommune, skal regionen snarest muligt sende oplysning herom til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

opsigelse
§ 2

§ 2. Kontrakter efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, skal indeholde bestemmelser om, hvilke aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte der overføres ved kontraktens ikrafttræden og ved kontraktens opsigelse eller udløb. Bestemmelserne skal udformes i overensstemmelse med regler udstedt med hjemmel i sundhedslovens § 205 e.

opsigelse
§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Opgavevaretagelse som følge af en kontrakt efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, sker på ansvar af den myndighed, der ved lovgivningen er tillagt opgaven. Det kan dog aftales, at et regionsråd eller en eller flere kommunalbestyrelser i tilknytning til opgaven med at levere en sundhedsydelse også overdrages ansvaret for at tildele en sundhedsydelse. Opgavevaretagelsen skal ske i henhold til de til enhver tid gældende regler for opgavernes udførsel, herunder bl.a. krav i kvalitetsstandarder og krav til patientsikkerhed. Stk. 2. Det kan indgå i en kontrakt efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, at et regionsråd eller en eller flere kommunalbestyrelser, som udfører en opgave på vegne af et regionsråd eller en eller flere kommunalbestyrelser, indsender data til nationale registre på vegne af den myndighed, der ved lovgivningen er tillagt opgaven.

Ikrafttrædelse

§ 4

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet /Sophie Løhde / Pernille Tougaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
29. december 2025
Bekendtgørelse om kontrakter om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen | TheLawyer.sh