Bekendtgørelse om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præste- og provstestillinger m.m.
By-, Land- og Kirkeministeriet
BEK nr 1815 af 29/12/2025 I medfør af § 3, stk. 3, i lov om tjenestemænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 511 af 18. maj 2017, og § 8, stk. 4 og 5, § 9, stk. 3, § 13 b, stk. 1, og § 14 e i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 864 af 25. juni 2013, som ændret ved lov nr. 1679 af 30. december 2024 og lov nr. 1772 af 29. december 2025, fastsættes:
Bekendtgørelsens anvendelsesområde
(Stk. 3)
§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelse anvendes på stillinger som sognepræst, provst og domprovst bortset fra stillinger som sognepræst, der er forbundet med stilling som værnsprovst. Stk. 2. Reglerne i §§ 6-10 anvendes ikke på præstestillinger, der helt eller overvejende er oprettet med henblik på betjening af institutioner eller grupper af personer, for hvilke der ikke er oprettet menighedsråd. På disse præstestillinger anvendes alene reglerne i § 11 og §§ 19-22. Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter ikke præstestillinger for menigheder, for hvilke der er oprettet menighedsråd i henhold til menighedsrådslovens § 5.
(Stk. 3)
§ 2. I flersognspastorater, hvor menighedsrådet kan beslutte at nedsætte et ansættelsesudvalg, jf. § 8, stk. 2, i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., udpeger biskoppen i forbindelse med opslag af stillingen, hvilket af sognene der er primærsognet. Primærsognet er det sogn, hvor hovedparten af de arbejdsopgaver, der er knyttet til den ledige præstestilling, er. Stk. 2. Et ansættelsesudvalg, jf. § 8, stk. 2, i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. skal bestå af menighedsrådsmedlemmerne fra primærsognet, to menighedsrådsmedlemmer fra hvert af de øvrige menighedsråd og en medarbejderrepræsentant uden stemmeret fra hvert menighedsråd. Beslutning om nedsættelse af et ansættelsesudvalg kræver, at hvert af menighedsrådene ved stemmeflertal skal beslutte, at der nedsættes et ansættelsesudvalg. Nedsættelse af et ansættelsesudvalg kræver enighed mellem alle menighedsrådene. Stk. 3. Formanden for primærsognets menighedsråd er formand for ansættelsesudvalget.
(Stk. 2)
§ 3. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse anvendes også ved ansættelser af et års varighed eller mere af overenskomstansat sognepræst med en beskæftigelsesgrad mindst svarende til halvtidsbeskæftigelse. Ved ansættelse i andre stillinger som overenskomstansat sognepræst finder ansættelse sted efter udtalelse fra vedkommende menighedsråd eller ansættelsesudvalg og provst. Stk. 2. Bestemmelserne i bekendtgørelsen anvendes ligeledes ved konstitution af et års varighed eller mere i sognepræstestillinger. Ved konstitution i op til et år afgiver vedkommende menighedsråd eller ansættelsesudvalg og provst en udtalelse til biskoppen om, hvem de gerne ser konstitueret.
Ansættelsesmyndighed i sager om ansættelse af præster
(Stk. 2)
§ 4. Biskoppen bemyndiges til på kirkeministerens vegne at foretage ansættelse i præstestillinger, jf. § 11, stk. 3, § 12, stk. 1, § 13, jf. § 11, stk. 3, og § 13 b i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. Stk. 2. Biskoppen bemyndiges til på kirkeministerens vegne at træffe beslutning om, at genopslag af en ledig præstestilling skal finde sted, jf. § 11, stk. 1, 2. pkt., og § 13, 1. pkt., jf. § 11, stk. 1, 2. pkt., i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.
Ansættelse i præstestilling i et pastorat med flere præstestillinger
(Stk. 4)
§ 5. En ledig præstestilling i et pastorat med flere præstestillinger kan besættes uden opslag med en præst, der allerede er ansat i pastoratet, såfremt præsten er ansat efter indstilling fra menighedsrådet/ene eller et ansættelsesudvalg efter reglerne i §§ 9, 10, 11 og 13 i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. eller efter § 12 i samme lov. Stk. 2. Ved ansættelse efter stk. 1 finder reglerne i §§ 6-10 ikke anvendelse. Det er en forudsætning for ansættelse efter stk. 1, at menighedsrådet ved en beslutning på et menighedsrådsmøde tilslutter sig denne ansættelse, at præsten skriftligt samtykker i ansættelsen, og at biskoppen tilslutter sig ansættelsen. Stk. 3. Er der flere menighedsråd i pastoratet, træffer det enkelte menighedsråd den i stk. 2 nævnte beslutning på et menighedsrådsmøde. Stk. 4. Såfremt der er et teologisk retningsbestemt mindretal i menighedsrådet, som efter § 10, stk. 7, kunne påberåbe sig bestemmelsen om mindretalsbeskyttelse i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 11, stk. 3, kan stk. 1 ikke finde anvendelse. Såfremt menighedsrådet enstemmigt tilslutter sig ansættelse, kan stk. 1 alligevel finde anvendelse.
Ansættelse i sognepræstestillinger
(Stk. 4)
§ 6. Efter ansøgningsfristens udløb sender biskoppen de indkomne ansøgninger til menighedsrådets formand. Samtidig orienteres provsten om ansøgningerne. Skal flere menighedsråd medvirke ved ansættelsen, sendes ansøgningerne til formanden for hovedsognets menighedsråd. Er en præstestilling oprettet for flere pastorater, sendes ansøgningerne til formanden for hovedsognet i det pastorat, der har det største folketal. Skal et ansættelsesudvalg medvirke ved ansættelsen, sendes ansøgningerne til formanden for ansættelsesudvalget. Biskoppen berammer et orienterende møde med menighedsrådet/ene eller med ansættelsesudvalget. Mødet bør finde sted snarest muligt efter ansøgningernes fremsendelse. Stk. 2. Efter modtagelsen af ansøgningerne giver formanden straks de øvrige menighedsrådsmedlemmer eller, hvis der er nedsat et ansættelsesudvalg, medlemmer af ansættelsesudvalget lejlighed til at gennemse ansøgningerne. Stk. 3. Er der i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, fremsat anmodning om, at ansøgernes navne ikke gengives offentligt, må ansøgerlisten eller dele deraf ikke offentliggøres. Overtrædelse straffes med bøde, jf. tjenestemandslovens § 5, stk. 5. Menighedsrådets indstilling må i så fald heller ikke offentliggøres. Stk. 4. På det orienterende møde, der ledes af biskoppen eller af provsten på biskoppens vegne, gennemgår biskoppen (provsten) de indkomne ansøgninger. Provsten deltager i mødet sammen med biskoppen, såfremt biskoppen ønsker det.
§ 7. Hvis et eller flere menighedsrådsmedlemmer anmoder om det, eller hvis biskoppen anser det for ønskeligt, afholdes der endnu et orienterende møde, eventuelt i forbindelse med indstillingsmødet.
Indstillingsmødet
(Stk. 3)
§ 8. Indstillingsmødet skal afholdes senest 6 uger efter, at formanden for menighedsrådet eller ansættelsesudvalget har modtaget ansøgningerne. Denne frist kan i særlige tilfælde forlænges af biskoppen. Stk. 2. Før indstillingsmødet gennemgår biskoppen eller provsten på biskoppens vegne reglerne for stillingens besættelse. Om denne del af mødet foretages særskilt tilførsel til beslutningsprotokollen, der underskrives af samtlige mødedeltagere. Stk. 3. Indstillingen foretages derefter i et møde uden biskoppens eller provstens deltagelse. Heller ikke præster kan deltage i dette møde.
(Stk. 6)
§ 9. Er der flere menighedsråd i pastoratet, afholdes indstillingsmødet som et fællesmøde for menighedsrådene. Fællesmødet ledes af formanden for hovedsognet. Stk. 2. Er en præstestilling oprettet for flere pastorater, afgives indstilling af disse pastoraters menighedsråd på et fællesmøde. I så fald ledes mødet af formanden for hovedsognet i det pastorat, der har det største folketal. Stk. 3. Er der nedsat et ansættelsesudvalg, jf. § 8, stk. 2, i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., afholdes indstillingsmødet af ansættelsesudvalget og ledes af formanden for ansættelsesudvalget. Stk. 4. Stemmeafgivningen er skriftlig og hemmelig. Der må kun anføres ét navn på hver stemmeseddel. Medvirker flere menighedsråd, og har biskoppen bestemt, at det af afstemningsresultatet skal fremgå, hvorledes stemmerne er faldet inden for hvert enkelt af menighedsrådene, mærkes stemmesedlerne før udleveringen med vedkommende menighedsråds navn. Stk. 5. Hvis et medlem af menighedsrådet eller ansættelsesudvalget ikke ønsker at stemme på nogen af ansøgerne, afleverer den pågældende blank stemmeseddel. Dette gælder både ved første afstemning og ved de følgende. Blanke stemmesedler medregnes som afgivne stemmer. Stk. 6. I de sogne i Sønderjylland, hvor der er oprettet en stilling som sognepræst for den tyske del af menigheden, har repræsentanten for den tyske del af menigheden, jf. § 3 a i lov om menighedsråd, stemmeret, når menighedsrådet eller ansættelsesudvalget afgiver indstilling om ansættelse i ledige stillinger som sognepræst for den tyske del af menigheden.
(Stk. 8)
§ 10. Indstillingen skal omfatte to af de ansøgere, der er faldet stemmer på ved første afstemning. Er der ved første afstemning kun faldet stemmer på en ansøger, afgøres det ved de følgende afstemninger, hvem der yderligere skal indstilles. En ansøger, der ved første afstemning har opnået flere end halvdelen af de afgivne stemmer, er dermed indstillet som nr. 1. Stk. 2. Har en ansøger ved første afstemning fået samtlige stemmer, og vurderer menighedsrådet eller ansættelsesudvalget, at der ikke er andre ansøgere, det ønsker at indstille til stillingen, kan menighedsrådet hhv. ansættelsesudvalget undtagelsesvist beslutte kun at indstille én ansøger. Beslutningen skal træffes ved enstemmighed. Trækker ansøgeren sig fra stillingen inden ansættelse har fundet sted, skal stillingen opslås på ny og ansættelsesproceduren efter reglerne i denne bekendtgørelse indledes igen. Stk. 3. Ved anden afstemning kan der afgives stemmer på alle ansøgere, der har fået stemmer ved første afstemning, dog ikke på en ansøger, der allerede ved første afstemning er indstillet som nr. 1. Hvis der ved første afstemning kun er faldet stemmer på én ansøger, kan der ved anden afstemning, også stemmes på ansøgere, som ikke har fået stemmer ved første afstemning. Stk. 4. I pastorater med kun én præstestilling kan der ved anden afstemning stemmes på samtlige ansøgere, dog ikke på den som nr. 1 indstillede. Stk. 5. Den, der ved anden afstemning opnår flest stemmer, er derved indstillet som nr. 1 eller hvis nr. 1 er udpeget allerede ved første afstemning som nr. 2. Ved stemmelighed indstilles de pågældende sideordnet som nr. 1 henholdsvis nr. 2. Såfremt to ansøgere indstilles sideordnet som nr. 1 eller som nr. 2, foretages ikke yderligere afstemning. Stk. 6. Ved tredje afstemning, jf. dog stk. 5, sidste punktum, stemmes der efter samme regler som angivet i stk. 3-5 for at udpege nr. 2. Sådan afstemning foretages, selvom der kun kan afgives stemme på én ansøger. Stk. 7. Hvis et teologisk retningsbestemt mindretal i menighedsrådet påberåber sig bestemmelsen i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 11, stk. 3, omfatter menighedsrådets eller ansættelsesudvalgets indstilling foruden de ansøgere, som i medfør af stk. 1-6 bliver indstillet som nr. 1 og 2, de øvrige ansøgere, som har opnået stemmer i første afstemningsrunde. Ethvert af mindretallets medlemmer kan ved ansøgningernes fremsendelse ledsage disse med en begrundelse for påberåbelsen af lovens § 11, stk. 3. Stk. 8. Indstillingsmødets resultat, herunder de ved alle afstemninger faldne stemmetal, tilføres beslutningsprotokollen, som underskrives af samtlige mødedeltagere. Ved hver underskrift skal tydeligt navn angives. Udskrift af protokollen vedrørende de i § 8, stk. 2, og § 10 omtalte møder sendes umiddelbart efter det sidste mødes afslutning sammen med sagens akter og alle ansøgningerne via provsten til biskoppen.
Særlige præstestillinger
(Stk. 4)
§ 11. Ansættelse i præstestillinger, der helt eller overvejende er oprettet med henblik på betjening af institutioner eller grupper af personer, for hvilke der ikke er oprettet menighedsråd, foretages af biskoppen. Stk. 2. Før biskoppen foretager ansættelse efter stk. 1, skal biskoppen gøre vedkommende institutions ledelse eller repræsentanter for den persongruppe, der er tale om, bekendt med de ansøgninger, der er indkommet ved opslaget. Hvis stillingen er oprettet som en tjenestemandsansat sognepræst- eller overenskomstansat sognepræst i et pastorat, gør biskoppen ligeledes pastoratets menighedsråd bekendt med ansøgningerne. Biskoppen berammer møder med henholdsvis institutionsledelse m.v. og menighedsrådet/ene til drøftelse af stillingens besættelse. Stk. 3. Efter afholdelsen af de i stk. 2 omtalte møder afgiver institutionsledelsen m.v. og menighedsrådet/ene hver for sig skriftlige udtalelser til biskoppen om ansøgningerne. Stk. 4. Kirkeministeren kan, hvor forholdene taler for det, fravige den fremgangsmåde, der er fastsat i stk. 1-3.
Ansættelse i provstestillinger
(Stk. 4)
§ 12. Efter ansøgningsfristens udløb sender biskoppen de indkomne ansøgninger til menighedsrådets formand. Skal flere menighedsråd medvirke ved ansættelsen, sendes ansøgningerne til formanden for hovedsognets menighedsråd. Er en provstestilling oprettet som en præstestilling for flere pastorater, sendes ansøgningerne til formanden for hovedsognet i det pastorat, der har det største folketal. Biskoppen berammer et orienterende møde med menighedsrådet/ene. Mødet bør finde sted snarest muligt efter ansøgningernes fremsendelse. Stk. 2. Efter modtagelsen af ansøgningerne giver formanden straks de øvrige menighedsrådsmedlemmer lejlighed til at gennemse ansøgningerne. Stk. 3. Er der i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, fremsat anmodning om, at ansøgernes navne ikke gengives offentligt, må ansøgerlisten eller dele deraf ikke offentliggøres. Overtrædelse straffes med bøde, jf. tjenestemandslovens § 5, stk. 5. Menighedsrådets udtalelse må i så fald heller ikke offentliggøres. Stk. 4. På det orienterende møde, der ledes af biskoppen, gennemgår biskoppen de indkomne ansøgninger.
§ 13. Hvis et eller flere menighedsrådsmedlemmer anmoder om det, eller hvis biskoppen anser det for ønskeligt, afholdes der endnu et orienterende møde, eventuelt i forbindelse med mødet, hvor menighedsrådet afgiver sin udtalelse.
(Stk. 3)
§ 14. Senest 3 uger efter afholdelse af det orienterende møde afholdes et møde med pastoratets menighedsråd, hvor menighedsrådet afgiver udtalelse vedrørende besættelse af stillingen. Stk. 2. Før mødet i stk. 1 gennemgår biskoppen reglerne for stillingens besættelse. Om denne del af mødet foretages særskilt tilførsel til beslutningsprotokollen, der underskrives af samtlige mødedeltagere. Stk. 3. Udtalelsen afgives derefter i et møde uden biskoppens deltagelse. Heller ikke præster kan deltage i dette møde.
(Stk. 4)
§ 15. Er der flere menighedsråd i pastoratet, afholdes det i § 14, stk. 1 nævnte møde som et fællesmøde for menighedsrådene. Fællesmødet ledes af formanden for hovedsognet. Stk. 2. Er en provstestilling oprettet som en præstestilling for flere pastorater, afgiver disse pastoraters menighedsråd udtalelse på et fællesmøde. I så fald ledes mødet af formanden for hovedsognet i det pastorat, der har det største folketal. Stk. 3. Stemmeafgivningen er skriftlig og hemmelig. Der må kun anføres ét navn på hver stemmeseddel. Medvirker flere menighedsråd, og har biskoppen bestemt, at det af afstemningsresultatet skal fremgå, hvorledes stemmerne er faldet inden for hvert enkelt af menighedsrådene, mærkes stemmesedlerne før udleveringen med vedkommende menighedsråds navn. Stk. 4. Hvis et medlem ikke ønsker at stemme på nogen af ansøgerne, afleverer den pågældende blank stemmeseddel. Dette gælder både ved første afstemning og ved de følgende. Blanke stemmesedler medregnes som afgivne stemmer.
Menighedsråds medvirken ved besættelse af provstestillinger, der er tilknyttet et pastorat med 3 eller flere præstestillinger og hvor provstearbejdet udgør 50 pct. eller derunder af stillingens indhold eller ved besættelse af en stilling som domprovst
(Stk. 5)
§ 16. Udtalelsen fra pastoratets menighedsråd skal omfatte mindst 3 ansøgere i prioriteret rækkefølge. Hvis der er færre end 3 ansøgere til stillingen, afgives der alene udtalelse om disse ansøgere. Stk. 2. Den ansøger, der får flest stemmer ved 1. afstemning, er prioriteret som nr. 1. Hvis ingen af ansøgerne får flest stemmer, afholdes endnu en afstemning. Hvis denne afstemning heller ikke giver én ansøger flere stemmer end de øvrige ansøgere, prioriteres ansøgerne med flest stemmer sideordnet. I disse tilfælde bortfalder afstemningen i henhold til stk. 3 og eventuelt stk. 4. Stk. 3. Den ansøger, der får flest stemmer ved 2. afstemning, er prioriteret som nr. 2. Der kan afgives stemmer på samtlige ansøgere undtaget den ansøger, der fik flest stemmer ved 1. afstemning. Hvis ingen af ansøgerne får flest stemmer, afholdes endnu en afstemning. Hvis denne afstemning heller ikke giver én ansøger flere stemmer end de øvrige ansøgere, prioriteres ansøgerne med flest stemmer sideordnet. I disse tilfælde bortfalder afstemningen i henhold til stk. 4. Stk. 4. Den ansøger, der får flest stemmer ved 3. afstemning, er prioriteret som nr. 3. Der kan afgives stemmer på samtlige ansøgere undtaget de ansøgere, der fik flest stemmer ved 1. og 2. afstemning. Hvis ingen af ansøgerne får flest stemmer, afholdes endnu en afstemning. Hvis denne afstemning heller ikke giver én ansøger flere stemmer end de øvrige ansøgere, prioriteres ansøgerne med flest stemmer sideordnet. Stk. 5. Hvis pastoratets menighedsråd ønsker at afgive udtalelse for flere ansøgere, kan der gennemføres flere afstemninger, jf. stk. 2-4.
Menighedsråds medvirken ved besættelse af provstestillinger, der er tilknyttet et pastorat med 2 eller færre præstestillinger og hvor provstearbejdet udgør 50 pct. eller derunder af stillingens indhold
(Stk. 4)
§ 17. Udtalelsen fra pastoratets menighedsråd skal omfatte 3 ansøgere i prioriteret rækkefølge. Hvis der er færre end 3 ansøgere til stillingen, afgives der alene udtalelse om disse ansøgere. Stk. 2. Den ansøger, der får flest stemmer ved 1. afstemning, er prioriteret som nr. 1. Hvis ingen af ansøgerne får flest stemmer, afholdes endnu en afstemning. Hvis denne afstemning heller ikke giver én ansøger flere stemmer end de øvrige ansøgere, prioriteres ansøgerne med flest stemmer sideordnet. I disse tilfælde bortfalder afstemningen i henhold til stk. 3 og eventuelt stk. 4. Stk. 3. Den ansøger, der får flest stemmer ved 2. afstemning, er prioriteret som nr. 2. Der kan afgives stemmer på samtlige ansøgere undtaget den ansøger, der fik flest stemmer ved 1. afstemning. Hvis ingen af ansøgerne får flest stemmer, afholdes endnu en afstemning. Hvis denne afstemning heller ikke giver én ansøger flere stemmer end de øvrige ansøgere, prioriteres ansøgerne med flest stemmer sideordnet. I disse tilfælde bortfalder afstemningen i henhold til stk. 4. Stk. 4. Den ansøger, der får flest stemmer ved 3. afstemning, er prioriteret som nr. 3. Der kan afgives stemmer på samtlige ansøgere undtaget de ansøgere, der fik flest stemmer ved 1. og 2. afstemning. Hvis ingen af ansøgerne får flest stemmer, afholdes endnu en afstemning. Hvis denne afstemning heller ikke giver én ansøger flere stemmer end de øvrige ansøgere, prioriteres ansøgerne med flest stemmer sideordnet.
Menighedsråds medvirken ved besættelse af provstestillinger, hvor provstestillingen udgør mere end 50 pct. af stillingens indhold eller ved besættelse af stillinger som særprovst
§ 18. Udtalelsen fra pastoratets menighedsråd skal omfatte samtlige ansøgere. Hvis pastoratets menighedsråd ønsker at afgive udtalelse om ansøgerne i prioriteret rækkefølge kan dette ske efter reglerne i § 16, stk. 2-5.
Inhabilitet
§ 19. Præster må ikke deltage i andre møder vedrørende ansættelse i præstestilling i pastoratet end de møder, der er omtalt i § 6, stk. 4, § 7, § 8, stk. 2, § 12, stk. 4, § 13 og § 14, stk. 2.
(Stk. 3)
§ 20. Stedfortræder skal indkaldes for valgte medlemmer, der er forhindret i at deltage i møder, hvor der foretages bindende afstemning i forbindelse med præsteansættelse. Stedfortræderen skal endvidere indkaldes, hvis et medlem har forfald til et menighedsrådsmøde, hvor menighedsrådet træffer beslutning i medfør af § 5. Stk. 2. Ethvert af menighedsrådets valgte medlemmer, kan forlange, at også vedkommendes stedfortræder indkaldes til forberedende møder, herunder forhandlinger med ansøgere. Bestemmelsen i § 6, stk. 3, gælder også for stedfortrædere. Stk. 3. De almindelige regler om menighedsrådets beslutningsdygtighed i § 24 i lov om menighedsråd finder også anvendelse.
Særlige bestemmelser
§ 21. Hvis formanden for et menighedsråd er forhindret i at deltage i et møde, varetager næstformanden de forpligtelser, der er tillagt formanden ved foranstående bestemmelser.
§ 22. Ansøgere, der af menighedsrådet/ene eller ansættelsesudvalget er anmodet om at prædike eller bedt til en samtale, er berettiget til dækning af rejseudgifter efter de laveste satser, der gælder for tjenesterejser for statens tjenestemænd. Udgifterne afholdes af kirkekassen.
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
(Stk. 3)
§ 23. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1315 af 21. november 2013 om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præste- og provstestillinger m.m. ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse ved besættelse af præstestillinger, der er opslået ledige før bekendtgørelsens ikrafttræden. Ved besættelser af sådanne præstestillinger finder bekendtgørelse nr. 1315 af 21. november 2013 om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præste- og provstestillinger m.m. fortsat anvendelse.
By-, Land- og Kirkeministeriet /Morten Dahlin / Kristina Overgaard Bertelsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2025
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. december 2025