TheLawyer.sh
Tilbage

IP fast track-ordning

Bekendtgørelse om etablering af en IP fast track-ordning til design og varemærke (IP fast track-ordning)

BEK nr 311 af 19/03/2025

DanmarkBekendtgørelse2025

Erhvervsministeriet

§ 1

Efter denne bekendtgørelse og inden for den på finansloven afsatte bevilling kan operatøren, Erhvervshus Nordjylland, gennem ansøgningsrunder træffe afgørelse om at tildele IP-startpakker og tilskud til privat rådgivning, der er forbundet med et ansøgningsforløb om varemærker og design.

Stk. 2

Organer inden for den offentlige forvaltning falder uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde.

Stk. 3

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på forløb for allerede udstedte varemærke- og designregistreringer eller varemærke- og designansøgninger indleveret til relevant myndighed inden bekendtgørelsens ikrafttræden.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Mikrovirksomhed: Enhver juridisk person eller personligt ejet virksomhed med dansk CVR-nr., der beskæftiger færre end ti personer og har en årlig omsætning eller årlig balance på mindre end 2 mio. EUR.
  1. IP-startpakke til varemærkeområdet: Adgang til dialogbaseret vejledning og søgning hos Patent- og Varemærkestyrelsen, finansiering af gebyret til en dansk varemærkeansøgning med op til tre klasser samt en markedsovervågning i to år i Danmark af registrerede varemærker.
  1. IP-startpakke til designområdet: Adgang til dialogbaseret vejledning og søgning hos Patent- og Varemærkestyrelsen samt finansiering af gebyret til en dansk designansøgning.
  1. Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen m.v., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber m.v., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner, hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.

§ 3

Virksomheden kan ansøge om en IP-startpakke til henholdsvis varemærke- og designområdet.

§ 4

Virksomheden kan ansøge om tilskud til privat rådgivning. Der kan ydes tilskud til privat rådgivning, som virksomheden afholder i forbindelse med et ansøgningsforløb om registrering af et design eller varemærke. Tilskuddet kan også anvendes til finansiering af gebyret til en dansk varemærke- eller designansøgning.

Stk. 2

Tilskuddet til privat rådgivning udgør 50 pct. af de tilskudsberettigede udgifter og maksimalt 10.000 kr. pr. tilskud til privat rådgivning.

Stk. 3

Tilskuddet til privat rådgivning er gyldigt i 12 måneder fra datoen for udstedelse, hvorefter virksomhedens ret til eventuelle ubrugte midler bortfalder.

Stk. 4

Der ydes ikke tilskud til udgifter til håndhævelse af rettigheder.

Stk. 5

Der ydes ikke tilskud til udgifter, som godtgøres virksomheden på anden vis, herunder ved andre offentlige refusioner, tilskud m.v.

§ 5

Virksomheden kan ansøge om en IP-startpakke eller tilskud til privat rådgivning, jf. §§ 3 og 4, når følgende betingelser er opfyldt:

  1. Virksomheden er en mikrovirksomhed, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.
  1. Virksomheden er registreret som aktiv i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).
Stk. 2

Virksomheden må ikke være under konkursbehandling på tidspunktet for tildeling af IP-startpakke eller tilskud til privat rådgivning.

Stk. 3

IP-startpakken og tilskuddet skal kunne ydes som de minimis-støtte i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) 2023/2831 af 13. december 2023 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte.

§ 6

Virksomheden kan modtage én IP-startpakke til varemærkeområdet, én IP-startpakke til designområdet og ét tilskud til privat rådgivning pr. kalenderår.

§ 7

Tilskudsmodtager af tilskud til privat rådgivning skal overholde principperne om sund finansforvaltning og sparsommelighed.

Stk. 2

Tilskudsmodtager skal kunne dokumentere, at indkøb omfattet af ordningen er foretaget på markedsmæssige vilkår.

Stk. 3

Prisen for en given ydelse må ikke være bestemt af f.eks. sammenfald af interesser mellem sælger og køber.

Stk. 4

Afregning af udgifter mellem parter, hvor der ikke er uafhængighed, skal ske til kostpris. Ved kostpris forstås, at sælger ikke må beregne sig en fortjeneste på den leverede vare eller tjenesteydelse.

§ 8

Ansøgning om en IP-startpakke eller tilskud til privat rådgivning, jf. §§ 3 og 4, skal foretages digitalt via Erhvervshus Nordjyllands ansøgningsmodul inden for de af Erhvervshus Nordjyllands nærmere fastsatte frister.

§ 9

Virksomhedens ansøgning, jf. § 8, skal som minimum indeholde følgende oplysninger og dokumentation:

  1. Stamdata om ansøger.
  1. Dokumentation for virksomhedens status som mikrovirksomhed.
  1. En erklæring om al øvrig de minimis-støtte, som virksomheden har modtaget i indeværende og de tre foregående år i medfør af Kommissionens forordning (EU) 2023/2831 af 13. december 2023 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte eller øvrige de minimis-forordninger.

§ 10

Erhvervshus Nordjylland tildeler IP-startpakker og tilskud til privat rådgivning i den rækkefølge ansøgningerne modtages inden for en ansøgningsrunde, jf. § 1, stk. 1, hvis betingelserne i denne bekendtgørelse er opfyldt.

Stk. 2

Erhvervshus Nordjylland kan tildele IP-startpakker og tilskud til privat rådgivning, indtil ansøgningsrundens fastsatte bevillingsramme er opbrugt.

Stk. 3

Hvis den fastsatte bevillingsramme for en ansøgningsrunde ikke bliver opbrugt, har Erhvervshus Nordjylland mulighed for at omfordele overskudsmidlerne til en eller flere ansøgningsrunder.

§ 11

Udbetaling af tilskud til privat rådgivning vil ske direkte til virksomheden, når virksomhedens fremsendte dokumentation for betalte og dokumenterede tilskudsberettigede udgifter til privat rådgivning, jf. § 4, er modtaget og godkendt af Erhvervshus Nordjylland.

Stk. 2

Anmodning om udbetaling af tilskud skal være modtaget i Erhvervshus Nordjylland senest 12 måneder efter dato for tildeling af tilskud til privat rådgivning.

Stk. 3

Alle tilskudsberettigede udgifter skal være afholdt og betalt af virksomheden senest på tidspunktet, hvor udbetalingsanmodningen indsendes.

Stk. 4

Udbetaling af tilskud sker direkte til virksomhedens NemKonto.

§ 12

Erhvervshus Nordjylland kan træffe afgørelse om, at tildeling af IP-startpakke og tilskud til privat rådgivning kan bortfalde helt eller delvist. Erhvervshus Nordjylland kan desuden træffe afgørelse om, at virksomheden skal betale for udførte ydelser, som en del af IP-startpakken, og at et udbetalt tilskud til privat rådgivning skal tilbagebetales, hvis:

  1. Virksomheden har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen og dermed ikke opfylder kriterierne for modtagelse af en IP-startpakke eller tilskud til privat rådgivning.
  1. Betingelserne for at tildele IP-startpakken eller tilskud til privat rådgivning ikke længere er til stede, herunder bl.a. hvis virksomheden forsømmer sine forpligtelser, herunder overtræder de gældende regler og vilkår.
  1. Forudsætningerne for tildeling af IP-startpakken eller tilskud til privat rådgivning er væsentligt ændrede, f.eks. at virksomheden går konkurs, træder i likvidation, tages under rekonstruktionsbehandling, afhændes, eller hvis der foretages udlæg eller arrest hos virksomheden.
  1. De gældende regler i denne bekendtgørelse ikke overholdes.
Stk. 2

Virksomheden har pligt til at give Erhvervshus Nordjylland meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald af IP-startpakken eller tilskud til privat rådgivning.

Stk. 3

Retten til tilskud bortfalder, hvis tilskuddet ikke ydes i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) 2023/2831 af 13. december 2023 (de minimis-forordningen).

Stk. 4

Erhvervshus Nordjylland kan ved afgørelse om bortfald i henhold til stk. 1 kræve, at virksomheden betaler for udgifterne på de ydelser i IP-startpakken, eller for det tilskud til privat rådgivning, som de på tidspunktet for afgørelse om bortfald har fået udført eller modtaget.

Stk. 5

Betaling for udførte ydelser i IP-startpakken ved afgørelse om bortfald af IP-startpakken, jf. stk. 4, fastsættes ud fra de gældende gebyrer for ydelserne i Patent- og Varemærkestyrelsens prisliste på tidspunktet for tildeling af IP-startpakken.

§ 13

Klage over Erhvervshus Nordjyllands afgørelse efter denne bekendtgørelse kan påklages til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2

Klage indgivet i henhold til stk. 1, fremsendes til Erhvervshus Nordjylland, som, hvis afgørelsen fastholdes, snarest efter modtagelsen af klagen videresender sagen og dens dokumenter til Erhvervsstyrelsen sammen med en udtalelse i anledning af klagen.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2025.


Erhvervsministeriet

/Morten Bødskov / Henriette Winther/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
25. marts 2025
Bekendtgørelse om etablering af en IP fast track-ordning til design og varemærke (IP fast track-ordning) | TheLawyer.sh