Bekendtgørelse om gennemførelse af forkyndelsesforordningen (omarbejdning)
Justitsministeriet
BEK nr 411 af 07/01/2025 I medfør af § 159 a, stk. 2 og 3, i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024, fastsættes:
Anvendelsesområde
(Stk. 4)
§ 1. Bestemmelserne i forkyndelsesforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2020/1784 af 25. november 2020 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civil- og handelsretlige sager (forkyndelse af dokumenter) (omarbejdning), og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/423 af 14. marts 2022 om fastsættelse af de tekniske specifikationer, foranstaltninger og andre krav til gennemførelsen af det decentrale IT-system, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1784, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1570, gælder her i landet. Stk. 2. Artikel 8 og 9, artikel 11, stk. 3, 4 og 6, artikel 12 og 14, artikel 15, stk. 1 og 3, og artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/850 af 30. maj 2022 om et IT-system til grænseoverskridende elektronisk udveksling af oplysninger på området civil- og strafferetligt samarbejde (e-CODEX-systemet) og om ændring af forordning (EU) 2018/1726 gælder her i landet. Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 2-6 i denne bekendtgørelse supplerer forkyndelsesforordningens bestemmelser. Stk. 4. I de retsakter, som er nævnt i stk. 1, omfatter henvisninger til »medlemsstater« også Danmark.
Bemyndigede organer
(Stk. 3)
§ 2. Domstolene udpeges som fremsendende instans. Stk. 2. Justitsministeriet udpeges som modtagende instans og centralt organ. Stk. 3. Domstolsstyrelsen udpeges som ansvarlig instans for oprettelse og tilsyn af autoriserede e-CODEX-adgangspunkter, udpegning af korrespondenter og fremsendelse af relevante oplysninger til EU-Lisa i medfør af artikel 8, 9 og 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/850.
Specifikationer ift. forkyndelse
(Stk. 2)
§ 3. Anmodninger om forkyndelser, som fremsendes til den modtagende instans her i landet, kan udfærdiges på dansk, engelsk eller fransk. Stk. 2. Afleveringsattester, som fremsendes til en fremsendende instans her i landet, kan udfærdiges på dansk, engelsk eller fransk.
(Stk. 2)
§ 4. Elektronisk forkyndelse af retslige dokumenter som omhandlet i forkyndelsesforordningens artikel 19, stk. 1, litra a, kan her i landet ske ved forenklet digital forkyndelse som omhandlet i retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 3. Stk. 2. Elektronisk forkyndelse som omhandlet i forkyndelsesforordningens artikel 19, stk. 1, litra b, kan her i landet ske ved digital forkyndelse som omhandlet i retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 2.
(Stk. 2)
§ 5. Forkyndelsesforordningens artikel 22, stk. 2, om afgørelse af sager i tilfælde, hvor sagsøgte ikke giver møde, finder anvendelse her i landet. Stk. 2. Anmodning efter forkyndelsesforordningens artikel 22, stk. 4, om ny behandling af en sag, hvor sagsøgte ikke har givet møde, skal fremsættes senest et år efter dommens afsigelse.
§ 6. Ved anmodning om forkyndelse af dokumenter mellem Danmark og de øvrige nordiske lande finder Den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp ligeledes anvendelse.
Ikrafttræden
(Stk. 2)
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2025. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1040 af 22. juni 2022 om gennemførelse af forkyndelsesforordningen (omarbejdning) ophæves.
Justitsministeriet /Peter Hummelgaard / Troels Sten Nielsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2025
- Ikrafttrædelsesdato
- 29. april 2025