Lov om ændring af færdselsloven, lov om Sund & Bælt Holding A/S og lov om vejafgift (Opkrævning af køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter og forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelse af vejafgiftsloven m.v.)
Transportministeriet
LOV nr 440 af 06/05/2025 VI FREDERIK DEN TIENDE, af Guds Nåde Danmarks Konge, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Ændringsbestemmelser
(Stk. 5)
§ 1. I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024, foretages følgende ændring:
- Efter § 120 b indsættes før overskriften før § 121: »§ 120 c. Sund & Bælt Holding A/S opkræver forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter på transportministerens område i tilfælde, hvor såvel skyldneren som andre, der måtte hæfte for kontrolafgiften, og det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, er hjemmehørende i udlandet. Sund & Bælt Holding A/S kan med henblik herpå afvise at give motordrevne køretøjer, hvortil der er knyttet endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter, adgang til passage af faste forbindelser (broer og tunneller), der drives af Sund & Bælt Holding A/S. Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om administration af opkrævningsordningen, herunder om oversendelse af sager til opkrævning, opkrævningsperiodens varighed og afregningsprocedurer. Stk. 3. Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren bestemme, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder for overtrædelse af regler på Transportministeriets område. Fastsættelse af regler efter stk. 2 om opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder sker efter forhandling med justitsministeren. Stk. 4. Regler fastsat i medfør af stk. 3, 1. pkt., finder ikke anvendelse for skyldnere, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige. Stk. 5. Transportministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om, at stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter på andre ministerområder.«
§ 2. I lov om Sund & Bælt Holding A/S, jf. lovbekendtgørelse nr. 1335 af 26. november 2024, som ændret ved § 18 i lov nr. 626 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
- I § 16, stk. 2, indsættes efter »jf. dog stk. 3«: »og regler fastsat i medfør af stk. 9«.
- I § 16 indsættes som stk. 9: »Stk. 9. Transportministeren fastsætter regler om gennemførelse af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om afgifter på køretøjer for benyttelse af vejinfrastrukturer.«
- Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17: »§ 16 a. Sund & Bælt Holding A/S kan afvise at give motordrevne køretøjer adgang til passage af faste forbindelser (broer og tunneller) i tilfælde, hvor der til køretøjet er knyttet forfaldne fordringer vedrørende manglende betaling for benyttelse af forbindelserne. 1. pkt. finder alene anvendelse, hvis såvel skyldneren som andre, der måtte hæfte for den pågældende fordring, og det motordrevne køretøj, med hvilket passage uden retmæssig betaling er foretaget, er hjemmehørende i udlandet.«
- I § 17 a, stk. 1, indsættes som 3. pkt.: »Sund & Bælt Holding A/S kan anvende fast og mobilt vejsideudstyr til overvågning, herunder tv-overvågning og automatisk registrering af nummerplader, når det er nødvendigt for at udøve passagenægtelse efter § 16 a eller færdselslovens § 120 c eller regler udstedt i medfør heraf.«
- I § 17 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »miljøzoneordningen og vejafgiftsordningen« til: »miljøzoneordningen, vejafgiftsordningen og passagenægtelse efter § 16 a og færdselslovens § 120 c eller regler udstedt i medfør heraf«.
- I § 17 a, stk. 5, 1. pkt., ændres »miljøzoneordningen og vejafgiftsordningen« til: »miljøzoneordningen, vejafgiftsordningen og passagenægtelse efter § 16 a og færdselslovens § 120 c eller regler udstedt i medfør heraf«.
§ 3. I lov nr. 763 af 13. juni 2023 om vejafgift, som ændret ved § 1 i lov nr. 1489 af 10. december 2024 og § 10 i lov nr. 1694 af 30. december 2024, foretages følgende ændring:
- I § 16, stk. 1, ændres »der« til: »som«.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Givet på Christiansborg Slot Under Vor Kongelige Hånd og Segl /FREDERIK R. / Thomas Danielsen/
Metadata
- Type
- Lov
- År
- 2025
- Ikrafttrædelsesdato
- 13. juni 2025