TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ordningen om forpligtelser til offentlig tjeneste i relation til nemkontosystemet

DanmarkBekendtgørelse2025

Digitaliseringsministeriet

BEK nr 790 af 20/06/2025 I medfør af § 20, stk. 1, 3 og 4, i lov nr. 696 af 20. juni 2025 om nemkonto fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Pengeinstitutter, betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og kreditinstitutter kan tilslutte sig forpligtelserne til offentlig tjeneste ved at tilslutte sig ordningen på de af Digitaliseringsstyrelsens fastsatte vilkår. Stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen kan efter ansøgning udbetale støtte efter denne bekendtgørelse til pengeinstitutter, betalings- eller e-pengeinstitutter og kreditinstitutter, der har tilsluttet sig forpligtelser til offentlig tjeneste i relation til nemkontosystemet. Stk. 3. Støtten efter denne bekendtgørelse ydes som de minimis-støtte i overensstemmelse med Kommissionens forordning om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

Definitioner

§ 2

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Pengeinstitut: En virksomhed, som defineret i § 5, stk. 1, nr. 1 eller 5, i lov om nemkonto.
  2. Betalingsinstitut eller e-pengeinstitut: En virksomhed, som defineret i § 5, stk. 1, nr. 2, 4 eller 6, i lov om nemkonto.
  3. Kreditinstitut: En virksomhed, som defineret i § 5, stk. 1, nr. 3, i lov om nemkonto.
  4. Nemkonto: En konto, som defineret i § 1, nr. 4, i lov om nemkonto.

Forpligtelser til offentlig tjeneste

§ 3

§ 3. Pengeinstitutter, betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og kreditinstitutter, der har tilsluttet sig ordningen, skal bistå privatpersoner og juridiske enheder med anvisning eller ændring af konti, der føres i det pågældende institut, som nemkonti til nemkontosystemet, herunder udføre følgende ydelser:

  1. Indberette konti, der føres i det pågældende institut, som nemkonti til nemkontosystemet. Institutter med filialnet er forpligtet til at stille anvisning til rådighed via filialnettet.
  2. Indarbejde i instituttets relevante forretningsgange, at instituttets kunder spørges om, hvorvidt kunden ønsker at anvise en konto som nemkonto eller ændre en nemkonto.
  3. Give instituttets kunder indsigt i, hvilken konto i det pågældende institut der er registreret som nemkonto.
  4. Modtage oplysninger fra nemkontosystemet om relevante forhold, herunder om konti i det pågældende institut, som er indberettet som nemkonto via andre kanaler.
  5. Foretage indberetninger inden for de af Digitaliseringsstyrelsen fastlagte tidsfrister.
  6. Opdatere nemkontosystemet ved ændringer foretaget af det pågældende institut, der vedrører kontonumre indberettet som nemkonti, eksempelvis ved sammenlægning af institutter eller lignende.
  7. Markere, hvilken af kundernes konti i det pågældende institut der er indberettet som nemkonto.
  8. Gemme oplysninger om alle indberetninger, herunder oplysninger om tidspunktet for indberetningen, hvilken medarbejder og hvilken filial der har foretaget indberetningen, og opbevare disse oplysninger i 5 år.

Støttens størrelse

§ 4

(Stk. 5)

§ 4. Et pengeinstitut, et betalingsinstitut, et e-pengeinstitut eller et kreditinstitut kan maksimalt tildeles 750.000 EUR i støtte over en periode på 3 år efter ordningen i denne bekendtgørelse. Støtte anses for tildelt på det tidspunkt, hvor Digitaliseringsstyrelsen har truffet afgørelse efter § 6. Stk. 2. Der ydes støtte med følgende beløb:

  1. Indberetning via netbank: 5,66 kr.
  2. Indberetning via filialer: 16,98 kr.
  3. Indberetning af tredjemandskonto: 28,29 kr. Stk. 3. Ved en privatpersons eller en juridisk enheds skifte af et pengeinstitut, et betalings- eller e-pengeinstitut eller et kreditinstitut, foretager det nye institut indberetningen af den nye nemkonto og er derfor berettiget til at modtage støtten for indberetningen, jf. stk. 2. Stk. 4. Indberetninger, som skyldes ændringer i et pengeinstitut, et betalings- eller e-pengeinstitut eller et kreditinstitut, der resulterer i behov for opdateringer i nemkontosystemet, jf. § 3, nr. 6, er ikke omfattet af støtteordningen efter stk. 1 og 2. Stk. 5. Modtager pengeinstituttet, betalings- eller e-pengeinstituttet eller kreditinstituttet anden støtte for udførelse af de i § 3 nævnte forpligtelser, eller anden de minimis-støtte end efter ordningen i denne bekendtgørelse, reduceres støttebeløbet, som kan tildeles efter denne bekendtgørelse, tilsvarende.

Ansøgning om støtte

§ 5

(Stk. 5)

§ 5. Pengeinstitutter, betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og kreditinstitutter, der har tilsluttet sig forpligtelserne til offentlig tjeneste, jf. § 1, stk. 1, kan ansøge Digitaliseringsstyrelsen om støtte til udførelse af forpligtelser til offentlig tjeneste i medfør af § 3. Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde

  1. navn på pengeinstituttet, betalings- eller e-pengeinstituttet eller kreditinstituttet,
  2. CVR-nummer eller tilsvarende virksomhedsidentifikationsnummer, hvis instituttet ikke har et CVR-nummer,
  3. adresse,
  4. kontaktperson og -oplysninger,
  5. en opgørelse over de betalingsudløsende handlinger, jf. § 4, stk. 2, og
  6. tro- og loveerklæring om, at oplysningerne angivet i ansøgningen er retvisende. Stk. 3. Digitaliseringsstyrelsen kan kræve, at pengeinstitutter, betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og kreditinstitutter, der ansøger om støtte, jf. stk. 1, desuden fremsender en tro- og loveerklæring om,
  7. at instituttet ikke har modtaget anden støtte for udførelse af de samme betalingsudløsende handlinger, og
  8. hvorvidt instituttet har modtaget de minimis-støtte i de forudgående tre regnskabsår. Stk. 4. Ansøgning om støtte, jf. stk. 1, skal indsendes elektronisk ved anvendelse af de ansøgningsformularer, som findes på en hjemmeside anvist af Digitaliseringsstyrelsen. Ansøgning om støtte skal indsendes for et kalenderår ad gangen og være modtaget af Digitaliseringsstyrelsen senest den 31. marts i det år, der følger efter det kalenderår, som ansøgningen angår. Falder den 31. marts på en lørdag, søndag eller helligdag skal ansøgningen være modtaget af Digitaliseringsstyrelsen senest den førstkommende hverdag derefter. Stk. 5. Pengeinstitutter, betalings- eller e-pengeinstitutter og kreditinstitutter kan indsende en opgørelse over de betalingsudløsende handlinger, jf. stk. 2, nr. 5, via andre aktører, som Digitaliseringsstyrelsen har godkendt hertil.

Afgørelse

regnskab
§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Digitaliseringsstyrelsen træffer afgørelse om ansøgninger indgivet efter § 5. Stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen kan give afslag på ansøgningen, hvis de påkrævede oplysninger i ansøgningen, jf. § 5, ikke er angivet.

Administration, opfølgning m.v.

§ 7

(Stk. 4)

§ 7. Digitaliseringsstyrelsen forestår udbetaling af støtten. Stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen kan kræve enhver oplysning, der er nødvendig for styrelsens behandling af ansøgninger efter § 5 samt ved og efter udbetaling af støttebeløb. Stk. 3. Modtagere af støtten skal straks underrette Digitaliseringsstyrelsen, hvis

  1. der foreligger forhold, som efter stk. 4 kan medføre krav om bortfald af støttebeløbet,
  2. der foreligger forhold, som efter § 8 kan medføre krav om tilbagebetaling af støttebeløbet, eller
  3. der modtages anden de minimis-støtte efter § 4, stk. 5, der fører til, at det samlede tilladte støttebeløb overskrides. Stk. 4. Retten til modtagelse af støtte bortfalder, hvis:
  4. ansøger ophører med at udføre forpligtelser til offentlig tjeneste i medfør af § 3,
  5. ansøger har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen,
  6. ansøger tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 3, eller
  7. ansøger ikke fremsender oplysninger inden for en af Digitaliseringsstyrelsen angivet frist, jf. stk. 2.
§ 8

(Stk. 2)

§ 8. Hvis støtten er udbetalt, kan Digitaliseringsstyrelsen kræve, at støtten tilbagebetales helt eller delvist i henhold til de i § 7, stk. 4, oplistede tilfælde, eller hvis det samlede tilladte støttebeløb, jf. § 4, stk. 1, overskrides, hvorefter et beløb svarende til overskridelsen skal tilbagebetales. Stk. 2. Tilbagebetaling af støtten skal ske senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt, tillægges beløbet rente fra forfaldsdagen svarende til den rente, der er fastsat i § 5 i renteloven.

Tekniske og sikkerhedsmæssige krav

§ 9

(Stk. 4)

§ 9. Pengeinstitutter, betalings- eller e-pengeinstitutter og kreditinstitutter skal sikre en korrekt tilslutning til og anvendelse af nemkontosystemet og overholde de af Digitaliseringsstyrelsen fastlagte krav om, hvordan de pågældende institutter integrerer til nemkontosystemet for at kunne opfylde forpligtelserne til offentlig tjeneste. Stk. 2. Pengeinstitutter, betalings- eller e-pengeinstitutter og kreditinstitutter skal bistå Digitaliseringsstyrelsen med at opklare eventuelle tekniske fejl. Stk. 3. Ved tilslutning til nemkontosystemet skal pengeinstitutter, betalings- eller e-pengeinstitutter og kreditinstitutter overholde Digitaliseringsstyrelsens fastlagte krav til sikkerhed af snitfladen til nemkontosystemet, herunder krav om kryptering som sikring mod hacking, malware og virus, samt krav om sikring af data. Stk. 4. Pengeinstitutter, betalings- eller e-pengeinstitutter og kreditinstitutter skal selv afholde omkostninger forbundet med overholdelse af tekniske og sikkerhedsmæssige krav, jf. stk. 1-3.

Klageadgang

§ 10

§ 10. Afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Digitaliseringsministeriet. Klagen skal sendes til Digitaliseringsstyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren. Digitaliseringsstyrelsen skal, hvis afgørelsen fastholdes, snarest og senest 4 uger efter modtagelse af klagen, sende sagen og dens dokumenter til Digitaliseringsministeriet, hvor klagen behandles.

Ikrafttræden

§ 11

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.

Digitaliseringsministeriet /Caroline Stage Olsen / Tanja Franck/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2025
Ikrafttrædelsesdato
24. juni 2025