Indberetningsbekendtgørelsen
Bekendtgørelse om vandselskabers anmeldelse og indberetning af visse oplysninger til Vandsektortilsynet
BEK nr 103 af 20/01/2026
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
§ 1
Bekendtgørelsen fastsætter regler om vandselskabernes indberetning af debiteret vandmængde, anmeldelse efter vandsektorlovens § 2, stk. 6, og indberetning af oplysninger om klimatilpasningsprojekter i forhold til tag- og overfladevand og projekter vedrørende terrænnært grundvand.
Bekendtgørelsen omfatter alle vandselskaber, uanset om de er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, medmindre andet fremgår af den enkelte bestemmelse.
§ 2
Vandselskaber, som er omfattet af vandsektorlovens kapitel 3 eller som frivilligt deltager i den totaløkonomiske benchmarking, jf. vandsektorlovens § 4, stk. 2, skal hvert år senest den 15. april indberette vandselskabets årligt debiterede vandmængde fra året før.
Et vandselskab skal foretage indberetning efter stk. 1, selv om det udtræder af den økonomiske regulering i vandsektorlovens kapitel 3 pr. 1. januar det følgende år.
§ 3
Vandselskaber skal foretage følgende anmeldelser til Vandsektortilsynet senest den 1. marts i det efterfølgende år:
- Anmeldelse efter vandsektorlovens § 2, stk. 6, nr. 1, om, at vandselskabet opfylder betingelserne for at være omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1.
- Anmeldelse efter vandsektorlovens § 2, stk. 6, nr. 2, om, at vandselskabet i et kalenderår overskrider grænsen i vandsektorlovens § 2, stk. 1, nr. 2 eller 3, hvis ændringen i debiteret vandmængde medfører, at vandselskabet bliver omfattet af den økonomiske regulering, jf. vandsektorlovens § 3 d, stk. 2, nr. 2, eller § 3 d, stk. 3, nr. 2.
Vandselskaber skal foretage øvrige anmeldelser til Vandsektortilsynet efter vandsektorlovens § 2, stk. 6, nr. 2 og 3, senest den 15. april i det efterfølgende år.
§ 4
Vandselskaber med spildevandsforsyning skal hvert år senest den 15. april indberette oplysninger til Vandsektortilsynet til brug for Vandsektortilsynets overvågning af vandselskabernes klimatilpasning i forhold til tag- og overfladevand samt vandselskabernes projekter vedrørende terrænnært grundvand. Vandselskaberne skal indberette de oplysninger, der er nævnt i stk. 3, om de klimatilpasningsprojekter i forhold til tag- og overfladevand og projekter vedrørende terrænnært grundvand, der er nævnt i stk. 2, som de helt eller delvist har finansieret, og som er idriftsat i det foregående år. Dette gælder også klimatilpasningsprojekter i forhold til tag- og overfladevand, som ikke er underlagt krav om fastsættelse af serviceniveau på baggrund af beregning af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed, jf. bekendtgørelse om fastsættelse af serviceniveau m.v. for håndtering af tag- og overfladevand, og projekter, der ikke søges tillæg til efter bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber.
Stk. 1 omfatter følgende projekter:
- Projekter, der har som hovedformål at forhøje serviceniveauet i forhold til håndtering af tag- og overfladevand eller reducere skadesomkostningerne i et område, som skyldes oversvømmelse fra regnvandskloakker eller kloakker med en blanding af regn- og spildevand.
- Projekter, hvor et område nykloakeres til et højere serviceniveau for håndtering af tag- og overfladevand end en 5-års regnhændelse i et separatkloakeret område eller en 10-års regnhændelse i et fælleskloakeret område.
- Projekter vedrørende terrænnært grundvand.
For hvert projekt skal der indberettes følgende, medmindre oplysningerne indberettes i medfør bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber:
- Start- og slutdato for anlæggelse af projektet.
- Kort beskrivelse af projektet, herunder om det også har andre formål end klimatilpasning i forhold til tag- og overfladevand eller andre formål end håndtering af terrænnært grundvand, og forventet levetid.
- Samlede omkostninger og omkostninger opdelt på drifts-, anlægs- og finansieringsomkostninger.
- Oplysninger om eventuel omkostningsfordeling eller finansiering af meromkostninger af anden part.
- Serviceniveau for klimatilpasningsprojektert i forhold til tag- og overfladevand.
- For klimatilpasningsprojekter i forhold til tag- og overfladevand, hvor serviceniveauet er fastsat på baggrund af beregning af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed: Beregnet nettogevinst (positiv nettonutidsværdi) og forventet årlig skadesomkostning før og efter klimatilpasning for det område, samfundsøkonomiberegningen er foretaget for, samt angivelse af, hvorvidt projektet dækker hele dette område eller et delområde.
- For projekter vedrørende terrænnært grundvand, hvor der er gennemført en beregning af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed: Beregnet nettogevinst (positiv nettonutidsværdi) og forventet årlig skadesomkostning før og efter projektets gennemførelse for det område, samfundsøkonomiberegningen er foretaget for, samt angivelse af, hvorvidt projektet dækker hele dette område eller et delområde.
§ 5
Vandselskabernes indsendelse af oplysninger og anmeldelser til Vandsektortilsynet efter denne bekendtgørelse skal ske elektronisk i et format, som er fastsat af Vandsektortilsynet. Vandsektortilsynet kan herunder fastsætte, at indsendelsen skal ske i et bestemt digitalt format. Oplysning om det eller de formater, der skal anvendes, offentliggøres på Vandsektortilsynets hjemmeside.
§ 6
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde, den der
- undlader at indberette oplysninger i overensstemmelse med §§ 2 eller 4, eller
- undlader at indgive anmeldelse inden den frist, der er fastsat i § 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2026.
Bekendtgørelse nr. 1409 af 5. december 2024 om vandselskabers anmeldelse og indberetning af visse oplysninger til Vandsektortilsynet ophæves.
Energistyrelsen
/Peter Christian Baggesgaard Hansen / Jacob Møller/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2026
- Ikrafttrædelsesdato
- 21. januar 2026