TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til greenkeeper

DanmarkBekendtgørelse2026

Børne- og Undervisningsministeriet

BEK nr 156 af 22/01/2026 I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 16. august 2024, og efter bestemmelse fra Det faglige Uddannelsesudvalg for Anlægsgartneri, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 16, i bekendtgørelse nr. 971 af 16. august 2024 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser:

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Erhvervsuddannelsen til greenkeeper har til formål at kvalificere elever og lærlinge til at kunne planlægge, etablere og vedligeholde grønne arealer på idrætsanlæg og golfbaner med fokus på bæredygtige løsninger. Stk. 2. Lærlingen skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til greenkeeper for det speciale, som lærlingen har valgt, jf. stk. 3. Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et af følgende specialer, indplaceret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:

  1. Greenkeeper.
  2. Groundsman.
§ 2

(Stk. 4)

§ 2. Uddannelsen varer fra 4 år til 4 år og 6 måneder, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del på hver 20 uger og hovedforløbet. Stk. 2. For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet fra 3 år til 3 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 30 uger fordelt på mindst seks skoleperioder. Stk. 3. For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer uddannelsen fra 2 år og 11 måneder til 3 år og 5 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 27 uger. Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb).

§ 3

(Stk. 6)

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til greenkeeper skal eleven eller lærlingen opfylde betingelserne i stk. 2-4, jf. dog stk. 5. Stk. 2. Eleven eller lærlingen skal have opnået de uddannelsesspecifikke kompetencer for grundforløbet, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til greenkeeper, samt opnået mindst 02 som standpunktskarakter i det uddannelsesspecifikke fag i grundforløbet. Stk. 3. Eleven eller lærlingen skal have gennemført og eventuelt bestået de grundfag, med de angivne niveauer, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til greenkeeper. Stk. 4. Eleven eller lærlingen skal have opnået de certifikater eller lignende, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til greenkeeper. Stk. 5. Elever eller lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb), er undtaget fra det i stk. 2 nævnte krav til bedømmelse af det uddannelsesspecifikke fag. Stk. 6. Elever eller lærlinge, der har gennemført grundforløbet i erhvervsuddannelsen til anlægsgartner, erhvervsuddannelsen til gartner eller erhvervsuddannelsen til skov- og naturtekniker, har adgang til hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til greenkeeper.

§ 4

§ 4. Hovedforløbet har de kompetencemål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til greenkeeper.

§ 5

§ 5. Kriterier for godskrivning på baggrund af elevens eller lærlingens erhvervserfaring og tidligere uddannelse er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til greenkeeper. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 6

(Stk. 4)

§ 6. Uddannelsens afsluttende prøve udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samråd med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til greenkeeper. Stk. 2. Lærlingen skal for at blive indstillet til den afsluttende prøve have bestået alle fag i hovedforløbet, og oplæringsvirksomheden skal have afleveret den afsluttende erklæring om oplæring med indstilling til svendeprøve. Stk. 3. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen mindst have opnået 2,0 som et gennemsnit af karakterer for alle fag i hovedforløbet. Samtlige delprøver i den afsluttende prøve skal være bestået, og den afsluttende prøve skal være bestået. Stk. 4. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres delkaraktererne og den samlede karakter for den afsluttende prøve. Det faglige udvalg kan påtegne svendebrevet udmærkelse.

§ 7

(Stk. 4)

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 21 af 8. januar 2025 om erhvervsuddannelsen til greenkeeper ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For disse elever finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 21 af 8. januar 2025 om erhvervsuddannelsen til greenkeeper anvendelse. Stk. 4. Elever, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet /P.D.V.\n Christian Vestergaard Sloth\nKontorchef / Mikkel Jakobsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2026
Ikrafttrædelsesdato
27. januar 2026
Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til greenkeeper | TheLawyer.sh