Bekendtgørelse om midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere
Social- og Boligministeriet
BEK nr 162 af 27/01/2026 I medfør af § 111 a i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 22. september 2025, som ændret ved lov nr. 136 af 27. januar 2026, fastsættes:
Tildeling af midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere
Kommunalbestyrelsens tildeling af økonomisk tilskud
(Stk. 4)
§ 1. Kommunalbestyrelsen i en kommune, der har modtaget midler fra tilskudspuljen, jf. § 3, kan uden ansøgning træffe afgørelse om at tildele en borger et midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026, hvis borgeren af økonomiske årsager er i risiko for at blive udsat af sin lejebolig, eller hvis borgeren ikke uden tilskud kan opnå en lejebolig. Kommunalbestyrelsen fastsætter størrelsen på tilskuddet, der udbetales til borgeren månedsvis forud. Tildeles der tilskud for januar 2026, udbetales dette tilskud sammen med tilskuddet for februar 2026 snarest muligt efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter 1. pkt. Stk. 2. Kommunalbestyrelsens tildeling af tilskud til borgere efter stk. 1 skal baseres på en prioritering pr. 29. januar 2026 af de mest udsatte borgere i kommunen. Stk. 3. Ved prioritering af de mest udsatte borgere i kommunen, jf. stk. 2, der kan tildeles et tilskud efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen bl.a. lægge vægt på følgende:
- At kommunalbestyrelsen ikke kan anvise borgeren til en anden og rimelig bolig, som borgeren har råd til uden et økonomisk tilskud.
- At tilskuddet vil sikre, at borgeren derved vil kunne opretholde sin lejebolig, eller vil kunne opnå en lejebolig.
- At tildeling af midlertidig økonomisk hjælp til husleje vil sikre, at en forbedring af borgerens situation fastholdes, sådan at borgerens udsathed fortsat kan mindskes.
- At borgeren tidligere har været hjemløs og er løftet ud hjemløshed.
- At borgeren pga. komplekse problemstillinger befinder sig i en særlig udsat position. Stk. 4. Er der efter kommunalbestyrelsens prioritering af de mest udsatte borgere og tildeling af tilskud, jf. stk. 1 og 2, overskydende midler fra det beløb, kommunen har modtaget fra tilskudspuljen, jf. § 3, kan kommunalbestyrelsen løbende i resten af 2026 træffe afgørelse om tildeling af tilskud til yderligere borgere, der af økonomiske årsager er i risiko for at blive udsat af deres lejebolig, eller som ikke uden tilskud kan opnå en lejebolig.
Ophør af økonomisk tilskud ved borgerens flytning til en anden kommune
§ 2. En borger, der modtager et tilskud efter § 1, og som flytter til en anden kommune, mister retten til tilskuddet fra første udbetalingsdato efter flytningen.
Tilskudspulje på 15 mio. kr. til kommunerne til midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere
Fordeling af tilskudspuljen
(Stk. 3)
§ 3. En tilskudspulje på 15 mio. kr. fordeles proportionalt pr. 29. januar 2026 til kommunerne i forhold til antallet af hjemløse i landets kommuner, som dette er opgjort ved VIVEs seneste optælling af hjemløse. En kommune kan kun modtage midler fra tilskudspuljen, hvis kommunen, jf. 1. pkt., havde 40 eller flere hjemløse på optællingstidspunktet. Overskydende midler fra kommuner, der ikke ønsker tilskud, jf. stk. 2, fordeles proportionalt i forhold til antallet af hjemløse, jf. 1. og 2. pkt., i de kommuner, der ønsker tilskud. Stk. 2. Det er frivilligt for kommunen at modtage midler fra tilskudspuljen, jf. stk. 1. Stk. 3. Administrationen af tilskudspuljen, jf. stk. 1, henlægges til Social- og Boligstyrelsen.
Tilskudsberettigede udgifter
§ 4. Kommunalbestyrelsen kan alene anvende midler fra tilskudspuljen til midlertidigt økonomisk tilskud til husleje til borgere, jf. § 1. Andre udgifter kan ikke dækkes af tilskudspuljen.
Udbetaling af tilskud
§ 5. Tilskuddet til kommunerne, jf. § 3, udbetales i en rate.
Kommunalbestyrelsens regnskaber om tildeling af midler fra tilskudspuljen
(Stk. 2)
§ 6. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et halvårsregnskab for perioden januar 2026 til juni 2026 og et årsregnskab for perioden januar 2026 til december 2026, som skal indeholde oplysning om følgende:
- Det samlede antal borgere, der er tildelt et tilskud efter § 1, opgjort for hver måned.
- Det samlede udbetalte beløb opgjort for hver måned. Stk. 2. Halvårsregnskabet skal sendes til Social- og Boligstyrelsen senest den 30. juni 2026. Årsregnskabet skal sendes til Social- og Boligstyrelsen senest den 31. december 2026.
Tilbagebetaling af midler fra tilskudspuljen
§ 7. Har kommunen efter udbetaling af tilskud for december 2026, jf. § 1, overskydende midler fra tilskudspuljen, skal kommunalbestyrelsen tilbagebetale disse midler til Social- og Boligstyrelsen senest den 31. december 2026 .
§ 8. Social- og Boligstyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal tilbagebetale midler fra tilskudspuljen helt eller delvis i følgende situationer:
- Hvis Social- og Boligstyrelsen bliver bekendt med forhold, som rejser tvivl om, hvorvidt kommunalbestyrelsen anvender midlerne fra tilskudspuljen i overensstemmelse med den godkendte indholdsmæssige og økonomiske ramme.
- Hvis kommunalbestyrelsen har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for tilsagnet om midler fra tilskudspuljen.
- Hvis kommunalbestyrelsen ikke har indsendt relevante dokumenter i overensstemmelse med vilkårene for midlerne fra tilskudspuljen, eller Social- og Boligstyrelsen ikke kan godkende oplysningerne heri.
Ikrafttræden
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 29. januar 2026.
Social- og Boligministeriet /Sophie Hæstorp Andersen / Henriette Braad Olesen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2026
- Ikrafttrædelsesdato
- 27. januar 2026