Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler
Børne- og Undervisningsministeriet
BEK nr 183 af 28/01/2026 I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 16. august 2024, og efter bestemmelse fra Fagligt udvalg for Transporterhvervets Uddannelser (TUR) fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 16, i bekendtgørelse nr. 971 af 16. august 2024 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser:
(Stk. 4)
§ 1. Erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler har til formål at kvalificere elever til at udføre ambulancetjeneste på behandlerniveau i en helheds- og patientorienteret indsats i det præhospitale beredskab i et sammenhængende sundhedsvæsen, herunder at varetage befordring af liggende og siddende patienter. Stk. 2. Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler for det speciale, som uddannelsen afsluttes med, jf. stk. 3. Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med specialet ambulancebehandler, indplaceret på niveau 5 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Stk. 4. Uddannelsen indeholder, ud over oplæring i ambulancetjenesten, klinisk oplæring, som foregår på sygehus og i den kommunale sygepleje.
(Stk. 4)
§ 2. Uddannelsen varer 4 år og 7 måneder, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del på hver 20 uger og hovedforløbet. Stk. 2. For elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet 3 år og 7 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 49 uger fordelt på mindst syv skoleperioder. Stk. 3. For elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer hovedforløbet 3 år, 5 måneder og 3 uger, hvoraf skoleundervisningen udgør 44 uger. Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst syv skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb).
(Stk. 5)
§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-4, jf. dog stk. 5. Stk. 2. Eleven skal have opnået de uddannelsesspecifikke kompetencer for grundforløbet, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler. Stk. 3. Eleven skal have gennemført og bestået de grundfag, med de angivne niveauer, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler. Stk. 4. Eleven skal have opnået de certifikater eller lignende, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler. Stk. 5. Elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv-2 forløb), er undtaget fra kravet om uddannelsesspecifikke kompetencer efter stk. 2 nævnte krav, hvis de har relevant erhvervserfaring vurderet efter de i uddannelsesordningen fastsatte kriterier for relevant erhvervserfaring.
§ 4. Hovedforløbet har de kompetencemål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler.
§ 5. Kriterier for godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.
(Stk. 5)
§ 6. Uddannelsens afsluttende prøve udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samarbejde med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler. Stk. 2. Eleven skal inden aflæggelse af prøven være i besiddelse af de i uddannelsesordningen fastsatte kørekort og certifikater. Eleven kan, når det er begrundet i særlige forhold og efter det faglige udvalgs konkrete afgørelse, blive fritaget for kravet om besiddelse af kørekort og certifikater inden prøvens aflæggelse. Stk. 3. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have bestået alle de obligatoriske uddannelsesspecifikke fag samt de valgfri specialefag, herunder arbejdsmarkedsuddannelser i hovedforløbet. Eleven skal desuden have opnået mindst 02 i grundfaget psykologi på niveau C og den afsluttende prøve. Stk. 4. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres karakteren for svendeprøven. Stk. 5. Den uddannede skal autoriseres i medfør af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed for at kunne betegne sig som ambulancebehandler. Ved væsentlige ændringer af uddannelsen skal det faglige udvalg orientere relevant autorisationsmyndighed.
(Stk. 4)
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 307 af 25. marts 2024 om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For disse elever finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 307 af 25. marts 2024 om erhvervsuddannelsen til ambulancebehandler anvendelse. Stk. 4. Elever, som nævnt i stk. 3, med specialet ambulanceassistent, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og aftale med oplæringsvirksomheden overgå til uddannelse efter denne bekendtgørelse.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet /P.D.V.\n Christian Vestergaard Sloth\nKontorchef / Vibeke Overvad Jensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2026
- Ikrafttrædelsesdato
- 28. januar 2026