TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til autolakerer

BEK nr 197 af 28/01/2026

DanmarkBekendtgørelse2026

Børne- og Undervisningsministeriet

§ 1

Erhvervsuddannelsen til autolakerer har til formål at kvalificere lærlinge til at kunne planlægge, beskrive og udføre autolakererarbejde under hensyntagen til teknologiske, materialemæssige og kvalitets- og produktivitetsmæssige forhold.

Stk. 2

Lærlingen skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til autolakerer for det speciale, som uddannelsen afsluttes med, jf. stk. 3.

Stk. 3

Uddannelsen afsluttes med specialet autolakerer, indplaceret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Stk. 4

Uddannelsen kan gennemføres som eux-forløb efter teknisk eux-model D, jf. bilag 5 til bekendtgørelse om krav til udformning af eux-forløb.

§ 2

Uddannelsen varer fra 4 år og 3 måneder til 4 år og 9 måneder, jf. dog stk. 3 og 5. Uddannelsens varighed består af grundforløbets 1. og 2. del på hver 20 uger og hovedforløbet.

Stk. 2

For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet 3 år og 3 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 25 uger fordelt på mindst tre skoleperioder.

Stk. 3

For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer hovedforløbet 3 år og 2 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 22,5 uger.

Stk. 4

Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst 3 skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb).

Stk. 5

Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 varer uddannelsens hovedforløb for lærlinge i eux-forløb 3 år og 9 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 55,6 uger fordelt på mindst tre skoleperioder.

§ 3

For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til autolakerer skal eleven eller lærlingen opfylde betingelserne i stk. 2-4.

Stk. 2

Eleven eller lærlingen skal have opnået de uddannelsesspecifikke kompetencer for grundforløbet, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til autolakerer.

Stk. 3

Eleven eller lærlingen skal have gennemført og bestået de grundfag med de angivne niveauer, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til autolakerer.

Stk. 4

Eleven eller lærlingen skal have opnået de certifikater eller lignende, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til autolakerer.

Stk. 5

De krav til bedømmelse af grundfag, der er fastsat i uddannelsesordningen efter stk. 3, gælder tilsvarende for lærlinge i eux-forløb på det niveau af grundfaget, som lærlingen skal have for at begynde skoleundervisningen i hovedforløbet, uanset forskel mellem de pågældende niveauer.

§ 4

Hovedforløbet har de kompetencemål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til autolakerer.

§ 5

Kriterier for godskrivning på baggrund af elevens eller lærlingens erhvervserfaring og tidligere uddannelse er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til autolakerer. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 6

Uddannelsens afsluttende prøve udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samråd med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til autolakerer.

Stk. 2

For at deltage i den afsluttende prøve skal lærlingen have gennemført og bestået de i stk. 3 nævnte fag, og oplæringsvirksomheden skal have udstedt den afsluttende erklæring om oplæring.

Stk. 3

For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have gennemført og opnået mindst karakteren 02 i grundfaget teknologi på F-niveau, opnået mindst 2,0 som gennemsnit af karakterer for de uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet og have bestået den afsluttende prøve.

Stk. 4

Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres karakteren for den afsluttende prøve.

§ 7

Afsluttende standpunktskarakterer og prøver i fag på gymnasialt niveau indgår i eux-bevis efter reglerne herom i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindele med erhvervsuddannelse (eux) m.v. og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 516 af 20. april 2022 om erhvervsuddannelsen til autolakerer ophæves.

Stk. 3

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For disse elever finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 516 af 20. april 2022 om erhvervsuddannelsen til autolakerer anvendelse.

Stk. 4

Elever, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.


Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

/P.D.V.\n Christian Vestergaard Sloth\nKontorchef / Marianne Hallgaard Christensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2026
Ikrafttrædelsesdato
29. januar 2026