TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om geologisk lagring af CO2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer

DanmarkBekendtgørelse2026

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

BEK nr 261 af 09/02/2026 I medfør af § 23 x, stk. 1, § 23 y, stk. 3, og § 24 e, stk. 6, i lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november 2023, som ændret ved lov nr. 341 af 3. april 2025, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 244 af 3. februar 2026 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser:

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1

(Stk. 3)

§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser om geologisk lagring af CO 2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer. Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder i dansk territorialfarvand, på dansk kontinentalsokkelområde og dansk eksklusiv økonomisk zone, jf. den til enhver tid gældende bekendtgørelse om Danmarks eksklusive økonomisk zone. Stk. 3. Lagring af CO 2 er ikke tilladt på en lagringslokalitet med et lagringskompleks, der strækker sig ud over Danmarks område, dansk eksklusiv økonomisk zone eller dansk kontinentalsokkelområde.

§ 2

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved følgende:

  1. CO 2 -lagringslokalitet: Et bestemt område med tilhørende volumen inden for en geologisk formation, der anvendes til geologisk lagring af CO 2 , og tilhørende anlæg på jordoverfladen og injektionsanlæg.
  2. CO 2 -strøm: En strøm af stoffer hidrørende fra CO 2 -opsamlingsprocesser, som skal injiceres i en CO 2 -lagringslokalitet.
  3. Geologisk formation: En lithostratigrafisk underdeling i distinkte bjergarter, som kan påvises og kortlægges.
  4. Geologisk lagring af CO 2 : Injektion af CO 2 -strømme efterfulgt af lagring af CO 2 i underjordiske geologiske formationer.
  5. Lagringskompleks: CO 2 -lagringslokaliteten og de geologiske omgivelser, som kan have betydning for den overordnede integritet og sikkerhed ved lagringen, dvs. sekundære indeslutningsformationer.
  6. Lukning af en CO 2 -lagringslokalitet: Endegyldig indstilling af CO 2 -injektion i CO 2 -lagringslokaliteten.
  7. Udbedrende foranstaltninger: Enhver foranstaltning, der træffes for at udbedre væsentlige uregelmæssigheder eller lukke lækager med henblik på at forhindre eller standse frigivelse af CO 2 fra lagringskomplekset.
  8. Udsivning: Frigivelse af CO 2 eller kulbrinter fra lagringskomplekset.
  9. Væsentlig uregelmæssighed: Enhver uregelmæssighed i CO 2 -injektions- eller lagringsoperationerne eller i selve CO 2 -lagringskompleksets tilstand, som indebærer risiko for udsivning eller risiko for miljøet eller menneskers sundhed.

Rammer for meddelelse af tilladelse

§ 3

(Stk. 2)

§ 3. Energistyrelsen kan meddele tilladelse til geologisk lagring af CO 2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer for et tidsrum af indtil 2 år. Tilladelser kan meddeles til geologisk lagring i områder, jf. § 1, stk. 2. Tilladelsen skal angive de nærmere afgrænsede områder, den omfatter. Stk. 2. Der kan kun gives tilladelse efter stk. 1 i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lov om beskyttelse af havmiljøet og bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Ansøgning om tilladelse

§ 4

(Stk. 2)

§ 4. Ansøgning om tilladelse til geologisk lagring af CO 2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer skal som minimum indeholde følgende oplysninger

  1. navn og adresse for hvert deltagende selskab samt navn, e-mailadresse og telefonnummer på kontaktperson for hvert deltagende selskab. Såfremt der er mere end ét deltagende selskab, skal det oplyses hvilket selskab, der er operatør, herunder navn, e-mail og telefonnummer på operatørens kontaktperson,
  2. selskabsoplysninger, herunder dokumentation for at ansøgeren råder over en tilfredsstillende teknisk og finansiel kapacitet, til at opfylde samtlige forpligtelser i forbindelse med aktiviteterne der søges om tilladelse tilder er omfattet af ansøgningen, jf. undergrundslovens § 24 a, stk. 1-3,
  3. projektbeskrivelse, herunder plan for driftens tilrettelæggelse og overvågningsprogram, dataindsamling og af samtlige anlæg og installationer,
  4. geografiske koordinater,
  5. en beskrivelse og modeller af det geologiske reservoir, hvori der skal injiceres CO 2 , herunder karakterisering og vurdering af lagringskomplekset og det omgivende område med evt. tilhørende brøndinstallationer,
  6. grænseværdier for reservoirtrykket og de maksimale injektionsrater og –tryk,
  7. den forventede varighed for det ansøgte projekt, jf. dog bekendtgørelsens § 3, stk. 1,
  8. den samlede mængde CO 2 , der skal injiceres og lagres, samt sammensætningen heraf,
  9. dokumentation for, at erstatningsansvar i henhold til en evt. tilladelse er dækket af forsikring eller evt. sikkerhedsstillelse, jf. undergrundslovens § 24 e, stk. 1-2 og § 24 f,
  10. plan for udbedrende foranstaltninger i forbindelse med udsivning eller væsentlige uregelmæssigheder, og
  11. plan for lukning af CO 2 -lagringslokaliteten og afvikling af samtlige anlæg og installationer m.v. omfattet af ansøgningen. Stk. 2. I det omfang det er nødvendigt kan Energistyrelsen kræve yderligere oplysninger fra ansøgeren til brug for afgørelse efter § 3.
selskab

Meddelelse af tilladelse

§ 5

§ 5. En tilladelse efter § 3 skal som minimum indeholde følgende

  1. rettighedshaverens og operatørens navn og adresse,
  2. lagringslokalitetens og lagringskompleksets nøjagtige beliggenhed og afgrænsning samt informationer vedrørende den hydrauliske enhed,
  3. krav til lagringsoperationen, der følger af dens karakteristika som beskrevet i bilag 2 i bekendtgørelse om geologisk lagring af CO 2 m.v., den samlede mængde CO 2 , der må lagres geologisk, grænseværdier for reservoirtrykket og de maksimale injektionsrater og –tryk, og
  4. krav til CO 2 -strømmens sammensætning og til proceduren for modtagelse af CO 2 -strømmen i henhold til § 6, og om nødvendigt yderligere krav til injektion og lagring, navnlig med det formål at forebygge væsentlige uregelmæssigheder.
§ 6

(Stk. 2)

§ 6. Der kan stilles vilkår for meddelelse af tilladelse efter § 3, jf. undergrundslovens § 23 x, stk. 1, nr. 3. Vilkårene kan bl.a. vedrøre

  1. tilladelsens varighed,
  2. oprettelse og opretholdelse af finansiel sikkerhedsstillelse eller tilsvarende,
  3. overvågning af f.eks. injektionsanlæggene, lagringskomplekset m.v. i projektets løbetid,
  4. overholdelse af miljø- og sikkerhedskrav,
  5. rapportering om bl.a. aktivitetens forløb, resultater og evaluering til brug for evt. offentliggørelse,
  6. drift og lukning af CO 2 -lagringslokaliteten, herunder om kriterier og procedure for modtagelse af CO 2 -strømme,
  7. afvikling af de af tilladelsen omfattede anlæg og installationer m.v.,
  8. ansvarsoverdragelse, og
  9. kontrol af de fastsatte vilkår. Stk. 2. I det omfang det er nødvendigt i forhold til det konkrete projekt kan Energistyrelsen stille yderligere vilkår i tilladelsen efter § 3.

Revurdering, ajourføring og tilbagekaldelse af tilladelser

§ 7

§ 7. Energistyrelsen skal revurdere og om nødvendigt ajourføre eller i yderste konsekvens tilbagekalde tilladelsen, hvis Energistyrelsen har fået meddelelse om eller fået kendskab til udsivning eller væsentlige uregelmæssigheder.

Offentliggørelse af oplysninger om meddelte tilladelser

§ 8

(Stk. 2)

§ 8. Energistyrelsen kan offentliggøre oplysninger om tilladelser efter § 3 i denne bekendtgørelse, herunder om projektbeskrivelse, CO 2 - lagringslokaliteter, mængde injiceret CO 2 og omgivende lagringskomplekser. Stk. 2. Energistyrelsen kan offentliggøre oplysninger om aktivitetens forløb, resultater og evaluering, såfremt der i tilladelsen er fastsat vilkår herom, jf. § 6, nr. 4.

Ikrafttrædelse m.v.

§ 9

(Stk. 2)

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. februar 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 974 af 22. juni 2022 om geologisk lagring af CO 2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer ophæves.

Energistyrelsen /Peter Christian Baggesgaard Hansen / Henrik Sulsbrück/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2026
Ikrafttrædelsesdato
10. februar 2026