Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til smed
Børne- og Undervisningsministeriet
BEK nr 83 af 14/01/2026 I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 16. august 2024, og § 4, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 3, i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 2. maj 2022, og efter bestemmelse fra, samråd med og inddragelse af Metalindustriens Uddannelsesudvalg, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 15 og 16, i bekendtgørelse nr. 971 af 16. august 2024 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser:
Formål og opdeling
(Stk. 5)
§ 1. Erhvervsuddannelsen til smed har til formål at kvalificere elever og lærlinge til at kunne fremstille, montere, reparere og vedligeholde emner og konstruktioner i metal, og andre materialer. Stk. 2. Lærlingen skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed for det speciale, som lærlingen har valgt, jf. stk. 3. Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et af følgende trin og specialer:
- Trin 1 med specialet smed – bearbejdning, indplaceret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.
- Trin 2 med et af følgende specialer, indplaceret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring: a) Klejnsmed. b) Smed – rustfast. c) Smed – maritim. d) Energiteknik.
- Specialet svejser (uden trin), indplaceret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Stk. 4. Specialet på trin 1 giver adgang til uddannelsens trin 2. Stk. 5. Uddannelsen kan gennemføres som eux-forløb på specialerne klejnsmed, smed – rustfast og smed – maritim efter teknisk eux-model D, jf. bilag 5 til bekendtgørelse om krav til udformning af eux-forløb.
Varighed
(Stk. 5)
§ 2. Uddannelsen varer fra 2 år og 6 måneder til 5 år, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. del og 2. del, på hver 20 uger, og hovedforløbet. Stk. 2. For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet 1 år og 6 måneder på uddannelsens trin 1, hvoraf skoleundervisningen udgør 20 uger fordelt på minimum to skoleperioder. Hovedforløbet på uddannelsens trin 2 varer yderligere 2 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 15 uger. Hovedforløbet på specialet svejser varer 2 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 20 uger. Stk. 3. For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer hovedforløbet 1 år og 5 måneder på uddannelsens trin 1, hvoraf skoleundervisningen udgør 18 uger. Hovedforløbet på uddannelsens trin 2 varer yderligere 2 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 13 uger. Hovedforløbet på specialet svejser varer 1 år og 11 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 18 uger. Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2 i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb). Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 varer hovedforløbet for lærlinge i eux-forløb 4 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 67,6 uger fordelt på fire skoleperioder.
Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet
(Stk. 6)
§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet på erhvervsuddannelsen til smed skal eleven eller lærlingen opfylde betingelserne i stk. 2-5, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Eleven eller lærlingen skal have opnået de uddannelsesspecifikke kompetencer for grundforløbet, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed. Stk. 3. Eleven eller lærlingen skal have gennemført og bestået de grundfag, med de angivne niveauer, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed. Stk. 4. Eleven eller lærlingen skal have opnået de certifikater eller lignende, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed. Stk. 5. De krav til bedømmelse af grundfag, der er fastsat i uddannelsesordningen efter stk. 3, gælder tilsvarende for elever og lærlinge i eux-forløb, på det niveau af grundfaget, som eleven eller lærlingen skal have for at kunne påbegynde skoleundervisningen i hovedforløbet, uanset en eventuel forskel mellem de pågældende niveauer. Stk. 6. Elever og lærlinge, der har gennemført grundforløbet i erhvervsuddannelsen til beslagsmed eller erhvervsuddannelsen til skibsmontør, har adgang til hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til smed.
Kompetencer i hovedforløbet
§ 4. Hovedforløbet har de kompetencemål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed.
Godskrivning
§ 5. Kriterier for godskrivning på baggrund af elevens eller lærlingens erhvervserfaring og tidligere uddannelse er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.
Afsluttende prøve og beviser
(Stk. 3)
§ 6. Uddannelsens afsluttende prøve på trin 1 er en skoleprøve. Prøven afholdes af skolen som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed. Prøven skal kun aflægges af lærlinge, som afslutter uddannelsen med trin 1. Stk. 2. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have bestået hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet. Stk. 3. Ved uddannelsens afslutning med trin 1, når den afsluttende prøve er bestået, udsteder det faglige udvalg et uddannelsesbevis som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. Karakteren for den afsluttende prøve anføres på uddannelsesbeviset.
(Stk. 3)
§ 7. Uddannelsens afsluttende prøve på trin 2 udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samråd med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed. Stk. 2. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have bestået hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet. Stk. 3. Ved uddannelsens afslutning med trin 2, når den afsluttende prøve er bestået, udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. Karakteren for den afsluttende prøve anføres på svendebrevet.
(Stk. 3)
§ 8. Uddannelsens afsluttende prøve på specialet svejser udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges i henhold gældende standarder for certificering af svejsere og som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til smed. Stk. 2. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have bestået hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet. Stk. 3. Ved uddannelsens afslutning med specialet svejser, når den afsluttende prøve er bestået, udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen.
§ 9. Afsluttende standpunktskarakterer og prøver i fag på gymnasialt niveau indgår i eux-bevis efter reglerne herom i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
(Stk. 4)
§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 144 af 8. februar 2025 om erhvervsuddannelsen til smed ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever eller lærlinge, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne elever eller lærlinge finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 144 af 8. februar 2025 om erhvervsuddannelsen til smed anvendelse. Stk. 4. Elever eller lærlinge, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle praktikvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet /P.D.V.\nChristian Vestergaard Sloth / Vibeke Overvad Jensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2026
- Ikrafttrædelsesdato
- 19. januar 2026