Bekendtgørelse om værktøjsuddannelsen
Børne- og Undervisningsministeriet
BEK nr 86 af 14/01/2026 I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 16. august 2024, og § 4, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 3, i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 2. maj 2022, og efter bestemmelse fra, samråd med og inddragelse af Metalindustriens Uddannelsesudvalg, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 15 og 16, i bekendtgørelse nr. 971 af 16. august 2024 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser:
Formål og opdeling
(Stk. 5)
§ 1. Værktøjsuddannelsen har til formål at kvalificere elever og lærlinge til at kunne planlægge og udføre fremstilling, reparation og vedligeholdelse af værktøjer. Stk. 2. Lærlingen skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om værktøjsuddannelsen for det speciale, som lærlingen har valgt, jf. stk. 3. Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et af følgende trin og specialer:
- Trin 1 med specialet værktøjsmager, indplaceret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.
- Trin 2 med specialet værktøjskonstruktør, indplaceret på niveau 5 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Stk. 4. Specialet på trin 1 giver adgang til uddannelsens trin 2. Stk. 5. Uddannelsen kan gennemføres som eux-forløb på specialet værktøjsmager efter teknisk eux-model D, jf. bilag 5 til bekendtgørelse om krav til udformning af eux-forløb.
Varighed
(Stk. 5)
§ 2. Uddannelsen varer fra 4 år og 6 måneder til 5 år og 6 måneder, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del, på hver 20 uger, og hovedforløbet. Stk. 2. For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet 3 år og 6 måneder på uddannelsens trin 1, hvoraf skoleundervisningen udgør 40 uger fordelt på mindst fem skoleperioder. Hovedforløbet på uddannelsens trin 2 varer yderligere 1 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 15 uger fordelt på mindst tre skoleperioder. Stk. 3. For lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer hovedforløbet 3 år og 5 måneder på uddannelsens trin 1, hvoraf skoleundervisningen udgør 36 uger. Hovedforløbet på uddannelsens trin 2 varer yderligere 11 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 13,5 uger. Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb). Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 varer uddannelsens hovedforløb for lærlinge i eux-forløb 4 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 72,6 uger fordelt på fire skoleperioder.
Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet
(Stk. 6)
§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet i værktøjsuddannelsen skal eleven eller lærlingen opfylde betingelserne i stk. 2-4, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Eleven eller lærlingen skal have opnået de uddannelsesspecifikke kompetencer for grundforløbet, som er fastsat i uddannelsesordningen om værktøjsuddannelsen. Stk. 3. Eleven eller lærlingen skal have gennemført og bestået de grundfag, med de angivne niveauer, som er fastsat i uddannelsesordningen om værktøjsuddannelsen. Stk. 4. Eleven eller lærlingen skal have opnået de certifikater eller lignende, som er fastsat uddannelsesordningen om værktøjsuddannelsen. Stk. 5. De krav til bedømmelse af grundfag, der er fastsat i uddannelsesordningen efter stk. 3, gælder tilsvarende for elever og lærlinge i eux-forløb, på det niveau af grundfaget, som eleven eller lærlingen skal have for at kunne påbegynde skoleundervisningen i hovedforløbet, uanset en eventuel forskel mellem de pågældende niveauer. Stk. 6. Elever og lærlinge, der har gennemført grundforløbet i erhvervsuddannelsen til støberitekniker, erhvervsuddannelsen til CNC-tekniker eller industriteknikuddannelsen, har adgang til hovedforløbet i værktøjsuddannelsen.
Kompetencer i hovedforløbet
§ 4. Hovedforløbet har de kompetencemål, som er fastsat i uddannelsesordningen om værktøjsuddannelsen.
Godskrivning
§ 5. Kriterier for godskrivning på baggrund af elevens eller lærlingens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i uddannelsesordningen om værktøjsuddannelsen. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.
Afsluttende prøve og beviser
(Stk. 3)
§ 6. Uddannelsens afsluttende prøve på trin 1 udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samråd med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om værktøjsuddannelsen. Prøven på trin 1 skal kun aflægges af lærlinge, der afslutter uddannelsen med trin 1. Stk. 2. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen mindst have opnået 2,0 som et gennemsnit af karakterer for alle uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet, samt mindst have opnået 02 i den afsluttende prøve. Stk. 3. Ved uddannelsens afslutning med trin 1 udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres den samlede karakter for prøven.
(Stk. 3)
§ 7. Uddannelsens afsluttende prøve på trin 2 udgør en svendeprøve. Prøven afholdes af skolen i samråd med det faglige udvalg som en del af den sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om værktøjsuddannelsen. Stk. 2. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen mindst have opnået 2,0 som et gennemsnit af karakterer for alle uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet, samt mindst have opnået 02 i den afsluttende prøve. Stk. 3. Ved uddannelsens afslutning med trin 2 udsteder det faglige udvalg et svendebrev som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres den samlede karakter for prøven.
§ 8. Afsluttende standpunktskarakterer og prøver i fag på gymnasialt niveau indgår i eux-bevis efter reglerne herom i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
(Stk. 4)
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 112 af 3. februar 2025 om værktøjsuddannelsen ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne elever finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 112 af 3. februar 2025 om værktøjsuddannelsen anvendelse. Stk. 4. Elever, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet /P.D.V.\nChristian Vestergaard Sloth / Vibeke Overvad Jensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 2026
- Ikrafttrædelsesdato
- 19. januar 2026